Analyse: Milano – Sanremo

ANALYSE: MILANO – SANREMO

Der er et ordsprog som hedder, at det ikke altid går som præsten prædiker, og det gjorde det i hvert fald ikke i dette års Milano-Sanremo. Ikke engang i Eddy Merckx storhedstid har følgere og eksperter været så enige om det foreståede resultat – at ”de tre store” ville køre væk på Poggio  – og om ikke alle tre, så med garanti en eller to af dem.

Af Per Bausager

Efter de seneste ugers opvisning fra deres side, var det vel også vanskeligt at tro, at deres ekstreme peak power ikke skulle kunne gøre sådanne forudsigelser ære. Men det gik noget anderledes.

Det var ellers tydeligt, at netop de tre hold, Alpecin, Quick-Step og Jumbo-Visma havde besluttet sig for at holde styr på tingende – hvilket betød så meget som, at sørge for at feltet kom samlet til Poggio. Ude på Cipressa havde Van Aert sat folk frem for at diktere et tempo der skulle tage eventyrlysten fra eventuelle lykkeriddere. Og det gik da også så stærkt, at der røg en del folk ud ad bagdøren. Til trods for farten sad Asgreen med lukket mund, og bevægede sig rundt som det passede ham. I det hele taget var Asgreen, som han ofte er det, meget synlig. Han er en rytter der meget notorisk kører med i forreste linje der hvor han stiller op. Det er imponerende med så stor konsistens på det niveau. 

Op mod toppen tog Ineos over, og satte også et hårdt tempo, og de overtog faktisk lederskabet derfra og op til midten af Poggio. Filippo Ganna viste hvilket ekstraordinært powerhouse han er – først ved at vinde føringsduellen hen mod Poggio, og derefter tonse så eftertrykkeligt de første to kilometer op ad den, at absolut ingen havde lyst til at angribe, og hans aktion kostede da også nogle prominente navne, som f.eks. Kristoff og Gaviria, livet.

Betinni Photo
Betinni Photo

I det hele taget er der vel aldrig angrebet så lidt på Poggio som denne gang – til trods for at medvinden burde favorisere angribere, hvilket er et udtryk for at der er blevet kørt stærkt. Der skete ikke noget før den evige animator, Alaphilippe fyrede raketten af en god kilometer før toppen. Van Aert var på hjul, og så var der hul ned til Schachmann. Det hul syede Van der Poel sammen, men flere andre kom op. Så forsøgte Van Aert, men igen kom der flere med.  Det var med vantro, man så at Caleb Ewan sad med i angrebene. Han var en af de allerbedste på stigningen om end han nød cigaren mens Alaphilippe og Van Aert trykkede maksimalt. Men summa summarum, så kørte ingen af de tre overmennesker så stærkt som forventet – og ej heller som de har gjort ved andre lejligheder. Da det gik hårdest for sig havde de Schachmann og Kragh med på rullen.

I mine øjne blev Van der Poels favoritværdighed savet i stykker allerede mens Ganna førte nede i bunden af Poggio. Han havde ikke fået positioneret sig i front, og i det rasende tempo, hvor alle sad på linje, var det en stor kraftpræstation han havde skullet yde allerede inden han skulle lukke Alaphilippes angreb ned, og siden havde jeg indtrykket af, at han ikke var kommet sig over den dyre forcering.

Getty Images

Det er en meget, meget vanskelig kunst at køre de 55 km/t der skal til efter 300 km, og kun de største ryttere har formået det. Og Jasper Stuyven er nok notorisk en større rytter end hans palmares fortæller. Og hans slutspil her var både i stil og kraft til et 10-tal. Hvis man ellers har maskineriet til at køre så stærkt som Stuyven gjorde her, og man kan erobre 50 meter, så afvæbner man som regel favoritterne. Skal du lukke, så skal du køre 60 km/t i 40-50 sekunder, og vælger man at gøre det, så vælger man også at gøre det af med sine sprinterben, så der er en god mulighed for at de bedste ikke gør et helhjertet forsøg på at lukke hullet. 

Det vil sige: der var lige en vildmand fra Strib. Søren Kragh viste af hvilken kaliber han er da han lukkede det ret store hul til Styuven – ved netop at køre 60 km/t i 50 sekunder – og da han havde udført denne monumentale kraftpræstation var han endda parat til at føre straks. Søren er on par med de helt store. Hans timing og speed var masterclass. For at vurdere hans sidste 400 meter skal man vide hvad han tænkte. Dem der ikke selv har kørt, og følgelig aldrig har vundet noget, siger altid, at det kun er sejren der tæller. Det er noget pladder. Selv store ryttere er glade for et podium i de store løb, og hvis Søren har kørt for en andenplads, er det 100% legitimt. Og det så jo ud til, at det var det han gjorde, selvom han nok efterfølgende vil tænke, at han kunne have gjort noget anderledes. Den ville også have være passende med den klassepræstation, han lavede.

Getty Images

Med 150 meter tilbage, sprintede Stuyven forbi Søren, som desværre akkurat nåede at blive overspurtet af de forreste forfølgere, der førtes an af Ewans, Van Aert og den (glædeligt) genopstandne Peter Sagan.

Det blev ikke som præsten havde prædiket, men det blev så hektisk og nervepirrende som Milano-Sanremo skal være. Og at Stuyven vandt, kan jeg kun bifalde. Det var på tide, at denne klasserytter vandt et af de helt store løb. Han har ofte sat sine muligheder til ved at være for afventende. Det rettede han op på i dag.

Og så går vi ind i en gylden uge med De Panne, E3 og Gent Wevelgem. Det er ikke noget lort det hele.

Optakt: Milano – Sanremo

Optakt: Milano – Sanremo

På dagen der er forårsjævndøgn falder det første af tre monumenter, som tegner cykelsæsonens første blok. Det er Milano-Sanremo aka ”La Classiccima” (den største klassiker) aka ”La Primavera” (den første sande”) – et løb der er legendarisk og elsket i Italien. Milano Sanremo er ikke brutal men chic. Man kommer fra den endnu vintertunge Po-slette og dykker halvvejs i løbet ned til den italienske riviera, det azurblå hav og palmerne. Settings der er meget langt fra de momumenter der følger efter. Det er et løb hvor man som regel kommer i mål med ren cykel og hvide sokker – men selvfølgelig kun hvis de var hvide fra morgenstunden, noget kunde dog tyde på at det bliver anderledes i år.

Af Per Bausager

De to andre monumenter jeg tænker på, er naturligvis Flandern Rundt og Paris-Roubaix, som kommer henholdsvis to og tre weekender senere. Vidt forskellige er de, men det hænger på en eller anden måde sammen, da de er de største mål for de stærke mænd inden de lette perberfugles sæson indvarsles med Ardenner-klassikerne.

Hvis jeg skal forklare deres forskellighed, må jeg ty til metaforer. Milano-Sanremo er en ung pige der lader sig løbe over ende af én stormfuld kur for fuld kraft, Flandern Rundt er en kvinde på ca. 30, som kræver gentagne, nøje planlagte og intense forceringer før hun er din, og Paris-Roubaix den voksne kvinde, der ikke falder for nogle tricks, men hvor kun den allermest dedikerede, vedholdne og pietetsfulde indsats vil kunne føre til succes.

Billedet på den ene stormfulde kur, skal forstås som forceringen af Poggio di Sanremo, som i sig selv ikke er nogen alvorlig stigning. 3,7 km med ca. 4% i gennemsnit. Problemet er at køre den på under seks minutter efter 300 km, og det skal man kunne, hvis man skal med de bedste op over. Hele dagen har favoritterne ladet op til den ene kraftudfoldelse, som sker den sidste kilometer, og derfor er der ikke noget øjeblik i hele cykelkalenderen, der er så intenst spændende, som når rytterne drejer ind på Poggio. Alt kan ske, men man ved ikke hvad. De næste ti minutter er nervesønderrivende.

Foto photo Luca Bettini/BettiniPhoto

Charmen ved Milano-Sanremo er, at det er så balanceret, at puncheurs kan tro på at kunne slippe af med sprinterne, og sprinterne kan tro på, at kunne sidde med op til svinget ved telefonboksen, hvor man kaster sig ned ad den snoede nedkørsel til strandpromenaden. Løbet er ofte blevet afgjort på nedkørslen, blandt andre af Eddy Merckx og Francesco Moser, som var blandt historiens bedste i disciplinen. Angrebene foran lægger pres alle, uanset hvor de sidder i feltet. Hver eneste kurve skal afvikles med størst mulig risiko, hvis man ikke skal være ude af gamet inden man når ned til fladbanen, hvorfra der er godt 2 km til mål. Her skal man så træde som en sindssyg for at få lukket de huller der er opstået, og hvis man er heldig, kan man måske lykkes med det lige før spurten åbnes. Og om ikke før, så mærker man her, at man har kørt 300 og ikke 200 km.

Der er tre mænd der har gjort mere indtryk på mig end resten i Milano-Sanremos historie. Der er selvfølgelig Eddy Merckx, som vandt løbet uhørte syv gange. Han vandt det på alle mulige måder. Der var aldrig nogen der kom til Via Roma med ham, som formåede at besejre ham. Så var der Roger De Vlaeminck, som vandt opvarmningsløbet Tirrreno-Adriatico seks år i streg, og Milano-Sanremo tre gange. Han er berømt for sit træningsregime, som op til klassikerne bød på træningsdage op til 400 km lange. 200 km. fra kl. fem om morgenen efter derny, og så andre 200 med træningskammeraterne kl. 10. De vidste ikke noget om morgenpasset. Han sagde, at Milano-Sanremos 300 km var en leg for ham. At han kun lige nåede at blive varm inden Poggio, fordi han var vant til 400 km.

Og så er der Il Campionissimo, Fausto Coppi, som i 1946 lavede en fabelagtig præstation da han som storfavorit lettede anker alene, 145 km fra mål, og ankom til Sanremo 14 minutter foran nummer 2.

Samme Coppi havde jo som sin største rival Gino Bartali, der til trods for en stor og velkendt gudfrygtighed, både røg og drak. Coppi frygtede Bartali, og aftenen før Milano-Sanremo i 1947 overtalte han tre af sine hjælperyttere til at spørge Bartali om ikke de skulle gå i biografen og se filmen Gilda med Glenn Ford. Bartali sagde aldrig nej til en tur i byen, og efter filmen gik de så ud at spise, og senere røg de smøger og drak vin. En af de tre var Coppis bror, Serse, og Coppi godtede sig da han hørte Serse komme hjem på værelset efter midnat. 

Desværre for Bianchi-holdet var Bartali vant til at svirre, og han var frisk som en havørn efter fire timers søvn, mens Coppis tre soldater var helt ødelagte af byturen og alle udgik af løbet. Bartali kørte alene hjem og vandt 1947-udgaven af Milano-Sanremo. Bianchis direktør var rasende, og truede med at reducere Coppis gage.

Den slags ting sker ikke mere. Nu ligger rytterne med deres recoveryboots og kigger på tabeller og studerer ruten. Men det skal ikke forhindre dem i at levere et godt væddeløb. Og lige i år, tror jeg ikke, at sprinterne skal sætte næsen op efter andet end sekundære placeringer. Trekløveret Van der Poel, Van Aert og Alaphilippe kan levere en stang dynamit på Poggios sidste kilometer, som der formentlig ikke er andre der kan svare igen på. Og udsigterne siger, at vinden bliver fra øst, hvilket betyder medvind på stigningen, og dermed en fordel til angriberne.

Min egen favorit er Van der Poel. Godt nok kan jeg være i tvivl om hvorvidt han kan trykke lige så hårdt som han plejer efter 300 km, men han har været uhyggelig på det seneste, og den måde han gik i bund på i søndags – seks dage før Milano-Sanremo – vil komme ham til gode. Det er en perfekt forberedelse til sådan et løb.

Er der nogen der kan følge de tre musketerer på Poggio. Jeg tror det ikke, men mine bedste bud er Matthews, Roglic og Pogacar. Den første vil døje med de 6 minuter med så højt tryk, de to andre med at det ikke er flere minutter, så trykket ville lettes. Og om de tre vil komme til toppen sammen ved jeg ikke. Det er vel sandsynligt. Og da de også er de bedste nedad, kan de ikke hentes, især fordi ingen af dem kunne finde på at lade være med at føre.

Jeg prioriter mine favoritter, Van der Poel, Van Aert, Alaphilippe. Ifølge Bet365 giver de henholdsvis odds 3.5, 4.5 og 7.5.

TV-Oversigt

Milano-Sanremo bliver i 2021 vist på Eurosport 1 fra kl. 14:28

Rytterne forventes at komme i mål mellem 15:47 og 16:22 ved henholdsvis 44 Km/t og 40 Km/t i snit.

Ruten

Milano-Sanremo bliver i 2021 kørt primært på den klassiske rute, som har forbundet Milano med Riviera di Ponente gennem de sidste 100 år. Ruten går skiftevis syd og sydvest gennem Pavia, Ovada og de Liguriske Apenniner samt Colle di Giovo, som erstatter Passo del Turchino, fordi det ikke længere er muligt at passere på grund af jordskred. På vejen til Sanremo skal feltet passere den klassiske ”Capi” sektion bestående af Capo Mele, Capo Cervo og Capo Berta, som er 3 små, men ikke ubetydelige stigninger lige uden for Sanremo, den første starter med kun 50 kilometer til målstregen. Efter Capi sektionen skal feltet tilbagelægge yderligere 2 forhindringer, både Cipressa og Poggio di Sanremo.

Cipressa, Poggio og de sidste kilometer:

Cipressa er er 5,6 kilometer lang med en gennemsnitlig stigning på 4,1% og starter 29 kilometer før målstregen. Poggio starter 9 kilometer før målstregen. Stigningen er 3,7 kilometer lang, stiger gennemsnitligt med ca. 4 % og maksimalt 8% lige før toppen. Vejen snævrer ind og har 4 hårnålesving inden for de første 2 kilometer. Nedkørslen fra Poggio er meget teknisk med smalle stykker og flere hårnålesving. De sidste 2 kilometer er på lange lige veje. Det sidste sving er 750 meter før målstregen.

Hvis du gerne vil have lidt italiensk riviera stemning over dine cykelture til sommer, så kan du tage et kig på vores cykeltrøjer fra Sportful i italiensk design.

SPORTFUL ITALIA CYKELTRØJE
SPORTFUL ITALIA CL CYKELTRØJE

Du kan også lade dig inspirere af alle vores cykeltrøjer til herrer eller damer.