Fra klassikerhaj til sportsdirektør bag Fuglsang

FRA KLASSIKERHAJ TIL SPORTSDIREKTØR BAG FUGLSANG

Lars Michaelsen om rigtige cykelryttere og om positionskampen. Og selvfølgelig om Jakob Fuglsangs Tour de France. 

Af Per Bausager / Foto: Mikkel Groth

Jeg har aftalt at mødes med Lars Michaelsen i hans residens, som ligger tæt på søerne i Lyngby. Lars er som bekendt tidligere klassikerhaj og nu sportsdirektør på Astana, som har Jakob Fuglsang, Michael Valgren, Magnus Cort og Jesper Hansen på lønningslisten – og i øvrigt også har alle fire med på deres Tour de France-hold.

Det er en fantastisk sommerdag, og vi kan sidde ude i haven, hvor Lars som god halvitaliener har trukket en flaske Prosecco op – et perfekt og kærkomment valg til de 25 grader og den sene eftermiddag. 

LM_2.png

Planen er, at vi primært skal tale om Touren og hans danske ryttere, men i bilen på vej til Lyngby har jeg besluttet mig for at starte med at spørge ham om noget, som jeg har tænkt over siden 2007.

“Lars, siden 2007 har jeg ikke kunnet se Paris-Roubaix uden at tænke på dengang, du skiftede cykel, netop da du i frontgruppen kom ud fra Carrefour de l’Arbre og så røg på røven i næste sving. Hvilke tanker gik igennem dit hoved, da forhjulet forsvandt under dig?”

“Ha ha, ja hvad tænker jeg? Man ved jo, den er gal, inden man ligger der. Nu havde jeg siddet i syv timer med 5.5 bar i 28 mm ringe, og så får jeg denne cykel med hjul til almindeligt landevejsløb med smalle dæk og 7-8 bar. Hjernen er jo efter alle de timer og sving kodet ind på, hvor hurtigt man kan tage et givent sving, og den kodning forsvinder jo ikke bare, fordi man sætter sig op på en ny cykel. Jeg tænkte kun på én ting, at få lukket hullet op til de forreste og tog det næste sving, som jeg havde taget alle de andre, og så forsvandt hjulene under mig. Det gjorde det heller ikke bedre, at jeg var punkteret 4-5 km tidligere og kørte på en siver, som jo i princippet gav endnu bedre greb. Jeg vidste, at jeg var nødt til at holde mig kørende på den, indtil jeg nåede til svinget, hvor Christophe, mekanikeren, stod med min anden cykel. Hvis jeg stoppede på Carrefour de l’Arbre, så skulle jeg vente meget længe på assistance.”

“Hvordan var planen udtænkt?”

“Det var Bjarne, der havde udtænkt, at hvis jeg sad i frontgruppen efter Carrefour, så ville man i det sving kunne skifte cykel på meget få sekunder, da man var ret langt nede i fart, og så ville man have en betydelig fordel i en spurt inde på banen med “rigtige” racerhjul, hvilket jo er helt rigtigt.”

“Vil du betegne den dag, som din karrieres bedste, hvad angår gode ben?”

“Ja, den og så samme løb i 2002. Og sjovt nok så var der familiemæssige omstændigheder involveret i dem begge. I 2002 skulle jeg giftes, og mine kammerater var dernede. Paris-Roubaix var simpelthen min polterabend, ha ha ha. Og Paris-Roubaix i 2007, det havde jeg jo besluttet skulle være mit sidste cykelløb, så der var hele min familie nede og se løbet. Vi havde fest om aftenen på Park Hotel i Kortrijk, og Bjarne forærede mig cyklen, som jeg var styrtet på. Jeg har den faktisk nede i kælderen. Jeg henter den lige, så du kan se den.”

Lars forsvinder i husets indre og vender et par minutter senere tilbage med en Cervelo-racer i den berømte CSC-lakering. At se den vækker mange og gode minder om en storhedstid i dansk cykelsport. Et helt fantastisk dansk hold med Fabian Cancellara, Rolf Sørensen, brdr. Schleck, Ivan Basso, Stuart O’Grady, Jens Voigt, Jakob Fuglsang, Jacob Piil, Nicki Sørensen. og så videre. Et nullernes Team Sky.

LM_4.png

Man kan se på Cervelo’ens aggressive opsætning, at det her er en professionel rytters cykel. Den ser ond ud, og jeg får lyst til at bestige den, men nærer mig af pietet for Michaelsens klenodie. 

“Hvilken egenskab sætter du højest hos en cykelrytter?”

“Fighterinstinkt. Jeg har ikke noget tilovers for cykelryttere, der piver. Det kommer man ingen vegne med. I mine øjne er f.eks. Søren Kragh Andersen en rigtig fighter. En rigtig cykelrytter. Jeg synes, der er alt for mange, der har undskyldninger og klager over det ene og det andet. Det gider jeg ikke at høre på. Det er en hel epidemi blandt franske ryttere at jamre, synes jeg. Har jo boet i Frankrig i mange år.”

“Hvilken rytter har gjort størst indtryk på dig i din egen karriere?”

“Jeg har jo altid haft min store lidenskab for klassikerne, så selvom det er et svært spørgsmål, tror jeg, at det må være Johan Museeuw. Han var en hård hund og en outstanding klasserytter ude fra Vestflandern. Her trænede han solen sort i mistrøstige omgivelser langs forblæste kanaler.”

“Og hvem vil du fremhæve i nutiden?”

“Det må jo nødvendigvis være Peter Sagan, som er helt fantastisk, og dernæst Greg Van Avermaet. De to, synes jeg, virkelig har sat deres aftryk på de seneste sæsoner i klassikerne. Deres dueller har været meget interessante.”

“Vidste man internt i pelotonen med det samme, at Sagan var et stratosfærisk talent?”

“Altså der har jo været nogen, der har troet på ham, og man har nok kunnet se internt på Liquigas, at her var en ung rytter med et særligt talent. Men det var nok først i hans sidste år på holdet, at det rigtigt gik op for resten af os, hvad der var i vente. Og senere endnu, at han blev den tusindkunstner, han er i dag, og som kan vinde alt muligt. På skrappe stigninger, massespurter, brosten og den grønne trøje i Touren.

“Jeg tror aldrig, jeg har talt om cykelløb med dig, uden at du har nævnt positionskampen. Hvorfor optager den emne dig så meget?”

“Fordi den er altafgørende. I alt, hvad der har med cykelløb at gøre, skal man regne baglæns, og det gælder også positionskamp. Tager man den ikke, eller formår man ikke den del, så er konsekvenserne derefter. Så har du et problem bagefter. Jeg har altid prøvet at lære at regne baglæns. Også med hensyn til træning. Hvis du skal være i form til april, så lad være at køre fuld gas i november, men byg op, til du skal toppe. Og skal du ramme Koppenberg i top-fem, så tænkt over, hvordan du skal bevæge dig, længe inden du kommer dertil. Du kan jo ikke sidde nummer 100, når der mangler 1000 meter til Koppenberg, og så køre frem til top-fem.”

“Du var jo kendt som en hård banan, når der skulle gives tacklinger i positionskampen. Var den der baglænsregning en metode, du brugte allerede dengang?”

“Ja, det var det. Tænkemådener jo opstået af dårligere erfaringer allerede i A-klassen hjemme i Danmark. Man finder ud af, at man ikke kom med, da toget gik ude ved Sengeløse, fordi man sad forkert placeret. Så må man jo finde ud af, hvordan man undgår at blive sat af på den konto. Og så lå det til mit temperament at slås.”

LM_5.jpg

“Men selvom man kan regne sig frem til en metode, så er der jo kun fem pladser i top fem, som 200 mand gerne vil have. Er det en viljesakt eller er den en teknisk akt at sidde der? Og hvordan overfører du din indstilling til rytterne?

“Det er en blanding af vilje og teknik, og jeg er ret insisterende overfor rytterne, hvad det angår. De er nødt til at sætte sig op mentalt, til at det er liv eller død, om du sidder deroppe. Tag nu Touren. Vi ved, at Jakob er god på brosten, og derfor skal vi bruge 9. etape til Roubaix offensivt. Jakob er tidligere mountainbiker og ved, hvor han skal sætte sit hjulsæt. Han kan måske se tre optioner, hvor Froome kun kan se én. Og der er ingen, som Peter Sagan, der kan du multiplicere med ti. Han er en ekvilibrist, som ingen kan måle sig med i positionskampen.”

“Du har tidligere nævnt for mig, at både Cort og Valgren har det lidt svært med positionskampe. Er det noget, de selv er bevidste om?”

“Ja, det er de. Det var eksempelvis Corts egen idé i Flandern Rundt, at han skulle stikke før de afgørende stigninger for ikke at drukne i positionskampen, og han kørte jo et fantastisk flot løb. Det er en dyr måde at køre på, som jeg aldrig selv ville kunne finde på. Men meget flot at kompensere for manglende færdigheder på den måde, og han var det jo for Valgren og ender i top 30.”

“Bruger du radioen meget?”

Ja, det gør jeg. Men kun i situationer, som strategisk kan ændre cykelløbet. De skal have ro til at sidde og snakke med de andre de første 150 km, men når der er udsigt til afgørende situationer, giver jeg dem alle de informationer, som, jeg mener, er vigtige.”

“Hvad er din holdning til radioen?”

“Jeg synes, man skulle gå tilbage til, at de kun er der i de store løb. Du og jeg har jo begge kørt helt uden, og jeg har prøvet at køre med radioer i den sidste del af min karriere. Jeg så det som et ekstra værktøj, men studerede selv i detaljer ruten alligevel. Der er mange ryttere i dag, som sidder på sociale medier og plejer deres image i bussen og ikke sætter sig ind i løbet. Men jeg er godt tilfreds, når jeg ser Cort og Valgren, som deler værelse, sidde og studere rutekort og tilslutte kabler til fjernsynet for at se gamle optagelser af klassikerne for at sætte sig op. Jeg kan også selv finde på at sætte links til Youtube ind i den race plan, jeg deler ud, for at de skal se, hvad det drejer sig om. Og da jeg havde eksempelvis Matti Breschel og Michael Mørkøv, gav jeg dem en rulle hvid Tesa-tape og bad dem om selv at udfylde løbets vigtige punkter på den. Jeg tvang dem til at være opmærksomme selv. I dag får mange den udleveret og sætter den på frempinden, og mange af dem ved ikke, hvad der står på den, fordi de er vant til at få alt serveret i øret.”

Mener du, at de skal lære at klare sig selv mere?”

“Ja. I sport management er det meget ofte, vi spørger os selv om, hvorfor fanden den ene eller den anden overhovedet er her. Han brokker sig over alt og bliver sat hver gang. Du skal jo have en grund til at være der. En drøm, som du vil kæmpe for, om det er at blive national mester eller at vinde en etape i Touren.

“Hvad med skivebremser?”

“De kommer jo lige om lidt, men jeg er ikke glad for dem. Af praktiske grunde. Per punkterer i Paris-Roubaix, ned med Pers reservecykel, op med Pers punkterede cykel. Så går der to kilometer, og Per punkterer igen. Hvad fanden gør vi så. Skal vi have en platform oppe på taget hvor mekanikeren kan sidde og skifte hjul, eller skal vi have pits hvor bil nummer 1 kører ind og ordner problemerne, og bil nummer 2 kører ind bag feltet med nye cykler? Det giver mange udfordringer for os. Men Specialized og TREK trykker hårdt på for at få den gjort til standard. 

“Hvad tænker du om Team Sky og den økonomiske ulighed, der er?”

“Man kommer jo ikke uden om, at der er en skrævvridning, men heldigvis er det jo ikke sådan, at de rydder bordet. Og slet ikke i klassikerne. Men det bliver jo spændende at se, om det har en effekt, når de kun må køre med otte ryttere – selvom det gudhjælpemig lykkedes for Froome at vinde Giroen – den første Grand Tour med  otte mand. Jeg kunne godt være tilhænger af en form for maksimum budget. Mange hold og ryttere krediteres jo ikke for, hvad de udretter, fordi de færreste forstår, hvor meget ringere vilkår de har til at udføre deres metier end dem, som Team Sky har. Og tænk, hvis det f.eks. var vores egen nyprofessionelle Niklas Eg, der havde haft salbutamol-sagen. Han havde ikke haft meget at skyde med økonomisk i forhold til Team Sky, der går ud og siger, at de afsætter 50 mio. kroner til at føre sagen for.

“Synes du, vi lærte noget af Giroen?”

“Ja, vi lærte det, som nogle af os godt kan huske, nemlig at man aldrig må give op, og at man hele tiden skal teste sine konkurrenter. Du ved ikke, hvordan de har det, før du har tryktestet dem. Og det er jo også det, som Jakob endelig har indset. Dauphiné sidste år gav ham det selvtillidsboost, der skulle til, og nu i Schweiz Rundt, som ham kom til lidt i tvivl om, hvor han var efter en højdetræningslejr. Så træder han ind på scenen og viser at han er lige så god som Porte og Quintana. Han har fået den der selvtillid, hvor han ved, at selvom de kører væk, og han ikke kan gå med i deres ryk, så er han så stærk, at han kan komme tilbage til dem. Han ved nu, at når han har det dårligt, så har de andre det også.

“Hvilken betydning har Jakobs nye selvtillid for jer andre på holdet?”

“Mit job er at forberede terrænet for kaptajnen, strategisk og organisatorisk. Det hele er nemmere når man har en kaptajn, som man føler sig sikker på kan levere. Det er også noget, der gør hjælperytterne meget bedre. At der er en sag, man tror på, og et højere formål med at grave dybere. Tag Juraj Sagan, som blev behandlet som skidtfisk på Liquigas og i dag sidder og udfylder en plads som hjælperytter. Det er Bjarnes fortjeneste. Da vi fik de to brødre på holdet, kaldte Bjarne os sammen og sagde: “Gutter, vi skal have lavet et ordentligt program til Juraj. Han er bror til Peter, og det kan ikke passe, at vi ikke kan få en cykelrytter ud af ham.” Og så gjorde vi det, og så blev han en ret god cykelrytter.”

LM_6.png

“Hvad vil du råde Jakob til inden Tour de France?”

“Jeg vil råde ham til for alt i verden ikke at tabe tid inden den første hviledag – altså bortset fra den, som han kommer til at tabe i holdløbet. Det er nemmere sagt end gjort. Men han skal bruge sit hold til at holde sig fremme og undgå styrt og tidstab. Så skal han se 9. etape som en mulighed for at vinde tid til i hvert fald nogle af hans konkurrenter og derefter sørge for at få en god hviledag, inden det går løs i alperne fra 10. etape. Jeg tror, at Alperne kan blive der, løbet bliver afgjort. Jeg har jo kørt brostensetapen igennem med Valgren og Jakob, og jeg håber, at Valgren og Cort kan sidde fremme, når vi rammer pavéerne, så skal vi nok få sat ild under kedlerne. Vi skal bruge den etape offensivt. Det koster dig 10 år af dit liv at vinde 15 sekunder på en enkeltstart, men kan du komme afsted i sådan et terræn, når der mangler 32 kilometer, så kan du vinde 1-2 minutter uden at have det dårligere end dem, der jagter. Her er der mulighed for at vinde indsatsen tidobbelt tilbage. Og som sagt, Jakob har evnerne til det, og derfor kan han gå ind til den etape med et helt andet mentalt overskud end Quintana, Landa, Bardet og Froome.”

“Ja, Movistar må virkelig frygte den etape?”

“Ja, selvom jeg synes, de skal have stor ros for at have sendt holdet op og køre 3 dage ved Panne og Flandern Rundt. Det var et klogt træk. Og Nibali kørte gudhjælpemig Ronde van Vlaanderen og sagde, at han aldrig havde forestillet sig, at cykelløb kunne være så voldsomt. Men han kæmpede, sad fremme og angreb i finalen, inden han døde med skoene på. Det letter jeg på hatten for.”

“Tror du at Astana kan lukrere på den forventede dyst mellem Movistar og Sky?”

“Tjah, det er jo i hvert fald Movistar, der sidder med våbnene til at udfordre Skys dominans. Og jeg synes, det er alle tiders, at de har meldt ud, som de har, at det er alt eller intet, og at de vil køre langt ude. Det er vel første gang i nyere tid, at nogen melder sådan ud og har så meget at have det i. Men det bliver spændende at se, hvor langt de er klar til at gå. Hvad hvis Quintana går ind i alperne 5 minutter efter Valverde? Er man så klar til at tage konsekvensen? Hvornår beslutter man, hvem der køres for? Det er der, man kan begynde at bruge det til noget. Hvis Valverde sidder og låser Froome, så kan Jakob måske køre væk med Quintana og Porte. Og Jakob har kørt den bedste Roubaix-etape. Det kunne være et scenarie.

“Men denne Movistar-trio, på papiret er den jo ren dynamit?”

“Ingen tvivl om det. De har tre mand, der kan køre så stærkt, at Sky muligvis skal tømme tanken for at hente bare én af dem. Så den ene dag kan det være Quintana, og den næste dag Landa, der tvinger dem til at gå i bund. Jeg er af mange årsager ikke nogen Movistar-fan. Blandt andet på grund af det nummer, de lavede i Giroen med at lade Quintana køre afsted og vinde løbet, mens etapen var neutraliseret, og alle andre ryttere stod og pissefrøs på toppen af Stelvio. Movistar er bare ikke særligt kollegiale. Men jeg er begejstret for deres oplæg til Touren i år. Og Valverde kan man jo kun beundre. Han har så meget klasse og kan få alle andre til at ligne statister på sine store dage.” 

“Hvad skal der til for, at Touren har været en succes for Astana?”

“At Jakob går i top-fem. Og det er jeg også overbevist om, at han gør, hvis han ikke har uheld.”

“Kan Valgren og Cort køre efter etaper?”

“Som udgangspunkt er deres opgave at hjælpe Jakob. Det er det, de skal tænke på, når de står op om morgenen, og når de går i seng om aftenen. Men der kan ske meget i løbet af tre uger, og selvfølgelig kan der opstå en situation, hvor de finder sig selv der, hvor de kan køre efter at vinde, og så skal de da gøre det. Jesper Hansens opgave vil blive at sidde hos Jakob, så længe han kan og så ellers spare sig for resten af pengene.

Samtalens længde og indholdet i Prosecco-flasken har på forunderlig vis vist sig at passe perfekt sammen, og jeg rejser mig for at sige farvel og tak for en interessant samtale. 

Jeg ønsker Lars, Fuglsang, Valgren, Cort og Hansen held og lykke i Tour de France og glæder mig allerede somet barn til Roubaix-etapen.

Published
Categorized as INSIDER

Danmark rundt indefra

DANMARK RUNDT INDEFRA

Allerede på vej ind i Aalborg tirsdag aften er det tydeligt, at der er noget stort på færde. cykelryttere, servicebiler og busser i udanske farver og grafikker er synlige overalt. Selvom jeg godt ved, de er med i Danmarks største cykelløb Postnord Danmark rundt, er det alligevel et overraskende syn at se Astanas store turkisblå set-up foran Comwell-hotellet. et par store busser, en lastbil og nogle passater fylder godt i billedet. 

Selvom der er flere andre hold med store opsætninger, er Astana det mest eksotiske. Sikkert fordi jeg er vant til at se dem i grand tours og klassikere. Jeg synes, det er et prominent besøg der i Aalborg.

Af Per Bausager / Foto: Mikkel Groth

MED WAOO PÅ TRØJEN

Men jeg skal ned til Scandic til Virtu-holdet, eller rettere Waoo-holdet. For i PostNord Danmark Rundt præsenteredes holdets nye hovedsponsor. Waoo er udbyder af hurtigt internet og har tegnet sig for hovedsponsoratet for resten af sæsonen.

Bjarne Riis havde ringet til mig præcis en uge før og havde fortalt mig, at aftalen med Waoo var en realitet, og at vi skulle bruge tøj med deres logo på til løbet. Desværre er custom made cykeltøj ikke muligt at lave på en uge, og slet ikke i flere forskellige styles, så der blev fundet en løsning med en dygtig tekstiltrykker, som kunne gøre Virtu-logoet usynligt og trykke det nye sponsornavn hen over på det tøj, som vi allerede havde.   

Også Scandics store parkeringsplads er fuld af lastbiler, busser og servicevogne. Når et etapeløb kommer frem til et hotel, er cykelholdene ikke gæster, men besættere, som rykker myndigt og selvbevidst ind med faste, effektive og hurtige rutiner. Det er som at se bagmandspolitiet rykke ind i en virksomhed, der skal undersøges. Hotellets og andre gæsters rutiner må vige for en magt, der er større end dem, og personalet arbejder på højtryk i håb om at kunne nøjes med at ende som midlertidige krigsfanger.

Team Waoo stiller med et godt hold bestående af Alexander Kamp, Torkil Veyhe, Asbjørn Kragh Andersen, Rasmus Guldhammer, Niklas Larsen og Jesper Schultz. Bjarne har ambitioner om at køre klassement. Han siger til mig, at det er en skam, at Kamp ikke har kørt nogle flere enkeltstarter og ikke træner i enkeltstart. Han er nemlig skarp på stigningen nede i Vejle, hvor klassementet som regel sættes inden den afgørende enkeltstart. Han tror også på, at Kragh kan lave noget dernede. Og ellers på Niklas Larsen i spurterne.

Team Waoo i PostNord Danmark Rundt 2018
Team Waoo i PostNord Danmark Rundt 2018

RIIS OG DE SMÅ DETALJER 

Inden middagen går jeg med Bjarne ud til bilerne, hvor mekanikerne arbejder med de blå Storck-cykler, som er lakeret med en Bjarne Riis signatur i guld og ørnevinger i lyseblå. Grafiske træk, som går igen på tøjet. Riis vil have, at tingene spiller, uanset om man taler WorldTour eller Continental. Han kigger efter alt på cyklerne. Er bremseklodserne slidte, er styrbåndet rent, er ringene uden skår. Jeg ved ikke, hvor bevidst det er. Det ligner en art rutine.

DSC03305_montage2.png

Så kommer Claus Michael Møller rullende ind med en gruppe medlemmer af Virtu Business Club, som har været ude at cykle og er blevet overrasket af en ordentlig byge. De vil gerne se holdbilerne, hilse på Bjarne og måske en rytter. Eftersom Bjarne ikke kan holde ud at se en beskidt cykel, griber han højtrykspistolen fra mekanikeren og giver sig til at spule alle motionisternes cykler. Han er ikke så nøjeregnende, så nogle får også spulet sko og sokker.

Efter middagen går Bjarne og jeg en tur op på Comwell, hvor arrangørerne bor. Vi får et glas vin med Jesper Worre og taler om alle de mange anekdoter, som Danmark Rundt har genereret gennem årene, og om årets rute. 
“Hvis det blæser i morgen, skal i passe på oppe i Løkken”, advarer han, “Der er meget smalt, og man kan ikke komme frem på den smalle vej med biler parkeret i begge sider.

Så kommer Mads Pedersen forbi. Han er på vej i seng. “Ved du godt, at du er udnævnt til feltets extreme weather chef”, spørger Worre. 

“Nej, men så skal der i hvert fald køres cykelløb, med mindre der er is på vejene”, svarer traktoren fra Lejre. Man ventede sådan et svar fra den kant.

KAMP MELDER KLAR TIL KAMP

Næste morgen er der taktikmøde. “Det her er vores Tour de France, drenge”, siger Bjarne. De får en pep talk og ligner nogle, der er klar til krig. “Vi kører for Niklas, hvis vi kommer samlet hjem, sørg for at køre ham frem”, lyder ordren. 

Men der er også den stejle bakke på rundstrækningen. Den er op mod 20% på det stejleste, og man er ikke sikker på, at det vil ende i en spurt. Kamp og Kragh er i hvert fald klar til at gribe ind i en mulig aktion, hvis den skulle opstå.

Der er en flot og solrig, men kedelig etape. Der kører et morgenudbrud, og feltet cruiser hele dagen, uden der sker noget som helst. Vesterhavet har vist aldrig afgivet så lidt vind som i dag. Inde på rundstrækningen forsøger Chris Juhl og Kamp med fremstød på bakken, men alt kvæles. Også Mads P’s fremstød efter bakken. Alle tror, det bliver en regulær spurt, men Lasse Norman anticiperer sprinterne med et hug 500 meter før flamme rouge og kører som en kanonkugle indtil stregen. De afmægtige sprintere må tage til takke med sekundære placeringer. Team Waoo og Niklas Larsen kommer ikke rigtigt i position til at spurte. Første mulighed for en placering er tabt.

Jeg har stået 50 meter efter stregen og fulgt med på DR på min telefon. Da Norman kører under flammen, vil jeg ud og se dem live. Jeg stikker hovedet ud, og han farer forbi 50 cm. fra mig. Jeg havde ikke tænkt, at signalet kunne være et minut forsinket.

Bjarne tager som altid en runde til alle ryttere efter opløbet for at tjekke ind med dem. “Jeg synes, der var sådan en bitchy stemning derude mellem os”, siger Kragh. “Jeg bliver nødt til at spørge de andre, om det er mig, der har gjort noget galt”. 

Efter etapen sidder jeg sammen med Bjarne og sportsdirektør Daniel Foder og taler om muligheder til næste dags kongeetape til Vejle. Kunne man alliere sig med et andet hold og lægge pres på udefra og for en gangs skyld skabe en anden afgørelse end at spurte på Kiddesvej? Vi vender forskellige scenarier, og så går Kamp gennem lobbyen. “Kamp, kom lige her”, råber Bjarne. Kamp kommer og sætter sig. Bjarne vil vide, hvor han er mentalt.

“Kamp, hvad så?”

“I skal køre for mig i morgen. Jeg kører på Kiddesvej sidste gang, og der er ingen, der kommer med”.

Foder og Riis ser på hinanden og ved vist ikke, om de skal tro, at Kamp laver sjov. Men det gør han ikke. Han er stålsat og tror på, at han kan smadre feltet.

Lidt senere ringer agenten Ken Sommer, som har flere danske stjerner i sin stald, til Bjarne og spørger, om der kan skaffes VIP-pladser til ham og hans far Ron. Så vil de flyve ind i privatjet dagen efter. Her bliver Riis andægtigt. Ron var den øverste boss i Deutsche Telekom, dengang Bjarne vandt Touren. Bjarne fortæller mig, at det var ham, der introducerede den tyske telegigant på børsen og åbnede børserne i Tokyo, Frankfurt og New York indenfor samme døgn.

KIDDESVEJ I KIKKERTEN

Næste morgen skal vi køre i bil fra Aalborg til Viborg, hvor starten går. Bilerne er klar og rytterne ombord. Kun Kamp mangler. Så kommer han med sin rygsæk. Han ser, at jeg er alene i min bil og sætter sig ind til mig. Han kan godt lide at være lidt for sig selv, når han er sat op. Det så jeg også til DM.

Vi snakker lidt om dagens etape. Jeg spørger om han seriøst føler sig sikker på, at han kan sætte Mads P. og Van Aert på Kiddesvej. Han er ikke lige så skråsikker som i går, men sikker på, at der i hvert ikke er nogen, der kan sætte ham. Han fortæller, at han har trænet på Kiddesvej for at finde ud af det bedste sted at lancere og i det rigtige gear, hvor man både kan accelerere og lave progression. Han har også prøvet på stor klinge. “Men jeg kan bedst lide at spinne. Jeg kører stærkere, når jeg har kadence,” siger han. 

Kamp.png

Jeg kan mærke, at han bliver lidt mere fraværende. “Det er ikke fordi, jeg ikke gider at snakke, men jeg vil gerne lige høre lidt musik”, siger han pludselig og tager head phones på. Men det varer kun 2-3 minutter, så tager han dem af og spørger, om jeg gider at høre musik. “Ja, det er fint”, siger jeg. Han tilslutter sin Spotify på mit system i bilen, og jeg overraskes meget over at høre en playliste med klassiske ballader. Blandet andet Beethoven og Puccini. 

Alexander Kamp er på en gang åben og reserveret. Hans fysiske fremtoning giver indtrykket af en åben bog. Han er næsten altid smilende og outgoing – med offensive bemærkninger. Men som jeg sidder der en times tid med ham og spørger om hans liv og hans syn på det ene og det andet, ser jeg er reservation og sårbarhed, som jeg ikke har bemærket før. Han er meget reflekterende i forhold til den menneskelige eksistens og har stærke holdninger. Han forstår ikke, at danskere er så tryghedssøgende. “Lige meget hvor meget du garderer dig, og hvor meget du nægter dig selv af fornøjelser, er der aldrig nogen garanti. Du kan få en tagsten i hovedet i morgen”, siger han.

På torvet i Viborg bliver jeg tiltalt af en olding. Tænker, at han må være over 90.

“Jeg er også gammel cykelrytter”, siger han. “Jeg kørte med Hans E i 40’erne og 50’erne.”

“Det var længe siden. Kørte du så for Viborg ligesom Knud Dam?”

“Det er nogle sjove cykler, de kører på. Sadlen er så højt oppe og styret så langt nede. Sådan var det ikke i min tid, da sad de lige højt.”

“Ja, men i dag handler det jo om aerodynamik, og de holder næsten altid ope i bremsegrebene.”

“Det kan ikke nytte noget at snakke til mig. Jeg er døv.”

 Så render jeg ind i Mads P, der holder hof. Han er populær overalt.

“Er du glad for de skivebremser”, vil jeg vide.

“Hmm, de bremser jo godt. Især i regn. Ja, de bremser næsten for godt, for jeg har været ved at ryge på røven et par gange, fordi dækkene ikke kan hæfte nok i forhold til bremsekraften. Men jeg kan sgu bedre lide udseendet af cyklen, når der er almindelige bremser på. Selvom det hjælper, at Shimano har fået lavet nogle greb, der ser normale ud.”

EN BELGISK CROSS-KANON TIL FORSKEL

Etapen starter og igen et morgenudbrud, der får fire minutter. Der sker ikke det store, men for Team Waoo bliver det alligevel en dag, der får betydning. Der har været tissepause, og Guldhammer er samtidig nede efter vand. Det er der brug for, for der er over 30 grader. Der er tre Waoo-ryttere som har været af for at tisse og kører lige forbi Guldhammer, der er ved at loade vandflasker. Den går altså ikke, når ham, der sidder i bilen, har brugt årevis på at disciplinere WorldTour-hold. Riis kalder de formastelige over radioen og spørger, hvor de skal hen, mens de kører lige forbi en holdkammerat, der er ved at hente vand op til feltet. Så må de retur og tage deres del af den opgave.

“Det, der ændrer min approach?”, svarer Riis mig om aftenen. “Jeg forstår ikke, at de ikke har lært at køre som et hold. Det må vi begynde at arbejde med her.”

Niklas og Torkil gør ellers, som det er aftalt og laver et hårdt fremstød ude ved Hopballe. De kører stærkt, og feltet knækker nede omkring 10. position. Men to mand er for lidt til at holde presset hårdt nok i tilstrækkelig lang tid, og forsøget kvæles. Det var der, det havde været godt med en alliance, så der er havde været 5-6 mand til at lægge pres.

Chris Anker er gået ud på en stor ekspedition. Han køre solo igennem det utroligt smukke Grejsdalsterræn. Og han kører stærkt. men inde på rundstrækningen viser overmagten sig for stor, og han opsluges af feltet.

CA.png

Inde på rundstrækningen kommer første store fremstød. Det er Guldhammer, der aldrig har leveret dårligt på hjemmebane. Han kører stærkt, men der kommer ingen op til ham, og alene er det dødsdømt.

Jeg ser finalen på TV inde i PostNords VIP-område, hvor Virtu har 140 gæster. Vejle-etapen er vel Danmarks største klassiker og må være den, der har flest tilskuere. Det er massivt, og det er meget varmt. Inde på området har Løgismose en bar med et udvalg af rosevin. Og de har travlt derinde. Med at åbne flasker og med at skænke. Det kniber for opvaskeren at holde trit, og der mangler hele tiden glas til de tørstende.

Tre gange bliver jeg stoppet af folk, der vil vide, om ikke det er mig, der står for holdets cykeltøj. “Jo, det er det,” svarer jeg. De vil gerne købe noget. Jeg må forklare, at Waoo er en sponsor, der er trykt på eksisterende i denne uge, og at vi ikke har det til salg.

Jeg prøver at frigøre mig for samtaler. Jeg vil se den finale, og jeg finder et stille hjørne med en TV-skærm. Guldhammers forsøg er nu kvalt, og kometen Julius Johansen er kørt sammen med amerikaneren Carpenter. Da de går ud på sidste omgang har de ni sekunder, som imidlertid er steget til 13, da de drejer ind på Kiddesvej sidste gang. Det ser lovende ud, selvom Johansen oversatser i svinget ind til stigningen og ser ud til at have det hårdt. 

Men 150 meter oppe ad stigningen indfrier Alexander Kamp sit løfte – eller næsten. Han aktiverer afterburneren og pisker piberne rundt i en, for en 20% stigning imponerende kadence, som får det til at se let ud. Det ser ikke let ud for dem bagved. De maser og regerer, men er uden mulighed for at komme med, da toget går. 

Desværre er der alligevel en enkelt passager på bagperronen af Kamp. Det er som en actionfilm med den klassiske togscene, hvor man sidder og beder til, at skurken ikke når med, men godt ved, at det gør han. Og den tredobbelte belgiske cross-verdensmester, Van Aert har arrangeret sig i sulkyen på Kamp, som ufortøvet fortsætter sin progression. Men da de kommer ud på Koldingvej angriber Van Aert, og Kamp er ude af sadlen for at komme med på hjul. Lige her henter de Johansen og Carpenter. Van Aert når inden om lige inden det sidste sving, og Kamp er for sent på den, og skødet er skrevet. Belgisk sejr i Vejle.

DEN AFGØRENDE ENKELTSTART

Holdet samles et par hundrede meter efter mål. Vi vandt ikke, men alle virker tilfredse. Team Waoo har været fremme og har vist, at de er med i løbet, og Kamp har lavet et stort nummer. En slags Gilbert-nummer. Alle vidste, hvor han ville køre, men kunne ikke gøre noget ved det. Riis kommer hen og giver Kamp en krammer og rosende ord. Han er godt tilfreds med sine ryttere, som i modsætning til i går har været med til at præge etapen. Her er en god stemning. Rytterne spiser deres vingummi, og Guldhammers kone har benyttet lejligheden til at se sin mand i deres hjemby.

Post.png

Om aftenen siger Riis til mig, at når Kamp kan lave sådan et nummer, så skal han have mere ud af sit talent. Der er ikke mange, der mestrer den svære kunst at save feltet over på sådan en kort stigning.

Fredagens etape fra Næstved til Vordingborg er en sløv affære at være vidne til. Endnu engang et morgenudbrud og kun lidt aktivitet i feltet. Men det er flot tur ned over Præstø og Kalvehave. Herfra kører feltet over broen til Møn, og Riis ser, at her er lidt sidevind, og vi skal tilbage samme vej, når vi har været rundt på Møn. Han giver rytterne besked på at angribe med piber og trommer og med alle mand hen over broen på tilbagevejen. 

Lige før broen farer hele Team Waoo frem og giver den fuld gas. Det er Guldhammer, der er feltherre, og Niklas Larsen tager nogle lede dingere. Feltet knækker, og 12-15 mand kommer fri. Kun Chris Juhl er med fra landsholdet. Desværre er det slut med vinden, så snart vi er over broen og få km. senere er forsøget kvalt. Det ender i en massespurt inde i Vordingborg. TIm Merlier fra Verandas Willem’s sikrer sit hold den anden sejr i træk. Niklas Larsen har gearproblemer og må spurte i for stort gear, men afslutter stærkt og opnår en 5. plads.

GH.png

Nu er det blevet lørdag og dermed dagen for løbets enkeltstart, som næsten altid har afgjort løbet. Kamp er på løbets andenplads, og dermed har vi den situation, som Riis havde sagt til mig, at han frygtede. At skulle forsvare en podieplacering med en rytter, der ikke har erfaring i at køre enkeltstart.

Riis kører selv tre omgange på ruten og har rytterne med noget af vejen. Han vil vide præcis, hvordan vinden falder og mærke, hvor hurtige svingene er. Så kan han bedre coache fra bilen under løbet. Han bruger også tiden på at arbejde mentalt med Kamp, som ikke har stor tiltro til egne evner i denne disciplin.

“Der er en underlig stemning på sådan en etape”, siger Daniel Foder til mig. “Alle er mugne. Nogle er mugne, fordi der bliver lagt pres på dem, og resten er mugne, fordi de ikke gider at køre enkeltstart.” Vi griner lidt af hans kommentar. Vi har selv været i samme båd, og der er ikke noget mere dødsygt end en enkeltstart, som man bare skal igennem.

Riis vil køre en lille tur mere med Kamp for at se hans position på cyklen. Han beder mekanikeren om at rette lidt på bøjlen og sætte sadlen op. Kamp kigger på mig, trækker på skuldrene og vender håndfladerne opad. “Jeg må jo bare køre, hvad jeg kan. Mere kan jeg ikke gøre”, siger han. Han er ikke glad for opgaven, kan jeg se.

Men han ender med at køre sin hidtil bedste enkeltstart. Et tidstab på 1:21 til en maskine af WorldTour kaliber som Mads P er ikke så ringe. Han virker også lettet, selvom han ryger ud af top 10. Bjarne er også glad. “Han skal bare træne på den cykel og have hovedet med, så kan han gøre det meget bedre”, siger han til mig.

RIISKAMP.png

FINALE

Om aftenen er der nervøsitet. Der varsles hård vind på sidste etape fra Faxe til Frederiksberg. Jeg får flere sms’er fra folk, der gerne vil vide, hvad jeg ved. Hvem har planer om hvad i morgen? Er der alliancer? Bliver der kørt i skolegården?

 Min kone er kommet og skal køre med mig på sidste etape. Vi kommer hen til Waoos Mecedes-biler en times tid før start. I af dem sidder Niklas, Torkil og Kamp og sætter startnumre på. Jeg kan høre, de taler om at de skal på italiensk restaurant i København i aften.

“Hvor gammel er du egentlig, Lizette”, spørger Kamp

Hun er lidt paf, og svarer ikke. Så jeg siger: “52”.

“Kvinder i den alder er ellers gerne lidt fluffy. Du holder dig skarp” siger han med sit brede grin. Niklas og Torkil griner smørret.

“Hold da kæft. Han er jo præcis som Søren Lilholt”, siger Lizette til mig, da vi går. Og det er spot on. Det frække og det sårbare i forening.

Jeg møder Mads P. “Nå, nu behøver du da ikke at gå amok i sidevinden i dag, når du lige har vundet enkeltstarten” siger jeg.

“Ha, bare vent og se,” siger han, og ser bister ud. 

Etapen går rigtignok bananas fra start, og Mads P angriber med alle heste med 165 km igen. Men vinden får ikke rigtigt fat, og han neutraliseres. Så kommer der et større udbrud, hvor vi har Kamp og Kragh med. Det hentes også. Kamp punkterer to gange, mens der køres rigtigt væddeløb, og holdet er presset efter at have fået ham tilbage i løbet. Og det hele ender, som det plejer – med en massespurt på Frederiksberg Alle, selvom Casper Pedersen og Julius Johansen har forsøgt at forhindre det.  Igen får Waoo ikke kørt Niklas i position, og man kan se allerede i næstsidste sving, at han aldrig vil nå frem. Det bliver en ny sejr til Tim Merlier fra Verandas Willem’s, og Van Aert vinder Danmark Rundt foran Norman og Quade.

Jeg spørger Bjarne, om han er skuffet over resultaterne. “Jeg vil ikke sige, jeg er skuffet. Danmark Rundt er et løb for sprintere og enkeltstartsfolk. Selvfølgelig havde vi håbet på mere. En etape og måske en top 5 sammenlagt. Og det var tæt på med Alexander i Vejle. Til gengæld synes jeg, at vi har nogle andre gode ting med hjem. Vi har fået øvet os i at køre som et hold, og vi har skabt de fleste af de få situationer, der har været, hvor feltet er knækket. Der har også været nogle ting, som vi ikke har været gode nok til, men det må vi arbejde på at forbedre.”

Det har været fem spændende dage. Jeg kan godt lide at være i cykelkaravanen og især at snakke med rytterne. Det er som at genopleve sig selv i samme alder, og der er slet ikke så meget, der har forandret sig, som man skulle tro.    

Nede på Pile Allë hersker der kaos. Vejen er totalt blokeret af holdenes busser, lastbiler og servicevogne. Cykler, udstyr, kufferter og folk skal pakkes sammen, og det skal gå stærkt. I morgen skal det hele pakkes sammen et nyt sted. I et nyt land.

DSC03299.jpg
Published
Categorized as INSIDER

Froomes lyserøde kup

FROOMES LYSERØDE KUP

Matte Tosatto, sportsdirektør for Team Sky, sætter nu ord på de minutiøse planer, der var kilde til Chris Froomes vilde comeback-triumf i giroen og fuldstændig omstyrtede årets først Grand Tour i en historisk tredje uge.

Af Per Bausager / Foto: Castelli og Virtu Travel

Vi er i Castellis hovedkvarter i Fonzaso, som ligger i Dolomitterne. Der årlige globale distributørmøde er netop startet, og luften er stadig fortættet af eufori over Chris Froome, Team Skys – og dermed også Castellis – spektakulære triumf i Giro d’Italia. 
Tre storskærme kører med film fra 19. etape, som uden tvivl vil gå over i historien, efter Froome gennemførte et 80 km langt soloridt, der sikrede ham både etape og classifica generale.

På scenen står Castellis CEO, Steve Smith. Manden, der kom fra Nike, førte Maurizio Castellis visionære tanker videre og sikrede, at salgskurven drønede op gennem taget.  
Ved hans side står den tidligere cykelstjerne, italienske Matteo Tosatto, en af de mest driftssikre og barske vejkaptajner i nyere tid, og som har orkestreret store triumfer for folk som Cancellara, Petacchi, Contador og Sagan. For ikke at tale om hans bedrifter på det italienske landshold, inden han for at par år siden satte cyklen i stald for at blive sportsdirektør på Team Sky.

Steve Smith stiller Matteo Tosatto de spørgsmål, vi alle gerne vil have svar på.

“Matteo, fortæl om Giroen, som sluttede i sidste uge.”

“Uha, det bliver en lang historie, hvis det hele skal med. Men jeg skal gøre mit bedste med den tid, vi har til rådighed.”

“Løbet startede ikke godt for Chris?”

“Nej, Chris styrtede to gange og slog sig ret meget. Specielt det ene ben var medtaget, og han sov dårligt om natten. Og så er der det mærkelige ved hans fysik, som vi har set før, at når han udsættes for slag i forbindelse med styr, så øges hans kropsvægt. I den første uge af løbet gik den halvandet kilo op, og det gik meget ud over hans moral. Han er jo fanatisk med sin vægt.”

“Var det på tale at opgive?”

“Ja, det var det. Efter etapen til Gran Sasso, hvor han tabte tid og kom til mål helt tom, var han tæt på at rejse hjem. Men vi tog et møde om aftenen, og Dave (Brailsford) skar igennem og sagde, at Giroen stadig var lang, og at der stadig var muligheder for at vinde etaper, og ikke mindst at få gode løbskilometer.”

“Hvornår begyndte bøtten at vende?”

“Det gjorde den på Zoncolan. Nogle uger inden Giroen havde jeg hentet Chris i Venedig lufthavn, og vi var oppe og køre finalen på Zoncolan igennem. Chris var meget opstemt og sagde til mig, da vi stod på toppen: “Det er ikke sikkert, jeg kan vinde Giroen, men denne etape vil jeg vinde.”

“Hvordan forløb etapen?”

“Vi havde den under kontrol, og Wout Poels satte et hårdt tempo, som mærkede feltet. Da der manglede små fem kilometer, og alle var i rødt felt, satte Chris et meget hårdt angreb ind og kom fri. Som I alle så, blev det meget tæt til sidst, da Simon Yates kom meget stærkt bagfra. Men Chris udviste meget stor courage og vilje til at insistere, selvom Yates næsten var kommet op på hjul. Det afgjorde etapen.”

“Begyndte I så at tro på, at I kunne vinde løbet?”

“Nej, overhovedet ikke. Vi tænkte kun frem mod enkeltstarten på det tidspunkt.”

“Men dagen efter tabte han tid igen.”

“Ja, han havde en off day. Han frøs og kunne ikke få varmen, så vi gav ham en regnjakke på det næstsidste bjerg.  Han ramte stigningen op til Sappada langt tilbage og kunne ikke få sine ben til at fungere. Så han måtte se de andre favoritter køre væk. Herfra forsøgte han bare at begrænse sit tab.”

“Var han nedtrykt efter den etape?”

“Nej, egentlig ikke. Han havde trods den dårlige dag følelsen af at være i fremgang – at være sig selv igen – og var optimistisk for resten af løbet.”

Team Sky / Foto: Mikkel Würtz, Virtu Travel
Team Sky / Foto: Mikkel Würtz, Virtu Travel
Team Sky / Foto: Mikkel Würtz, Virtu Travel
Team Sky / Foto: Mikkel Würtz, Virtu Travel

“Og enkeltstarten?” 

“Vi var godt tilfredse med det, Chris præsterede. Men da vi lavede vores analyser om aftenen, kunne vi se, at Tom Dumoulin var gået ned mod slutningen. Tom plejer altid at slutte hurtigere, end han starter, og vi begyndte at spørge os selv, om han var ved at være træt. Det havde været en meget hård Giro, og Tom havde ikke det stærkeste hold. Det var her, vi begyndte at tænke på en plan for Finestre.”

“Fortæl os, hvordan den etape blev planlagt og udført.”

“Aftenen inden etapen, holdt vi et fire timer langt møde med hele teamet. Vi lavede en række analyser af vores modstandere og af terrænet. Blandt andet analyserede vi Colle delle Finestre grundigt. Det er en af verdens hårdeste stigninger, og vi begyndte at regne på, hvor meget energi – eller watt – man kunne spare, ved det tempo, vi planlagde at sætte, hvis man kørte uden flaske og med tomme lommer. Herefter beregnede vi, hvor Chris skulle angribe og kom frem til hans energiforbrug. Vi fandt frem til, at vi skulle have en mand på stigningen for hver 2½ km med en flaske til Chris. Flasken skulle kun være halvt fuld, samt skulle han have en gel. Vi kunne selvfølgelig ikke vide, om planen ville lykkes. Men vi besluttede at gå all-in og se, om vi kunne vinde etapen og komme på podiet samlet. På det tidspunkt havde vi ikke drømt om, at det ville komme til at gå, som det nu gik.”

“Og selve etapen?”

“Vi kørte Finestre i den fart og den rækkefølge, vi havde planlagt, og allerede i bunden skete der store reduktioner af feltet. Eneste ting, der ikke gik som planlagt, var, at Poels havde dårlige ben. Men Chris kom alene væk, og Tom tøvede lidt med at køre fuld gas, fordi han formentlig var nervøs, da der var så langt hjem. Vi havde aftalt, at Chris ikke skulle have tider før toppen, og her fortalte vi ham, at han havde 40 sek. Tim Kerrison (Team Skys coach, red.) sagde over radioen, at Chris skulle satse alt på nedkørslen og derefter køre stærkt, men ikke over grænsen, på Sestriere. På toppen af Sestriere fortalte vi ham, at nu havde han to minutters forspring. Han svarede, at nu gik han mod mål for fuld gas. Herefter var det jo mest en mand-mod-mand-duel mellem ham og Tom. Det var begrænset, hvad de andre bidrog med til at holde farten oppe hos forfølgerne, og på den sidste stigning kørte de omtrent lige hurtigt. Det var vanvittigt. Vi havde håbet på en podieplacering og en etape, og nu havde vi pludselig la maglia rosa.”

“Hvad sagde Chris?”

“Han var helt rundt på gulvet og kunne ikke tro på det, der var sket. Alle på holdet var euforiske og begyndte allerede at fejre Giro-sejren. Men Chris manede til ro og bad os om ikke at fejre, før næste etape var ovre. Han sagde, at så længe der var bjerge, var løbet ikke slut, og at alt ville kunne ske.”

“Men alt gik godt, og sejren kom i hus.”

“Ja, det var en utrolig triumf. Særligt når man tænker på, hvordan det hele var startet, og så selvfølgelig på grund af Zoncolan og den utrolige præstation på Finestre-etapen. Alle os, der har været i cykelsporten, har lært, at man aldrig må give op, før man er kørt over stregen, og det blev til fulde bevist igen i denne Giro.”

Chris Froome sluttede øverst på Giro-podiet 46 sekunder foran 2017-vinderen Tom Dumoulin og næsten fem minutter foran nummer tre, Astanas Miguel Angel Lopez.

Published
Categorized as INSIDER

Kvotekutteren har fundet sin havn

KVOTEKUTTEREN HAR FUNDET SIN HAVN

Nogle gange gør man sig en forestilling uden at vide det. Jeg havde ikke tænkt over, hvor i Monaco Michael Valgren bor, men blev alligevel lidt overrasket, da taxaen kørte ind i den gamle bydel, en spytklat fra havnen. jeg havde nok tænkt, at det var i lidt mere suburb-agtige omgivelser, at en ung tilflytter startede op i en af verdens mest eksklusive byer.

Af Per Bausager / Foto: Mikkel Groth

Nu standser vi ud for nr. 6. Jeg betaler og stiger ud. ”Michael Andersen” står der ud for en af klokkerne. Jeg trykker på den, og en summen forkynder, at Andersen har tilladt adgang til bygningens indre. Jeg er nået frem til mit bestemmelsessted.  

Her er ingen etageangivelser, men på et tidspunkt kommer jeg til en dør, der står åben. Andersen, som de fleste danskere kender som Michael Valgren, står inde i lejligheden og verfer mig ind med en håndbevægelse. Han er i færd med at se det løb, som jeg aldrig kommer til at kalde andet end Henninger Turm. Og hans kæreste Sissel sidder beskæftiget med sine psykologistudier ved spisebordet.

Valgren har været ude at træne med Richie Porte og er i godt humør (som han vist er for det meste). “Hvad er programmet”, spørger han. “Skal vi gå en tur, så jeg kan vise dig byen?” Jeg takker ja. Jeg er aldrig blevet guidet rundt i Monaco, og jeg kan godt lide at gå og at samtale undervejs. 

Efter af have rundet to hjørner kommer vi ned til havnen. “De der hegn og skilte er her på grund af F1, som kommer om en måned”, siger han. “Hvert år lægger de ny asfalt og sætter alt det her op – og her er målstregen”. Og han viser mig nogle gigantiske tribuner, som allerede udfylder havnearealet. 

Lidt efter passerer vi Monacos monumentale Yacht Club. “Jeg har fået en rundvisning derinde”, siger Valgren. “Der er alt, hvad hjertet begærer, men der er lukket for tilmelding. “Abramovich er på venteliste. Hans penge kunne ikke skaffe ham ind. Jeg synes, det er fedt, at der er nogle regler, som penge ikke kan tilsidesætte”, siger han.

Vi når til enden af kajen, og til allersidst ligger der en lille fiskekutter. Da vi ser den, griner Valgren, for han ved allerede, jeg vil sige “Kvotekutter” – det kælenavn, som Valgren har fået af journalisten Niels Christian Jung og som på en måned er blevet så udødeligt, at han lige så godt kan lade det sætte ind i sit pas. 

“Ha ha, han er sgu sjov, NC”, siger han. 

“Ja, han er verdensmester i at opfinde navne og universer”, siger jeg og tænker på det Gotham City-univers, Jung har opbygget omkring DS aka Lars Fogmann og Hørning. Det er også et vigtig ting. Som i boksning er “kunstnernavne” vigtige i cykling, og de skal helst indeholde mere end ét lag. Hvis man ikke har et, så er det tegn på, at man ikke har gjort tilstrækkeligt indtryk på sportens aficionados.

Valla_4.png

“DEROPPE PÅ TOPPEN, HAR DU VERDENS DYRESTE LEJLIGHED. DEN KOSTER OVER 300.000 MIO. EURO – ALTSÅ OVER 2 MIA. DANSKE KRONER. DET ER VILDT. OG I DEN BYGNING LIGE NEDENUNDER MED DE GULE MARKISER BOR JAKOB OG LOULOU”.

Michael Valgren

Jeg spørger, hvordan det hænger sammen at træne så meget med Porte, når terrænet er så bjergrigt, og Porte er meget mere bjergrytter end ham selv. 

“Jeg var lidt bekymret i starten, men fandt ud, at der ikke er så meget forskel på os, der er deroppe. Hvis jeg kører 6 watt/kg, kører han måske 6,2, det er jo ret lidt i forskel. Og Porte er egentlig ret old school. Han kører ikke så mange intervaller, men mere mængde med lavere intensitet. Det er nok ham, jeg træner mest med. Og så med Jakob. Men Richie og jeg kan godt træne sammen og måske kun følges 50% af tiden, fordi vi har hver vores intervaller at passe”. 

“Træner du aldrig med Froome?”, vil jeg vide. 

“Ikke mere. Ham og Richie kom på kant sidste år i Dauphiné. Richie blev tosset over, at Froome decideret kørte på ham, efter at Richie havde hjulpet ham så meget på Team Sky. Og Sky-folkene er også begyndt at holde sig mere for sig selv og kun træne med hinanden. De har et set-up med massagecenter og scootertræning osv. De griber det meget metodisk an, og jeg er ikke fri for at være lidt fascineret af dem”. 

Jeg kigger op mod bjergene og siger, at der ikke er mange nemme veje ud herfra.

“Nej, men her er så fedt at træne. Jeg tror ikke, der findes noget bedre. Jeg synes, det er fedt, at stigningerne her ikke er så stejle. Det er bedre at træne på stigninger, hvor man kan få rul i den. Når jeg kører med Richie, kører vi for det meste den samme tur. Kaffe og en foccacia efter tre og en halv time og så over Madone hjem”.

Oppe ad stigningen ligger der en stor blålig bygning, som rager højere end alt andet. “Deroppe på toppen, har du verdens dyreste lejlighed”, siger Valgren. “Den koster over 300.000 mio. euro – altså over 2 mia. danske kroner. Det er vildt. Og i den bygning lige nedenunder med de gule markiser bor Jakob og Loulou. Jeg tror, at en af grundene til, at det går så godt for Jakob og mig er, at vores piger trives så godt hernede. Der betyder utroligt meget, at man ved, at ens kæreste har det godt, og at man kan træne alle de timer, man vil, uden at der sidder en decideret og venter og har nederen over at være alene”.

Vi går nu op af en masse trapper, og Valgren bruger ikke samme agile udveksling som på cyklen, men tager to trin ad gangen. Jeg frygter at lide samme skæbne som Gilbert og Kwiatkowski gjorde på Bemelerberg, men i modsætning til dem klarer jeg mig med over toppen.

“Jeg tror, jeg er en atypisk cykelrytter. Jeg elsker at gå. Forleden da mine svigerforældre var her, gik vi 18 km. Jeg ligger også på stranden, som du kan se dernede. Jeg har aldrig set en eneste anden af de ca. 50 World Tour-ryttere, der bor her, når jeg har været dernede”.  

“Skal vi ikke gå ind og få en kop kaffe her”, spørger Valgren. Det, synes jeg, er en god idé, og vi sætter os og bestiller to gange sort kaffe.

Valle_5.png

“JA, JEG VED FANDME IKKE, HVAD DER ER FOR ET VEJR I ÅR, PER. JEG ER SÅ TRÆT AT DET. DET ER IKKE NORMALT. SIDSTE ÅR LÅ JEG PÅ STRANDEN PÅ DENNE TID.”

Michael om forårsvejret i Sydeuropa

Valle_3.png

“Jeg er spændt på, hvad du har skrevet i Castelli-bogen, siger han, og peger på min notesbog, der ligger på bordet.

Jeg kigger i den. Han har allerede fortalt en del af de ting, jeg ville spørge om.

“Kan du mærke forskel på, hvordan man ser på dig i pelotonen, efter du er gået fra at være et stort talent til at være stjerne?”

“Nej, det kan jeg ikke. Der en ingen, der får noget forærende i dag. Ikke engang Valverde. Men jeg kan mærke en forskel i måden, jeg opfatter mig selv. At jeg nu synes, at jeg hører til oppe foran og kører med mere autoritet og selvtillid. Men jeg mangler stadig lidt der. Det er krævende, både fysisk og mentalt, at kæmpe så hårdt for positionerne i timevis. Jeg kunne godt bruge en rigtigt dygtig mand til at køre mig frem og holde mig fremme. Men nej, jeg får ikke mere plads. Tværtimod, for nu skal jeg jo op og sidde og bokse med alle de store”.

“Er du hård i positionskamp?”

“Ja, det er nødvendigt. Som sagt, ingen får noget forærende, men jeg er large, hvis der kommer et hold, der er ved at køre en kaptajn frem til front. Så giver jeg for det meste plads. Men jeg synes, det er irriterende, at de altid skal komme masende med otte mand, når det er på små veje sm fx. i Flandern Rundt. Hvorfor kan de ikke nøjes med fire? Hvis alle kunne enes om ikke at have mere end fire mand fremme, så var der ikke så mange styrt.

“Har du et forbillede i feltet?”

“Fabian (Cancellara), har altid været det, men jeg synes også rigtig godt om Van Avermaet. Jeg synes, han sidder lirens på cyklen og kører cykelløb på en fed måde. Og så udviser han respekt for andre”.

“Hvad med Amstel. Hvad tænkte du, da Valverde trykkede den af på Bemelerberg, og der kun var dig, Alaphillipe og Sagan med over toppen?”

“Først og fremmest tænkte jeg, at jeg var glad for, at den top ikke kom 50 meter senere. Det var et rigtigt hårdt angreb – og han blev bare ved. Og så kiggede han tilbage, og jeg tænkte, at nu må han sgu da stoppe, men så gav han den bare et gear mere og trådte endnu hårdere. Og han står bare op og holder nede i hornene i det der munkergear. Det var slemt, uha! Og vi sidder altså med Kwiatkowski, Gilbert, Wellens og Van Avermaet, og de må slippe. Og så er det, at Jakob og Wellens kommer op hen over toppen. Men det er jo sjældent, at jeg har siddet med de der ryttere, og det giver bare et kæmpe kick, så man kan grave endnu dybere”.

“Hvad synes man om Valverde i dagens peloton?”

“Hmm, svært at svare på pelotonens vegne. Jeg ved ikke, om der er nogen, der tænker på, at han engang har været involveret i noget. Men jeg er sikker på, at alle synes, han er en gudsbenådet cykelrytter. Han kan jo alt og året rundt. Ham og Sagan er jo sådan nogle, der laver ting, der burde være umulige. Og Valverde træner ikke engang særlig langt, men til gengæld hårdt. Jeg ved fra Luis Leon (Sanchez), som træner med ham, at de er en gruppe, der bare kører rigtigt stærkt. De kører cykelløb og skiltespurter og sådan noget. Valverde hygger sig bare med det og gider ikke højdetræningslejre. Det, synes jeg, er fedt. Det har jeg meget respekt for. Jeg kan jo bare tage mig selv. Min bedste træningskammerat er min wattmåler. Men det er han sgu ligeglad med. Så tager han til Abu Dhabi og slår alle Strava-rekorder på stigningerne og lægger det ud på nettet. Alle andre ville holde det hemmeligt, men han er ligeglad. Jeg tror bare, han har det sjovt. Det kan man sgu kun se op til”.

“Jeg talte med Jørgen Marcussen i morges, og han sagde, at for ham var det mest lirens moment i Amstel dit første angreb, hvor Wellens ikke kunne lukke de sidste 5-10 meter.”

“Ved du hvad, jeg troede faktisk, jeg ville komme fri allerede der. Jeg kunne se, at Wellens ikke kunne lukke, og jeg kunne mærke, at jeg kørte stærkt, så jeg troede på, at jeg kunne  knække ham, og jeg syntes, det var et godt moment. TIl sidst knækkede Wellens, men så så jeg Sagan kørte efter mig, og så tænkte jeg: Fuck! Men hvis du ser efter, er jeg jo den eneste, der kører i den finale. Det er mærkeligt, synes jeg”.

“Men det varede kun to km. efter denne kraftpræstation, inden du kørte afgørende væk. Du må have haft fantastiske ben?”

“Ja, det havde jeg. Men jeg var også heldig, at jeg kom op efter styrtet foran mig. Jeg skulle forbi over 100 mand for at komme op til fronten. Og Jakob gjorde jo et kæmpe arbejde for at gøre finalen hård, og jeg ved, at jeg har et godt kick, når benene er der. Så ved de andre godt, at det er en stor tændstik, der skal tændes for at hente mig, og den har de ikke lyst til at bruge så tæt på mål. Og så kan jeg holde en fart, der gør, at de sekunder, de bruger på at vente på, at en anden gør det, der er jeg komme længere væk, og den nødvendige tændstik er blevet endnu større”.

“Men man skal jo have benene?”

“Det er klart. I Flandern Rundt var jeg helt færdig. Det var med det yderste, at jeg kom med over Paterberg, og da jeg stak til sidst, var det egentlig vanvittigt, for jeg havde helt tomme ben. Jeg stak fra spids. Ham der lige havde ført, skulle jo ikke efter mig, og bagved var der kommet et hul. Nu prøver jeg sgu, tænkte jeg. Så fik jeg hul, men der skete ikke en skid. Jeg har ikke kørt meget mere end 300 watt. Og jeg råbte til Gilbert, at han skulle føre og blive nr. tre. Men han ville ikke. Heldigvis gik den lidt i stå bagved. Men helt vildt af Mads, at han kunne holde de få sekunder. For vi kørte jo rundt hele tiden, og han havde siddet og taget vind i 80 km.”

“Hvorfor stikker du, når du egentlig ikke kan?”

Det er fordi, jeg er så tændt, og når der så sidder TV-motorcykler, så tænker jeg på, at Per Bausager, ha ha, og alle de andre sidder og kigger på mig, og så vil jeg gerne lave noget godt”.

“Hvordan vægter du, at vinde i forhold til at lave “noget smukt”, som Contador kalder det, når man satser hele butikken for at skabe et drama?”

“Jeg vil jo rigtig gerne lave noget smukt, men jeg er også realistisk, og ved, at mine muligheder for at vinde ikke er så mange igen, og derfor er det vigtigt, at jeg fokuserer på at vinde, når jeg har benene, og situationen er der. Du skal tænke på, at når Contador og Sagan laver de der smukke ting, hvor de sætter alt på rouletten, så har de nogle fantastiske palmares i banken, og det fremmer næsten deres karriere og popularitet mere at lave et stor show med panache end at vinde en gang mere. Når der er sagt, synes jeg, at når jeg vinder eller slutter i top, så er det altid på en spektakulær og offensiv måde.”

Her må jeg bare tie og samtykke. Det er jo netop grunden til, at jeg selv er fan af cykelrytteren Michael Valgren. Jeg fortæller ham, at jeg sad i en bus med Virtu Business Club-cyklister på vej fra Iseo til lufthavnen i Bergamo de sidste 25 km. af Amstel. Og at alle sad og kiggede på deres telefoner, og at bussen kogte over hans kørsel. Valgren sidder og ligner en, der er godt tilfreds med at kunne skabe sådanne emotioner hos os”. 

“Går du op i udstyr?”

“Ja, meget. Jeg kan ikke sætte et billede op, men kan skrue på alt på min cykel og går op i, at den er optimal mht. aerodynamik og vægt – og har hurtige hjul og dæk. Det var det fede, da vi kørte hos Bjarne, at han var så nidkær med alle de mindste detaljer på materiel og tøj. i dag er det jo som F1. Dæk og hjul og aerodynamik er meget afgørende – især i tidskørsler”.

“Har du eksperimenteret med pedalarmslængder?”

“Ja, det har jeg, og i år er jeg gået i 170 mm. Jeg har et meget stort drop mellem styr og sadel og følte, at jeg ikke havde ordentlig blodgennemstrømning i det venstre ben. Så prøvede jeg med kortere pedalarme, og det er gået super godt.”

“Den der fantastiske souplesse, du har – er det en, du træner eller tænker over?”

“Nej, overhovedet ikke. Den er bare naturlig. Det føles bedst for mig at køre 100 rpm, også på enkeltstart. Og jeg kører stærkest opad med ca. 90 rpm. Jeg ved ikke – 80 er en træls kadence, synes jeg”

“Hvad med træning?”

“Jeg er meget pligtopfyldende med træning og har nok altid trænet for meget – eller rettere restitueret for lidt. Jeg er rigtig glad for samarbejdet med Rune Larsen. Han har overbevist mig om værdien af restitution. Efter Liege, holdt jeg en hel uges pause, og derefter kunne jeg gå dybere under træning og havde også opbygget ny lyst. Jeg har haft en kæmpe konkurrenceblok fra Australien til Liege, og nu har jeg så 45 dage uden konkurrence, indtil Dauphiné. Men jeg skal på træningslejr med holdet på Teide. Jeg elsker træningslejre. Synes, det er fedt med struktureret og hård træning.” 

“Bruger du altid wattmåler?”

“Ja, den er nærmest mit kæreste eje. I dag gik den ud, da jeg havde en halv time hjem. Det var den længste halve time i mit liv, ha ha…”

“Hvad med din kost – er det noget, du går op i?”

“Ja, men jeg spiser de fleste almindelige ting, bare mindre end før. Jeg har jo altid fået at vide, at jeg er for tyk, men min fedtprocent før Liege-Bastogne-Liege var altså kun 5,2, og det er jo ikke på nogen måde en høj fedtprocent. I Saxo Bank-tiden var den 10-11%. Det er vist noget med, at jeg ikke har de der ben med udvendig kabelføring. Men vi laver alt mulig mad derhjemme – jeg elsker at lave mad, og jeg undrer mig over, at alle de andre ryttere hernede altid spiser ude. Jeg tror, Sissel og jeg er de eneste, der inviterer folk hjem til middag. Men jeg bliver tyndere for hvert år. Tror også, alder spiller lidt ind. Men ved du hvad, det nye, jeg laver om morgenen, er en green smoothie, som består af broccoli, spinat, ingefær og mælk, som jeg blender samme – og så havregryn derned. Det lyder klamt, men det smager faktisk OK. Jeg har købt en herredyr blender til 1000 euro, der kan lave alt til suppe på fem minutter, ha ha ha…Så er man i gang.”

“Skal du have en kaffe mere”, spørger blendermesteren. Jeg takker ja. Han tager selv en vand. Han har fået for meget kaffe i dag og er blevet helt tør i kværnen af at snakke, siger han.

“Hvordan har du det med cykelhistorie og moderne cykling versus old school?”

“Jeg må indrømme, at jeg ikke er rigtig stiv i hele cyklingens historie endnu. Jeg vil gerne være det, og det skal nok komme. Men jeg kommer let til at bruge tiden på sociale medier i stedet for at læse bøger. Men jeg synes fx. at jeres Sort Kaffe og Hvide Sokkerer fed. Jeg kan godt lide tradition. Jeg har også lige fået en bog om De Ronde, som jeg skal have læst. Den tror jeg, at jeg kan lære noget af”.

“Men hvad er din holdning til radioer?”

“Der vil jeg sige både for og imod. Jeg bruger den ikke selv ret meget. Jeg synes, den er god ift. sikkerhed, men man ville nok få nogle bedre cykelløb uden den. Men den har ikke nogen særlig indflydelse på mig i de løb, jeg kører for at vinde. Jeg bruger mit instinkt til at beslutte mine angreb. Jeg tror mere, det er etapeløbsrytterne, der bruger dem. Der kan bilen bedre vurdere situationen, grupperinger og se, hvis en konkurrent ser skidt ud, og der indgår også nogle andre kalkuler i etapeløbene.”

“Hvad er det, du elsker ved cykling?”

“Cykelløbene. Jeg kan rigtigt godt lide at træne og alle de ting, der omgiver cykling, men det er selve løbene, jeg virkelig brænder for. Jeg elsker simpelthen at køre konkurrencer. Og jeg aner ikke, hvad jeg ville have lavet, hvis jeg ikke var blevet cykelrytter. Nok revisor eller bankmand. Ville gerne have været ingeniør, men det ved jeg ikke, om jeg er klog nok til, ha ha…For to-tre år siden ville jeg sige, at jeg ikke kører, til jeg er 35 år, men nu tror jeg faktisk, at jeg gør – og bor hernede.”

Det er begyndt at regne heftigt, og der er sidevind som oppe i Thy. Vi må rykke længere ind under overdækningen, eftersom Kvotekutterener begyndt at tage vand ind. Temperaturen er også dalet betragteligt, og rytteren, der elsker kulde, har lynet jakken helt op i halsen og trukket sin Oakley cap ned til ørerne. Jeg fryser også. Et smut til Monaco i maj havde frembragt andre forestillinger.

“Hvordan var det pludselig at være på hold med Contador?”

“Det var stort, og jeg var benovet over at være der. I starten var jeg meget påpasselig med ikke at sige eller gøre noget forkert og sugede bare til mig. Alberto var cool nok og fin at køre for, men det var som om, han mistede lidt af humøret til sidst. Måske fordi Bjarne forsvandt fra holdet.”

“Og Sagan?”

“Peter er jo sjov, og der sker altid noget, hvor han her. Han er en fin fyr og altid i godt humør. Jeg  har aldrig hørt ham bebrejde holdkammerater noget – selv når det var grund til det.”

Nu står slagregnen ind under overdækningen, og vi skutter os. De andre gæster er for længst gået i servicebilerne. 

“Godt, du fik trådt i morges”, siger jeg.

“Ja, jeg ved fandme ikke, hvad der er for et vejr i år, Per. Jeg er så træt at det. Det er ikke normalt. Sidste år lå jeg på stranden på denne tid.”

“Hvad tænker du om fremtiden og hold?” 

“Jeg har ikke nogle faste forestillinger. Jeg har det godt, hvor jeg er, men kunne også have det andre steder. For mig er det vigtigt at være i et godt miljø og have det sjovt. Det sætter jeg højere end løn. Jeg synes, det ville være fedt, hvis der kunne komme et dansk hold igen. De gamle CULT-dage var noget af det sjoveste”.

“Hvordan er legenden, Vino, at arbejde for?”

“Jamen vi ser ham ikke. Jeg har set ham højst fem gange. Ved ikke, hvad hans egentlige rolle er. Om den mest er relateret til sponsorerne. Ellers har han vist travlt med at træne til Ironman og maraton og sådan noget.”

“Hvad er ambitionerne så for fremtiden?”

“Altså på det punkt er jeg nok lidt ligesom Sagan. Nu har jeg vundet Amstel, og så kunne jeg godt tænke mig at vinde Flandern Rundt, og det tror jeg også, jeg kan. Og jeg vil fandme også gerne vinde Liege-Bastogne-Liege, som jeg regner for større end Amstel, og det, tror jeg også, er muligt. Det år jeg blev to i Amstel, blev jeg 13 i Liege, og det betød lige så meget for mig på grund at løbets prestige. Det var der mange, der ikke forstod en brik af. Men at køre for at vinde vil kræve, at jeg dropper den store blok, jeg har haft i dette forår og satser på Ardennerne. Jeg kunne også tænke mig engang at satse det hele på brosten og Paris-Roubaix. Men så mange år er en karriere jo heller ikke, og man vil også gerne levere der, hvor man ved, man kan. Og en Tour-etape vil jeg vinde. Det er jeg nødt til. Og VM, når ruten igen bliver til det. I sidste ende vil jeg bare gerne vinde nogle cykelløb. Men jeg var tosset på mig selv over lige akkurat ikke at komme med op over Roche-aux-Faucon i år. Det var så tæt på, og jeg ville rigtig gerne have været hjem med første gruppe”.

“Men jeg er stolt og glad for det, jeg har opnået. Også fordi det er gået så godt hele året. Det har været en god sæson, men det har været en lang og hård blok.” 

“Hvad så nu?”

“Jeg glæder mig helt vildt til Touren. Fordi jeg bliver klogere for hvert år. De første år havde jeg trænet for meget, og var træt, allerede da jeg startede. Det første år sagde jeg til De Jongh: ”Steve, jeg tror ikke, jeg er klar.” Men han sagde ”jo jo, du er klar, det kommer.” Han tvivlede ikke på mig. Men jeg havde sgu ikke benene, og jeg led som et svin hver dag og endte også med at blive syg og udgå på 19. etape. Det var modbydeligt. Men jeg bliver jo klogere og klogere og føler, at jeg ved, hvordan jeg skal forberede mig nu.”

Kulde og vand har nu tvunget os i knæ, og Valgren ringer efter en taxa, da der ikke går busser d. 1. maj. Der er et par km hjem, og det regner stadig.

Valle_7.jpg

“VI TAGER LIGE 10 HURTIGE FRA HOFTEN. DU SIGER BARE, HVAD DU FORETRÆKKER AT TO MULIGHEDER”, SIGER JEG.

“Hvide eller farvede sokker?”
“Hvide”.

“Hvide eller farvede sko?”
“Hvide”.

“40 eller 60 mm fælge?”
“60 mm”.

“Aero eller let ramme?”
“Uh, den er svær. Let.”

“Lukkede eller åbne ringe?”
“Lukkede”.

“Koldt eller varmt vejr (i cykelløb)?”
“Koldt”.

“Vind eller bakker?”
“Vind (dog efter lang tænkepause) Eller helst en kombi.”

“Vuelta eller Giro?”
“Giro”.

“Sort eller med mælk (kaffe)?”
“Sort”.

“Forhjulslir med Mads P. eller Würtz?”
 “Ho ho ho. Øøøhh, fuck mand. Kender jo Würtz meget godt, og han er en led stodder. Mads P., tror jeg. Jeg tror trods alt, at vi jyder er lidt mere hardcore til at munke, end I er. Det er jeg i hvert fald selv ret god til, ha ha ha. Men Würtz kan fandme ligge og køre 300 watt en hel dag”.

Valle_10.png

Taxaen er ikke kommet, og Valle har mistet tålmodigheden. “Skal vi ikke gå hjem? Der er en elevator herovre, der kører ned til havniveau, og så kan vi gå igennem F1-tunnelen”.

“Jeg er simpelthen så glad for de ting, jeg har opnået, og taknemmelig for det liv, jeg har”, siger han, da vi går i den berømte tunnel. 

”Og jeg kan blive helt flov over at tænke på, at jeg vil have højere løn, fordi jeg har vundet nogle løb. Jeg har jo allerede et fantastisk liv. Bor hernede og laver alt det, jeg elsker og kan jo allerede gøre alt det, jeg vil. Men vi mennesker vil altid have mere”.

“Du skal selvfølgelig have det, du er værd på markedet, men husk at nyde disse år. Når det er slut, vil du se på det som den bedste tid i dit liv. De fleste andre mennesker skal godt nok ikke have ondt i benene og styrter ikke og slår sig til plukfisk, men mange har masser af andre udfordringer, som gør mere ondt”, siger jeg til ham.

“Ja, det er jeg meget bevidst om, og det eneste, jeg ved, er, at når jeg ikke skal cykle, så skal jeg lave noget andet, der giver mig glæde. Jeg har en kammerat, der altid glæder sig til at komme på arbejde. ”Hold kæft, hvor jeg glæder mig, til det er mandag i morgen”, siger han. “Det er for fedt”.”

Vi er nået hjem. Sissel ordner courgetter, for Caleb Ewans kæreste kommer til middag, og vi ringer efter en taxa, der kan køre mig til Nice. 

“DU SKAL LIGE SMAGE EN KOP ORDENTLIG KAFFE”, SIGER VALGREN OG STARTER SIT FORKROMEDE VIDUNDER AF EN KAFFEMASKINE OP.

Hans blender og hans kaffemaskine svarer vist til udbetalingen på en bil. Han brygger en rigtignok velsmagende dobbelt espresso, og taxaen melder sin ankomst, netop som den er drukket. 

Valgren tager sko på igen og ledsager mig ned på gaden, takker for besøget, og siger, at jeg altid er velkommen til at ringe eller skrive, hvis han kan hjælpe med noget. Vi shaker hands og siger farvel.

Inde i taxaen tænker jeg, at den er rørende, den taknemmelighed og ydmyghed, jeg har mødt i dag hos Kvotekutteren fra Thy, som pludselig bor hernede i Monaco og er en stor stjerne, men som tydeligvis er opsat på at huske, hvor han kommer fra. Og over den forbindelse, som en fælles forståelse af cyklingens sjæl og dens episke omfang, som hæver sig over al snak om moderne og gammeldags cykling, og over de snart 35 år der er gået, siden jeg selv satte cyklen i stald.

Da jeg kører rundt om hjørnet, er det sidste, jeg ser, at Andersen låser sig ind i nr. 6.

Published
Categorized as INSIDER

Væddeløberen

Væddeløberen

Mads Pedersen hader strenge diæter, højdetræning og revisorkørsel. Mød en old school rebel gemt i ung mand med et brændende vinderinstinkt.

Af Per Bausager / Foto: Mikkel Groth


At få en dag sammen med en WorldTour-rytter i sæsonen kræver både goodwill og kalenderakrobatik. 

I lang tid har Mads Pedersen fra Trek-Segafredo stået højt på min ønskeseddel til en snak om væddeløb. Det har nu ikke på noget tidspunkt skortet på velvilje fra hans side, men at få dagen i kalenderen har taget lidt tid.

Brikkerne faldt sådan, at en også længe aftalt cykeltur (med kaffe- og kagestop) med Mads P’s træningsmakker og nære ven Jakob Egholm fra Team Waoo kom til at finde sted kun tre dage inden interviewet med Mads, og så var det jo umuligt ikke at komme til at tale om ham.

“Der er ingen som Mads. Han er en fantastisk cykelrytter og en kriger. Når han får et nummer på ryggen, så sker der noget med ham. Han vil vinde, men ikke bare det, han vil vinde på en stor måde. Når han angriber 80 km. ude til DM, så er det ikke, fordi han er dum, men fordi han ikke vil være danmarksmester på kalkulerende og nærig kørsel.”

“Hvordan er han at træne med?”

“Han er en hård banan, men vi har det fedt, når vi træner sammen, selvom der bliver trådt igennem. Han kan træde nogle frygtelige watt og er altid klar til udfordringer.”

“Hvad kan du sige, der kendetegner ham som rytter?”

“F.eks. engang med landsholdet, hvor de skulle køre en test opad en stigning. Her blev Mads sidst. Dagen efter skulle de køre cykelløb på stigningen, og det vandt han.”

“Inspirerer han dig?” 

“Ja, jeg er jo tre år yngre end Mads, men vi kender hinanden fra Holbæk Cykle Ring fra helt tilbage i tiden, og vi startede begge med MTB. Men Mads coacher mig og siger: Jakob, du skal sætte dig de største mål, og alt herfra og til det mål er bare en del af den nødvendige rejse,” siger Jakob Egholm. 

Samme aften chattede jeg med juniorlandstræner, Michael Berling, og vi kom ind på Mads. 

“Mads P. er den mest lirens cykelrytter, jeg har kendt”, skrev han.

Og lige da rytterne var kommet i mål i Geraadsbergen i BinckBank Tour, skrev jeg til Michael Valgren: Sig noget om Mads P., som rytter og som person. Lidt efter tikkede svaret ind:

“Hvis du slår op i ordbogen under “væddeløber”, er definitionen Mads P! Intet mindre. Han ser altid sit snit til at sætte alt på bræt og putte os andre i “The hurt box”.

“Mads er fyldt med humør, og der er ikke noget pis med ham. Han kalder en spade for en spade, og man ved altid, hvor man har ham. Det elsker jeg.”

MadsP_montage2.png

MØDET PÅ MØRKEREN

Nu er dagen så kommet, hvor vi skal mødes. Jeg har allieret mig med fotograf, Mikkel Groth, og har aftalt at mødes ude ved Mørkemosebjerg, lokalt kaldet “Mørkeren”, så vi kan se den lokation, hvor Mads Pedersen sammen med en kammerat skal åbne en cykelbutik, “Empire Cycling” d. 17. september. Det er i en bygning, der tilhører herregården Sophienholm. 

Vi holder på parkeringspladsen, da Trek-Segafredos powerhouse kommer os i møde og straks får mig til at tænke på en romersk gladiator, som han kommer der – iført rød kampuniform og matchende stridsvogn med skiver og høje carbonhjul. Rød er jo farven for planeten Mars, der symboliseres af et skjold og en hjelm – altså soldaten – og siges at betyde effektivitet, når planeternes indbyrdes stilling står gunstigt, og krig, når de står ugunstigt. Hvordan de står i dag, ved jeg ikke, men den rødklædte kriger ligner absolut ikke en, man vil slippe godt fra at krydse klinger med i terrænet heromkring. 

Vi følger ham nogle hundrede meter, indtil han ved en bygning klikker ud af pedalerne. Han giver os hånden, smiler og udstråler den selvtillidsfulde energi, der synes at være hans livsledsager, og som ikke er helt almindelig hos en 22-årig. Så låser han en dør op og viser os lokalet, hvor butikken skal være.

“Her ser ud ad helvede til. Nu har han også kun en uge til at hente sit lort, så vi kan få det fikset op, og få nogle varer ind.” 

“Skal det også være en café?”, vil jeg vide.

“Altså der kommer en kaffemaskine – jeg kører jo for Segafredo – og et køleskab med drikkevarer. Kager kan vi ikke byde på, ha ha.  Og så skal vi handle varer, som vi bruger på cykelholdet. De synes, det er sjovt, at en af rytterne vil åbne en butik med deres varer. Det er også noget, der skal hænge sammen med min kontrakt. Jeg kunne jo ikke sælge Storck-cykler f.eks.”

“Hvorfor gør du det?”

“Først og fremmest for min far. Han har et hårdt job som vognmand og trænger til noget nemmere. Og nu, hvor jeg er begyndt at tjene lidt penge, syntes jeg, vi skulle lave noget sammen, og så er det naturligste jo en cykelbutik. Nu må vi se, nu starter vi herude, og så kan det være, vi flytter til Tølløse om et par år. Det skal ikke være noget stort, bare hyggeligt og god service og et kanon værksted. Tim er en af landets dygtigste mekanikere.”

Jeg kigger på ham og på forbindingen på hans knæ: “Du tog lige en røvtur i BinckBank?” 

“Ja, jeg gik sgu i asfalten, men kom op igen og kunne heldigvis være med til at lave nummeret i chikanen, så Stuyven vandt. Det var for fedt. Det er sjældent, det lykkes, men det er fordi, dem, der slipper hjulet som regel bremser for meget, så de aner uråd med det samme bagved og kører forbi. Men så blev jeg taget ud til næste etape, fordi jeg havde fået en lille hjernerystelse, så jeg har måtte holde mig i ro nogle dage. Og det dur jeg ikke til.”

“Vis os nogle af dine bedste træningssteder, siger jeg”

Det skal man ikke sige to gange til Mads P., og fem minutter efter står vi på toppen af Mørkeren og kigger ud over Igelsø.

“Hold kæft, hvor har jeg kørt her mange gange. Jeg startede som 7-årig, og den runde herude var det eneste sted, jeg måtte køre for min far. Og så har jeg kørt her siden. Men lad os køre til Åstrupbakken, for der har jeg kørt endnu mere. Men på vejen kan vi lige køre ind i Tølløse og se, hvor jeg er vokset op.

MadsP_kollage1.png

SCOOTER-RUNDEN

På rullen af Mads Pedersen føres vi til vognmandens murstensvilla, som ligger midt i Tølløse. Så det er her, han er vokset op sammen med sine to brødre og sin far og mor. Og herfra han er trillet ud på sin MTB som 7-årig. Han fortæller om, hvordan der blev kørt race rundt om kvarteret på asfalt og græs, og om hvordan hans far trænede ham, indtil han var andetårs-junior. Her sagde sønnike tak for samarbejdet. “Når man når en vis alder, skal man videre”, siger han som forklaring på trænerfyringen.

Jeg roser den afsindigt flotte røde Trek-racer.

“Ja, den er pisselirens, men det koster 400 gr. lak at lave den farve, og den vægt ville jeg gerne undvære. De siger den røde farve sælger cykler, og jeg siger til dem, at den nok sælger flere cykler, end den vinder nogle cykelløb.”

“Går du meget op i grej?”

“Rigtig meget. Det har jeg altid gjort. Cyklen skal være lirens at se på. Mine cykler er altid rene, og jeg gider slet ikke aluhjul. Og på sådan en her skal der være højprofil – også til træning. Der er ikke noget at rafle om.”

Så kører vi til Åstrup Klosterbakke, som regnes for at være den værste i området, fordi den er stejl, og fordi man ikke kan komme ind på den med fart. Men den belønner anstrengelsen med et generøst panorama, hvis man ellers har energi til at vende sig, når man når toppen.  Mads er kåd her på sin hjemmebane og laver en wheelie, næsten ind i hovedet på fotografen, som er nede i æggestilling midt på vejen og uforberedt på angrebet.

“Jeg elsker at køre på de her veje, når jeg er hjemme. Jeg kan ikke blive træt af dem. Egholm og mig kører også tit Nyby-runden, som er Algestrupbakken, Nyby, Gl. Tølløse, Tjørnede. Vi kører efter scooter. Jeg har kørt den med 58,5 km/t i snit. Pappa P. kører scooteren, og han er fandme et svin. Han giver den gas, indtil jeg eksploderer.”

“Hvor stærkt kan den køre?”

“92 km/t, og nu vil han have en, der er hurtigere, men han har fået at vide, at så kan han købe den selv. Der er en skiltespurt nede sydpå med medløb, hvor han køre med håndtaget i bund, og jeg angriber ham, men når jeg kommer ud i vinden i den fart, når jeg kun til hans fødder, inden jeg springer i luften”.

Mads P. griber om sadelpinden på Trekmonsteret. “Prøv at tænke dig, da jeg var 12 år, slæbte jeg ham opad denne her bakke, mens han holdt fast her. En 12-årig, der slæber 100 kg. op ad den her bakke. Jeg har også sagt til ham, at når han bliver gammel og sidder i kørestol og ikke kan gøre modstand, så får han et par på lampen for alt det, han har pint mig.” 

“Jamen, går han decideret efter at slagte dig? Er det en slags cykelløb mellem jer, bare hvor han har en scooter i stedet for en cykel?”

“Ja, som jeg sagde før, han er et svin. Han saver mig i småstykker, når han kan.” 

“Hvor langt kører du?”

“I ugen op til Danmark Rundt var der en dag, hvor jeg havde været ude siden klokken 6. Og så opdagede jeg, at jeg havde kørt 280 km. Og så tænkte jeg, at jeg kører fandme ikke så langt uden at køre over 300, og så sluttede jeg med en time efter scooter. Det var en hård dag. Det var mens, det var 30 grader.”

MadsP_montage5.png

DEN DANSKE VEJ

Vi bliver enige om at køre hjem til Mads, så han kan skifte til civil, og vi kan tale over en frokost i golfklubben, der ligger et stenkast væk (hvis man altså er verdensmester i stenkast).

“Ja, jeg har jo måtte flytte til Lejre, fordi min kæreste er herfra disse kanter. Jeg kunne have fået et palads med pool i Tølløse for samme penge. Men det går jo ikke, at hun ikke er tæt på sine venner og familie, når jeg er så meget væk.

Mads P. laver en lynomklædning, mens han i underbukser prøver at sælge fotografen en pink Trek-ramme i str. 56. “Du kan få en hjelm med i samme farve”. Den nybagte potentielle Trek-ejer er fanget på det gale ben af det overrumplende tilbud og er hverken sikker på, om størrelse eller farve passer ham, og eftersom Mads P. ikke er nogen tålmodig mand, gider han ikke vente en på at en sådan en sløv stodder skal overveje det indlysende kongetilbud, og han er selv videre i teksten, mens Mikkel Groth endnu studerer rammen.

“Nu skal min kæreste også stoppe med sit arbejde og hjælpe med regnskab i cykelbutikken. Så bliver der frihed til, at hun kan rejse med mig. Til januar har Styuven og mig lejet et hus lige udenfor Palma, hvor vi går i træningslejr, så kan hun komme med derned”, siger han, mens han stikker det ene af sine klassikerben i sine lange bukser.

“Er Stuyven og dig blevet bedste venner?”

“Ja, det synes jeg. Vi har den samme måde at køre cykelløb på og samme humor. Og vi skal jo også være i form til de samme løb, så det passer fint.”

“Hvordan kan I være så gode venner, når I har de samme mål?”

“Da jeg så hvor ægte glad Jasper blev da jeg blev nummer to i Flandern, selvom han selv havde trænet til det løb i tre måneder, forstod jeg, at han er en mand der er værd at opbygge et venskab og et samarbejde med.” 

“Du bruger ikke højdetræningslejr?”

“Nej, men jeg har et ilttelt”. Han viser os et apparat, og hvor han stiller det i sit soveværelse.

“Min kæreste vil ikke ligge i det sammen med mig. Så må vi rykke sengen herhen, og så ligger jeg her i iltteltet.”

“Så får i da heller ikke børn”

“Nej, det skal vi heller ikke nu, ha ha.”

“Valverde bruger heller ikke højdetræning.”

“Du kan ikke sammenligne Valverde, og hvad han gør med nogen som helst anden. Den mand er bare så lirens og har så megen klasse, at man tror, det er løgn. Ved siden af Valverde er Sagan bare en pauseklovn. Jeg vædder en god middag på, at Sagan stopper, når han ikke har vundet de næste to VM’er. Valverde er noget andet. En ægte væddeløber.” 

Mens Mads P. har givet sin utvetydige mening til kende om verdens to største allroundere, har han formået simultant at iføre sig et par marineblå bukser, et par sneeks, der ser ud til at have ligget i æsken indtil i dag, og en hvid skjorte, der matcher den BMW X6, som holder uden for døren, og som nu skal ud på en lille køretur op igennem Europas længste allé – Ledreborg – inden den parkeres ved golfklubbens hovedsæde oppe for enden. Undervejs kører vi langs Lejre Å, der hvor vikingerne i gamle dage sejlede ud fra for at udplyndre englænderne.

Lejres eneste tilbageværende viking bestiller en Cæsarsalat “for det ved man, hvad er” og en vand med bobler. 

“På holdet ville de til at fortælle os, hvad og hvornår vi skulle spise. Der satte klassikerfolkene hælene i. Vi sagde, at vi selv tager beslutning om, hvad vi spiser, og hvornår vi spiser, og at det ikke var til diskussion. Så gav de sig, og nu er det kun Grand Tour-rytterne, der bliver kontrolleret, haha. Jeg er lykkelig for at vide, jeg aldrig skal være Grand Tour-rytter. De kører jo næsten aldrig cykelløb, og for mig er den eneste grund til at træne solen sort, at jeg elsker at have nummer på ryggen og at køre væddeløb. Alt det pis de døjer med. Der er sådan en mand som Gilbert lirens. Han bunder lige tre liter bajer efter Flandern Rundt.”

“Synes de andre, at du er en rebel?”

“Det ved jeg ikke. Men jeg fik da Kim Rokkjær – vores danske kok – til at lave frikadeller med sovs og kartofler under Giroen. Alle sammen elskede det. Man skal sgu da have noget indenbords, når man brænder 5000-7000 kcal om dagen. Ja, i Flandern Rundt brændte jeg 8000 af, men der var også stram kæde det meste af dagen.”

“Hvordan oplevede du den dag?”

“Hvis du ser mig, da jeg stadig har Langeveld og van Baarle med, der sidder de jo og ligner nogle med to fingre i næsen, og jeg ligner en, der skulle have været skudt i går. Men det endte alligevel med, at det var dem, der gik kolde.”

“Og så sad du alene i en evighed.”

“Ja, jeg havde jo regnet med at blive hentet af favoritgruppen inden Paterberg, men jeg holdt den i gang, og så råbte de i radioen, at Sagan var stukket og på vej op til mig. Jeg var sgu færdig der, men jeg tænkte, at det skulle være løgn, og så lagde jeg lidt på. Eller jeg ved ikke, om jeg øgede i virkeligheden, eller om det kun var oppe i hovedet, men han kom i hvert fald ikke op, og derfra råbte og skreg de fra bilen, at jeg bare skulle træde med alt indtil stregen.”

“Hvad tænkte du, da du kom ind og var blevet nr. 2 i Ronde van Vlaanderen?”

“Ingenting. Jeg var totalt tom. Jeg fattede ingenting. Det var faktisk først dagen efter, at det gik op for mig, hvor stort det var. Også fordi alle, ryttere og presse, var så fulde af beundring for den måde, jeg havde gjort det på. Men så gik det jo amok med forventninger om, at jeg nærmest skulle vinde Paris-Roubaix ugen efter. Det var træls. Jeg bevarede selv benene på jorden, og folk på holdet hjalp også med at dæmpe forventningerne. Når du er 22 år er det kæmpestort at køre sådan bare én gang. Hvis du har talentet, kan du måske gøre det næsten hver gang, når du er 25.”

Jeg kigger på Mads P., mens han gør det af med Cæsarsalaten. Han er en usædvanlig størrelse. På samme tid propfuld af selvtillid og troen på, at alt er muligt og i besiddelse af en meget stringent realisme. Der er intet opblæst ved ham. Han udstråler bare sundhed, tro på tingene, frygtløshed og godt humør.

“Hvorfor har du valgt at bo i Danmark?”

“Fordi jeg gerne vil have, at min kæreste skal have et godt dagligt liv, og jeg vil også gerne selv se mine kammerater og min familie, når jeg ikke kører løb.”

“Betyder klimaet ikke noget?”

“Næ, jeg er jo klassikermand og skal vinde cykelløb i lortevejr. Så kan man jo lige så godt vænne sig til det under træning. Og står Danmark under sne, så kan jeg hurtigt flyve sydpå.”

“Træner du altid efter program?

“Oftest, men ikke altid. Jakob og mig kan godt finde på at skulke fra planen og i stedet køre væddeløb og prøve at slagte hinanden og køre skiltespurter. Så må vi tage skideballen fra vores træner, André Steensen bagefter.”

“Studerer du watt.”

“Ja, under træning. Men ikke under løb. Jeg kan jo ikke sidde og glo på watt og sige til mig selv, at jeg ikke må køre mere end 510 watt, hvis der skal 520 til at gå med, når toget kører. Men jeg har måleren på, så kan André analysere på tallene bagefter.”

Egholm siger, der bor en djævel i dig, som kommer frem en gang imellem.”

For første gang i dag, tager det lidt tid for Mads P. at svare. Det er tydeligvis et spørgsmål, der rammer indenfor vesten, og han smiler nærmest lidt forlegent, da han endelig svarer:

“Ja, det er nok rigtigt. Der er nok en djævel. Når den kommer frem, så kender jeg kun en vej, og det er min egen. Så er jeg ligeglad hvem det er, så kan de pakke sammen”

“Opbygger du vrede på dine modstandere, så det er et brændstof?

“Nej, jeg er ikke vred på nogen. Det kan jeg ikke genkende, men jeg vil gerne give dem en justering.”

Jeg tænker, at det ikke går an at trykke mere på den knap. Jeg vil helst ikke konfronteres med djævelen og risikere en tackling, som den Lampaert fik, så jeg fortsætter med et mere ufarligt emne:

“Hvad ville du spise en typisk dag herhjemme?”    

“Jeg er begyndt at spise havregryn med sødmælk om morgenen. Vores læge siger, at det booster forbrændingen. Og pasta eller ris og kylling til frokost og almindelig dansk mad om aftenen. Det kunne være en hakkedreng. Og jeg holder mig heller ikke for fin til en klat sovs, haha. Man får sgu rigeligt med ris og tør kylling, når man er ude.”

“Har du fokus på vægten?”

“Ikke så meget. Jeg mener, at når du træner, som jeg gør, og spiser fornuftigt, så skrider det jo ikke helt. Jeg er sgu ligeglad, om jeg vejer 74,9 eller 75,1. Men jeg har jo stadig hvalpefedt på kinderne og på lårene. Der er ikke noget at gøre. Jeg må vente på at blive ældre, så forsvinder det.” 

“Lægger du meget mærke til naturen, når du træner?”

“Nej, jeg lægger faktisk ikke mærke til, hvordan der ser ud, når jeg træder…. Eller måske lidt alligevel, for hvis jeg har cyklet inde ved København, kan jeg godt tænke: Hold kæft, hvor er vi heldige med landskabet herude.”

“Hvad med radioen, bruger du den?”

“Næ, ikke så meget. Jeg bruger mere at råbe til dem, jeg sidder med. Kan ikke sidde og rode med elektronik, mens jeg kører med fuld hammer.”

“Men gør du det, de siger i radioen, du skal gøre?”

“Ikke altid. De ved jo ikke, hvordan forholdene er i feltet. Jeg gør det, jeg synes, er rigtigt, og nogle gange siger jeg til bilen, at jeg synes, vi skal gøre noget andet i stedet, og det lader de mig som regel gøre. Det vigtige er jo, at vi ryttere er enige om, hvad vi gør.”

MadsP_montage3.png

VALVERDE, BOONEN OG DRØMMEN OM ROUBAIX

“Du træder nogle giga veksler. Er det noget, du må høre for?”

“Ja, det er det. Kim Andersen ringer af og til og siger, at nu må jeg fandme lære at få de piber rundt. Og min træner er også efter mig, når han kan se, at jeg har kørt seks timer med en kadence på 75. Men jeg er også enig. Jeg skal træne i det, og det gør jeg også. Mine enkeltstarter er blevet bedre af, at jeg har lært at køre med 100 i kadence.”

“Hvad er dit drømmeløb?”

“Ingen tvivl, det er Paris-Roubaix. Det er unikt. Bare navnene på de klassiske steder. Det er ikke noget andet løb, der så vigtigt. Og en rigtig led gang tons. Fra Arenberg og hjem er det bare fuld skrue. 2½ time med 380 watt. Det løb skal jeg vinde en dag. Men det er meget svært.”

“Hvad med positionskampe?”

“Der kan de bare komme an. Jeg skal nok få min plads, og jeg slås, indtil jeg sidder der, hvor jeg vil. Der er også nogle, der ikke kan lide mig, fordi jeg er hård der. Lampaert er sur på mig. Han tror, han er en stor stjerne, og at han skal have plads. Han prøvede at flytte mig i foråret. Så fik han en tackling ud i grøften og bagefter besked på, at han skal finde nogle andre at slås med end mig, hvis ikke han vil ende ude i marken.”

“Har du af og til problemer på grund af din direkte facon?”

“Det synes jeg ikke. Det er ikke noget, jeg tænker over. Jeg siger ikke noget, som jeg ikke er klar til at stå på mål for. Min far har lært mig at kalde en spade for en spade, og at folk, der har det svært med det, er dem, der ikke selv har rent mel i posen.”

“Hvem er den mest lirens rytter i feltet”?

“Uden tvivl Valverde. Alt, hvad den mand laver, er lirens, Hans måde at køre på, hans position, den måde han ser ud på. Havde man en femtedel af hans palmares, så havde man en stor karriere. Ham er der heller ingen, der prøver at flytte.”

“Hvem har været dit forbillede?”

“Det har Tom Boonen, og jeg er glad for, at jeg nåede at køre med ham. Cancellara er også deroppe, men jeg synes, Boonen er lidt mere classy. Han er mit forbillede.”

“Siden jeg begyndte at følge dig, har jeg tænkt på dig som en moderne udgave af Bernard Hinault. En der træder veksler, stikker 80 km. ude, træner derhjemme i frostvejr og gerne tager en omvej for at komme op og slås”.

“Ha ha, det ved jeg sgu ikke, om jeg er som ham.”

”Cyrille Guimard sagde om ham: Jeg tror ikke, Bernard kører cykelløb for at vinde, men for at få en lejlighed til at smadre andre.”

“Ha ha ha, altså jeg vil rigtigt gerne vinde. Men jeg må da indrømme, at jeg ikke ved noget bedre end at dreje gashåndtaget, når jeg kan se, de andre har det ad helvede til.” 

Jeg sidder og tænker, at folk, der er så svarparate som frysetonseren fra Lejre, ofte er overfladiske og ureflekterede, men det er han ikke. Han er hele tiden intens i sin opmærksomhed og i øjenkontakten. De ting, han taler om, ligger ham på sinde, og han vil gerne være præcis. Hvis han kan fornemme, at jeg ikke helt har forstået hans nuancer, så er han omhyggelig med at præcisere, hvad det er han mener.
 

DET NYE KULD

“Sig det, der falder dig ind om Valgren.”

“Michael er jo en fantastisk cykelrytter, og jeg misunder ham hans lækre tråd. Han er altid oven på gearet, og han får alt til at se legende let ud. Men tag ikke fejl, han har en stålvilje og stor selvtillid. Da Valverde rykkede i Amstel, og de kun sad Alaphillipe, Sagan og Michael, så vil jeg vædde på, at Michael sagde til sig selv, at han ville vinde i dag, selvom han havde det ad helvede til. Det har han jo stadig haft, både da han rykkede lidt efter, og Sagan kørte ham ind, og da han rykkede definitivt kun en km. senere.”

“Og Kragh?”

“Der kan jeg gøre kort. Søren er en stodder på en cykel. Han kan det hele, også teknisk. Han er sådan en rigtig lille indebrændt bitterrøv. Når han blev interviewet under Touren, kunne jeg se det fem-seks gange, fordi man bare kan se, hvor indebrændt og tosset han er over at skulle svare på nogle af de spørgsmål. Og selvom vi har kørt på hold sammen siden junior, kan han finde på at køre lige forbi mig i feltet uden at hilse. Så haler jeg ham lige tilbage i lommen og spørger, om man nu ikke kan hilse mere. Og så siger han: “jamen hej så”. Jeg er vild med Søren.”

“Når nu vi taler om Søren, mener du så, at hans bror, Asbjørn har samme potentiale?”

“Ja, Asbjørn har samme klasse, men har af forskellige årsager ikke lige fundet vej gennem nåleøjet. Men han har niveauet. Og det samme vil jeg sige om Alexander Kamp, der også kører pissestærkt.”

“Ja, han er en cool cykelrytter.”

“Jeg vil sige, at Kamp er cool på alle parametre.”

“Og hvad med Cort?”

“Magnus er en klasserytter og en vinder. Jeg synes ikke altid, han har været en team-player, men det er blevet bedre. Men det er en del af ham at søge egne veje for at opsøge sejrene. Du ser også, at Magnus næsten altid er first mover i en finale. Han venter ikke på, at andre tager initiativet fra ham, eller at han ender på mellemhånd. Se bare den etape, han vandt i Touren, hvordan han vidste, at han skulle afsted, inden Valgren kørte. Det er sådan, han kører cykelløb. Jeg har det godt med Magnus.”   

“Er I jaloux på hinanden?”

“Nej, men vi inspirerer hinanden. Hvis Søren vinder, tænker jeg, at så kan jeg fandme også. Men jeg har det ikke sådan, at jeg hellere så en udlænding vinde end en af den andre. Vi glæder os, hvis en af de andre vinder. Men så vil vi også selv.”

“Nå Mads P., nu skal vi til et obligatorisk indslag: De 10 fra hoften.”

“Hvide eller farvede sokker?”
“Hvide.”

“Åbne eller lukkede ringe?” 
“Lukkede.”

Koldt eller varmt vejr?”
“Koldt.”

“Vind eller bakker?”
“Vind.”

“40 eller 60 mm fælge?”
“60 mm.”

“53 eller 55 klinge?”
“55.”

“Flandern eller Roubaix?”
“Roubaix.”

“Enkeltstart eller samlet start?”
“Samlet.”

“Kyssepiger eller ikke kyssepiger?”
“Kyssepiger.”

“Forhjulslir med Valgren eller Mads Würtz?”
“Ha ha, med Valgren, så jeg kan smadre ham, fordi han engang sagde til dig, at jeg var nemmere at få ned bagved end Würtz.”

“Hvad er målet for resten af sæsonen?”
“At vinde et løb mere.”

“Og næste sæson?”
“At lave en præstation på niveau med Flandern Rundt i år.”

Hermed er vi nået til vejs ende med de spørgsmål, som jeg har skrevet ned i min Castelli-notesbog – og alt det andet, der er kommet til af sig selv i løbet af de godt fire timer, vi har været sammen. 

Vi går ud i solskinnet og har udsigt over Ledreborg Slot. Jeg takker Mads for hans tid og imødekommenhed, og han giver mig et håndtryk, der får mine knogler til at skabe sig, og siger, det har været hyggeligt. “Du er sgu den første, der skulle skrive noget om mig, der har været med inden for dørene derhjemme. Mit hjem er ellers lukket land for pressen,” er hans afskedssalut, inden han sætter sig ind i den store hvide BMW.

Da jeg kører ned gennem Ledreborg Allé, tænker jeg: Hvem er Mads Pedersen? Jeg har jo talt med ham før, men ikke så længe og så dybt. Der er egentlig ikke noget forandret, siden jeg mødte ham for første gang. What you see is what you get. En mand uden filter. Men fire timers samtale har forvisset mig om, at det som ses ved første øjekast, det holder hele vejen igennem. Ingen forstillelse, ingen politisk korrekthed – eller snarere ingen politik overhovedet – ingen skjulte dagsordener og intet forsøg på at tage sig ud på en bestemt måde. Han er, hvad man i gamle dage kaldte “karl for sin hat”. Og han er det med godt humør – og med stor venlighed. Han er faktisk utrolig sympatisk, og jeg forstår hvorfor alle – eller i hvert fald de fleste – af hans konkurrenter er vilde med ham. 

Hvis der bliver krig, så ville jeg være på Mads P’s hold. Så ville der være en til at gå foran, holde humøret højt og kampånden flammende. Og til at nedkæmpe fjenden.  

DSC04303.jpg

Castellis Danske forbindelse

CASTELLIS DANSKE FORBINDELSE

Søren Jensen har været en af det absolut drivende kræfter bag verdens mest succesrige cykeltøjmærkes næsten lodrette opstigning. Per Bausager fortæller her historien om det italienske brands danske forbindelse og enmandshær.

Af Per Bausager / Foto: Denis Costa, Alex Moling og Freddy Planinschek


John Galt er en karakter i Ayn Rands roman Atlas Shrugged fra 1957. Selvom han ikke identificeres ved navn før den sidste tredjedel af romanen, er han genstand for dets gentagne spørgsmål “Hvem er John Galt?” og en søgen efter at finde svaret.

I den senere del bliver det tydeligt, at Galt har været til stede hele tiden og spillet flere vigtige roller, men har ikke været identificeret med navn. På det punkt ligner han Søren Jensen, Head of Marketing hos Castelli.

Når jeg nævner Søren Jensen, spørger folk altid: ”Hvem er Søren Jensen?” Og det selvom Søren har været en af det absolut drivende kræfter bag verdens mest succesrige cykeltøjmærkes næsten lodrette opstigning.

Som John Galt har Søren styr på alt, er involveret i alt og ved alt. Men med det totale fravær af interesse han har for at gøre opmærksom på egne fortjenester, signerer han sig blot:

Søren Jensen,
Marketing Office.

Alex-Moling-8778.jpg

Den danske enmandshær i Italien

Jeg har kendt Søren i 12 år efterhånden og tror, jeg har et ret godt indtryk af både hans person og hans betydning.
Søren er både meget moderne og meget gammeldags. Han behersker de mest moderne teknologier og er fremsynet og progressiv, men som sagt er han er også meget gammeldags. Havde han levet for nogle århundreder siden, havde han været en ædel ridder, der uden lumske bagtanker havde frelst skønne jomfruer fra drager og trolde. I disse mere blodfattige tider må han nøjes med at lade sin fine dannelse og karakter udtrykke sig ved venlighed, imødekommenhed og hjælpsomhed. Det formår han altid – selvom han arbejder 24-7 året rundt. Han er afklaret og ren – på italiensk ”sereno”, som en figur i en Stefan Zweig-roman.

Søren mestrer vist alle discipliner indenfor marketing. Grafik, film, sociale medier, tekstforfatning og al verdens programmer indenfor de gebeter. Han er en urkraft, en énmandshær. Og for god ordens skyld taler han flydende engelsk, tysk, fransk og italiensk – ud over dansk. Jeg elsker hans danske, som efter 15 år i udlandet er lidt altmodisch og derfor dejligt fri for smarte engelsk-danske udtryk.

Maratona dles Dolomites

Castelli har inviteret mig til et lille lukket arrangement i forbindelse med Maratona dles Dolomites, som de er sponsor for. Det er i mit favoritområde, Alta Badia i Sydtyrol. Det er verdens smukkeste sted, synes jeg. Vi er i Corvara. På hotellet har Pirelli også en gruppe VIP’s. Der er nogle racerkørere fra bil- og motorcykelsporten, deriblandt F1-piloten, Robert Kubica. I dag har de brugt rugbrødsmotoren, og de er oppe at køre. Kubica må op og stå, mens han med store fagter forklarer de andre, hvordan kan tog nedkørslen fra Passo Sella.

Hvor La Marmotte – eller Marmotte Granfondo Alps, som det vist hedder i dag – som køres samme dag, måske mere er for de performance-orienterede motionister, der leger rigtige cykelryttere og går op i tider, watt og placeringer, er Maratona mere hygge og tutte-nutte med alt det, som Tyrol nu står for. Altaner med blomsterkasser, grønne skråninger med køer med bjælder samt øl-serverende kvinder i tyrolerkjoler og med blottede kavalergange. Jeg tænker: Ja, det er sådan, motionscykling skal være.

Ud over at køre løbet, som virkelig var en fantastisk oplevelse, har jeg aftalt at lave et interview med Søren Jensen – for at finde ud af, hvem han er. Det skal finde sted i hotellets bar kl. 17, efter løbet.

Søren kommer lidt for sent. Han har haft travlt med at poste på Instagram fra løbet. Han underskylder og spørger, om ikke vi skal have en øl. Det skal vi. Fotografen, Edoardo, er allerede begyndt at tage billeder, og Søren spørger mig, om det går an, at der er øl med på billederne. Jeg siger, at det gør det. Selv i disse tider.

”Du kommer mig på en måde i forkøbet, for siden vi startede med at arbejde sammen med dig og Lizette (min kone), har jeg tænkt på, at jeg gerne ville lave et interview med dig, om dit forhold til cykling og til Italien. Men nu må jeg hellere lade dig være intervieweren,” siger han.

Alex-Moling-8413.jpg
mix1.jpg

Et liv med cykling

”Hvordan startede det for dig med cykling?”

”Som for så mange andre startede det med Tour de France og Mader og Leth. Det var dengang med Bjarne og Rolf. Da startede jeg i begynderklassen i Cycling Aarhus. Med vintertræning nede på Kim Andersens rute, ”Rillen”, nede ved Horsens. Det var den mest ekstreme intervaltræning med Jesper Friis. Michael Berling var vist lige startet i Ungdom. Jeg var egentlig ikke så interesseret i at køre løb, men ville bare cykle rundt. Men så begyndte vi at træne over mod Silkeborg og Ry, og så opdagede jeg, at jeg kunne køre fra mange af dem op ad bakkerne, selvom jeg kørte på en tung Peugeot, som jeg havde købt hos Gunnar Asmussen. Efter min fars råd købte jeg den for stor. Og så fik jeg de der Adidas-sko, som du sikkert også kørte i. Men som sagt jeg blev interesseret i at køre cykelløb, og jeg fik lov til at træne om søndagen med et hold med Allan Johansen, Smeden.
Derefter – efter handelsskolen – kom jeg på det der cykelakademi nede på Lolland-Falster og blev uddannet som cykelmekaniker. Jeg har været omkring 18 år. Det var træning, undervisning og træning. Og det var noget, der hjalp, for da jeg kom hjem, vandt jeg de første tre løb og rykkede op i B-klassen. Lige før jeg ville have rykket i A-klassen, kom jeg via en ven til Belgien, hvor vi fik en masse tærsk i kermesseløbene. Som du sikkert selv har prøvet, boede vi på et lortehotel med fugt, der drev ned ad væggene, dårlig mad og elendige forhold. Man savner Danmark, men får noget hår på brystet af det. Vi kørte for det hold, der hed Flanders 2000, og jeg fik også nogle resultater, når vi kørte i Ardennerne.”

”Hvorfor tog du hjem igen?”

”Det var min far, der sagde, at jeg skulle komme hjem og gøre mine studier på Handelshøjskolen færdige. Jeg drømte jo stadig om at blive professionel. I Sydfrankrig eller allerhelst Italien, hvor der var masser af bjerge. Men jeg tog altså hjem, og da jeg manglede den sidste praktik, ville jeg gerne tage den i udlandet. Og jeg fik så tilbudt et job i Tyskland og lavede en aftale med en cykelklub i Freiburg om at køre for dem. Men jeg havde også sendt en ansøgning til Adidas´ hovedkontor. Og aftenen før jeg skulle rejse til Freiburg, og cykelkuffert og kuffert var pakket, startede jeg lige min fars 56.6 modem op for at tjekke mails, og så lå der en besked om, at Adidas havde en stilling til mig. Så jeg tog til Nürnberg i stedet og fik først en praktikplads og senere fastansættelse. Jeg cyklede for en lokal klub dernede. Da vi stillede til start i Henninger Turm med bl. a. Jan Ullrich i feltet, fandt jeg ud af, at det nok var svært at klare sig som cykelrytter, hvis man også skulle passe et krævende job med ansvar for marketing for Adidas’ børnesko.”

”Hvad gjorde du så?”

”Jeg tog tilbage til Danmark og blev tilbudt en stilling hos Adidas i Silkeborg – også med børnesko. Men da jeg kom og så, hvor småt det hele var, tænkte jeg, at det her går sgu ikke. Jeg havde haft globalt ansvar for 521 modeller i en virksomhed med 3500 ansatte, og nu stod jeg her med 12 varenumre og 15 ansatte. Så jeg ringede til Tyskland og spurgte, om jeg kunne komme tilbage. Men min stilling var allerede besat. Jeg fik så et job, hvor jeg skulle lave analyser af forbrugeradfærd og den slags. Det har jo altid været det kreative, der har været min stærke side, så det med tal var ikke noget, der interesserede mig så meget. Til gengæld lagde de mærke til, hvor meget jeg cyklede. Til og fra kontoret og i frokostpausen. Du ved jo selv, at man skal op på de der 4-5 timer. Og så var der nogle, der spurgte, om ikke de måtte køre med. Jeg gad jo ikke at have dem med hele tiden, så jeg sagde, at vi kunne køre sammen onsdag aften. I starten var vi 5-6 mand, men den klub, jeg startede, har i dag 500 medlemmer under Adidas.”

”Det førte så til, at de trak mig ind i udviklingen af cykelsko. Det var, mens vi sponsorerede Team Telekom med Bjarne og Ullrich på holdet. Vi lavede sko af kænguruskind, for at de skulle være så bløde om muligt.”

”Her lærte jeg også Mario Kummer (cykelrytter på Team Telekom) at kende, og han introducerede mig til en lille fabrik, der kun producerede FIFA-fodbolde og cykelsko for os. Det førte så til, at jeg begyndte at blive mere involveret i områder med sko og tøj til cykling.”

”På det tidspunkt overgik Adidas’ cykelrelaterede produkter så til Mavic, som jo er en del af samme koncern. Og de spurgte mig, om jeg kunne tænke mig at flytte til Frankrig og blive en del af det. Og jeg flyttede så. Men hos Mavic var jeg jo en repræsentant for fjenden. Mavic var vant til at lave hjul og fælge, og de havde ikke lyst til at have noget at gøre med Adidas og tyskere.”

”Var det ikke en ubehagelig rolle?”

”Jo, i starten. Men hos Mavic kørte de decideret væddeløb i frokostpausen. Og der var nogle ex-proffer og flere, der godt kunne træde. Men Mavic ligger jo i alperne, og det var mit terræn, så jeg var blandt de tre bedste. og du ved jo selv, at det giver respekt. Jeg tog også en uges ferie for at være mekaniker i Mavic-bilen i Criterium du Dauphiné, og jeg gjorde det gratis, og derefter vendte det. Nu blev jeg involveret i udvikling af hjul og testede prototyper, selvom mit job egentlig var kommunikation. Og så at være bindeled mellem Mavic og Adidas. Senere har jeg tænkt, at Adidas måske havde den bagtanke med at sende mig afsted, at de tænkte, at jeg med min entusiasme kunne være med til at nedbryde nogle barrierer. Jeg havde tre rigtig gode år dernede. Når vi skulle til møder på kontoret i Annecy 2-3 gange om måneden, så cyklede nogle af os klokken 05.30 om morgenen for at være fremme 09.30. 150 km. Og så tog vi bussen tilbage samme med de andre.”

”Men hvordan kom du så til Castelli?”

”Jeg havde mødt Steve Smith nogle gange på messer. Han spurgte, om jeg ikke kunne tænke mig at komme og arbejde for Sportful. Og jeg håbede stadig på en cykelkarriere i Italien, og jeg var fristet til at sige ja, men gjorde det ikke. Indtil Steve ringede i januar 2006 og sagde, at de havde købt Castelli. Egentlig havde Sportful købt Castelli allerede i 2003, men nu flyttede de det fra Milano til Fonzaso. Efter at Maurizio Castelli døde i 1997 var det gået ned ad bakke for Castelli, og intet fungerede. Hverken produkter, salg eller marketing. 

Jeg spurgte Steve hvad han havde tænkt sig at gøre, og han svarede, at han ville lave det hele om. Forfra. Produktudvikling og alt. Du får lov at gøre alt, hvad du vil indenfor marketing, sagde han. Og det var der, jeg rykkede til Italien.”

mix2.jpg
PER_PE9F9715_1.jpg

Hos Castelli

Inden vi går videre, må jeg tage læseren ved hånden og optegne persongalleriet, eller den del af det, som var med fra starten og som har været – og stadig er – de drivende kræfter i forhold til Castellis succes:

Manifattura Valcismon: Selskab, som ejes af familien Cremonese, som består at den gamle Giordano ”Il Dottore” Cremonese, og børnene Gioia, Dario, Alessio og Alessandro. Selskabet ejer Castelli, Sportful og Karpos.

Camilla Bonomi: Arbejdede med salg allerede i det gamle Castelli i Milano, men flyttede til Feltre sammen med firmaet. Er export manager og gift med Søren.

Steve Smith: CEO hos Manifattura Valcismon og brand manager for Castelli. Steve kommer fra Nike i Portland og Amsterdam. Han startede som salgschef hos Sportful, men er nu medejer at Manifattura Valcismon.

Sonia Vignati: Fremragende skrædder, der formår at realisere de mest banebrydende produkter på brief – oftest fra Steve. 

”Nå Søren, hvordan greb I det hele an?”

”Vi lavede alt om. Hele produktkataloget. Og det var stort. Det seneste katalog var lavet på en strand på Cuba. Med en rytter på en Corratech-cykel med sadlen trykket helt i bund. Det var skrækkeligt. Jeg spurgte Steve om, hvor mange vi var til at løfte opgaven. Fire mand høj, var svaret.”

”Var det så dig og ham og Camilla og Sonia?”

”Det var det. Jeg sagde til Steve, at jeg ville komme over og se firmaet og hilse på de to andre den weekend, hvor der var GranFondo Campagnolo. Vi snakkede hverken løn eller noget, jeg flyttede bare. Direkte ind i lejligheden – du ved, den der ligger ovre bag ved kontorene. Der var kun en seng, ellers ingenting. Og ingen aircondition. Den ligger jo øverst, og der var 35-40 grader, så jeg var der så lidt som muligt. Arbejdede eller cyklede hele tiden.”

”Var det ikke en hård start?”

”Jo, og jeg kunne jo ikke et ord italiensk. Og nu havde jeg lige lært fransk. Men du ved jo selv, hvordan det er. Man må bare hoppe ud i det. Dengang var jeg den eneste udlænding ud over Steve, og jeg hed aldrig andet end ”Il Danese” (danskeren). Men italienere er jo imødekommende, og det er et lille lokalsamfund, hvor alle kender alle. Det er meget hyggeligt.”  

Men det var en hård tid. Manifattura Valcismon var i vanskeligheder og havde fyret 150 medarbejdere, og vi har alt i alt kun 45 ansatte.”

Alex-Moling-6936-MDD-FOTO-07_07_2019-14_00_46.jpg

Aero jersey som første milepæl

”Hvordan greb du det hele an?”

”Steve sagde, at jeg skulle lave hele vores branding om. Og han havde lavet en aftale med et reklamebureau, som han havde arbejdet sammen med, da han var hos Nike. De ville gerne hjælpe os med den første del uden at tage penge for det, og vi havde et kontor i USA. Jeg startede med at flyve derover og så til Interbike i Las Vegas og til en vindtunnel i San Diego. For at se om en ny trøje, vi havde udviklet, overhovedet var aerodynamisk. Vi anede det ikke.” 

Steve var optaget af aerodynamik. Han spurgte mig om, hvorfor cykelryttere kørte rundt i de flagrende trøjer. Og han havde lige købt et sæt Zipp 404 hjul med de der dimples. Vi var ude at køre i frokostpausen, og han spurgte mig, om jeg ikke mente, det burde virke på tøj også. Og så ind til Sonia og spørge, om ikke hun kunne lave en trøje med dimples. Hun spurgte, om han var skør. Hun var vant til at sy tøj, ikke til at fremstille tekstiler. Steve sagde, at det måtte jeg bare finde ud af. Og så tog jeg til den vindtunnel i San Diego med fem prototyper. Og det viste sig, at den trøje med dimples sparede 12 watt i forhold til den samme trøje uden dimples. Dér startede det hele. Trøjen kaldte vi for ”Split Second”, og det var verdens første aero jersey. Vi sponserede Saunier-Duval, og de var altså de første til at køre med hurtige jerseys. Det var i 2006.”

Hvordan kom I i kontakt med Saunier-Duval?”

”Vi inviterede Mauro Gianetti og Gilberto Simoni herned og cyklede en tur i bjergene med dem. Vi havde ikke mange penge at tilbyde, men det var begejstrede. Gianetto sagde, at det var første gang, at han havde set et italiensk firma i cykelindustrien, som gik op i at cykle selv, og som talte rytternes sprog og så på produkterne, som rytterne ser på dem.”

”Hvad så derfra?”

”Så kom jo Cervelo TestTeam og derefter David Millar og Garmin. Men det var faktisk ikke før hele historien med Gabba-jakken, at vi begyndte at tjene gode penge på det. Vi havde meget små budgetter og tidligere underskud, som vi skulle afdrage på. Men du kender jo selv Steve. Han ser ingen begrænsninger, og hans ideer viste sig at bære frugt.”

”Troede du på projektet dengang?”

”I starten sagde jeg til mig selv, at jeg ville give det 2-3 år og derefter måske søge tilbage til Mavic eller et andet stort firma. Men nu er det jo så på 13. år. Og jeg har selvfølgelig også mødt min kone. Camilla.”

”Hvordan ser du på sig selv i dette projekt?”

”Jeg har altid holdt lav profil. Jeg vil hellere have, at man taler om Castelli end om mig. Det er vigtigt, at kunderne kender folkene bag firmaet, men det et mærket, der spiller hovedrollen.”

mix3.jpg

Cykling er oplevelser

Nu afbryder Edoardo os. Han vil gerne have os udenfor for at lave nogle billeder, inden solen ikke længere finder vej ned i hullet, hvor Corvara ligger, mellem 3000 meter høje bjerge. Dem vil han gerne have med på sine billeder. Det tager 10 minutter, og vi går ind igen.

”Du er utroligt alsidig, og mestrer mange discipliner. Hvad tror du, det skyldes?”

”Jeg tror, det har noget at gøre med, at jeg altid kun har beskæftiget mig med ting, som jeg har brændt for. Jeg har altid kunnet lide at lære noget nyt og at nørde med tingene. Og at rejse og lære nye sprog. Jeg tror egentlig, jeg er god til at lære alt, hvad der interesserer mig. Jeg har altid kunnet lide at kommunikere. Da jeg kom hertil i 2006, startede jeg vores Facebook. Det var en ny og nem måde at kommunikere på, selvom der på det tidpunkt ikke var så mange af vores forbrugere, der var på. Men vi havde ikke penge til andet. Vi brugte hele vores marketingsbudget på at sponsorere Saunier-Duval. Og så sendte vi nogle produkter ud til det, der i dag kaldes influencers, for at få dem til at tale om os. Det var den vej, vi gik i starten.”

”Er der ting uden for cykling, der interesserer dig?”

”Da jeg boede i Frankrig, studerede jeg til sommelier, og siden har jeg sat mig grundigt ind i øl. Og historie. Verdenskrigene og Napoleonskrigene, som har involveret områderne omkring, hvor vi bor i Dolomitterne.”

”Hvad er der cykling kan, som fascinerer så mange?”

”Cykling kan tage dig med ud på en oplevelse, Det er få mennesker, der kan løbe mere end 10-15 km., og så er der gået en time, hvor du i øvrigt ikke kunne tale undervejs. Men hvis du cykler 100 km., f.eks. i det danske landskab, så tænk på, hvor meget du kommer til at se. Skove, marker, veje, fjorde og dyr. Og du kan tale med dine følgesvende imens. Mange mennesker ved ikke, hvordan naturen ser ud i deres nærområder, før de begynder at cykle. Cykling er meget socialt. Du tager jo ikke til Mallorca sammen med andre for at løbe 10 km. hver morgen. I cykling er du sammen hele dagen. Standser og får en frokost på vejen og ser en masse ting. Og så kan du som cyklist relatere til profferne, når du cykler de samme bjerge, kører med det samme tøj og på den samme cykel.”  

”Hvordan bliver typisk et nyt Castelli-produkt til – og hvor lang er typisk vejen fra idé til færdigt produkt?”

c12©-freddy-planinschek.jpg

”Det kommer fuldstændig an på, hvilken slags produkt, vi taler om. For et nyt produkt til profferne kan tage fra tre måneder til et år. Det kommer an på, hvilke tests der skal foretages. F.eks. vores første Free Aero Race bibshort gik igennem 18 prototype-tests med Cervélo TestTeam, inden vi endelig have alle rytternes godkendelse. Ryttere som Carlos Sastre og Thor Hushovd med to vidt forskellige kropsbygninger og rytterprofil skulle begge kunne lide produktet. Buksen samt puden skulle fungere både til brostensløb og i 35 graders varme under Touren.” 

”Normale “non-pro”-produkter tager normal 18-24 måneder fra brief / første tegning/sketch, til det færdige produkt er på gaden.”   

”Hvad er Castellis DNA?”  

”Castelli’s DNA kan beskrives med to nøgleord: Speed & Emotion. Alt, hvad vi laver eller kommunikerer, skal indeholde et mix af begge. Castelli har altid repræsenteret det fineste inden for italiensk kvalitet og har udviklet det mest innovative tøj til cyklister, som ikke går på kompromis med detaljer og som ønsker maksimal ydeevne. Med 143 års historie hører Castelli til et af de ældste firmaer indenfor cykelindustrien, samt er det et af de firmaer, som har “pioneered” det cykeltøj, som vi alle bruger i dag, herunder de første Lycra shorts, som blev introduceret i 1977 under Milano-Sanremo og kun leveret til de professionelle ryttere. Sublimationstrykte polyester cykeltrøjer, fantomdragten (idèen var taget fra ski-hop), wind-membrane (Hinault bar den første vindtætte trøje, da han vandt Fleche Wallonne-klassikeren i 1983), wicking fabrics med team ONCE i 1998, den første syntetiske pude (Dinor) samt den Y-formede (samme form som cykelsadlen) pude, som vi kender det i dag.” 

”I nyere tid, fra den periode, som jeg har arbejdet med Steve Smith, har vi fortsat denne udvikling og innovation med at introducere de første aero trøjer og bukser (Aero Race Jersey / Free Aero Race bibs) med Team Saunier Duval i 2007 og senere med Cervélo Test Team, samt den letteste trøje (69g i str. Large), som nogensinde er blevet produceret og brugt i professionel cykling. Det vildeste var, at den blev produceret i Polypropylene-materiale, som kun absorberer omkring 15% af kroppens sved, så det er den perfekte trøje til de franske alper og varme temperaturer i juli. Derefter kom den ikoniske Gabba trøje, Sanremo Speed Suit, som begge er blevet kopieret af stort set alle cykeltøjs-producenter. Vores sjette generation af Aero Race trøjer er endnu et tegn på, at vi aldrig står stille med hensyn til innovation. I gennemsnit besøger vi 8-10 dage om året 2 forskellige vind-tunneller, samt arbejder med aero-specialister, som alle har tilknytning til Team INEOS eller det Italiensk cykelforbund.”

PER_PE9F9775.jpg

”Hvordan udvælger I hvilke teams/events, I vil sponsorere?”

”Der, hvor vi finder en partner med samme lidenskab og værdier indenfor cykling som Castelli. Hvor der kan drages linjer til cykelhistorie, innovation, nysgerrighed og trangen til at forbedre, hvad vi allerede har.”

”Hvad er forskellen (fra et marketingssynspunkt), at sponsere Giroen og Maratona?”

”Dette er to helt forskellige arrangementer, men begge giver os global markedsføring. Giro’en mere på det brede niveau og specielt hos folk, som måske netop er begyndt at cykle, hvor Maratona er direkte henvendt til cykelfanatikerne.” 

”Hvordan ser du betydningen af fysisk at være til løb/events?”

”Det er fundamentalt at være til stede for at bibeholde relationer med holdene, rytterne, pressen etc. Ligesom rytternes agenter, så er vi også rundt for at snakke med holdene om eventuelle sponsorater, marketings-aktivering etc.” 

”Samtidig er det vigtigt at vise,  at du er tilstede og står ved rytternes side, når tingene går godt som skidt.” 

”Hvordan går du til værks når du lavet årets marketingsplan?”

”Det er meget vigtigt at vores marketingstrategier øger opmærksomheden omkring Castelli brandet og samtidig understøtter salget. Da vi har to kollektioner (sommer og vinter), vælger vi ca. 5-6 produkter ud fra hver kollektion, som vil ligge grundlaget for hele den pågældende sæsons kommunikation. Ofte er det vores high-performance Rosso Corsa-produkter, som profferne benytter til træning og løb. 

Balancen imellem vores budskaber – vækst af salget og styrkelsen af brandet – ligger mest på brandet. Vi kan ikke komme udenom det, Castelli er et produktbaseret brand. Det er det, vi er bedst til og der, vores lidenskab ligger. Men samtidig vil vi også dele de oplevelser fra vind-tunnelen, proto-testing på landevejene, historier fra profferne, events og så videre med vores fans. Så i sidste ende bliver en stor del af vores kommunikation-strategi bygget op omkring storytelling-principper, hvor vi bevæger os længere væk fra produktet og det kommercielle for at skabe et emotionelt budskab til modtageren. Budskaber, der ofte fungerer godt i dette stadie, er typisk vores value proposition, medieomtaler og storytelling-budskaber omkring den værdi, vi skaber.”

”Vores kommunikationsmodel er baseret på den klassisk AIDA-model, en awareness/interest/consideration/conversion-tilgang samt en effektiv digital marketingstrategi med et cross-channel-fokus. Vi er fem personer, som arbejder på det Italienske marketingskontor og fire personer i USA. Selvom vores opgaver er forskellige, kan vi alle lidt af hvert, og derfor er det nemt at hjælpe en kollega.” 

”Vi har ikke noget reklamebureau eller anden ekstern hjælp. Alt foregår internt, og derfor er det også nemt at tage nogle “last minute decisions” samt ændre dagens prioriteter. Denne transparency, at vores budskaber, billeder, videoer, kataloger etc. ikke er så fint polerede, tror jeg, gør Castelli autentisk.” 

”Det er megen ”good feeling” omkring Castelli. Hvordan er den opnået?”

”Ærlighed, simpelhed, venner med mange pro-ryttere, transparent i alt, hvad vi fortager os online, videoer, kataloger, eller når vi besøger profferne.” 

”Og så tror jeg også, at det har noget at gøre med, at vi også er “flittige” på landevejen, når vi ikke er på kontoret. Vi snakker samme “sprog” som profferne.” 

”Hvordan vurderer du betydningen af at være tilstede i WorldTour med jeres produkter?”

”Utrolig vigtigt. Det er kun her, at vi virkelig kan se og måle, om de aero- eller foul weather-produkter, som vi udvikler, også fungerer for rytterne, fra hjælperen, som skal være aero, men også have plads til mange drikkedunke, jakker etc, samt kaptajnen. Samtidig er det jo også et godt vindue for nye produkt-præsentationer som f.eks. Gabba-trøjen, Sanremo suiten, aero-trøjen etc. Da de andre ryttere fra andre team så den Gabba-trøje, som Team Garmin-Barracuda havde, fik vi jo en masse opkald fra andre teams, amatører, slutbrugere etc. som havde set et billede på Instagram, eller havde hørt en rytter nævne, hvor fedt et produkt, det var.”

”Hvordan/hvor tæt arbejder I sammen med rytterne i WT/landsholdet?”

”Meget tæt, det er mere et venskab, vi har med ryttere samt staff fra forskellige hold end et partnerskab. Jeg glemmer ikke, at vi skulle til Nice for at teste en ny fantomdragt for Froome, hvor han invitererede os hjem til ham selv i Monte Carlo. Men som han sagde ”her er det jo mere roligt og casual, end i Team Ineos team hus.”

”Castelli er nået langt med aero og foul weather. Kan der udvikles mere på disse felter?”

”Ja, specielt når det er koldt, og fødderne/hænderne bliver kolde. Der kommer hele tiden nye tekstiler, som også bliver bedre til at regulere kropstemperaturen.”

”Hvad er næste mega-trend indenfor cykeltøj?”

”Det bliver Smartfabrics – puls og temperaturmåler integreret i tekstil-fibrene og body heat regulation. Alt, som kan styres fra en app, når man er ude at træne eller fra teambilen. Og crash protection.”

Her bliver vi afbrudt af Camilla. Vi er langt over tid. Der er gået næste en time over den aftalte tid, og vi kunne nemt have fortsat meget længere. Men vi skal ud og spise med resten af gruppen, som allerede står og venter på os. 

Som hver gang jeg er ude med Castelli, har det været en fantastisk tur i det bedste selskab. Speed & Emotion er deres slogan. For mig er det rigtig meget emotion. Det er en af mit livs største glæder at arbejde sammen med disse folk.

Published
Categorized as INSIDER

Kasper Asgreen

KASPER
ASGREEN

Per Bausager har besøgt Kasper Asgreen, der i år for alvor har fået sit store gennembrud på den internationale cykelscene. det blev både til en alvorlig køretur på cyklen og en snak om livet som prof-rytter.

DAGEN FØR
Det er tirsdag, og jeg er i Italien. Jeg er holdt ind i Soave – den kendte vinby – for at indtage en frokost, på vej til lufthavnen i Bergamo, da Kasper Asgreen ringer. Vi har aftalt, at jeg skal interviewe ham dagen efter i Kolding.

“Tager du ikke din cykel med, så kan vi træde en tur, og snakke undervejs, og så kan vi gøre interviewet færdigt hjemme hos mig bagefter?”siger han.

Jeg har godt hørt historierne om, at Asgreen smadrer alt på sin vej, men jeg siger alligevel ja. Så kigger jeg på vejrudsigten for Kolding dagen efter. Den siger torden og skybrud. Jeg sender en besked til Asgreen.

“De lover torden og skybrud i morgen. Træder du under alle omstændigheder?”

“Altid,” er det korte svar.

ANKOMMER I KOLDING
Dagen efter ankommer jeg kl. 10.30 på Asgreens nye matrikel. Han har lige købt hus, som han har overtaget for 10 dage siden. Han kommer ud for at modtage mig og hjælper mig med at samle min cykel, som han så anbringer i sit værksted, hvor der i forvejen er to sorte Specialized. En racer og en TT-maskine.

Asgreen er næsten lige så berømt for sin kaffekundskaber som for sin cykling, og ude i køkkenet står et imponerende sortiment af udstyr.

“Vil du have kaffe?” er det første han spørger om. Og da jeg beder om en espresso, ser han tilfreds ud.

“Det var en god start,” siger han, som om dette valg var afgørende for, at man er OK.

Da jeg har klædt om til cykeltøj, kommer jeg igen ud i køkkenet, og her har Asgreens professionelle kollega Asbjørn Kragh Andersen indfundet sig. Han sidder på køkkenbordet i fuld Sunweb-kampuniform. Jeg fornemmer, at det godt kan blive en problematisk dag.

CYKELTUREN – KAFFESTOP

Allerede 100 meter henne i passet står det klart, at jeg har begået en fatal brøler ved at tro, at Asgreen og jeg forstår det samme ved en ”lille nem tur.” Første dårlige tegn er den måde, han kyler sin Specialized rundt om det første hjørne på, og så at han farer derudad, da han er kommet rundt. Kragh, som har sovet i timen og sat sig bag mig, og jeg selv, er nu i samme båd og har 50 meter at lukke på en mand, der allerede har godt swung i sine 175 mm pedalarme.

Vi får lukket hullet, men jeg er nu allerede efter to minutter med for høj puls. Kragh glider op på siden af Asgreen, og vi forlader Koldings udkant med nålen på over 40 km/t. Det her varsler ilde.

I ca. 15 minutter glider vi gennem smukt og grønt østjysk sommerlandskab som et eksprestog. Jeg er ude i nogle gear, som jeg normalt kun bruger ned ad stejle bakker. Jeg er presset.

Efter et kvarter slår Kragh ud: “Du må godt føre så I kan snakke”.

“Nej, jeg skal sgu ikke føre her.”

“Fandme jo, du kan ikke komme som gæst og køre på nas”, siger Asgreen.

Så sidder jeg der ved siden af ham. Og de næste fem minutter er den eneste gang, han viser bare en smule medmenneskelighed.

“Kommer du med i Touren”, spørger jeg?

“Det er jo det, jeg har trænet som et svin for, men jeg tror det ikke.”

“De kan sgu da ikke undvære dig, sådan som du er kørende.”

“Det er jo Deceuninck-Quick Step. Der er 13 mand, der er skarpe, og udbruddene skal nok blive hentet, uanset om jeg er der eller ej.”

“Men er det ikke bittert, hvis du ikke kommer med?”

“Altså jeg vil jo mega gerne køre, men jeg har også forståelse for, at de prioriterer belgierne, når nu løbet starter i Belgien. Jeg ville også blive skuffet, hvis ikke jeg bliver prioriteret, når der er start i Danmark. Jeg ved, at holdet ikke forbigår mig, fordi de ikke tror på mig. De ved, at jeg er en af de stærkeste i feltet, når jeg melder mig klar.”

Asgreen skal køre er serie hurtige intervaller “for at åbne benene”. Så hurtige, at jeg kan glemme alt om at gå med på hjul – og jeg kan imens føre med Kragh (som skal køre østtyskertræning i dag) – med beskedne 35 km/t. Han er mere gentleman end sin træningskammerat, tager hensyn og hyggesnakker om, hvor stor forskel der er fra Continental til WorldTour.

Men så venter skærsilden lige om hjørnet. Hullerne havde Asgreens mentor, Christian Poulsen, kaldt dem. Blue Horse-bakken er den første. Kragh lægger pres på pedalerne nede fra bunden og er på stort blad. Min puls katapulteres op i rødt felt. Halvvejs oppe foreslår jeg Asgreen, at han bare kører op og venter på toppen, men svinet svarer iskoldt og med hvilepuls, at han skam bliver hos sin gæst. Satans.

Så farer vi op og ned ad de skide “huller”, til jeg ikke ved, hvad jeg selv hedder, og indtil Asgreen kigger overbærende på mig og siger, at nu må jeg lige stramme mig an, for det er den sidste bakke inden kaffen.

Da vi runder sidste bakketop, får jeg lyst til at banke Kragh, da han siger til Asgreen: “Tænk hvor heldige vi er at have verdens bedste job og kunne køre her og nyde sådan en tur.”

Det er Kragh, der kender Bindeballe Købmandsgård. Der er meget hyggeligt. Et stort bord er der derinde, med mange forskellige kager, ostemadder og smørrebrød. Og der er også mange slags kaffe og forskellige varianter af madam Blå. Men ingen betjening. Man tager, hvad man skal bruge og betaler med MobilePay. Det er jysk tillid til medmennesker. Konceptet ville aldrig se dagens lys på Sjælland.

Det er turens højdepunkt at sidde der med ostemad og kaffe og de to Worldtour-ryttere, som er par dejlige knægte, altså når de ikke sidder på cyklen. De sidder og taler om deres tid under Riis på Virtu. Kragh viser endnu engang omsorg for pensionisten og betaler gildet.

Hvor langt er der hjem?, spørger jeg. “Vi skal sgu ikke hjem. Der mangler halvanden time”, svarer Asgreen. Humøret falder. Havde håbet, de værste pinsler var ovre.

Klik, klik, klik. 16…15,…14…13.  Bødlernes elektroniske Dura Ace-bagskiftere flytter med ca. tre sekunders mellemrum kæden en tand mere ud mod konussen, hver gang vi har rundet en bakketop eller et skarpt sving.  Det er næsten det værste, denne hårde progressive acceleration lige på de steder, hvor jeg i forvejen er i rødt felt. De kyler cyklen rundt i alle sving på de halvvåde veje, og jeg indser, hvor rusten jeg er blevet. Jeg må kompensere med kræfter, jeg ikke har.

Højre, venstre, op, ned. Det går edderbroderme stærkt. Min hals er tør som Atacama-ørkenen, og mine briller er så tilsaltede, at jeg ikke kan se vejen tydeligt, men jeg kan ikke slippe rattet uden at blive læsset. Det ligger fast. På en smal vej gennem et stykke skov kommer et lastvogntog hensynsløst brølende mod os. Der er næsten ikke plads, og Kragh må ind bag Asgreen. Med mit ringe udsyn sigter jeg efter Renson-logoet på Sunweb-bukserne foran mig og håber, at jeg kan finde den smalle korridor mellem toget og asfaltkanten. Den kunne være gået galt.

Vi rejser gennem Ronde Van Vlaanderen-agtige veje med +45 km/t. Mit åndedræt er tungt som udslippet fra en skorsten med åbent spjæld på en John Deere-traktor i en våd pløjemark. Kragh er gået ned i æggestilling og sidder i 13’eren. Asgreen sidder i grebene, men nu med god inklination i albuerne, som når han skal lukke et udbrud for Viviani. Hans aktion er vidunderligt smuk og flydende. Det kan jeg se – og endda nyde. Jeg holder fast med det sorte af neglene og kommer i tåger til at tænke på den lange stykke betonhovedvej i E3 Harelbeke i 1978, da jeg sad inde i gruset i 20 km på nippet til at blive sat, mens Sean Kelly vred gashåndtaget i bund på sin røde Flandria oppe foran.

Så kommer der endnu en stigning. Halvvejs oppe råber jeg “gruppetto”.

“Tag dig nu sammen, det er den sidste. Vi er i Kolding,” siger Asgreen.

Jeg zig-zagger og er ligeglad med, hvad han siger. Og også ligeglad med alt andet.

Da vi ankommer til Casa Asgreen, kan jeg se i køkkenvinduet, at min hjelm og mine briller sidder skævt, og at mine løse ærmer hænger nede om underarmene. Jeg tror, jeg skal kaste op. 

De næste fem minutter drikker jeg to liter af Kolding Kommunes karske kildevand – tappet fra hanen i Asgreens køkken.

“Skal jeg ikke lave os en omelet”, spørger han. Jeg har kvalme, men siger alligevel ja tak, inden jeg tager et brusebad.


FROKOST
Asgreen er en god vært, der ikke alene sørger for at smadre sine gæster, men også for at genopbygge dem. Han laver to gode omeletter, og vi sidder på barstole i køkkenet og spiser. Og så han laver to cappuccini med et flot hjerte i skummet. Jeg begynder så småt at føle mig som menneske igen og tænker, at Asgreen måske alligevel på bunden er et sympatisk gemyt. Min interviewblok, som jeg tog hul på, da jeg besøgte Valgren hjemme i Monaco sidste år, kommer frem.

INTERVIEWET


Hvordan gik det egentlig til, at du kom i kontakt med Quick-Step?

“Jeg havde snakket med Patrick Lefevere i 2017, men der kom ikke rigtigt noget ud af det, så jeg lavede kontrakt med Virtu, og så i januar fik Brian Holm Patrick overbevist om, at jeg skulle med på deres træningslejr. Det kom der ingen kontrakt ud af, så jeg tog tilbage til Virtu, hvor jeg blev nummer seks i Trofeo Laigueglia. Men så blev Jungels kørt ned, én fik en diskusprolaps og Gaviria brækkede hånden, og så var de pludselig i ryttermangel og skulle ansætte en ny mand. Og det blev så mig.”

Hvordan foregik det?

“Jeg kørte Normandiet Rundt med Virtu, da jeg efter tredje etape fik besked fra Patrick, at vi havde en aftale, hvis jeg ville. Så lånte jeg en af vores servicebiler og kørte op til Service Course i Belgien og skrev under og fik udleveret tøj og cykler og kufferter og så videre. Dagen efter var jeg hos Vermarck og blev målt op i hoved og røv til det rigtige tøj og så tilbage til Virtu. For dem var mit sidste løb så Tour de Limburg. Og så om onsdagen debuterede jeg for Quick-Step i Scheldepreis.”
Er Lefevre egentlig med ude til løbene?

“Nej, kun til de store løb. Klassikere, Paris-Nice, Giroen, Touren og sådan noget. Så kører han rundt med nogle VIP’er og snakker med folk. Han går ikke ind over sportsdirektørerne arbejde.”

Når man sidder og ser dig på TV, så synes jeg, at du træder nogle monsterveksler (Asgreen griner). Er det med gear noget, du tænker eller har en plan med?”

“Nej, overhovedet ikke. Jeg kører bare i det gear, jeg synes falder mig mest naturligt.” 

Du tænker aldrig, at nu må jeg sgu lige spare benene lidt?

“Jeg kan da godt sidde og skifte lidt rundt i det, men jeg synes jo, at jeg sidder og spoler med 95 omdrejninger. Det er der andre, der synes, er en lav kadence. Andre gange sidder jeg med 70 i kadence. Men det er ikke noget, jeg går op i. Jeg træder bare.”   

Hvordan på enkeltstarter?

“Tjah, det ligger den på 95, måske 100. I holdløb er den lidt højere, og så skifter jeg lidt ned, når jeg sidder på hjul”

Eksperimenterer du med pedalarmslængder?

“Jeg har kørt 175 mm, siden jeg var andenårs U17.”

Hvad med position?

“Jo, der har jeg eksperimenteret, især på enkeltstartscyklen, men ikke så meget på landevejscyklen, hvor der kun har været lidt med sadelvinkel og klamper, ellers har den været det samme i mange, mange år. På enkeltstartscyklen er der jo noget mere at lege med, ik.”

 
Hvad har du gjort?

“Altså, da jeg kom til Quick-Step, havde de fået udviklet et rigtig godt test set-up. Men det viste sig, at det jeg kom med fra før, og som aldrig var blevet testet i vindtunnel eller på en bane, det var der ikke meget, der kunne forbedres ved. Jeg havde selv fundet en rigtig, rigtig hurtig position, og det er minimalt, hvad vi har kunnet forbedre. Nærmest ingenting. Lidt på komfort. Men det er jo sjovt, at jeg har kunnet lytte mig til en så hurtig position.”

Lytte?

“Ja, når du sidder og lytter efter vinden. Det har jeg altid gjort. Hvis der er vindstøj, så er det fordi, der er noget turbulens. Hvis der er stille, når du kører 50 km/t, så er det fordi, du har et rent airflow. Sådan har jeg selv arbejdet mig frem til at være hurtig. Man kan komme langt med at lytte, ha ha ha.”

Hvad med træningslejre. Er det noget du kan lide?

“Ja, jeg kan godt lide at være afsted med holdet, både til træningslejre og løb. Jeg ville sgu kede mig, hvis jeg skulle sidde for meget herhjemme i Kolding. At rejse og at komme rundt, det kan jeg godt lide. Jeg glæder mig altid til at komme i træningslejr. Det gør jeg sgu.”

Nu har du jo lige købt det her dejlige hus. Har du haft i overvejelse at købe noget i udlandet?

“Ja, efter sidste sæson overvejede jeg det kraftigt. Belgien og Girona. Mest Belgien. Jeg snakkede meget med Brian Holm om det. Han sagde, at jeg skulle tage en sæson og prøve at blive tæsket i seks uger på brosten, og så se hvor meget Belgien ville hænge mig ud af halsen bagefter.”

Men det er jo ikke sket?

“Nej, men jeg endte med at lytte til ham og at holde fast i nogle af de ting, jeg kender, og som har virket og har skabt en god udvikling hos mig. Hvorfor ændre en masse, når jeg bare bliver bedre og bedre ved at gøre det, jeg plejer?”

Der er mange, der gør en masse nye ting, når de begynder at få succes?
“Ja, netop. Men når jeg nu er blevet bedre og bedre og stadig bliver det ved at træne 25-27 timer om ugen i Danmark, hvorfor så begynde at træne 30 timer et andet sted. Forskellen mellem de bedste og de dårligste ryttere på WorldTour er marginal. At begynde at lægge 5-10% på din træning og ændre bopæl, det er ikke marginaler. Du mister hurtigt kontrollen med det, du laver. Alle kører tæt på grænsen, og jeg tænker at ved bare at skrue op for tingene, der går du bare over grænsen. Jeg ved ikke, om det er rigtigt, men det er min filosofi, at så længe jeg forbedrer mig, så fortsætter jeg med at gøre det samme. Og en af tingene er at bo i Danmark. Da jeg endelig tog den beslutning at købe huset her, så kunne jeg mærke, at det blev jeg glad for. Og så har det hele tiden været et must for mig, at der både økonomisk og organisatorisk skal være plads til, at jeg kan rejse hvorhen jeg vil, når det passer mig. Hvis det er dårligt vejr, eller hvis jeg vil træne i bjerge.”

Regner du så med at blive boende her?

“Det er jo ikke fordi, jeg går og tænker, at nu skal jeg bo her de næste 30 år. Men det er også en investering at købe et hus. Når man nu er begyndt at tjene nogle penge, så kan man jo ligeså godt bruge dem med omtanke. Man ved jo aldrig, hvor længe sådan noget som at køre stærkt på cykel holder. Og så er det jo meget rart, hvis man ikke skal ned og stå på jobcentret dagen efter, men har tid til at tænke over, hvad man nu skal finde på.”

Tror du, at du bliver i cykling efter karrieren?

“Ja, det føler jeg mig sikker på. Hvis jeg kan finde en plads, der passer mig. Og jeg vil altid blive ved med at cykle og nok også at konkurrere. H40, H60, og det hele. Og så stå i teltet og få en bajer og evaluere løbet. Det er sgu da hyggeligt.”

Har du et bud på, hvorfor Deceuninck-Quick Step vinder så meget?
“Mentaliteten. Alle, der kører på det hold, ved, at man kører for hinanden. Og at hvis man hjælper, så får man også selv sin chance, så alle vil gerne ofre sig for hinanden. Bare se i Milano-Sanremo, hvor Gilbert og Stybar sidder og hamrer op ad Poggio for at køre for Alaphilippe. Et løb, som det er Gilbert største drøm at vinde. Han gør det alligevel.

Sidste år sad jeg og talte med Holm om det samme, og jeg fremlagde min egen teori om, at en del af forklaringen på holdets kultur er, at Lefevere hyrer cykelryttere, altså gammeldags cykelryttere, som gerne vil køre væddeløb. Ikke som andre, der hyrer folk med visse tal, som de så mener, man kan gøre det det ene eller det andet ved. Kan du godtage den teori?

“Ja, det kan jeg godt. Nu hørte jeg f.eks., at Team Ineos vil have Campenaerts. Jeg kunne ikke forestille med, at Patrick ville skrive med sådan en ryttertype. Han er en pissegod cykelrytter, men ikke væddeløber på dén måde. Se på Jungels, som nærmest regnes for bjergrytter, men han kan altså godt rette den ud på brostene og i sidevinden, så folk bliver sat fra hjul.”

Bruger i radioen meget på holdet?
“Ja, der er meget snak over radioen, men det meste af det er bare oplysninger. Og sjældent ordrer. Vi aftaler planen på taktikmødet, og så holder vi os til den. Jeg kan ikke komme i tanke om et løb i foråret, hvor vi ikke holdt os til planen.”

Ser du det som en styrke, Quick-Step har?

“Ja. Men de andre giver os jo også lov til at følge vores egen plan, for som regel sidder de jo og venter på, hvad vi gør i de løb. Deres taktik er er at være klar, når vi kører.”

Har rytterne indflydelse på taktikken?

“Ja, kaptajnerne har. Inden taktikmøder har sportsdirektøren været rundt og snakke med kaptajnerne om, hvordan der skal køres. De snakker ikke med mig om det. Jeg får bare at vide,  hvad jeg skal. Men de kommer da rundt på værelserne, afleverer løbsbogen og rygnummeret og hører, hvordan man har det, og hvad man tænker. Tag nu min første klassiker i Kuurne. Der var opskriften, at vi skulle køre der, hvor vi har kørt de sidste 15 år. Og det gjorde vi så igen i år. Alle ved det, men alligevel er det der, vi kører, ha ha ha….”

Hvis vi kigger to-tre år tilbage, troede du så, at du ville blive en god klassikerrytter?

“Jeg har i hvert fald altid vidst, at jeg ikke skulle være bjergrytter, ha ha ha. Jeg har altid gerne villet være klassikerrytter.”
Du har ikke set dig primært som enkeltstartsrytter?

“Nej, det har jeg ikke. Jeg har altid syntes, det sjoveste er at køre væddeløb og angribe hinanden. Det er jo det, cykling går ud på. Jeg kan godt lide at køre enkeltstart, men det er absolut det andet, jeg brænder mest for. Nej, udelukkende at være enkeltstartsrytter, det har jeg sgu aldrig haft nogle ambitioner om.”

Nu har du jo prøvet at køre lidt af hvert. Hvilke er dine favoritløb?

“Klassikerne. Helt klart. Brostensklassikerne. Alle sammen, som er i de der seks uger.”

Tror du, at dine karakteristika er mest til Flandern eller Roubaix?

“Hmm, det ved jeg sgu ikke. Hvis du kan vinde den ene, kan du vel også vinde den anden.”

Her holder Asgreen en længere pause, og det er tydeligt, han tænker. Så siger han: “Eller hvis du kan vinde Flandern, kan du også vinde Roubaix. Omvendt er der nok nogle, der er for tunge til Flandern. Stannard f.eks. Han er nok for tung til bakkerne i Flandern.”

Men skulle man ikke tro, at Roubaix næsten var mere ideelt for en tonser som dig?

“Jamen, jeg kan sgu godt lide de bakker i Flandern. Du ved, et par minutter stejlt opad. Det kan jeg godt lide. Det kan jeg sgu.”

Godt lide, ligefrem?

“Jamen altså, det kan jeg. Det er sjovt. Det synes jeg sgu. Da vi kørte recon til Roubaix, lå vi og tonsede på de sværeste stykker med sten, og cyklerne hoppede og dansede. Jeg sad og havde en fest. Stybar kiggede på mig og spurgte, hvad der var så sjovt. Jeg svarede, at jeg syntes, det var skidesjovt at køre på de sten, og at cyklen ikke var til at styre og sådan noget.  “Gu’ er det da ej sjovt, det gør jo ondt alle steder” sagde han. ”Nej, det er da mega sjovt.” Så kiggede han på mig, og rystede på hovedet.”

Er din motivation at vinde eller at køre væddeløb?

”Jeg kører, for at det skal være sjovt. For væddeløbet. Tag sådan en etape, som den jeg vinder i Californien. Da jeg angriber, havde jeg jo regnet med at have været sat længe inden. Men det var jeg så ikke. Og så tænkte jeg, at nu ryger jeg nok snart, men så lad os da have det lidt sjovt indtil da. Og så ender det med at jeg alligevel sidder og kører om sejren og endda vinder.”
Er det vigtigere at lave noget spektakulært end at vinde?

“Det ved jeg sgu ikke. Men lad os blive i Californien. Etapen, jeg vinder, der laver jeg ballade, men den sidste etape med det store bjerg i finalen, der har jeg jo siddet og kørt klassement hele ugen, og holdet har hjulpet mig. På næstsidste stigning kører Schachmann op på siden af mig og spørger, om vi skal angribe sammen, og det kribler i mig, og hjernen tænker “ja, for helvede, lad os komme ud og køre noget cykelløb, ikke.” Men jeg ved jo også, at den bedste måde for mig at forsvare min pointtrøje og min tredjeplads, det er at komme til foden af sidste stigning sammen med favoritterne og så køre alt, hvad jeg kan – som en enkeltstart – i de 25 min. til toppen. I den situation kan jeg jo ikke bare sige “jo for helvede, nu kører vi.” Så havde der nok været nogle bitre holdkammerater. Der kan jeg ikke bare køre og more mig, men må tænke professionelt, så det er lidt situationen, der bestemmer, selvom det havde været meget sjovere at køre udefra.”   

Med den indstilling er det jo logisk nok, at du foretrækker klassikerne. Touren er jo ikke en garanti for risikobetonet væddeløb?

“Nej, præcis. Jeg synes sådan en bjergetape godt kan være kedelig. Folk kører for at komme op så hurtigt som muligt for at holde fast i et resultat. Den sidste uge sidder folk og kører defensivt for top 10-placeringer. Det kommer der ikke meget væddeløb ud at. Det sker aldrig i klassikerne. Team Sky har prøvet at styre dem, men det har de ikke haft succes med, ha ha ha.”

Hvad med VM?

“Ja, VM er også godt. Alle de spektakulære løb. Både når jeg kører dem, og når jeg ser dem på TV. jeg elsker det. Det er mega fedt. F.eks. i Kuurne-Brussel-Kuurne, mit første brostensløb, kom Terpstra op på siden af mig og spurgte, hvad jeg syntes om at køre brostensklassikere. Så grinede jeg over hele hovedet og sagde, at det var det sjoveste, jeg nogensinde havde prøvet. Han gloede på mig, som om jeg var idiot. Det var fucking sjovt, ha ha ha….”

Jamen vi kommer jo ikke udenom at skulle snakke om den der kaffe, som du er så berømt i pelotonen for. Hvordan startede sådan en lidenskab?

“Det var, da jeg var i Lucca med Brøchner, der i vinteren 15/16. Der begyndte jeg at drikke espresso. Og da jeg så kom hjem, begyndte jeg at købe noget kaffeudstyr, Og så vinteren efter købte jeg min første espressomaskine. Den der står der, købte jeg sidste år.”

Hvad skal der til for at lave en rigtig god kop kaffe?
“Se den kande, der står der. Den afkalker vandet. Kalk gør kaffen bitter. Og så skal du selvfølgelig have noget god kaffe, som skal kværnes rigtigt, så den hverken bliver over- eller underekstraheret. Hvis den er for fin udskiller den for mange kaffepartikler, og kaffen bliver sur. Hvis den er for groft kværnet, bliver den bitter, Og så skal man jo brygge ved den rette temperatur. Det gælder ikke mindst, når man brygger filterkaffe.”

Er der også noget at lege med, når man laver filterkaffe?

“Ja, det er der bestemt. Den kværn der, den er til, når jeg laver filterkaffe. Der er masser at tænke på. En espresso er ca. et bryggeforhold på 1:2, mens filterkaffe er 1:16 ca.

Hvad når du rejser?

“Der har jeg mit rejsekit med. Min termokop, bryggeren og kværnen. Vand får jeg på hotellet. Så temperaturen kan jeg ikke styre. Men man må jo tage nogle valg, Jeg kan jo fandme ikke bruge det halve af pladsen i min kuffert på kaffemaskiner. Til morgenmaden er der jo varmt vand til te-drikkerne.”

Hvad siger de andre til det menageri?

“I starten gloede de lidt, men nu har de vænnet sig til det.”
Kommer de så og spørger, om de må få en kop?

“Jaja, de fleste har været oppe og få en kop.”

Er der bønnepræferencer?

“Ja, jeg har en kammerat, der har et kafferisteri her i Kolding. Det er ham, jeg handler hos. Det sker også, at jeg finder noget spændende i udlandet.”

Hvad er dit bedste sted at stoppe for kaffe på træningsturen?

“Uha, der er mange. Men mit bedste sted må nok være Billund Bageren. Det kan jeg sgu godt lide. Ikke så meget på grund af kaffen, som på grund af kagen, ha ha ha… Rigtig god kaffe, det får jeg herhjemme.”

Stopper I altid?

“Ja, hvis det er mere end 3½ time, så stopper vi næsten altid lige og får noget.”

Det er ved at være seks timer siden, at jeg kom, og det har været en god og lang snak. Jeg siger, at jeg har det, jeg skal bruge og takker for tid og værtskab. Asgreen henter en flaske af sin favoritvin, som han synes jeg skal have med hjem, og han hjælper mig med at skille min cykel ad og få den ned i bagagerummet. Han er nidkær med at arrangere tæppet, så der ikke er noget, der bliver ridset.

”Det var sgu en fornøjelse. Tak for i dag, vi ses snart,” siger han, inden døren lukkes bag ham.

Nu da jeg næsten er kommet mig, forekommer det mig, at han er en rigtig guttermand og et godt selskab.

Næste dag får jeg en SMS fra Kragh: “Tak for i går, Bausager. Det var hyggeligt at have dig med. Du er altid velkommen en anden gang.”

Ja tak, velkommen i helvede. Men jeg er sikker på, at tanken er god nok.

Published
Categorized as INSIDER