Analyse: Amstel Gold Race

Analyse: Amstel Gold Race

Amstel Gold Race forholder sig til Ronde Van Vlaanderen som badminton til tennis. Slagudvekslingerne er meget hurtigere og hidsigere, men der spilles ikke på en bane som tillader ét tungt og dræbende slag, der planter modstanderen med Knold & Tot Lim på pedalerne.

Af: Per Bausager

Jeg er egentlig bagstræberisk når det gælder de helt store cykelløb. Jeg hader ændringer, for en klassiker er jo en klassiker fordi den er på én bestemt måde, og fordi den måde er så god, at stævnet har overlevet i mange, mange herrens år.

Når det er sagt kan jeg godt lide lange cykelløb, der afvikles på en hård rundstrækning. Jeg synes VM har mistet noget af sin magi ved, at arrangørerne åbenbart nu skal lave ruten sammen med det lokale turistkontor for at skabe opmærksomhed om forskellige lokale steder inden man kommer ind på rundstrækningen.

Men jeg kunne godt lide rundstrækningen i dag. Den var skræddersyet til at skabe et godt væddeløb, men det er mig en gåde, at man skulle amputere den sidste omgang, og det er det også, at man skulle skære de 40 km. af distancen, som kunne have givet et, ikke bare godt, men et stort cykelløb.

Ballet blev åbnet med 65 km. hjem. Det var selvfølgelig på Cauberg. Vingegaard var i hopla, og fra det tidspunkt, og mange km. frem, var han alle vegne. Sammen med Van Baarle var han en stor animator i denne fase, som åbnede løbet op.

Omgangen efter på Cauberg var der dansk foran. Fuglsang, Vingegaard og Kamp var helt fremme, og der blev kørt stærkt, hvilket sås ved, at et større mandefald skete bagude. Herefter havde Mohoric en fase hvor han ville deltage i alt, men jeg fandt aldrig rigtigt ud af om hans rasen var en del af en større plan. I hvert fald var hans holdkammerat Colbrelli pludselig afsted i en seksmandsgruppe, der talte så stærke navne som Senechal og Van Baarle, men selvom de kørte stærkt og havde et rimeligt forspring betød fraværet af Bike Exchange, Jumbo og Astana, at man ikke levnede udbruddet stor mulighed for at overleve.

De havde 35 sekunder næste gang de ramte Cauberg, og her tog det Roglic præcis 1000 meter at rundbarbere det udbrud. Allerede inden højrekurven på toppen var der samling. Det er et grumt syn når ex-skihopperen på en led stigning holder nede i bukningen mens han stående driver sin veksel rundt. Og for at forstå grumheden må man skue bagud – på ansigterne bag ham, og på de huller der opstår i geledderne. På ham selv er der ikke meget drama at betragte. Han ser ud som en bankfuldmægtig i Nordea, der er i færd med at afstemme en konto. Og det er han jo også på en måde.

På sidste af de store omgange foretog Schelling fra Bora-Hansgrohe et flot fremstød. Hans forcering af Bemmelerberg var imponerende. Meningen må vel have været, at han skulle holde sig fremme til hans kaptajn, Schachmann dukkede op. Det gjorde han bare ikke, og at komme til Cauberg sidste gang med 10 sekunders forspring foran favoritgruppen, svarer til at have en hunderedemand på kontoen den femte i måneden. I mindst fordi Quick-Step havde sat tropperne frem for at køre Alaphilippe i stilling.

Desværre for Roglic – og i høj grad også for løbet – blev han ramt af en mekanisk defekt nede i bunden af stigningen, hvor Van Aert svingede taktstokken i en forcering der ryddede alvorligt op i butikken. Alaphilippe sad på hjul af ham, og man ventede et tigerspring fra verdensmesteren, men det udeblev.  Da det sædvanlige skyderi foregik efter toppen, fandt man ud af hvorfor. Alaphilippe plantede sig, og kunne ikke lukke et hul op til den lille forreste gruppe, som nu talte hele tre Ineos-mænd. En uventet situation at Ineos nu sad med kortene til powerplay, mens Quick-Step var kørt ud af lystavlen.

Fronten bestod nu af Van Aert, Carapaz, Pidcock, Kwiatkowski, Schachmann og Matthews, men den, om et øjeblik 41-årige, Valverde lavede et glansnummer som var han atter i sin ungdom, ved at lukke hullet solo. I samme moment angreb Kwiatkowski. Angrebet var perfekt timet, og med Carapaz og Pidcock til at udgøre halvdelen af dem der kunne/skulle føre var det et perfekt træk. Når jeg siger halvdelen, er det fordi Valverde i det øjeblik åndede med gæller efter sin opkørsel, og fordi Matthews, så godt som aldrig, er til at vride en helhjertet føring ud af i disse situationer.

Det skulle blive Schachmann – manden hvis hoved er monteret på et kugleleje i halsen – der slukkede lyset for den polske eks-verdensmester på Geulhemmerberg, Tyskeren havde diamanter i benene i dag, og i det hele taget synes jeg, at det er en slagkraftig formation Denz har fået bygget op med det Bora-Hansgrohe mandskab. 

Et angreb fra Pidcock var så hårdt, at kun Van Aert og Schachmann kunne svare på det. Van Aert virkede rystet, og kunne tilsyneladende ikke umiddelbart tage sin føring da briten slog ud. Men meget hurtigt fik de drev i deres tremandsvifte, og etablerede et 15-18 sekunders forspring.

På dette tidspunkt kom en gruppe med bandt andre Alaphilippe, Fuglsang, Lutsenko, Martin og Woods op til resterne af den tidligere førergruppe, og Lutsenko og Fuglsang besluttede sig for at køre efter udbruddet så den hurtige Aranburu eventuelt kunne spurte. Lidt fik de kørt ind på fronten, men man var aldrig rigtig i tvivl om at udbruddet ville holde hjem.

Da der manglede to km. lancerede Schachmann et meget hårdt angreb som Van Aert svarede på. Og det ville jeg ikke have gjort hvis jeg var ham. Jeg synes han skulle have ladet Pidcock gøre det. Altså ud fra, at på tidspunktet kendte vi ikke resultatet. Efter i onsdags tror jeg, at Pidcock psykologisk, og måske også fysisk, følte sig ovenpå, og jeg er overbevist om, at Van Aert godt kunne have spillet på det. Men det er ikke rigtigt hans stil at være taktisk. Han træder bare. Jeg forstod heller ikke hans villighed til at tage spidsen i spurten, og dermed skabe et deja vu i hovedet på Pidcock. Og jeg tænker også, at hvis man lige har tabt på en recept, så kan man godt udskrive en anden.

Nu vandt Van Aert foran Pidcock i et opløb så tæt, at ikke engang målfotoet gav klarhed for os seere, og som derfor nok skal føre til mange diskussioner om hvorvidt UCI-kommisærernes afgørelse og fortolkning af billederne er rigtige.

Ved sæsonstart troede vi alle, at Van Aert, Van der Poel og Alaphilippe ville gøre rent bord og vinde alt. Sådan er det langt fra gået. Og havde Van Aert ikke vundet i dag, ville hans forårskampagne have været en skuffelse. Med Gent-Wevelgem og Amstel redder han sig tørskoet i land, men det vil nage ham, at han ikke tager herfra med Flandern Rundt og/eller Paris-Roubaix i under bæltet. Foråret er kun akkurat reddet. Hvilket siger ikke så lidt om det pres og de forventninger, han cykler under. Og det er selvfølgelig fordi han er en ekstraordinær cykelrytter.

En anden af de ekstraordinære er verdensmesteren. Han skuffede mig (igen) i dag. Jeg havde troet, han kom til disse to uger i sin bedste form. Men også i dag var han under sit bedste niveau. Ruten var skræddersyet til ham, men han løb tør for benzin da det var alvor galt. Men han har to chancer endnu i de rigtige Ardennerløb. Når de er overstået, skulle der gerne være en sejr – eller i det mindste en fremragende præstation. Ellers vil hans forår have været meget under forventning.

Optakt: Amstel Gold Race

Optakt: Amstel Gold Race

Da jeg i 1978 tiltrådte på Zoppas-Zeus nede til træningslejren i Alassio, anede jeg at sportsdirektøren, Ton Vissers, 12 år tidligere havde grundlagt Hollands største cykelløb, Amstel Gold Race.

Af: Per Bausager

Vissers og hans partner, Herman Krott, havde en ambition om af lave en hollandsk pendant til Flandern Rundt, og den oprindelige plan var at starte i Amsterdam og slutte i Maastricht, hovedstaden i den kuperede region, Limburg. Løbet, havde de besluttet, skulle være 280 km.

Imidlertid viste det sig, at det på grund af Hollands mange floder og kanaler, var umuligt at holde den distance, da man skulle zig-zagge så meget østover, at man ville komme op på langt over 300 km.  Der kom mange andre forviklinger, som f.eks., at løbets dato, den 30. april kolliderede med en kongelig årsdag, og myndighederne ville ikke tillade dette sammenfald i hovedstaden.

Efter mange genvordigheder, og en aftale om, at løbet ikke fremover måtte falde sammen med kongehusets mærkedag, gik starten til det første Amstel Gold Race på den planlagte dag – ikke fra Amsterdam, men fra Breda mens opløbet var i Meersen, og det blev med 320 km. den længste udgave nogensinde.

Allerede året efter gik starten foran Amstel-bryggeriets hovedsæde i Helmond og distancen var nu 254 km. Det var imidlertid svært for løbet at finde sit fodfæste som et af de vigtigste løb, og der var evige problemer at finde en passende termin mellem Flandern Rundt og Ardennerløbene. Ydermere gik der en del år før man havde alle de bedste ryttere med. 

Der gik adskillige år før Eddy Merckx stillede op, da arrangørerne ikke havde økonomi til at hyre Molteni-holdet. Men i 1973 fandt man midlerne og Kejseren fra Tevuren kvitterede for venligheden ved at ride alene hjem med tre minutter. Han vandt igen 2 år efter på mindst ligeså brutal vis, da han kørte hjem med Freddy Maertens fra Flandria, som han lod side på hjul i udbruddet, uden nogensinde at vende sig om. Hans tonsede fra spids i VM-trøje og tungt gear – også op ad Cauberg, hvor Maertens måtte drikke den bitre kalk, og slippe fra hjul.

Så kom den hollandske æra med Peter Posts Raleigh-tropper og især Jan Raas, som vandt 5 sejre. Det var også her det bitre fjendskab mellem Raliegh og Francesco Moser fødtes. I 1978 var Moser, som var i VM-trøjen, og Raas i udbrud, da Peter Post, ifølge Moser, med sin store Mercedes Benz kørte italieneren i grøften i finalen, så Raas kunne køre væk. Bedre blev det ikke da Moser og Knetemenn ved VM samme år kom alene til mål på Nürburgring, og Knetemann slog Moser i spurten efter af have lovet at undlade at spurte, hvis han fik lov at komme med hjem.

Sådan noget som 20 år efter, besøgte Jørgen Marcussen og jeg Moser i hans hjem i Palu di Giovo, og over en grappa på den anden side af midnat, måtte han bringe historien frem, og øjnene lynede og knoerne blev hvide ved erindringer om de forbandede hollændere.

Først i 1998 – året efter Bjarne Riis havde vundet en formidabel solosejr – fik løbet den form, vi kender i dag – altså hvor hele løbet foregår i Limburg og på små bakkede veje, og fra 2003 til 2016 blev målet lagt på toppen af Cauberg i Valkenburg. Et format der i al fremtid vil minde om Philipe Gilberts utrolige præstationer på netop den bakke. Et yderst spektakulært opløb, men det blev dog et bedre og mere åbent væddeløb da man i 2017 ændrede ruten så Cauberg blev løbets 3. sidste stigning, og Geulhemmerberg -mindeværdigt for Valverdes angreb i 2018 – og Bemelerberg. Det er jo ikke kun Valverdes onde aktion der er mindeværdig, for Michael Valgren, ikke alene vandt løbet, men var på højde med de allerstørste i alle faser af løbet.  Valgren sagde senere til mig om Valverdes ryk: “Jeg så godt han lancerede, og jeg kørte alt hvad jeg kunne med hovedet nede. Så kiggede jeg op igen, mens jeg tænkte, at nu må han da for helvede holde op, men i stedet klikkede han ud, og gik ned i bukningen. På toppen var vi kun ham, Sagan, Alaphilippe og mig, og havde det varet 30 meter mere havde jeg sluppet, men det havde de andre vist også.”

Favoritterne

I følge Bet365 er favoritterne til årets Amstel Gold Race: 

Van Aert: 5.00
Alaphilippe: 7.50
Pidcock: 8.50
Roglic: 8.50
Matthews: 15.00
Trentin: 19.00
Valverde: 23.00
Schachmann: 23.00
Fulgsang: 34.00
Vingegaard: 34.00

De fire første er vel meget oplagte storfavoritter, selvom jeg vil sætte spørgsmål ved Van Aert som den største. Han er altid god, altid animator, altid generøs, men de sidste uger har han virket som en topklasserytter uden det ekstra gear. Det har til gengæld den kleine Pidcock lige nu, og den rute må være guf for ham. Det samme kan man sige om Alaphilippe, der hidtil ikke har været helt oppe at ringe, men mon ikke der er nu. Han er min favorit. Og så er der jo Roglic – den formidable Roglic – der har vundet 8 ud af 14 starter i år. Der findes dårligt et cykelløb han ikke kan vinde. Og hvis der gør, er det i hvert fald ikke Amstel Gold Race.  

Ruten

I år er ruten et andet format end vanligt og på grund af corona henlagt til en kuperet rundstrækning, som indeholder Geulhemerberg, Bemelerberg og legendariske Cauberg. Rytterne skal tilbagelægge rundstrækningen på 16,9 kilometer 12 gange. Til slut skal rytterne ud på finaleomgangen, som kun indeholder Geulhemerberg og Bemelerberg, altså ingen Cauberg på sidste omgang, finalerundstrækningen er også en anelse kortere end de andre omgange med sine 15,9 kilometer. Nedenfor kan du se profilerne på begge omgange, den øverste er de 12 omgange og den nederste er finaleomgangen. Vejrudsigten lover ca. 10 grader og let vind fra nordvest.