Teamtøj – Specialdesignet cykeltøj til dit cykelhold eller firma

Teamtøj – Specialdesignet cykeltøj til dit cykelhold eller firma

Hos Empirecycling kan du få specialdesignet cykeltøj med dit logo på. Vi har agenturet på de to italienske cykeltøjsmærker Castelli og Sportful. Castelli leverer cykeltøj Ineos Grenadiers og Sportful leverer til BORA-hansgrohe, begge world-tour hold fra sportens øverste hylde. Herhjemme leverer vi tøj til mange virksomhede, cykelklubber og Pro-Continental holdet Team Restaurant Suri – Carl Ras. Både Castelli og Sportful er kendt for at levere cykeltøj af højeste kvalitet til cykelsportens største atleter. Du kan nu få fingrene i det samme cykeltøj de professionelle kører i til dig og dit cykelhold eller firma. Vi hjælper dig med få alle de logoer du ønsker på cykeltøj i sit helt eget unikke design. Du kan få cykeltøjet fuldstændig som du gerne vil have det, med alt den komfort og kvalitet profferne forlanger.

Det er ligegyldigt om du er en cykelklub, en virksomhed eller en lille gruppe af venner, vi leverer teamtøj helt ned til 10 enheder pr. del. Skal du have cykeltøj, hvor hver eneste watt tæller, så har vi naturligvis de samme højteknologiske produkter som Peter Sagan, Egan Bernal og andre af verdens bedste cykelryttere kører cykelløb i.

Du kan få special designede cykeltrøjer, cykelshorts, cykelbukser, cykeljakker, cykelsokker og cykelveset fra Castelli og Sportful igennem Empire Cycling. Du kan naturligvis også få lavet specialdesignede handsker, skoovertræk og løse-ben/ærmer/knæ.Når du vælger at få lavet teamtøj igennem Empire Cycling er du sikker på, at du får cykeltøj med en eminent komfort, funktionalitet og åndbarhed. Vi hjælper dig sikkert igennem hele processen, så du undgår ubehagelige overraskelser. Inden du godkender det endelig design vil du få adgang til en 3D model, så du kan se alt cykeltøjet i 3D inden du godkender ordren. Ved at gennemgå vores størrelsesguides undgår du at bestille cykeltøjet i de forkerte størrelser.

Med Castelli og Gianni Moscon i Tyrol

Med Castelli og Gianni Moscon i Tyrol

Per Bausager har været til Castelli RoS media camp i tyrol for at få et førstehåndsindblik i de mange nye og lækre vinterprodukter.

Af Per Bausager / Foto: Edoardo Civiero

Egentlig hørte jeg vel ikke til i denne sammenhæng, men Castellis Head of Marketing, Søren Jensen, ved, at jeg er en hund efter tech og efter Alperne, så han havde alligevel inviteret mig til Castelli RoS Media Camp.


Fra jeg fik invitationen, og til eventen fandt sted i tredje uge af september, skete der imidlertid en af de der ikke-planlagte hændelser, så cykling ikke kunne komme på tale til campen. Jeg styrtede på crosseren og brækkede et kraveben og et par ribben.

Heldigvis kunne min Lizette (min kone, som teamtøjschef i Virtu Cycling) tage med, for jeg kunne hverken bakse med kufferter eller køre bil. Og bil skulle der køres fra München til Ôtztal, nærmere bestemt Langeveld ved Sölden.

I anledning af at det var hele den internationale cykelsportspresse, der deltog, havde turistkontoret sponsoreret opholdet for arrangementet. Og de havde sandelig flottet sig med indkvartering på det meget eksklusive AquaDome spa-hotel. I sandhed et imponerende sted med en imponerende beliggenhed.

Indflyvning med store tinder 

Den første dag er reserveret til ankomst, og folk kommer dryssende fra alle verdensdele, med hvad det nu afstedkommer af forsinkelser og logistikudfordringer. Lizette og jeg er på vej i seng ved 22-tiden, men når ikke ud af baren, inden en forsinket Richard Mardle ankommer sammen med et par britiske journalister.

Richard er alle tiders fyr og brand manager hos Saddleback, som er britisk distributør. Men han er også en mand, der ikke vil høre tale om, at folk går i seng kl. 22 og med kun en enkelt øl indenfor vesten. Så det går, som det plejer, når man er sammen med ham. Det bliver til adskillige fadøl, og klokken bliver henad 1.

Nå, men der var jo stadig morgenmad kl. 7 og et program, der skal nås. Mens vi sidder og hænger over den første cappucio, kommer der en fyr, jeg ikke kender, og spørger, om han må sætte sig. 

Jojo, det måtte han da gerne. Han ser lidt anderledes ud, end de der normalt er til sådanne arrangementer. Lidt vildmandsagtig og i Northface-antræk, men med knivskarp fysik og et blik og en attitude, der vidner om en mand, der er i indre havblikstilstand.

Efter en tids tavshed spørger jeg ham, om han er eks-cykelrytter.

”Nej jeg er professionel bjergbestiger og ski mountaineer.”

”Jeg interesserer mig rigtigt meget for bjergbestigning. Hvilken type er det, du laver?”

”De store tinder i rundt om i verden.”

”Himalaya?”

”Ja, også dem.”

”Jeg er kæmpe fan af Reinhold Messner og har læst de fleste af hans bøger.”

”Jeg kender Reinhold godt. Han er jo meget mere end verdens største bjergbestiger. Han er en eventyrer og en filosof. En meget visionær mand. Men også en mand med et vanskeligt og stridbart sind, hvis man kommer ham på tværs.”

”Undskyld, men hvad hedder du?”

”Emilio Previtali.”

”Jamen, var så det ikke dig, der havde den der crazy ekspedition i Himalaya med Moro og Göttler, hvor i besteg Naga Parbat om vinteren?”

”Jo.”

”Fantastisk. Jeg er beæret over at være i selskab med dig. Men fortæl mig, hvordan klarer man de der ekspeditioner, hvor man er ude i Himalaya i måneder med de samme få mænd?”

”Man skal brænde for det. Messner har i flere omgange solgt alt, hvad han ejede og havde i Italien for at finansiere en erobring af en tinde i Himalaya. Og man skal være ekstremt fokuseret hele tiden. Det er lang tid at holde fokus. Det er blevet sværere de sidste 10-15 år at finde de rette folk. Det er jo liv og død at kunne fokusere, at kunne stole på hinanden og leve sig tæt ind i de andres psyke og fysik. Der er ikke mange i dag, der kan holde det fokus. Så sidder de med deres mobiltelefoner og skal tage billeder og selfies og ringe til konen. Det går slet ikke. Det er en helt anden alvor. Derfor laver jeg nu helst sådanne ekspeditioner med østeuropæere. Russere og polakker. De er ikke fordærvet af teknologien, men seriøse, fokuserede og udholdende.”

”Jamen, hvad laver du så her?”

”Jeg udgiver et cykelmagasin der hedder Al Vento, hvor vi laver dybdegående artikler. Jeg er meget fascineret af landevejscykling.”

Her bliver vi desværre afbrudt af, at programmet starter. Jeg kunne ellers godt have snakket med Emilio i flere timer. Lizette ved godt, at jeg overgår til en verden hinsides alt andet, når sådanne samtaler tilbyder sig, og hun er tjekket ud af morgenmaden for længst.

Præsentation af nye vintervarer
Nu er der produkter på programmet i hotellets store mødelokale. Hele eventen koncentrerer sig om de nye vinterprodukter, som er fremstillet af Gore-Tex Infinium tekstil. I en variant som W.L Gore har udviklet efter Castellis specifikationer og ideer.
Det er de nye varianter af Gabba-, Perfetto- og Alpha-jakkerne, som nu har tilnavnet RoS og som står for ”Rain or Shine”. Altså vinterjakker, som man bruger i al slags vejr. Gore-Tex Infinium er et helt vandtæt tekstil, som oven i købet er mere komfortabelt at have på end det hidtidige Gore Windstopper tekstil.

Castellis CEO, Steve Smith, starter med en gennemgang af de sidste 10 års Gabba-historie og nævner alle de konkurrerende tøjmærkers hold, der gennem tiden har været til lommerne for at købe Gabba-jakker til deres ryttere, når vejrudsigterne var ilde.

Så er det W.L. Gores marketingsdirektørs tur. Han viser en masse plancher, der demonstrerer hvilken teknik, der ligger i deres Infinium produkt, som gør det muligt, at det er vandtæt og super åndbart på samme tid og samtidig meget komfortabelt at have på. Han priser Castelli for at være en af W.L. Gores vigtigste samarbejdspartnere, når det gælder nye ideer til, hvordan et tekstil kan tænkes af fungere.

Så er der telefonkonference med professor Oggiano, som er chef for Norwegian University of Science and Technology. Han er verdens førende ekspert indenfor tekstiler og aerodynamik, og universitetet er ligeledes det førende i verden på dette felt. Det er her Castelli og Team Ineos afprøver og udvikler alle de nye hurtige produkter. 

Oggiani viser en masse modeller for, hvordan man arbejder med aerodynamik og cykelryttere. Det er mere kompliceret, end man kunne tro. Det varer op til halvandet år at få et aerosuit i produktion – fra det tidspunkt, hvor man begynder at afprøve nye ideer og tekstiler. Det er unægtelig meget interessant det her, og han viser, hvordan man deroppe – som de eneste i verden – kan 3D-printe avancerede tekstiler. Når man ser og hører det her, er det tydeligt, at en lille cykeltøjsfabrik er helt uden mulighed for at være med her. Det er noget, der kræver videnskabeligt knowhow og mange økonomiske midler.

Ud på rammerne

Efter frokost skal der cykles. Så er alle kåde. Der er en af de nye Castelli Rainbags til alle. Og den er fuld af godter. Perfetto, Gabba, Alpha, Idro, Flanders, Sorpasso, skoovertræk og handsker. 

Cervelo og Colnago er der til at udlåne topcykler. I sidste øjeblik organiseres en lækker Colnago til Lizette, som bliver ene høne i kurven på cykelturene.

Denne dag er det sommervejr, trods højden og det sene tidspunkt på året. 25 grader og sol, så den planlagte brug af Gabba og Perfetto må skydes til hjørne, og i stedet får folk næste års Climber’s jersey – den som Team Ineos bruger på de varmeste sommerdage. 

Som det er skik og brug for folk, der ikke til dagligt kører med nummer på ryggen, går det bananas på dagens stigning, og jeg kan stå sammen med Berhard Plainer fra Castelli og med armen i slynge og se folk komme til toppen en og en, helt ude i hegnet.

Om aftenen skal vi spise i en tyrolerhytte, langt helvede i vold, oppe i bjergene. Men det er turen værd. Det er igen Ötztals turistkontor, der er vært, og det er en forrygende aften, som gør det klart, hvorfor Tyrols kultur er så højt elsket, trods dens banale folklore. 

Søren har overtalt sin gode ven, Gianni Moscon fra Team Ineos, til at komme og køre med næste dag. Det er en stor gestus, kun 10 dage før VM, hvor Moscon er delt italiensk kaptajn (med Trentin). Han kommer sent og går direkte på værelset. Alt imens sørger Richard Mardle atter for, at fadølsanlægget kører for fuld skrue til efter midnat – og at ingen forlader barområdet, før han siger til.

Jeg har noget vigtigt at tale med Steven Smith om, og vi har derfor aftalt at mødes til morgenmad en halv time før. Vi har kun sidder der i 15 minutter, så kommer Gianni Moscon og sætter sig. Som altid præsenterer Steven mig med historien om dengang, da jeg var hjælperytter for Battaglin i 1981, og vi kørte Vuelta og Giro lige ud i én køre på seks uger, og Battaglin vandt begge løb. Steven elsker den historie, og Moscon måler mig med øjnene og ser oprigtigt imponeret ud. 

Så begynder han at snakke om moderne tider kontra gamle dage, da jeg kørte.
”I dag kan du ikke stille op i noget løb uden at være på toppen. Det er meget nemt at komme til at se dum ud, hvis man kommer på 90%,” siger han.
Han siger også, at han er tilhænger af old school, og at han hader alle den nye tiltag, som han mener alene findes for kommercielle motiver.

”Jeg hader Hammer Series mere end noget andet. Det har intet med mit job som landevejsrytter at gøre. Alle hader det.” 

”Hvorfor boykotter i det så ikke,” vil jeg vide.

”Fordi cykelryttere er dumme. Jeg er nok også selv dum, for ellers var jeg jo ikke cykelrytter,” svarer han og ser træt ud, mens han skovler æbletærte ind.

Jeg glemmer at få bekræftet en aftale, som Søren har lavet for mig, om at jeg skal lave et stort interview med ham til Virtu Musette i december. Men Søren siger senere, at Moscon er klar til det, og vi skal besøge ham oppe i Val di Non i Dolomitterne.

Tid til kongeetapen

Så er det tid til arrangementets kongeetape. Op til toppen af Timmerjoch, som skiller Østrig og Italien. Passet hedder Passo Rombo på italiensk, og der er hele 2509 meter højt. En alvorlig sag. 

Og i dag er det vejr til Perfetto og Gabba. Temperaturen er faldet 10 grader siden i går, og det betyder selvfølgelig noget nær 0 grader i 2500 meter.

Jeg kører med Søren, som har en travl dag. Han skal nemlig bagefter op på gletcheren og lave billeder til det næste katalog. 5 km. oppe ad Timmerjoch kan Søren se, at Lizette er ved at koge over i sin Alpha-jakke, og han får hende i en let vest til opkørslen, som endnu mangler 21 km. Så kører vi frem til fronten, og her ser vi forskellen på de mest toptunede af motionisterne og en WorldTour-rytter. Moscon har drejet gashåndtaget og leverer nu 450 watt i 20 minutter. Nogle af de andre kører ellers også stærkt, men det her er voldsomt. Kun ved at kigge på dem længere nede kan man se, hvor led en stigning, det er. Moscon flyver, og som altid når jeg ser stormestre i fuld udfoldelse, er jeg en begejstret og næsegrus beundrer.

Oppe på toppen er problemet, at det er 1 grad, og at der er mindst en times forskel på Moscons og sidste mands ankomsttid. Moscon kører 5-6 km ned på den italienske side for at træne og for at holde varmen. Så kommer han op, og må køre tilsvarende ned i Østrig igen.

Lizettes konservative kørestil kommer hende altid til gode på sådanne stigninger. Hun kører, så hun har det godt nede i bunden, men mange af mændene starter, som om det er en 500 meter bakke med stor klinge og en danseuse. Siden må de betale med blod og oveni lide den tort at se en dame pedalere forbi.

Omsider kan der drikkes kaffe eller øl i cafeen i passet, og mange har ikke kunnet finde ud af at klæde sig på, og nu klaprer de tænder. Søren har himmelvendte øjne over så megen uforstand, mens han må udlevere endnu 20 Idro-jakker til 2.000 kr. stykket.

Men nu kan man bevæge sig nedad og hjemad. Som altid er der nogle, der skal se, om de kan gøre det bedre end Nibali, og andre der har trukket begge bremser hele vejen ned. Atter store tidsforskelle, men man venter i bunden, og Moscon piloterer en samlet gruppe til Hotel AquaDome.

Frokosten slutter den officielle del af det fremragende arrangement. Lizette bemærker, at Moscon kun spiser en lille portion pasta, men fem stykker kage. Hun skrider dog ikke verbalt ind overfor Ineos-manden, som hun ville have gjort, hvis det var mig, og han slipper afsted med udåden.

En del rejser afsted umiddelbart herefter, og vi er nogle stykker der bliver en nat mere. 

For første gang må Richard Mardle inkassere end begmand om aftenen, da vi går i seng kl. 22. Vi skal op kl. 4 næste morgen for at nå vores fly i München.

Det har som altid været en skøn blanding af faglighed og fornøjelse at være gæst hos Castelli. Og jeg tror godt, de ved, hvor stor pris vi sætter på samarbejdet med dem.

Med Posten rundt i Danmark

Med Posten rundt i Danmark

PostNord Danmark Rundt er også en rejse i vores nationalfølelse og fædrelands-kærlighed, og jeg går altid opløftet derfra.” Per Bausager har fulgt Team Waoo og den forsamlede karavane rundt i landet til Danmarks største sportsbegivenhed.

Af Per Bausager / Foto: Nanna Ryttersgaard

Postvæsenet er godt nok ikke, hvad det har været. I min barndom var postmanden én, der kom hver dag og som tit fik en kop kaffe, mens han berettede om stort og småt i sognet. Han kom på cykel og havde uniform og kasket med stiv skygge på. Man så, at her var en embedsmand.

”Her er brev fra din svigerinde,” eller ”her er en regning fra maleren,” kunne han sige. Der var en tæt kontakt mellem post-etaten og borgerne.

Selvom det ikke længere er sådan, synes jeg, at det er en både passende og smuk idé, at postvæsenet muliggør, at cykelløbet Danmark Rundt, eller Post Nord Danmark Rundt, som det rettelig hedder, kan finde sted år efter år. 

Som det er tilfældet med postvæsenets daglige arbejde, binder cykelløbet landet sammen. En stor national logistisk øvelse og en færden gennem landets forskellige egne. Her forenes postvæsenet og folket. 

Jeg har aldrig rejst rundt med cykelløbet – og det har jeg gjort mange gange – uden på ny at bevæges af nationalfølelse og fædrelandskærlighed. Hver gang, når jeg kører langs ruten, tænker jeg, at hvor er her smukt og skønt, og hvor er det et dejligt folk.

Base Camp I Herning

Op til et stort cykelløb er der ting, der ikke er kommet på plads og som skal ordnes i sidste øjeblik. Dagen før løbet starter, skal jeg bringe nogle Sportful Fiandre-jakker til Hotel Scandic i Herning. Team Waoo har slået lejr her for den jyske del af løbet.

Jeg kan godt lide at komme til sådan et hotel, der er overtaget af cykelsporten. Med stor virak og minestrimmel, trucks og servicebiler, cykler og hjul og grej. Mekanikere, der ordner cykler og vasker biler. Og en lobby fuld af mennesker, som alle har logoer på tøjet og har noget at gøre.

Hotelpersonalet må hoppe og springe for at opfylde alle de ukendte og underlige krav og ønsker om rum til ditten og datten, speciel mad, særlige tidspunkter og usædvanlige værelseskonfigurationer. Et hotel, der huser et cykelhold, er i undtagelsestilstand og må opleve os som den græshoppeplage, der ramte egypterne i Det Gamle Testamente og fortærede alt.   

Det må være en ulykke at være et sagesløs og intetanende ægtepar, der har planlagt et hyggeligt og stille hotelophold med levende lys på bordet, sagte loungemusik og opmærksomhed fra tjeneren – for så at opdage, at de er havnet midt i en krigszone.

Team Manager, Cristian Poulsen sidder i lobbyen. Han får jakkerne, som skal bruges, hvis det bliver regn. 

”Skal vi ikke gå op og se nogle cykelrytterben?” spørger han så.

Vi kører op og banker på hos Rasmus Guldhammer og Jesper Schultz. 

”Kom ind”, råber Guldhammer. 

Rytterne ligger på sengen i underhylere. Det har godt nok tynde piber. Og tidens fordring med lange sokker og lange bukseben efterlader vel kun 40 cm til solbruning. Det stykke er til gengæld meget brunt.

Jeg spørger Guldhammer, hvordan det går med ryggen, efter han brækkede den sidste vinter, og han siger, at han stadig døjer med stråler af smerter ud i det ene ben ved høj belastning, og at han har måtte nedsætte sit output i træningsintervallerne. Han er i behandling, men lyder bekymret for fremtiden.

1. etape: Silkeborg-Silkeborg

Her er stort ståhej på Torvet i Silkeborg, som der altid er ved et etapeløbs start. Jeg møder en masse jyske ex-ryttere, men kigger mest på ryttere, cykeltøj og cykler. Team Waoo bliver coachet af Bjarne Riis. Der er nogle stykker med sidevind undervejs, og her skal der siddes fremme.

Jeg spørger nogle af rytterne om, hvad de synes om Sportful-tøjet. De er glade for det, men Guldhammer fortæller mig, at han godt kunne tænke sig samme pude i speed-suit og i bukser. Og at de godt kunne bruge en trøje til de særligt varme dage. Martin Mortensen siger, at han er holdt op med at bruge buksefedt, efter han har fået disse bukser. 

Da rytterne starter, kører jeg ud på ruten. Jeg har streamers på min bil, så jeg kan køre uden at blive jaget væk. Når jeg kører der, fem min. foran feltet på trafikfri vej, kan jeg nyde synet af alle dem, der er ude for at se cykelløb. Det er ren Morten Korch. Der er danske flag overalt, og folk, der sidder med picnicborde og øl eller kaffe og kringle. Nogle steder er det en hel byfest. Som i den lille flække Ans, som i øvrigt deler navn med den mangeårige målby i Liege-Bastogne-Liege.

Senere passerer jeg flere hundrede børn, der går på geled. Det er en skole, der har lukket, så elever og lærere kan gå de par kilometer, der er hen til ruten. Det er tydeligt, at det er en festdag for dem.

Lidt efter holder der på en skråning en far og hans to sønner på hver sin ATW. De har nok også et klassement og et regnskab at gøre op, men lige nu er kampen indstillet, og de har slukket motorerne, mens de spejder sydover – efter cykelryttere.

Jeg holder ind for se feltet på et sidevindsstykke, og Mortensen har dirigeret hele Tem Waoo frem i top-20. Foreløbig er der kontrol over tingene.

Inde i Silkeborg skal de køre tre omgange over den samme bakke, som der kørtes til DM i 1996, hvor Riis vandt. Mikkel Bjerg forsøger at gøre ham kunsten efter med en smuk aktion, men bliver hentet på stigningen sidste gang. En lille gruppe river sig løs, og Lotto-Soudal sætter tingene på plads, da Tiesj Benoot træde alene hjem, og De Buyst vinder spurten foran Amoury Capiot og den imponerende Niklas Larsen. Folk, der er vant til at køre finaler på WorldTour-niveau, spøger man ikke med.

2. etape: Enkeltstart i Grindsted

Der er en egen stemning over en enkeltstart i et etapeløb. Der er dem, der er sat op og er koncentrerede. Og så er der dem, hvor det er et onde, der skal overstås. Riis vil ikke have, at folk bader sig igennem. Hans filosofi er, at man skal gøre sig umage og træde alt, hvad man kan. Ellers bliver man aldrig bedre, siger han.

Vores ryttere kører i den Bodyfit Evo speed suit, som Sportful brugte tre mio. kroner på at udvikle til Alberto Contador, inden han stoppede. Og i dag kører de med Kask Bambino TT-hjelmen, som også Team Ineos bruger.

Rasmus Guldhammer skal køre efter Martin Mortensen. Jeg spørger, om jeg kan køre med. Det kan jeg godt. Jeg sidder på bagsædet med et hjulsæt. Der er 30 sek. til start, da vores hovedsponsor, Jørgen Stensgaard kommer løbende. Han vil med og kaster sig ind. Hans blå jakkesæt og hvide skjorte er ikke velegnede til mødet med cassetten, som peger i hans retning. Men han er kold. Han vil se væddeløb. Så må renseriet tage sig af olie og stads.

Mortensen kører godt. Det blæser kraftigt, men han holder den på over 50 km/t i sidemodvinden. Efter seks-syv kilometer kan jeg se, at Martin Toft nærmer sig. Når man starter foran ham, kan man være pænt sikker på at se ham før eller siden, hvis man ikke er en sand specialist. 

Efter ca. 12 km. kommer han. Han kører edderbroderme stærkt. Jeg skal se ham rigtigt, så jeg ruller vinduet ned og hovedet ud af bilen for at nærstudere bagud.

Shit, han fylder ikke meget, ham Toft. Lav og meget smal er han. Hovedet er som en fodbold nede mellem skuldrene. Det rokker lidt frem og tilbage mens han moser det store gear rundt med over 50 km/t med en stiv kuling lige i trompeten. Det er et imponerende syn at se sådan en ekspert i total udfoldelse.

Lige da han passerer, en halv meter fra mit hoved, kan jeg høre hans åndedræt og se lidelsen i hans ansigt. Jeg kan også se, hvordan han formår at hente al den kraft, der bor i hans spinkle krop, ud i hver pedalomdrejning og transformere den ud til at virke i perfekt symbiose med hans enestående aerodynamik. Det er et stærkt øjeblik at betragte. Og så forsvinder han forud og overhaler Mortensen, der heroisk kæmper for at holde de 25 meter på manden, der kommer til at vinde dagens etape.

Det er en sort dag for vores Jesper Schultz. Han var vores klassementsmand, men kører langt under standard, og han er dybt skuffet over sin præstation. Riis og sportsdirektør Daniel Foder prøver at booste ham lidt og bygge ham op til næste dags kongeetape

3. etape: Holstebro-Vejle

Kiddesvej er noget helt specielt. Det tætteste vi kommer på et monument i Danmark. I dag har Virtu Cycling et stort kundearrangement, eget stortelt og område ca. 300 meter fra stregen. Her er sydlandsk cykelstemning.

Her man spise og drikke godt, mens man følger krigerne ude på landevejen. Det er en pragtfuld sommerdag, og man kan ikke ønske sig mere. 

Kasper Asgreen er gæst, og han holder et improviseret foredrag om sine efterhånden mange meritter. Det gør han godt, og folk har slået ørerne ud. Det var en uventet bonus. Da han er færdig, spørger jeg ham om ikke, vi efter sæsonen kan træde den samme tur omkring Kolding, som den han mishandlede mig så grusomt på en uge før Touren, men med 30 km/t i snit og kaffe og kage på Bindeballe Købmandsgård. 

”Jo, det skal vi, men kun med 28 km/t i snit.” Det er en stærkt opmuntrende udmelding, men kan man stole på ham?

Tv-billederne er fantastiske, og de viser Danmark fra den allerbedste side. Kulisserne gennem Grejsdalen er også taknemmelige at arbejde med. 

Der er bataljer inde på omgangene, og vores plads er fantastisk, der lige efter s-svinget. Rytterne passerer på række, med stærkt forpinte ansigter. Jeg står ved barrieren sammen med Kongen af Kiddesvej, Matti Breschel, og han tror på Alexander Kamp. Men Kamp punkterer med to omgange igen, og det er game over.

En meget stærk kvartet, bestående af Rasmus Quaade, Jonas Vingegaard, Lasse Norman Hansen og Niklas Larsen er stukket afsted. Man skal ikke være meget cykelprofessor for at forstå, at de bliver mere end vanskelige at hente tilbage, og det bliver de heller ikke. Og Norman trækker det længste strå i et tæt opgør med Vingegaard og Larsen, og selvsamme Larsen er nu i førertrøjen. Han er også i pointtrøjen og i ungdomstrøjen. 

Team Waoo får ikke alverden ud af det. Schultz kommer ind som nr. 23 og bliver bedste mand.

4. etape: Korsør-Asnæs Indelukke

Etapen starter inde fra flådebasen i Korsør. Det er et flot syn med teambusser og servicebiler med vand og krigsskibe som baggrund.Vores ryttere gør sig klar. Krænger deres Sportful raod speed suit på og kommer i lommerne. Næsten alle kører i Kasks Protone-model. Det er varmt, og et hardcore aerohjelm er der ikke megen ventilation i.

Jeg beslutter at køre frem til forplejningen for at se klargøring af rytternes slynger og flaske. Da jeg når frem, ser jeg, at en appelsin er faldet ned i min turban. På den anden side af vejen ligger Bromølle Kro, som jeg af og til passerer under træning, men som jeg ikke har spist på, siden jeg som dreng var der med en klassekammerats forældre. Der er god tid, så jeg nyder en pariserbøf og en øl under bøgetræerne, inden jeg går over til vores servicebiler.

Rytternes slynger indeholder fire forskellige gels/bars fra Secret Training, en riskage og en slags småkage med chokolade. Den gider de nok ikke spise i denne varme. Så er der to flasker – én med isotonisk drik fra Secret Training og en med vand. Og en lille dåsecola. Det hele afleveres let og elegant, da feltet passerer.

Det er en fantastisk kulisse oppe ved mål på Asnæs Indelukke. Der er et hav af mennesker, og der er udsigt over Høve Strand og Sejerøbugten. Igen formidles der fantastiske billeder fra helikopteren, når den panorerer ind over Lammefjorden og kyststrækningerne og de gule kornmarker og grønne skrænter.  

Mads Würtz laver et stort nummer i finalen, men indhentes fem kilometer før mål, og alle venter nu på, at Kamp skal lette anker nede fra bunden af målstigningen.

Det gør han også, med en imponerende progression, der river feltet i stumper og stykker. Men der er meget langt – eller rettere mange sekunder – op til stregen, og Kamp løber tør for strøm 100 meter fra mål, og De Buyst sejler overbevisende forbi. 

5. etape: Roskilde-Frederiksberg

Stændertorvet i Roskilde indtager en prominent plads i dansk cykling. Det er her klassikeren, Stjerneløbet har fundet sted i flere menneskealdre. Men nutidens format med store busser og trucks og farverige servicebiler har ikke meget til fælles med dengang, jeg var til mit første Stjerneløb samme sted. Det var i 1965, hvor Ole Ritter vandt, og jeg tabte mit hjerte til cykelsporten.

Team Waoo er tryllet over i Sankt Olsgade. Stemningen er lidt anspændt, for det er sidste chance for at lave et topresultat. Carbel ser indebrændt ud, og har trods de 36 grader taget sin Kask Utopia aerohjelm på. Det bliver nok en massespurt, og så hænger ansvaret på ham.

Jeg møder Asbjørn Kragh fra Sunweb. Han er sur på sig selv over ikke at have levet op til egne forventninger dagen før på bakken ved Høve. Jeg siger til ham, at jeg har talt med Asgreen om en kaffetur i oktober, og at det bliver med 28 i snit.

”27,” svarer han.

Virtu Cycling har igen et kundearrangement på Frederiksberg Alle. Her kan ma nyde et glas hvidvin og følge med i løbet på storskærme. Man kan også møde den gamle OL- og verdensmester, Niels Fredborg, der som altid er i strålende humør. Han vil have et billede med Riis, Tom Lund og mig. Riis og jeg bliver enige om, at 73 år ikke er noget at frygte, hvis man har Fredborgs fysiske og mentale overskud.

Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen er der også. ”Han ser godt nok smadret ud”, siger jeg til Riis. Med den viden, man har nu, forstår man ham godt. Jeg har været sammen med ham et par gange i privat regi og kan godt lide ham. Og han vil i hvert fald cyklingen det bedste.

Som altid er der et udbrud. Vi har Martin Mortensen med. Han har en af sine gode dage og kører stærkt, men som det er sædvane, bliver udbruddet hentet. Det er sprinternes dag. Julius Johansen tager en monster dinger frem mod de sidste to sving, og lige før opløbssvinget ser jeg at Carbel sidder godt fremme, men er alene. Jeg ved ikke, hvad der siden sker, bortset fra at jeg ser den belgiske mester hæve armene over hovedet. Det var ikke uventet.

Nu er det tid at defilere ned ad Pile Alle og op af Valby Bakke for at kigge på cykelryttere og grej og mekanikere, der pakker sammen. Og at høre hvad de forskellige har at sige. Jeg snakker lidt med Frederik Svendsen, der er mekaniker hos Sunweb. Han fortæller, at alle cykler skal gøres klar til næste start, inden de kommer i trucken. Og alt skal monteres tilbage til standard. Det er 25 mm ringe, 53/29 og 11/28. Han har travlt, men er imponerende effektiv, imens han taler med mig.

Den sidste jeg møder, inden jeg forlader området, er Asbjørn Kragh.

”Vi ses til kaffetur i oktober. Med 27 i timen”, siger jeg.

”26,5,” svarer han.  

Du kan også genopleve Post Nord Danmark Rundt med videoserien Team Waoo – set indefra. Du kan se alle fem afsnit via Waoo eller Team Waoos facebookside https://www.facebook.com/TeamWaoo/