Analyse: Liege-Bastogne-Liege

Analyse: Liege-Bastogne-Liege

Vi har lige overværet den bedste udgave i mange, mange år af verdens ældste klassiker, som i mange udgaver de senere år har skuffet fælt ved afventende kørsel indtil den sidste stigning. Også de seneste år med omlægning af finalen, er der kommet 100 mand til foden af Roche-aux-Faucons, hvor tingene så til gengæld er blevet afgjort.

Af: Per Bausager

Allerede helt ude på Haute Levée, 70 km fra mål, angreb Van Avermaet, og det satte gang i tingene. Herefter var der aldrig fred igen. Man havde en fornemmelse af at der var mange hold, som havde lagt en plan om, at der ikke skulle ventes til sidste stigning. Især Astana og Cofidis var aktive. Med 50 km hjem var også Bora-Hansgrohe fremme med hele holdet for at sætte tempo.

På nedkørslen frem til La Redoute var det Quick-Step der satte farten, og den var høj. Formentlig blot for at holde Alaphilippe fremme til stigningen.

Nu har jeg været efter Ineos nogle gange forgangne uge, fordi jeg ikke synes de kører efter hvad det er for et ryttermateriale, de har. Det skal jeg love for at de lavede om på i dag. For på Redoute gik de kollektivt til angreb. Det var Tao Geoghegan Hart der svingede pisken i en drabelig forcering, der fik feltet til at knække langt fremme, og efterlod Alaphilippe, Fuglsang og Roglic bagude. Ineos fortsatte med at trykke pedalen i bund, men det lykkedes Quick-Step og Astana at få lukket hullet. I mellemtiden havde en stærkt kørende Vingegaard neutraliseret et nyt angreb fra Geoghegan Hart.

På Cote des Forges var der nye angreb. En stærk formation med blandt andre Vingegaard, Yates og igen Geoghegan Hart kom afsted og fik et pænt hul.  Vanen tro tog den seneste Tour de France-vinder Pogacar selv affære og lukkede hullet, hvilket selvsagt ikke gjorde udbruddet mindre farligt. Man sad faktisk og tænkte, at det kunne være noget, der kunne sejle i havn. 

Getty Images

Hele dette kaos, hvor flere favoritter var blevet tynde i manchetterne hvad angik hjælpere kan man tilskrive Ineos massive pres siden Redoute. Og det var ikke slut, for med 21 km hjem lancerede Carapaz et frygeligt angreb, som det er hans signatur. Han lægger virkelig fra land når han hiver ankeret. Og han formår som få at lægge appel i trådet når han er fri. Det gjorde han også her. Og han ramte foden af Roche-aux-Faucons med et forspring på 20 sekunder.

Det var et uvant syn at se det stærkt decimerede felt ramme stigningen. Man er vant til at det er 100 mand. Nu var det vel 40. Om det er 100 eller 40 eller 50 er ikke så afgørende, men det er afgørende hvad der skal til for at reducere feltet så markant. Der skal hårdt væddeløb over lang tid til, og det betyder, at ikke alle kommer til løbets afgørende 1300 meter med de samme ben, som de ville have haft, hvis det hele var gået som det plejer.

Man må lade Carapaz at han, selv efter mange km solokørsel, var i stand til at holde et smukt drev i maskinen på stigningen, men selv for ham rakte de 20 sekunder ikke langt.  For Pogacar dirigerede Formolo frem for at tømme posen, og Formolo er en grum mand på sådan en stigning efter 250 km. I sit store gear tromlede han frem med hastigt mandefald til følge. Og så lagde Woods fra land i et vanvittigt hårdt angreb der prompte skabte løbets afgørelse, da kun Valverde, Alaphilippe, Gaudu og Pogacar var i stand til at følge.

At Fuglsang ikke kunne gå med de allerbedste var ikke så overraskende, men at Roglic måtte strække gevær var chokerende. På det faux plat der efterfølger den rigtige stigning kom Roglic og Fuglsang til at sidde med to af Pogacars soldater, nemlig Formolo og Hirschi, der selvsagt ikke skulle noget, og det så ikke ud som om de to andre var i stand til at se bort fra irritationen over det. Overbærenheden fordufter i takt med benenes retræte.

Bettini Photo

Kvintetten foran havde 15 sekunder på toppen, og det stod vel klart, at de ikke ville blive hentet. Det gjorde de heller ikke, men taktiske manøvrer på den sidste km, gjorde at en trio bestående af Hirschi, Mollema og Benoot kun var 7 sekunder efter på stregen.

Efter 700 meter med sur place-lignende tilstande, åbnede Valverde en lang spurt fra spids. Det er mig en gåde, at han fandt sig i at have fronten det meste af den sidste kilometer og at han åbnede så langt ude. Under alle omstændigheder bragede først Alaphilippe og så Pogacar forbi på hans højre side, og den sidste også forbi den første. Tour de France-vinderen fra 2020 vandt Liege-Bastogne-Liege foran verdensmesteren fra 2020. Smukkere bliver det da ikke. 

Men summa summarum, et virkelig godt og hårdt cykelløb, som et monument skal være.

Et par ting mere, jeg vil nævne:

  • Team Ineos fik ikke meget ud af al ståhejet. En 11. plads til Kwiatkowski var udkommet. Det bør dog aldrig, aldrig, aldrig stoppe dem for at køre på samme måde i al fremtid. Det er simpelthen det eneste rigtige med deres rytterstab. 

  • Dette har været et forår der har vist at ingen træer vokser ind i himlen. Alle de uovervindelige har nu prøvet at blive sat til vægs. I dag var det Roglic. Men hvilke cykelløb de har givet os, Alaphilippe, Van der Poel, Van Aert, Roglic, Pogacar.

  • Fuglsang blev bedste dansker som nr. 12. Jeg synes, det ser definitvt ud til, at han ikke er den stratosfæriske Fuglsang, som han har været de seneste to år, men han sidder altså stadig med verdens bedste ryttere. Hver gang, stort set. Han er og bliver en verdensklasserytter. Vingegaard var deltager i nogle af løbets vanskeligste aktioner, og konfirmerede sit enorme talent. Konfirmerede gjorde Kamp også – at han er en meget stærk cykelrytter i denne type terræn. En flot indsats også af ham. 
Getty Images

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Cycling: 101th Liege - Bastogne - Liege 2015Arrival Sprint / VALVERDE Alejandro (ESP)/ ALAPHILIPPE Julian (FRA)/ RODRIGUEZ Joaquim (ESP)/ COSTA Rui (POR)/ Liege - Liege (Ans) 253Km / LBL Bastenaken © Tim De Waele

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Liege – Bastogne – Liege betragtes som et af de terrænmæssigt hårdeste endagsløb i verden på grund af dets længde og dets store antal af stejle stigninger.

Af: Per Bausager

Den mest ikoniske bakke er Côte de La Redoute, den 2,0 km stigning i Aywaille med en gennemsnitlig stigning på 8,9% og punkter på over 20%. I lang tid i 1980’erne og 1990’erne lå La Redoute, ca. 40 km fra mål var løbets brændpunkt og ofte stedet, hvor afgørende udbrud blev lanceret. I de senere år synes stigningen at have mistet den særlige rolle, da mange flere rytter end tidligere er i stand til at følge med op over den, og favoritterne venter nu altid til det alle sidste med at spille deres kort. Côte de la Roche-aux-Faucons, som ligger 15 km fra mål er nu løbets altafgørende punkt, og alle favoritterne venter til den rammes før de viser hvad de har i benene på dagen.

Det nye opløb er ikke så spektakulært som det gamle i Ans. Côte de Saint-Nicolas og målstigningen udgjorde en finale med flere mulige udfald end den nuværende, og selve grimheden ude i det gudsforladte og industrielle Ans føjede noget til løbets nådesløse image. På samme måde som de sidste kilometer af Paris-Roubaix. Der er en passende symbolik i at disse løb afsluttes i disse trøstesløse miljøer, hvoraf cykelsporten udspringer.

I forhold til Paris-Roubaix, og endnu mere Flandern Rundt, er dette et løb hvor resultatet står mere i 1:1 forhold med det rytteren har i benene. I de to andre løb er styrt og positionering to vigtige faktorer, som kan sætte den stærkeste ud af spillet. Disse ting spiller ikke en stor rolle i Liege-Bastogne-Liege, som er en decideret udmattelsesprøve, hvor tankbeholdningen lidt efter lidt svinder ind, og hvor en meget konkret udmåling af styrkeforhold udmåles og eksponeres på løbets sidste stigning.

Af den grund er det ret forudsigeligt hvem der sidder tilbage i front når man når dertil. Men ikke så forudsigeligt som podiet i Fleche Wallone. De store favoritter er de samme som i onsdags: Alaphilippe, Pidcock, Roglic, Pogacar, Valverde. Men man her kan tilføje Woods, Schachmann, Yates, Carapaz, Kwiatkowski og Fuglsang.

Skal jeg sætte nogle ord på min egen top fem, lyder de sådan:

Roglic: Sammen med Alaphillipe min største favorit. Han er bomstærk i både ben og hoved., Han har måske feltets længste og hårdeste progression når det stiger. Côte de la Roche-aux-Faucons er skabt til hans færdigheder. Og efter et hårdt løb er han giftig i en spurt. Man kan ikke tale om hvorvidt Roglic er i form. Det er han altid.

Alaphilippe: Med sejren i onsdags har han meldt sig ind i kampen for alvor. Hans forår har ikke været godt efter den alen, han måles med. Men han er en type der kører meget på følelse og humør. Så den nylige sejr vil give ham moral og vinger. Og han er djævel i Ardenner-terræn hvis han har en af sine dage. Kan sprænge alt i luften på Côte de la Roche-aux-Faucons. Det er usandsynligt, at han ikke kommer på podiet.

Valverde: Vor tids konge af Ardennerne. Fire gange har han vundet dette løb. Jeg troede han var færdig som favorit i disse løb, men de seneste uger har vist en stor Valverde. Den spurt, han leverede i Amstel viste, at han er farlig af få med hjem. Og han er svær at slippe af med.

Pogacar: Han har en formidabel motor og ditto udholdenhed. Netop i sådan et løb, med 4200 højdemeter og 260 km er han en meget problematisk klient for konkurrenterne. En mand ingen kan regne med at kunne slippe af med. Og han har også tidligere vist sig hurtig på stregen når løbet har været hårdt 

Pidcock: Med sine 58 kg slipper han billigere fra stigningerne end de fleste, og i det hele taget har sæsonen vist, at han er en mand uden mange svagheder. Hans resultater indtil nu gør, at man ikke kan lade være med at regne ham med til favoritterne, men var det et tegn på nedadgående formkurve, at han ikke kunne følge de bedste på Huy? En stigning der var skabt til ham. Med den formation Team Ineos stiller med, ville jeg som sportsdirektør, køre med to planer. Jeg ville lade Pidcock satse på Côte de la Roche-aux-Faucons, mens jeg ville spille kort som Carapaz og Kwiatkowski ud i en fuld og helhjertet satsning ude på La Redoute. Det er til at dø over, at se så stærkt et hold vente på at Roglic og Alaphilippe afliver dem fordi de selv sidder og venter på at det sker.  

Cycling: 101th Liege – Bastogne – Liege 2015Arrival Sprint / VALVERDE Alejandro (ESP)/ ALAPHILIPPE Julian (FRA)/ RODRIGUEZ Joaquim (ESP)/ COSTA Rui (POR)/ Liege – Liege (Ans) 253Km / LBL Bastenaken © Tim De Waele

Bookmakernes favoritter:

Ifølge bet365 er favoritterne til 2021-udgaven af Liege – Bastogne – Liege i rækkefølge:

Roglic: 5.00
Pogacar: 6.00
Alaphilippe: 6.50
Valverde: 10.00
Pidcock: 10.00

Vejrudsigt

Vejrudsigten siger ca. 13 grader varmt og vind fra nordøst med 4-5 meter i sekundet. Det betyder at feltet har side/medvind modvind på den første del af vejen retur fra Bastogne til Liege og slutteligt vil der være sidevind på den sidste del af ruten.

TV-oversigt

Liege – Bastogne – Liege bliver sendt fra kl. 13.30 på Eurosport 1 og Eurosportplayer og på TV2 fra 13.30 med studie fra kl. 12.50.

Historien

Liege – Bastogne – Liege, med kælenavnet ”La Doyenne” (Den Gamle Dame) blev kørt for første gang i 1892, og er det ældste af de fem monumenter, og traditionelt forårets sidste inden scenen overlades til etapeløbene. Placeringen i kalenderen giver god mening, da der herfra er 2 uger til Giro d’Italia starter, så etapeløbsrytterne nærmer sig topformen, og da terrænet passer dem, udgør de en valid opposition til endagsspecialisterne.

Løbet kørtes for første gang fra Spa til Bastogne og tilbage over en 250 km distance. Da cykler var dyre i slutningen af ​​det 19. århundrede, blev cykling betragtet som en eksklusiv sport for de velhavende, og begivenheden blev betragtet som en “gentlemen’s affair”. 33 ryttere fra Liège Cycling Union og Pesant Club Liégois, alle belgiere og de fleste af dem fra Liège, startede. Kun 17 gennemførte. Løbets vendepunkt ca. halvvejs var togstationen i Bastogne, valgt på grund af dets bekvemmelighed for løbets chefer. Nogle ryttere forlod løbet i Bastogne og tog toget tilbage til Spa. 

Léon Houa, en indfødt fra Liège, vandt løbet efter 10 timer og 48 minutter på cyklen. Andenpladsen gik til Léon Lhoest, der kom ind på 22 minutter senere, mens nummer tre, Louis Rasquinet, var i mål 44 minutter efter vinderen. Ryttere ankom til Spa i yderligere fem timer.

Houa vandt igen året efter, denne gang med en halv times margin. I 1894 blev det første løb for professionelle afholdt, og den gennemsnitlige hastighed steg til 25 km /t. Houa vandt endnu en gang med syv minutter. Franskmanden Maurice Garin blev nummer fire, og blev senere den første vinder af Tour de France. Efter de indledende tre udgaver blev løbet ikke arrangeret i de næste 14 år, hvorefter det undertiden kun var åbent for amatører og semiprofessionelle.

Løbet blev genoptaget i 1908 med start og mål i Liège for første gang. Det blev vundet af franskmanden André Trousselier. Løbet blev aflyst under første verdenskrig, men genoptoges i 1919. Løbet begyndte at tiltrække flere ryttere fra Flandern, den cykelgale nordlige del af Belgien, der begyndte at dominere løbet. Fleming Alfons Schepers vandt tre sejre i mellemkrigstiden.

Liege – Bastogne – Liege havde nogle afbrydelser under Anden Verdenskrig, men var igen en fast del kalenderen fra 1945 og begyndte at tiltrække nogle af stjernerne i europæisk cykling. I 1951 blev løbet føjet til Challenge Desgrange-Colombo, den konkurrence, der kombinerede cykelsportens største løb på det tidspunkt. Schweiziske Ferdinand Kübler vandt løbet i 1951 og 1952. Den belgiske favorit Raymond Impanis blev løbets evige toer med fire andenpladser, men fik aldrig en sejr.

I slutningen af ​​1950’erne vandt Fred De Bruyne løbet tre gange, endda i sine første tre starter, og tangerede dermed Houas og Schepers rekord. I 1957 blev to ryttere erklæret vinder. Germain Derijcke var først over målstregen, men han havde krydset en sænket bom ved en jernbaneoverskæring. Derijcke havde vundet med tre minutters forspring, og dommere følte, at han ikke havde vundet så meget tid på ulovligt at krydse jernbanen og derfor undlod de at diskvalificere ham. Men løbets nummer to Frans Schoubben blev ligeledes erklæret for vinder.

I 1959 blev Liege – Bastogne – Liege en del af Super Prestige, efterfølger af Desgrange-Colombo-konkurrencen og en tidlig forløber for UCI World Tour, hvilket gjorde Ardennes Classic til en af ​​de største cykelbegivenheder i året.

I 1969 begyndte æraen med alle tiders største cykelrytter, Eddy Merckx, der vandt fem sejre, hvoraf tre i træk og i alt syv podium placeringer. I 1971 blev løbet kørt under rystende forhold med sne og kulde. Merckx opnåede en af ​​sine mest mindeværdige sejre. Kannibalen angreb solo med 92 kilometer fra mål og havde snart et fem minutters forspring til sine forfølgere. Men så skete der noget som var uhørt for Merckx – han gik kold i finalen og fik selskab af Georges Pintens, som dog ikke kunne køre fra Merckx, og Merckx formåede at vinde spurten, og høste sin anden sejr i løbet.

1972 flyttede målet til Verviers, 15 km fra Liège, men på grund af protester fra løbets fans blev det til en engangsforestilling. Udgaven blev igen vundet af Merckx. I 1975 vandt Kannibalen sin femte og sidste sejr, hvilket gjorde ham til den eneste rekordindehaver af La Doyenne.

Det franske ikon Bernard Hinault vandt løbet to gange, begge gange under grusomme vejrforhold. I 1977 vandt han på en sent soloudbrud med afsæt fra et seksmands kongeudbrud inklusive Eddy Merckx, Roger De Vlaeminck og Freddy Maertens, og tre år senere vandt han en af de mest episke udgaver af løbet nogensinde. Der var i 1980 i voldsomt snefald og temperaturer under frysepunktet. Hinault gik i udbrud 80 kilometer ude, og kørte i mål ti minutter før nummer to i løbet. Rygter går på at grævlingen stadigvæk lider af smerter i hænderne fra den dag. 

I 1980’erne vandt den italienske klassikerspecialist Moreno Argentin løbet fire gange. Argentin vandt også tre sejre i søsterklassikeren La Fleche Wallonne og det gav ham titlen som konge af Ardennerne på den tid.

I 1990 indgik Pesant Club Liégeois samarbejde med Société du Tour de France, arrangøren af Tour de France og Paris – Roubaix. Partnerskabet førte til en mere professionel organisation, hvilket resulterede i en fuldstændig renovering af løbet. Start og mål flyttede til forskellige steder i Liège, og fem nye stigninger blev inkluderet.

I slutningen af ​​1990’erne fortsatte italienerne Michele Bartoli og Paolo Bettini en tradition for italienske sejre i La Doyenne med to sejre hver. I 1999 forsøgte Bartoli at opnå en tredje sejr i træk, men han blev slået af den unge belgier, Frank Vandenbroucke, der kontrollerede løbet og bragte de belgiske fans i ekstase.

I de senere år har Alejandro Valverde vundet fire gange, og da han tillige har fem sejre i Fleche Wallonne er han vor tids Ardennerkonge.

Indtil 1991 sluttede løbet i Lièges centrum. I 1992 flyttedes målet til den industrielle forstad Ans på den nordvestlige side af byen. Den stejle Côte de Saint-Nicolas blev inkluderet i de sidste kilometer sammen med en sidste stigning til mål i Ans. Flytningen indebar markante ændringer i løbets karakter, da det nu blev en affære for puncheurs med en stærk spurt opad. Disse havde en interesse i at holde feltet samlet til den allersidste stigning op til mål

I 2019 flyttede målstregen tilbage til Liège centrum. Både Côte de Saint-Nicolas og den sidste stigning til Ans blev derved fjernet fra ruten. Côte de la Roche-aux-Faucons var dermed den sidste stigning, hele 15 km fra mål.