Analyse: Giro di Lombardi

Photo Credit: Bettini Photo
Pogacar Lombardiet rundt
Photo Credit: Bettini Photo

Tadej Pogacar tager sit andet monument

Det slovenske fænomen satte et stjernespækket felt til vægs i Giro di Lombardia med sit efterhånden klassiske favoritvåben: det dødbringende angreb langt ude fra når terrænet stiger. Jonas Vingegaaard fik med en 14. plads og fornem kørsel et comeback til verdenseliten. Remco Evenepoel ramt af sukkerkrise.

Af: Per Bausager

Den nye rute som gik fra Como til Bergamo har utvivlsomt været en hård menu for rytterne, men blandt favoritterne skete der ikke rigtig noget før på den sidste stigning op til Passo di Ganda, hvorfra der var 32 km til mål.

Det var Nibali der åbnede ballet, og på hans angreb, Pogacar kørte kontra. Hans acceleration så som sædvanligt ikke ud af det store – når Pogacar angriber, skal man se på de andre for at forstår hvor stærkt det går. Og stærkt gik det, for på nul komma fem havde han erobret 25 sekunder, og da grafikken forkyndte at han trådte 400 watt, stod det ret klart, at der ikke ville komme nogen flyvende bagfra.

I forfølgergruppen var der nemlig krise hos de to store favoritter Remco Evenepoel og Primoz Roglic. Evenepoel var tidligt på stigningen sakket ned gennem geledderne for til sidst at slippe den reducerede frontgruppe. Hans holdleder, Klaas Lodewyck forklarede ved mål, at Remco ikke har fået taget nok føde til sig, og var gået sukkerkold netop da det blev alvor. Selv sagde han, at han manglede ben i afgørende fem minutter, men at det er sådan, cykelløb, og det må man acceptere.

Lombardiet Rundt
Photo Credit: Getty Images

Også Roglic hængte nede på elastikken og var faretruende tæt på at blive læsset, og da der ingen andre var til at tage aktion, gjorde den lokale og formidabelt kørende, Fausto Masnada fra Quick-Step det kort før toppen. 

Hans lokalkendskab satte ham i stand til at lukke Pogacars halve minut på nedkørslen, men gudhjælpemig om så ikke Quick-Step bilen kørte frem til ham og forbød ham at føre. Det var ikke noget smukt syn.

Jeg ved godt, at der er forskellige skoler og opfattelser af hvornår man skal spise på andres regning. Jeg synes kun, man skal gøre det, når andet ikke kan forsvares/ikke er muligt. Andre mener, at man skal gøre det når bare man kan konstruere et (hvilket som helst) motiv til det. Jeg hylder ikke den sidste lære. 

Der er ingen tvivl om, at den arme Masnada hellere end gerne ville føre – i et monument og foran sit hjemmepublikum. En andenplads ville være gigantisk for ham. Men han måtte blive på hjul.

Her viste Pogacar hvilken imponerende karakter han besidder. Han var iskold i røven overfor dødvægten. Han pumpede ufortrødent kraft ned i Colnagoens pedaler, og lod Masnada suge dæk alt det han lystede.

Pogacar Lombardiet Rundt
Photo Credit: Getty Images

Nede bagved havde Vingegaard ofret sig for sin kaptajn og førte an i jagten på de to foran, men af uransagelige grunde førte folk ikke igennem. Det var ellers kun Alaphilippe der havde grund til ikke at gøre det. Woods, Valverde, Roglic, Yates, Bardet og Gaudu, trådte kun med ét ben – og så henter man ikke den dobbelte Tour-vinder.

Selvom Pogacar havde ført siden nedkørslen var det tæt på at han ved tons havde skivet Masnada på den sidste lille stigning op til Bergamo Alto, og han kørte i det hele taget med den stoiske ro og ubekymrethed, der kendetegner ham, indtil han kørte Masnada ud af hjulet i  århundredets korteste spurt. Dert er en gåde, at Masnada intet foretog sig før han var korsfæstet.
 
Tadej Pogacar er monumental som atlet og som forbillede. Hans bedrifter er, ligesom måden han optræder på, enestående.

Enestående er også Valverde der i en alder af 41 år, blev nummer fem.

Valverde Lombardiet Rundt
Photo Credit: Getty Images

Featured post

Published
Categorized as Cykelløb

Paris-Roubaix: Analyse

ROUBAIX, FRANCE - OCTOBER 03: Detailed view of cobblestones sector during the 118th Paris-Roubaix 2021 - Men's Eilte a 257,7km race from Compiègne to Roubaix / #ParisRoubaix / on October 03, 2021 in Roubaix, France. (Photo by Tim de Waele/Getty Images)

Paris-Roubaix: Analyse

Italiensk sejr efter 22 års tørke.

Det var en usædvanlig våd, fedtet og hård udgave af Paris-Roubaix der kørtes i dag. Usædvanligt var det også at tre debutanter besatte de tre podiepladser, og skuffende var det at de høje danske forventninger af forskellige årsager led skibbrud.

Af: Per Bausager

Da Colbrelli kørte over stregen på den legendariske cykelbane i Roubaix sad jeg med en følelse af uforløsthed. Jeg havde glædet mig vanvittigt meget til dette race, som jeg også havde til VM i sidste weekend. Dengang var jeg totalt eksalteret både under og efter finalen, men af en eller anden grund manglede denne følelse i dag.

Ingen tvivl om, at det var en af historiens hårdeste udgaver – det så man tydeligt på rytterne når de kom i mål, men måske foregik det hele lidt for lineært til at skabe de store følelser. Det kan også være, jeg er alene om at have det sådan.

Det er i hvert fald helt sikkert, at noget af min entusiasme dalede i den skæbnesvangre passage af Trouée d’Arenberg, da bookemakernes (og mine) to danske topfavoritter, Kasper Asgreen og Mads Pedersen, forsvandt ud af løbet.

Paris-Roubaix
Photo Credit: Getty Images

De havde begge indtil da spillet gevaldigt op til dans. Asgreen med nogle hårde føringer, der lavede huller i geledderne, og Pedersen med en forcering fra spids ind i Arenbergskoven. Asgreen fik maskinskade, og Pedersen sad formidabelt i front med hul bagved sammen med Van der Poel og Colbrelli, da Luke Rowe kom sejlende agterud fra udbruddet med det halve af deres fart. Hans cykel skred ud og Van der Poel, som var forrest undveg akkurat mens Pedersen var chanceløs den Pinarelloen stod på tværs foran ham. Det var et voldsomt styrt og det var game over. Det var det også for Asgreen da han på vej op gennem kortegen blev klippet af en bil. 

Når jeg betragter løbet fra ”post race” position, synes jeg, at den mest spændende og dynamiske del af det var fra de første brosten til og med Arenberg. Herefter blev det som nævnt noget mere lineært. Benhård tons og balancegang på sektorerne.

Jeg kan ikke prise Van der Poel nok for hans aldrig svigtende opportunisme og kampånd. Han er en mand der tager tyren ved hornene, og det gjorde han da han kom ud af skoven, og så resten af dagen. 

Også Colbrelli må have en medalje for offensiv indstilling til løbet. Ustandselig var han i orkanens øje, og han viste sig at være lidt af en akrobat på de glatte brosten.

Photo Credit: Bettini Photo

74 km fra mål skiftede Van der Poel cykel. Gud ved om det ikke var for at få en frisk maskine med rent transmissionssystem? I hvert fald angreb han prompte da han kom op, og det undrede mig at Van Aert sad så langt tilbage mens hans ærkerival kørte frem blæsende i den store krigsbasun, og indledte jagten på morgenudbruddet. De store Quick-Step esser, Lampaert og Stybar blev sat fra hjul og Van der Poel kørte op til en mellemgruppe med Colbrelli, som snart efter hentede morgenudbruddet minus Moscon som var kørt alene.

Moscon havde været i hug fra morgenstunden, men han havde vinger og Van der Poel kunne ikke køre ind på ham. Det er 22 år siden at Andrea Tafi, som sidste italiener vandt Paris-Roubaix ved at køre alene hjem, og nu havde Moscon muligheden for at gentage kunststykket. Indtil han punkterede, skiftede cykel og styrtede. Det så ud som om, den nye cykel ikke havde for højt dæktryk, for i det hele taget havde baghjulet døje med at absorbere stenene. Man ser det ofte i dette løb, at et cykelskift fører til styrt. Rytteren har vænnet hjernen til at manøvrere på de yderste marginaler i flere timer, og så er det kun en bagatel af en ændring der skal til, for at man ligger der.

Selvom Moscon stred som en løve var overmagten fra gruppen bagved for stor. 16 km fra mål blev han hentet på den frygtelige Carrefour de l’Arbre. Van der Poel, Colbrelli og Vermeersch (som var overlevende fra morgenudbruddet) kørte lige forbi.

Photo Credit: Getty Images

Som det havde været tilfældet siden Arenberg blev broderparten af føringsarbejdet varetaget af Van der Poel. Jeg ved ikke hvorfor han skal føre så meget mere end dem han sidder sammen med, men det gør han altså. Han havde også forsøgt nogle all out angreb uden at kunne ryste modstanderne. Man ser det ofte i dette løb, at dem der plejer at være de bedste ikke kan sætte dem, de normalt kan. Det skyldes, at der på den måde ikke er forskel på en bil og en cykelrytter. Biler med mange HK kan accelerere hurtige end biler med færre HK, men de bruger meget benzin på at gøre det, og når de er på reservetank, er det slut med at blære sig, hvis man skal nå hele vejen hjem. Paris-Roubaix er én lang aftapning af benzin og til sidst kører alle på dampene. Som Asgreen sagde til mig i sommer: ”Med Mathieu og Wout er opgaven at gøre løbet så ledt at man tager deres vigtigste våben fra dem: deres max. power output”.

Det så man også både i spurten om sejren og spurten om 5. pladsen. Folk kunne ikke stå op og spurte. Der var udsolgt. 

Det var ingen af de tre første der var gode til at bruge en cykelbane. Det var noget roderi. Bernard Hinault viste i 1980 hvordan det skal gøres hvis man har lidt tilbage i benene. Man tager spidsen en halv omgang fra mål og bliver nede i banen, så man kun skal kigge over højre skulder, og så træder man den godt i gang ind i svinget, så de skal den lange vej, og så fuld hammer når man går ud af svinget. Efter sådan et løb kan dem bagved ikke producere en acceleration, som en banerytter kan.

Photo Credit: Getty Image

Jeg synes også det var en underligt løb hvad angik brug af hold/hjælperyttere. Det var ikke rigtigt noget af det. Det lignede mere et juniorløb på det punkt. 

Endnu en begmand til Van Aert, det igen var største favorit. Mere og mere tyder på at han toppede i England Rundt. 

Italien har været dømt ude at WorldTour cykling, og ingen har anet hvor de næste sejre skulle komme fra. Colbrelli og Moscon er to gode bud.

Published
Categorized as Cykelløb

Analyse: Danmarksmesterskabet 2021

Danmarksmesterskabet 2021

Endnu et cykelløb er kørt – og endnu engang har udkommet gjort ugelange forhåndsanalyser og forestillinger til skamme. Sådan noget sker ikke i et maratonløb, men i cykling sker det hele tiden.

Af: Per Bausager

Det er både rimeligt og naturligt, at nære de største forventninger til de største navne, og et stort navn kan man selvsagt kun blive ved at yde store præstationer – altså præstationer, som gennemsnitsryttere ikke vil kunne matche. Men visse præstationer fordrer visse rammer. Og de er ikke til stede i alle cykelløb.

I netop cykling er rollen som et stort navn – eller ligefrem en favorit et tveægget sværd, og en hovedårsag er, at når man kører 50 km/t, kan man, alt efter forskellige omstændigheder, spare mellem 25 og 50% energi ved at sidde på hjul, og så stor forskel er der naturligvis ikke på rytterne i et elitefelt. Og den fordel man på papiret har ved at være det store navn eller favorit, kan hurtigt blive vendt til at være en bagdel, når ansvaret for at rydde op i alt, af disse grunde tilfalder én. Det gælder både som individ og som hold.

Photo Credit: Klaus Hestkjær Carstensen

Jeg tilbragte fire dage ved DM, og omtrent alle ryttere jeg talte med, mente (med god ret) at Asgreen var den store favorit, og at han ikke måtte få ti meter på noget tidspunkt. Det er en meget god og sand indsigt – i hvert fald hvis der opstår de situationer hvor alle er på pumperne. De situationer er, desværre for Asgreen, bare næsten umulige at fremprovokere i det terræn som de sidste 100 km. bød på i går.

Quick-Step og Trek-Segafredo regnedes for at være de stærkeste hold, kunne jeg læse mig til, og de har helt sikkert også nogle meget store navne, men jeg ved ikke om ikke Coloquick med deres overtal og mange stærke folk, lige i den type løb var mindst lige så godt stillet. I hvert fald havde Holm om morgenen sagt til sine ryttere, at de ikke skulle lade sig intimidere til at tage alt ansvar bare fordi Asgreen var storfavorit. Hvis det hele skal hvile på os, så lader vi bare udbruddet køre, var ordene.

Quick-Step var godt stillet med den trio de havde til start, for de var alle seriøse vinderbud, men det stod hurtigt klart, at Asgreen ikke kunne rokke med ørerne uden der var 25 mand over ham. Efter bakkerne kom han ned til bilen, og sagde til Holm, at det ikke blev ham i dag, da opdækningen var massiv og ruten for nem, og at de skulle satse på Honoré. Og som Holm efter løbet sagde til mig: ”Med den klasse Mikkel har, og med en afslutning der passer ham perfekt, er det så ikke fair at give ham chancen for at blive mester, når han hjælper de andre hele året rundt?”

Photo Credit: Klaus Hestkjær Carstensen

På det det tidspunkt var der tillige stadig et håb om, at Trek ville lukke udbruddet ned, og at man så ville kunne komme op med to friske folk.

Trek-Segafredo har også fået klø af mandagstrænerne. I går kom den dag, hvor det afsløredes at Kim Andersen ikke har forstand på cykling, må man forstå. Man må ikke være for hård ved mandagstrænere, for i modsætning til rigtige trænere har de kun adgang til en meget lille del af de informationer der findes under overfladen, og som danner grundlaget for beslutningerne. Mandagstrænere forholder sig til rigtige trænere som ludo til skak, og hvis Hamilton taber fem placeringer på en omgang i et F1 race, er det formentlig ikke fordi ham og Mercedes ingeniører ikke længere har forstand på racerløb, men nok fordi der er nogle gode grunde til det, som man muligvis ikke kan se på TV.

De rød-hvide gik til start uden én kaptajn. Mads Pedersen har kun kørt Ruta del Sol, siden corona tvang ham ud af klassikerkampagnen, og han har for et par uger siden været på træningspause med en hjernerystelse, mens Alexander Kamp er i fremragende form. Også Skjelmose og Eg er stærkt kørende for tiden. Så det var en åben strategi, hvor man skulle få folk med i finalen og så derfra træffe beslutninger. 

Både Kamp og Pedersen var fremme med sablerne og forsøgte at åbne løbet på bakkerne ved Vejle. På et meget kritisk tidspunkt, i bunden af Gammel Kongevej, blev Pedersen ramt af en punktering – hvilket de facto slukkede Quick-Steps forhåbninger om at blive kørt til front af Trek. Heldigvis for ham var det en siver som han kunne redde den aktuelle storm af på. Han fortalte Kamp, at han var punkteret, og Kamp tilbød ham sit hjul, men Pedersen ville hellere skifte cykel. Det gjorde han ved Østergaard og endte bag 2. gruppe, og da han kom op, var udbruddet kørt. Kamp missede, som følge af dialogen tilbage i feltet også momentet, og derfra var Trek på bagkant, selvom de havde en stærkt kørende Skjelmose med i udbrud. Men i modsætning til Quick-Step havde de ikke an afslutter fremme, og de kunne ikke være tilfredse med status. 

Photo credit: Klaus Hestkjær Carstensen

Det er den indstilling, som Pedersen viste her, der gør at jeg er kæmpe fan af ham. Sekundære placeringer interesserer ham ikke, og Kamp havde stillet sig til hans disposition. Så slagtede han hele holder og sig selv for at komme tilbage, men uden succes. Hullet var stort, og udbuddets sammensætning mere en respektabel. Holm var også fuld af anerkendelse: ”Han er sgu lirens, Mads. Han går planken ud, og ned med mand og mus hvis det skal være.”

Det kunne se underligt ud, at Skjelmose førte foran mens resten af Trek førte bagved, men virkeligheden var, at han tog farten af hver gang han kørte frem. Indtil Kim Andersen to omgange fra mål gav ham frie tøjler.

Valgren, Bjerg, Würtz, Kron, Casper P., Honoré, Wandahl, Changizi, for at nævne de mest prominente var enige om at trække igennem, og der er ikke en betingelse at have samme trøjer på for at komme hurtigt frem, når man bare vil det samme.   

Når man trods et godt væddeløb, kørte hjem med en lidt fesen fornemmelse, er det nok fordi der var nogle kæmpe navne, der ikke kom i spil inde i finalen. Havde de store der sad i feltet ført igennem mens Vinjebo, Kamp og Eg arbejdede hårdt, havde de kunnet lukke hullet på en omgang. En opgave Norsgaard klarede ene mand. Et sandt mesterstykke.Der er ingen grund til at gå i detaljer med ting som gav sig selv på TV-billederne, men ud over Norsgaards opkørsel vil jeg fremhæve Kron, som virker til at have en næsten profetisk evne til at se hvornår momentet er der. Ud over at have skud i støvlerne.

Photo credit: Klaus Hestkjær Carstensen

En anden af de meget unge, Skjelmose, viste igen, at han er en kommende storrytter. Trods sin lidenhed i statur, er han giftig også i et fladt sidevindsræs. Og Wandahl – en ny stor mesterskabsrytter i Matti Breschel-kategorien, tror jeg.

Mikkel Bjerg brændte en ukristelig masse hø af i det udbrud, og viste at han er der til Touren. Valgren forekom mig at være dagens bedste mand. Kraftfuld og dominerende i finalen. En mand i storform. Men om ikke mit øje bedrog mig, så havde kampen om de sidste to OL-pladser en del indflydelse på løbet. DM skulle jo afgøre det, og Valgren lignede i hvert fald en der ikke lod andre kandidater som Kron og Honore køre nogen steder. Mon ikke Valle er sikker mand der? Kan ikke forestille mig andet.

Honoré viste igen sin skarphed. Det er ikke for ingenting, han er træningsmakker med Ulissi. Har samme præcision og kraft i sine aktioner. Hans hug 3 km. fra mål var mesterligt og dødbringende. 

Og så vinderen. Würtz var en meget fortjent vinder. Han var med i alt og arbejdede hårdt for at holde de andre store bag sig da han var kommet afsted. Hans finale var stratosfærisk. Da han så, at de livsfarlige Valgren og Honorë kunne spytte dem i nakken, sked han på, at Wandahl og Norsgaard ikke førte, og det var vel det meste af to km. han trådte fra front. Alene den aktion gjorde hans sejr storfortjent.  Jeg nævnte skak lige før. Et landevejsløb har noget af det samme. Når det første træk er taget, er der en million kombinationsmuligheder. Det er det, der gør det så fedt. 

Photo credit: Claus Fisker
Published
Categorized as Cykelløb

Analyse: Giro d’Italia 2021

Analyse Giro d’Italia 2021

Der var fra start store forventninger til årets Giro. Dels var ruten mere brutal end i mange, mange år, og dels var feltet af klassemment-contenders virkelig stærkt. Og en hel verden ventede i åndeløs spænding på fænomenet, Remco Evenepoels, debut efter det dramatiske styrt i Giro di Lombardia i efteråret.

Af: Per Bausager

De andre favoritter var Simon Yates, Egan Bernal, Mikel Landa, Alexandr Vlasov, Hugh Carthy og Dan Martin, men som altid gik der ikke længe før dette felt var reduceret, når det gjaldt mulighed for at vinde løbet.  

Man vil aldrig kunne se tilbage på denne Giro uden at tænke på Team Ineos. Filippo Ganna åbnede og lukkede løbet med en etapesejr, Egan Bernal vandt samlet, og alt det der var ind imellem, stod der Team Ineos på. Bernal var løbets bedste mand, og hans hold var med afstand det stærkeste.

I fladt og onduleret terræn var Ganna og Moscon rene uhyrer, og det var Castroviejo og Martinez også når det gik opad. Og resten af holdet var bare brølstærkt. Jeg kan ikke mindes at have set et hold køre bedre end de gjorde i dette løb, hvor jeg ikke kan pege på nogen fejl overhovedet.

Når Yates var bookmakernes, og mange andres, største favorit, var det nok fordi der var tvivl om hvorvidt Bernal var tilbage ved fuld styrke efter sine rygproblemer. De fleste vil nok regne Bernal for et større talent og en mere komplet grand tour rytter end Yates. For begge gælder det dog, at Giro d’Italias rasende hårde terræn er som skabt til at de begge kan udfolde sig fra deres bedste sider. Til Bernals fordel talte også det frygtindgydende hold, han havde bag sig. 

De fleste ville vel have ventet at se Bernal holde sig til i første fase, for at udfolde sig helt i den sidste uge, som var den grummeste der er set i årevis i noget cykelløb. Men det gik noget anderledes, idet Bernal viste tænder allerede i den første uge.

Det var op til San Giacomo, hvor han lavede en hård progression på den sidste kilometer, så kun Evenepoel og Martin kunne holde hans hjul, og få dage efter i den spektakulære afslutning på 15% og grus, kørte han på stor klinge, og stående, hele baduljen ud af hjulet og tog sin første etapesejr i en grand tour. Det var en magtdemonstration der fik en til at tænke, at denne Giro ville blive en walkover for Bernal.

Evenepoel Giro d'Italia

Der skulle kun gå to dage før han kølhalede konkurrenterne igen. Denne gang på ”grusvejsetapen” til Montalcino, hvor han langt ude fra kørte aggressivt og veloplagt ved, i egen person, at angribe på bakkerne, på et tidspunkt hvor Evenepoel var i gang med at indkassere sit livs første alvorlige håndmadder.

Han havde siddet langt nede i suppen, og havde uklogt brugt kræfter på selv at lukke huller, da Ineos lod hammeren falde, og en mikstur af halvdårlige ben og manglende teknik på løst underlag bevirkede, at han nød cigaren, og sad mutters alene i ingenmandsland.

Det var en dødsdømt situation, og der var frustration og vrede at se hos kometen, der aldrig før havde oplevet at der manglede ben. Det varede længe inden en modvillig, og tydeligvis bitter, Almeida efterkom ordren fra Bramati om at lade sig falde tilbage for at undsætte den nødstedte holdkammerat.

Imens de to Quick-Step-ryttere kæmpede bagude for at begrænse deres deficit, kørte Bernal endnu engang, på dagens sidste stigning alle konkurrenter ud af sit baghjul, og udbyggede sit forspring. Han virkede overvældende. Evenepoel og Almeida fik begrænset deres tidstab til et par minutter. 

Første 5-stjernede etape var den 14. med mål på den grufulde Monte Zoncolan. Et tidligt udbrud holdt hjem og den unge Fortunato fra Contadors og Bassos hold vandt en sensationel, men ikke ufortjent sejr.

Hos favoritterne måtte Evenepoel slippe fronten, og det begyndte at se ud som om cyklingens matematiske love også gælder for han – trods alt. Yates åbnede ballet for alvor med en kilometer til toppen, og kun Bernal kunne svare igen. Og kort efter endda droppe Yates. For tredje gang havde han skilt sig af med alle modstandere.

Bernal på 11. etape til Montalcino

Forventningerne var store til 16. etape, som var løbets kongeetape, og den af alle der mest indbød til store strategiske aktioner. Med Fedaia, Pordoi og Giau inden nedkørslen til mål i Cortina d’Ampezzo, var der tale om en monsteretape, og de sidste 90 kilometer skulle foregå i over 1500 meters højde.

Desværre var der på dagen så megen kulde, regn og sne at etapen blev afkortet, og både Fedaia og Pordoi blev fjernet, så Giau var den eneste forhidring. Den var dog nok til at Bernal for fjerde gang kunne efterlade samtlige konkurrenter bagude, og Yates, der ikke er gode venner med kulde og regn led et svært tidstab. Da Bernal kørte alene i mål til endnu en etapesejr nede i Cortina, forkyndte RAI’s speaker, at Evenepoel nu passerede oppe i Passo Giau, 21:30 efter.  

Der manglede stadig tre bjergetaper med mål opad, og man forestillede sig Bernal holde legestue efter hviledagen. Her ventede en led finale, først med den 16,5 kilometer lange San Valentino, og så op til mål ad Sega di Ala, som var hele Giroens hårdeste stigning.

Disco Dan (Martin) leverede en heroisk bedrift ved at sejle et langt udbrud i havn, men bagude skete der en jordrystelse, da Yates angreb, og Bernal som den eneste gik med, blot for at kollapse nogle hundrede meter senere.

Der var krise, men Martinez fik bugseret Bernal i mål med et tidstab på under et minut. To dage senere, til Alpe di Mera, slog Yates til igen. Bernal lod ham køre og forsøgte at køre konservativt og regulere sig med stærk støtte for Martinez, og han formåede at bevare situationen under kontrol.

Bernal og Martinez Giro d'Italia 21

Dagen efter, på etapen ind i Schweiz, og med mål på Alpe Motta, blev den mest komplicerede for Bernal. DSM lavede en offensiv på nedkørslen på næstsidste bjerg for at køre Bardet frem til en etapesejr.

Caruso, der uden store armbevægelser, men med en meget konstant performance, havde kørt sig frem på løbets anden plads gik sammen med holdkammeraten, Bilbao, med, og uden Castroviejo og Martinez, ville Bernal have været alvorligt på skideren. Men de fik redet stormen af, og selvom Caruso endte med at køre sin karrieres største sejr hjem, kunne Bernal køre ind på en andenplads, stadig med komfortable to minutter til Caruso i klassementet. Og dermed var løbet afgjort.

Jeg mistænker at Bernal blev hjemsøgt af de gamle rygproblemer i løbets sidste uge. Det var påfaldende, at han ikke mere være ude af sadlen, men sad ned og pedalerede. Hans sædvanlige aktioner med angreb stående i stor veksel sås ikke overhovedet. 

Som efterrationalisering kan man nok godt sige, at Evenepoel ikke skulle have været til start, men have ventet til Vueltaen. Det var unødvendige skrammer, han pådragede sig i denne Giro – ud over dem han fik ved styrtet ned ad San Valentino, som førte til hans exit. Ikke mindst fordi hans tilstedeværelse og holdets tro på ham satte Almeida i hjælperens rolle, med tidstab til følge. Han var formidabelt kørende i Dolomitterme, og på den sidste enkeltstart. Han havde fortjent at køre klassement fra starten. Almeida er et kæmpe talent.

Damiano Caruso Giro d'Italia 2021

Den mangeårige hjælperytter, Damiano Caruso, fik et fantastisk gennembrud som stjerne og hele Italiens darling. Det var smukt, at han formåede at påtage sig rollen som kaptajn, og at løfte opgaven så formidabelt. Der bliver nok lidt at tale om med rollefordelinger hos Bahrain nu.

Alligevel savnede jeg Landa. Det er ikke sikkert, han kunne have blevet nummer to som Caruso, men han har nogle evner som savnedes lidt. Caruso blev nummer to på regularitet, men Landa er en angriber og en anarkist, der har klasse og mod til at foretage revolutionerende ting, og til at udfordre Team Ineos tolvcylindrede Rolls Royce motor. Men dejligt at se Caruso på så storslået vis, at formå, at samle det op, som Landa efterlod. 

Jeg synes, det var en stor og spektakulær Giro hvor langt de fleste dage bød på benhårdt væddeløb, i fantastiske landskaber. Og vi fik bekræftet, at de løfter Egan Bernal gav da han vandt Touren, dem er han i stand til at indfri.

Nu venter vi bare på slaget mellem ham og Pogacar.

Getty Images Sport
Published
Categorized as Cykelløb

Optakt: Giro d’Italia

Optakt: Giro d’Italia

Jeg blev for et par år siden bedt om at skrive et forord til Rene Preuthuns bog om Giro d’Italia. Den hedder La Corsa Rosa. Jeg synes selv, det meget godt fortæller om Giroens særlige stemning og skønhed, så derfor indleder jeg med det.

Af: Per Bausager

GIRO D’ITALIA


Jeg blev for et par år siden bedt om at skrive et forord til Rene Preuthuns bog om Giro d’Italia. Den hedder La Corsa Rosa. Jeg synes selv, det meget godt fortæller om Giroens særlige stemning og skønhed, så derfor indleder jeg med det.

”Allerede året før jeg selv begyndte at køre cykelløb, nemlig i 1967, vaktes min særlige interesse for Giro d’Italia.

Det var da Ole Ritter vandt enkeltstarten i sin første sæson som professionel, og Jørgen Beyerholm skrev om det i BT, og der var et billede af Ole i et outfit der var så lirens, at jeg næsten ikke kunne få luft. Germanvox Vega ”brynjen” var selv på datidens sort/hvide avisbillede outstanding.

Jeg var vild med Ritter, og fulgte ham i alt, hvad der nu lod sig gøre og på en tid, hvor der intet cykelløb var på TV og hvor de eneste magasiner, man kunne købe herhjemme, var franske og engelske. Men et eller andet sted fik jeg da set, at Germanvox-trøjen var gul med et sort bælte, og at cyklen var en sølvfarvet Coppi.

Jeg havde aldrig set noget så smukt, og det var det, der skulle til for, at jeg for penge, som jeg havde tjent som mælkedreng, lod min metalblå BSA turistcykel ombygge til racer hos Gunnar Svendsen i Roskilde.

Det kan godt være, at Ritter og hans bedrifter i Italien allerede var stærk tobak for mit modtagelige sind, men den store jordrystelse indtraf, da jeg i Nørrebro Bio så Jørgen Leths ”Stjernerne og Vandbærerne,” som skildrede Giro d’Italia i 1973.

Den film gjorde – for altid – et monumentalt indtryk på mig, og afstedkom en livslang forelskelse i dét cykelløb. Rytterne var flottere, trøjerne og cyklerne mere lirens, solen mere skinnende og bjergene smukkere, end noget jeg nogensinde før havde set.

Og så var det første gang jeg, at så levende billeder af Eddy Merckx. Aldrig før havde nogen gjort et indtryk på mig, som han gjorde i den film. Hans sorte hår, høje kindben, det mutte og verdensfjerne udtryk som opretholdtes selv under utrolige kraftudfoldelser, der udslettede konkurrenterne, hans fuldkommen perfekte kropslige linjer i ét med den orange maskine var et knockout.

Jeg gik derfra i en tranceagtig tilstand, fast besluttet på, at det skulle være mit livs stræben, at komme til at køre Giro d’Italia.

Der skulle kun gå fire år. I 1977 stod jeg som 20-årig, og dermed feltets yngste rytter, til start i Giroen. I Napoli og i 40 graders varme. Det var et meget emotionelt øjeblik for mig at nå et så stort mål og at stå på stregen sammen med ryttere, som jeg havde fulgt og beundret med en næsten sygelig lidenskab. Francesco Moser, Roger De Vlaeminck, Felice Gimondi, Franco Bitossi, Marino Basso, Giovanni Battaglin var der. Og mig!

Jeg stod der selv og så, at rytterne var flottere, trøjerne og cyklerne mere lirens, solen mere skinnende og bjergene smukkere end noget jeg nogensinde før havde set.

De fleste professionelle cykelryttere jeg kender synes, at Giroen er det smukkeste etapeløb, man kan køre. Det kan nok være at Tour de France er meget større og vigtigere, men der er en særlig aura omkring Giroen, som gør, at man som rytter kun kan elske den, til trods for, at den er den rutemæssigt hårdeste af de tre Grand Tours.

Hvis jeg skal give mine bud på, hvad der gør Giroen så smuk, vil jeg pege på klimaet, som (for det meste) er perfekt til landevejsløb, landskaberne, som er evigt afvekslende og imponerende, maden som er bedre end i noget andet etapeløb (cykelryttere elsker mad) og publikums kærlighed til cykelryttere og cykelsport, som er større end noget andet sted. Der er simpelthen ingen andre steder, hvor menigmand ved så meget om cykelrytteres lidelser og ofre som i Italien. Det er noget der er meget stor respekt for, og kærlighed til.

Enzo Ferraris far belærte ham: ”Cykelrytterne, det er mænd der forstår at svede. Dem skal du have respekt for.

Og så synes jeg, at man i Giroen, mere end i noget andet løb, tydeligt mærker rejsen gennem landets regioner. Forskellene i landskab, køkken, kultur. Lombardia, Veneto, Trentino, Toscana, Marche, Campania, Puglia, Sicilia osv. Selvom man naturligvis ikke kan orientere sig i ro og mag som en turist, så registrerer man alle disse ting. Den enorme spændvidde fra en dagslang elevatorkørsel i stegende hede i syd, de lange dovne og flade syv timers-etaper op langs Adriaterhavet, hvor man snakker og kigger på strandpigerne i deres bikinier, indtil der mangler 50 kilometer, og sprinterholdene minder én om, at man er på arbejde. Og endelig til de brutale etaper i Dolomitterne, hvor der er dommedagsstemning allerede ved morgenbordet, fordi alle ved, at nu er her en dag hvor skal lides ultimativt.

Bella Italia! Passo dello Stelvio, Monte Carpegna, Tre Cime di Lavaredo, Colle d’Agnello, Passo Giau, Savona, Forte dei Marmi, Messina, Bergamo, Classifica Generale, Traguardo Volante, Rifornimento, Grand Premio di Montagna, Ultimo Chilometro, Arrivo, Partenza og alle de andre dejlige, forførende og blomstrende ord og navne… Giro d’Italia er verdens smukkeste cykelløb.

Basta!”

REUTERS/Stefano Rellandini

Fører trøjer Giro d’Italia

Castelli har en lang historie som leverandør af Giro d’Italia førertrøjer. Fra 1982 og op igennem 90’erne var der en skorpion på alle trøjerne, og igen fra 2018 og indil i dag. Inden da var det i årtier Vittorie Gianni der var leverandør. Bag dette ikoniske mærke stod også familien Castelli, så båndet mellem Castelli og Giroen er historisk og unikt. 

Førertrøjen har altid været rosa som det papir Italiens største avis, La Gazzetta dello Sport, er trykt på, og pointtrøjen cylclamenfarvet.  Bjergtrøjen var tidligere grøn, men er nu blå. Den nyeste af trøjerne, den hvide ungdomstrøje, har altid været hvid.

Dette års fører trøjer er alle produret af genbrugs- og nedbrydelige materialer, vores Maglia Rosa er identisk med den førertrøje den førende rytter cykler i, hvor de andre førertrøjer er Replica-udgaver, der sidder en anelse mere løst og ikke er produceret i med samme aerodynamik for øje.

Du kan her finde alle vores nyheder fra Giro d’Italia 2021, der udover ovennævnte trøjer også har matchende cykelkasketter, sorte Giro cykelsokker med skaft på 13 cm, sorte Giro competizione cykelshorts og en af vores absolutte favoritter: den bordeauxrøde Montalcino cykeltrøje. Cykeltrøjen er en hyldest til 11. etape, der ligesom Strade Bianche bliver kørt delvist på grusveje, men denne gang igennem Montalcino området, der er kendt for sin vin produktion, der også æres med et vævet Consorzio del vino Brunello label på det ene ærme.

Men til sagen: nu er det den 104. udgave, det gælder, og den ser spændende ud af flere grunde. 

Den første grund er for mig, at Remco Evenepoel har comeback. Jeg anser ham for, blandt et fantastisk felt af unge kæmpetalenter, at være det største af alle. Et talent så gigantisk, at der (hos mange) var forventninger til at han, når han stillede op til sin første grand tour ville vinde den. Eller i hvert fald være contender. Om han formår det, efter mere end et halvt års pause fra konkurrence, og heraf en god del endda helt uden cykling, er vel tvivlsomt, og jeg vil vurdere at de første 10-12 dage er kritiske for ham. Kan han komme ud af dem uden større tab, tror jeg, at hans talent og ungdom, kan forbedre hans form meget hurtigt, sådan at han er tæt på sit bedste i den sidste uge.

Det bliver også spænende at se hvordan Team Ineos vil gribe det an. De stiller med et monsterhold, og har flere strenge at spille på. Bernal er officielt kaptajn, men er han klar? Han har været en skygge af sig selv indtil nu – bortset fra i Strade Bianche hvor han overgik enhver forventning. Team Ineos har forledes kommunikeret, at Bernal deler lederskabet med Sivakov, hvilket ikke udtrykker den største tillid til Bernal, der under normale omstændigheder ville være selvskreven som løbets klare favorit, og derfor også enehersker på sit eget hold. Team Ineos råder også over to af Italiens darlings, nemlig Gianni Moscon og den største stjerne af alle for tiden, tempouhyret, Filippo Ganna. Der er godt nok ikke meget TT i årets løb, og Ganna var under niveau i Tour de Romandie, men da hans hovedmål i år er OL – og Giroen – vil jeg tro, at han tager sig af begge etaper mod uret.

Giro d’Italia ruten

En anden spændende ting er ruten. Jeg synes det er en godt komponeret Giro, selvom der selvfølgelig vil være mange der er utilfredse med at syden bliver snydt i år. Men ruten er sammensat sådan som jeg synes en Giro bør være. En passende balance mellem sprinteretaper, bakkede etaper og bjergetaper – og her synes jeg at Giroen skal have en overvægt af bjerge, fordi sådan er Italien. Bjergrigt fra Brenner til Reggio di Calabria. Det er også flot som arrangørerne har formået at blande ukendte etapemål og stinger med klassikerne oppe i Dolomitterne i den sidste uge.

Som rytter er de ledeste etaper næsten dem i syd- og mellemitalien. I Appenninerne. Det er gerne varmt derinde midt i landet og det går op og ned i det uendelige. Elastikken strækkes og samles, time efter time. Sådanne etaper er 11. og 12. til Montalcino og Bagno di Romagna. Den til Montalcino er en slags lille Strade Bianche, og ikke en etape hvor man kan vinde løbet, men meget vel tabe det.

Tabe det kan man absolut også gøre tidligere, nemlig på 7. etape op til San Giacomo, som er en kedelig stigning. Og vi ved, at den første gang der er mål opad, er det altid en klassement-mand eller to der nyder cigaren.

14. og 16. etaper er to af løbets vigtigste. Den første af dem går op til det forfærdelige Monte Zoncolan, hvor selv de største klatrerer sidder på væggen som fluer på fluepapir. Her kan man ikke gemme sig, og med sneglefarten er der ikke megen slipstrøm at lukrere på. En af verdens allerledeste stigninger og altid spektakulær.   

Spektakulær er i sandhed også 16. etape, der efter min mening er løbets hårdeste og smukkeste. Smuk både i sin strukturelle form, men endnu mere ved sit landskab. Den går gennem det allerbedste af det glansbillede-agtige Sydtyrol. Pordoi, Fedaia og Giau er en modbydelig trio af pas, og så et styrtdyk ned til filmstjernernes skisportsby, Cortina d’Ampezzo. En menu med hele 5700 højdemeter, som yderligere vanskeliggøres af at de sidste 90 km permanent foregår i over 1500 meter højde. 

Men det er slet, slet ikke slut, for 17. 19. og 20. etape er alle lede bjergetaper med hårde målstigninger til Sage di Ala, Alep di Mera og Alpe Motta. Det er en djævelsk sidste uge der er sat sammen, og der er garanti for at det bliver en meget stærk bjergrytter der kører i førertrøjen, når feltet begiver sig ud på sidste etape, en 30 km TT til Milano.

Løbets 2 hviledage ligger henholdsvist mellem 10. og 11. etape samt en uge senere mellem 16. og 17. etape.

Mine favoritter er:

*** Simon Yates, Egan Bernal, Remco Evenepoel
** Mikel Landa, Joao Almeida
* Alexander Vlasov, Hugh Carty, Dan Martin

Bet365 har både Simon Yates og Egan Bernal til odds 4.00, mens Evenepoel i skrivende stund har odds 4.75 som samlet vinder af Giro d’Italia 2021.

1. Etape Torino – Torino: Enkeltstart på 8,6 km, lørdag d. 8/5

En kort og teknisk enkeltstart i Torino på veje omkring floden Po. Enkelstarten starter fra Piazza Castello og køres langs floden på snoede og tekniske veje. Etapens eneste mellemtid bliver taget efter 3,8 af de 8,6 kilometer. På vejen tilbage mod mål skal rytterne passere en kort tunnel. Den sidste kilometer er ligesom resten af ruten helt flad.

2. Etape Stupinigi – Novara: Flad etape på 179 km, søndag d. 9/5

Etapen er flad og med kun få snoede veje i den midterste del af ruten. Feltet kører omkring Torino og rammer Asti området, hvor rytterne også rammer en kategori 4 stigning. Den sidste del af ruten er helt flad og køres på brede og lige veje kun afbrudt af to indlagte spurter. De sidste kilometer af etapen indeholder rundkørsler og et højre sving 1.500 meter fra målstregen, 700 meter før målstregen indsnævres vejen en smule.

3. Etape Biella – Canale: Kuperet etape på 177 km, mandag d. 10/5

Denne etape er delvist flad og delvist kuperet. Hele vejen til Asti er vejene flade, men når feltet rammer Canelli bliver profil mere kuperet og indeholder 3 kategoriserede stigninger: 1 kategori 3 stigning og 2 kategori 4 stigninger. Derudover indeholder ruten også 2 indlagte spurter. I Guarene er der også en opkørsel med 2 cifrede stigningsprocenter. Finalen har en rigtig puncheur bakke 5 kilometer fra målstregen, som flader ud ind til målstregen. Den sidste kilometer har 3 brede sving inden de sidste ca. 400 meter på lige vej.

4. Etape Piacenza – Sestola: Kuperet etape på 187 km, tirsdag d. 11/5

Etapen er tydeligt opdelt i en flad og en kuperet del. Første del af etapen er flad og lige lang Via Emilia og hele vejen til Parma. Efter Parma bliver ruten kuperet og teknisk, denne indeholder flere stigninger, heriblandt to kategoriserede, begge med procenter over 10% på relativt smalle veje. Efter Montecreto og Fanano, skal rytter passere Colle Passerino, en kategori 2 stigning, som slutter 2 km før målstregen. 6 kilometer før mål, starter strabadserne for alvor, her begynder opstigning af omtalte Colle Passerion, med stigningsprocenter på mere en 10% over længere stræk. 2 km før målstregen begynder en kort nedkørsel på ca. 800 meter inden vejen igen stiger let.

5. Etape Modena – Cattolica: Flad etape på 177 km, onsdag d. 12/5

Det bliver ikke fladere under dette års Giro d’Italia med kun 200 højdemeter. Rytterne kører parallelt med motorvejen hele vejen fra Modena til Cattolica på lige og brede veje. De sidste kilometer bliver kørt i Cattolica og bliver rimelig teknisk med mange rundkørsler og 5 skarpe sving inden for de sidste 3 km.  De sidste 900 meter ca. er dog helt lige.

6. Etape Grotte di Frasassi – Ascoli Piceno: Kuperet etape på 160 km, torsdag d. 13/5

På den kuperede etape skal feltet igennem bjergkædem Appenninerne og er derfor forholdsvist krævende med sine mange stigninger, heriblandt 2 kategoriserede, foruden den afsluttende kategori 2 stigning. Etapen har målstreg på toppen af San Giacomo, der er 15,5 km lang og stiger gennemsnitligt med 7,6% de sidste ca. 5 km.

7. Etape Notaresco – Termoli: Flad etape på 181 km, fredag d. 14/5

En forholdsvis flad etape, der dog indeholder en enkelt kategori 4 stigning, der sammen med 2 indlagte spurter udgør højdepunkterne frem til målstregen. Feltet kører, kun afbrudt af en lille afstikker, langs adriaterhavskysten hele dagen, hvis vinden står rigtigt kan der for alvor blive sidevindsræs i dag. Inden rytterne rammer målstregen skal de forcere en stigning med på 200 meter med lidt under 2 km igen, stigningen rammer ca. 12 %. Resten af vejen hjem stiger let.

8. Etape Foggia – Guardia Sanframondi: Kuperet etape på 170 km, lørdag d. 15/5

Dagens etape på tværs af Appenninerne indeholder en lang stigning og en meget stejl puncheur bakke kort før mål. Første del af ruten bringer rytterne langs store veje til Campobasso. Derefter rammer rytterne bjergkæden Monti del Matese, som er en del af Appenninerne, her skal rytterne forcere Bocca della Selva, en stigning på over 20 km. Herfra rammer rytterne en nedkørsel, der slutter 10 km fra målstregen. De sidste 10 km stiger hele vejen og indeholder en kategori 4 stigning på 3 km, der blandt andet stiger med ca. 10% de første 2 km. Procenter falder en smule indtil de igen stiger ca. 400 meter før målstregen.

9. Etape Castel di Sangro – Campo Felice: Bjergetape på 158 km, søndag d. 16/5

En af arrangørernes dronning etaper, hvor det bare går op og ned hele dagen. Feltet skal tilbagelægge 4 kategoriserede udover 2 ikke kategoriserede, hvor af den ene dog ser rimelig led ud. Nogle af nedkørslerne er tilmed forholdsvis tekniske. Etapen slutter opad på en 6 kilometer lang stigning uden modbydeligt høje stigningsprocenter. De sidste 1.600 meter har stiger på steder dog med op til 16% og er på grus for at gøre tingene endnu mere spændene.

10. Etape L’Aquila – Foligno: Flad etape på 139 km, mandag d. 17/5

En kort etape med en enkelt kategori 4 stigning og 2 indlagte spurter, en før og en efter stigningen. De sidste 2 km indeholder 4 skarpe sving inden den flade afslutning.

11. Etape Perugia – Montalcino: Kuperet etape på 162 km, onsdag d. 19/5

Ruten på denne etape indeholder tæt på 2.500 højdemeter kombineret med 4 sektorer af grus. Det betyder at feltet sammenlagt skal passere 35 km grus på de sidste 70 km af dagens etape. Der er 2 indlagte spurter og 2 kategori 3 stigninger fordelt over de sidste 50 km. Grus sektorerne indeholder både teknisk svære opkørsler og nedkørsler. Etapen slutter efter nedkørslen af den sidste stigning i byen Montalcino, rytterne for dog ikke glæde af asfalt før 200 meter før målstregen, slutningen består i stedet primært af brosten.

12. Etape Siena – Bagno di Romagna: Kuperet etape på 212 km, torsdag d. 20/5

Rytterne skal kører fra Siena igennem Chianti regionen til Firenze og derfra mod Bagno di Romagna. Feltet skal tilbagelægge 4 kategoriserede stigninger. Den største udfordring bliver Passo del Carnaio, der har steder med op til 14% i stigning, når den er forceret skal rytterne igennem en teknisk nedkørsel inden de sidste kilometer er flade eller let nedadgående. 

13. Etape Ravenna – Verona: Flad etape på 198 km, fredag d. 21/5

Med 200 højdemeter må denne etape være et klart mål for Giro d’Italias sprintere. Etapens slutning er også pandekage flad med en enkelt rundkørsel ca. 400 meter fra målstregen ellers er de sidste 2,5 km snore lige og uden udfordringer.

14. Etape Cittadella – Monte Zoncolan: Bjergetape på 205 km, lørdag d. 22/5

Denne bjergetape er inddelt i 2 dele, den flade start og den lette opstigning indtil rytterne rammer foden af Monte Rest, en kategori 2 stigning. Når rytterne er færdig med nedkørslen kører de lidt på flad vej inden de rammer foden af Monte Zoncolan, hvor dagens etape slutter på toppen. Den afsluttende stigning er 14,1 km lang og de sidste næsten 4 kilometer stiger gennemsnitligt med 13% og helt op til 27% få hundrede meter fra målstregen.

15. Etape Grado – Gorizia: Kuperet etape på 147 km, søndag d. 23/5

En kort etape, hvor rytterne skal køre 2,5 gange på en rundstrækning af 40 km, som delvist ligger i Italien, men også krydser grænsen til Slovenien. Rundstrækningen indeholder en kategori 4 stigning, som rytterne skal passere 3 gange. Derudover har etapen også 2 indlagte spurter. Rytterne krydser grænsen mellem Italien og Slovenien sidste gang 1,5 km fra målstregen, en afslutning, der kun indeholder et enkelt skarpt sving.

16. Etape Sacile – Cortina d’Ampezzo: Bjergetape på 212 km, mandag d. 24/5

Endnu en af Giroens dronning etaper, denne gang skal slages slås i Dolomitterne. Rytterne skal bestige 5.500 højdemeter, med de første allerede umiddelbart efter startboksen. Feltet skal forcere La Crosetta, Passo Fedaia, Passo Pordoi og Passo Giau, hvor Passo Pordoi er uden for kategori og de 3 andre er kategori 1 stigninger. Etapen slutter fladt efter en nedkørsel fra Passo Giau.

17. Etape Canazei – Sega di Ala: Bjergetape på 193 km, onsdag d. 26/5

Etapen starter i skisportsstedet Canazei, hvor rytterne indleder med at kører ned af de første mange kilometer, indtil de skal passere en kategori 3 stigning. Derfra går det nedad igen, nærmest indtil rytter rammer Passo di San Valentino, en kategori 1 stigning på 14,8 km. Fra nedkørslen af Passo di San Valentino går der ikke længe før rytterne skal op af Sega di Ala, der også er en kategori 1 stigning, lidt kortere (11,2 km), men med stejlere procenter (9,8%). Målstregen er på toppen, hvor stigningen flader ud.

18. Etape Rovereto – Stradella: Flad etape på 231 km, torsdag d. 27/5

Etapen bringer rytterne tværs over Po sletten, fra den nordlige til den sydlige del. Det er en simpel rute, uden de store udfordringer for rytterne. Der er to indlagte spurter og en kategori 4 stigning før målstregen i Stradella.

19. Etape Abbiategrasso – Alpe di Mera: Bjergetape på 176 km, fredag d. 28/5

Med 2 kategori 1 stigninger og en lang kategori 3 stigning bliver det en etape 3.400 højdemeter til rytterne. Feltet skal over Mottarone og Passo Della Colma inden de slutter på toppen af Alpe di Mera, der med sine gennemsnitlige 9% over 9,7 km godt kan trække tænder ud så sent i en Grand Tour.

20. Etape Verbania – Valle Spluga – Alpe Motta: Bjergetape på 164 km, lørdag d. 29/5

4.200 højdemeter på fordelt over 3 kategori 1 stigninger gør denne etape endnu være end gårdagens. De første 65 km er relativt flade, mens de sidste 100 km udelukkende går enten op eller ned. Rytterne skal bestige Passo San Bernadino, Passo di Spluga og Alpe Motta, hvor etapen skal afgøres på toppen af sidstnævnte. Alpe Motta kan deles i 3 dele, en første og en sidste, der stiger med ca. 8,6% opdelt af ca. 1 km i meter med en lille stigning på 0,8%.

21. Etape Senago – Milano: Enkeltstart på 30,3 km, søndag d. 30/5

Den ikoniske enkeltstart begynder i centrum af Senago, der køres primært på lige og brede veje, med få sving. De sidste få kilometer er dog relativt tekniske med flere skarpe sving ind mod målstregen, hvor vinderen af Giro d’Italia 2021 skal findes.

Published
Categorized as Cykelløb

Analyse: Liege-Bastogne-Liege

Analyse: Liege-Bastogne-Liege

Vi har lige overværet den bedste udgave i mange, mange år af verdens ældste klassiker, som i mange udgaver de senere år har skuffet fælt ved afventende kørsel indtil den sidste stigning. Også de seneste år med omlægning af finalen, er der kommet 100 mand til foden af Roche-aux-Faucons, hvor tingene så til gengæld er blevet afgjort.

Af: Per Bausager

Allerede helt ude på Haute Levée, 70 km fra mål, angreb Van Avermaet, og det satte gang i tingene. Herefter var der aldrig fred igen. Man havde en fornemmelse af at der var mange hold, som havde lagt en plan om, at der ikke skulle ventes til sidste stigning. Især Astana og Cofidis var aktive. Med 50 km hjem var også Bora-Hansgrohe fremme med hele holdet for at sætte tempo.

På nedkørslen frem til La Redoute var det Quick-Step der satte farten, og den var høj. Formentlig blot for at holde Alaphilippe fremme til stigningen.

Nu har jeg været efter Ineos nogle gange forgangne uge, fordi jeg ikke synes de kører efter hvad det er for et ryttermateriale, de har. Det skal jeg love for at de lavede om på i dag. For på Redoute gik de kollektivt til angreb. Det var Tao Geoghegan Hart der svingede pisken i en drabelig forcering, der fik feltet til at knække langt fremme, og efterlod Alaphilippe, Fuglsang og Roglic bagude. Ineos fortsatte med at trykke pedalen i bund, men det lykkedes Quick-Step og Astana at få lukket hullet. I mellemtiden havde en stærkt kørende Vingegaard neutraliseret et nyt angreb fra Geoghegan Hart.

På Cote des Forges var der nye angreb. En stærk formation med blandt andre Vingegaard, Yates og igen Geoghegan Hart kom afsted og fik et pænt hul.  Vanen tro tog den seneste Tour de France-vinder Pogacar selv affære og lukkede hullet, hvilket selvsagt ikke gjorde udbruddet mindre farligt. Man sad faktisk og tænkte, at det kunne være noget, der kunne sejle i havn. 

Getty Images

Hele dette kaos, hvor flere favoritter var blevet tynde i manchetterne hvad angik hjælpere kan man tilskrive Ineos massive pres siden Redoute. Og det var ikke slut, for med 21 km hjem lancerede Carapaz et frygeligt angreb, som det er hans signatur. Han lægger virkelig fra land når han hiver ankeret. Og han formår som få at lægge appel i trådet når han er fri. Det gjorde han også her. Og han ramte foden af Roche-aux-Faucons med et forspring på 20 sekunder.

Det var et uvant syn at se det stærkt decimerede felt ramme stigningen. Man er vant til at det er 100 mand. Nu var det vel 40. Om det er 100 eller 40 eller 50 er ikke så afgørende, men det er afgørende hvad der skal til for at reducere feltet så markant. Der skal hårdt væddeløb over lang tid til, og det betyder, at ikke alle kommer til løbets afgørende 1300 meter med de samme ben, som de ville have haft, hvis det hele var gået som det plejer.

Man må lade Carapaz at han, selv efter mange km solokørsel, var i stand til at holde et smukt drev i maskinen på stigningen, men selv for ham rakte de 20 sekunder ikke langt.  For Pogacar dirigerede Formolo frem for at tømme posen, og Formolo er en grum mand på sådan en stigning efter 250 km. I sit store gear tromlede han frem med hastigt mandefald til følge. Og så lagde Woods fra land i et vanvittigt hårdt angreb der prompte skabte løbets afgørelse, da kun Valverde, Alaphilippe, Gaudu og Pogacar var i stand til at følge.

At Fuglsang ikke kunne gå med de allerbedste var ikke så overraskende, men at Roglic måtte strække gevær var chokerende. På det faux plat der efterfølger den rigtige stigning kom Roglic og Fuglsang til at sidde med to af Pogacars soldater, nemlig Formolo og Hirschi, der selvsagt ikke skulle noget, og det så ikke ud som om de to andre var i stand til at se bort fra irritationen over det. Overbærenheden fordufter i takt med benenes retræte.

Bettini Photo

Kvintetten foran havde 15 sekunder på toppen, og det stod vel klart, at de ikke ville blive hentet. Det gjorde de heller ikke, men taktiske manøvrer på den sidste km, gjorde at en trio bestående af Hirschi, Mollema og Benoot kun var 7 sekunder efter på stregen.

Efter 700 meter med sur place-lignende tilstande, åbnede Valverde en lang spurt fra spids. Det er mig en gåde, at han fandt sig i at have fronten det meste af den sidste kilometer og at han åbnede så langt ude. Under alle omstændigheder bragede først Alaphilippe og så Pogacar forbi på hans højre side, og den sidste også forbi den første. Tour de France-vinderen fra 2020 vandt Liege-Bastogne-Liege foran verdensmesteren fra 2020. Smukkere bliver det da ikke. 

Men summa summarum, et virkelig godt og hårdt cykelløb, som et monument skal være.

Et par ting mere, jeg vil nævne:

  • Team Ineos fik ikke meget ud af al ståhejet. En 11. plads til Kwiatkowski var udkommet. Det bør dog aldrig, aldrig, aldrig stoppe dem for at køre på samme måde i al fremtid. Det er simpelthen det eneste rigtige med deres rytterstab. 

  • Dette har været et forår der har vist at ingen træer vokser ind i himlen. Alle de uovervindelige har nu prøvet at blive sat til vægs. I dag var det Roglic. Men hvilke cykelløb de har givet os, Alaphilippe, Van der Poel, Van Aert, Roglic, Pogacar.

  • Fuglsang blev bedste dansker som nr. 12. Jeg synes, det ser definitvt ud til, at han ikke er den stratosfæriske Fuglsang, som han har været de seneste to år, men han sidder altså stadig med verdens bedste ryttere. Hver gang, stort set. Han er og bliver en verdensklasserytter. Vingegaard var deltager i nogle af løbets vanskeligste aktioner, og konfirmerede sit enorme talent. Konfirmerede gjorde Kamp også – at han er en meget stærk cykelrytter i denne type terræn. En flot indsats også af ham. 
Getty Images

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Cycling: 101th Liege - Bastogne - Liege 2015Arrival Sprint / VALVERDE Alejandro (ESP)/ ALAPHILIPPE Julian (FRA)/ RODRIGUEZ Joaquim (ESP)/ COSTA Rui (POR)/ Liege - Liege (Ans) 253Km / LBL Bastenaken © Tim De Waele

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Liege – Bastogne – Liege betragtes som et af de terrænmæssigt hårdeste endagsløb i verden på grund af dets længde og dets store antal af stejle stigninger.

Af: Per Bausager

Den mest ikoniske bakke er Côte de La Redoute, den 2,0 km stigning i Aywaille med en gennemsnitlig stigning på 8,9% og punkter på over 20%. I lang tid i 1980’erne og 1990’erne lå La Redoute, ca. 40 km fra mål var løbets brændpunkt og ofte stedet, hvor afgørende udbrud blev lanceret. I de senere år synes stigningen at have mistet den særlige rolle, da mange flere rytter end tidligere er i stand til at følge med op over den, og favoritterne venter nu altid til det alle sidste med at spille deres kort. Côte de la Roche-aux-Faucons, som ligger 15 km fra mål er nu løbets altafgørende punkt, og alle favoritterne venter til den rammes før de viser hvad de har i benene på dagen.

Det nye opløb er ikke så spektakulært som det gamle i Ans. Côte de Saint-Nicolas og målstigningen udgjorde en finale med flere mulige udfald end den nuværende, og selve grimheden ude i det gudsforladte og industrielle Ans føjede noget til løbets nådesløse image. På samme måde som de sidste kilometer af Paris-Roubaix. Der er en passende symbolik i at disse løb afsluttes i disse trøstesløse miljøer, hvoraf cykelsporten udspringer.

I forhold til Paris-Roubaix, og endnu mere Flandern Rundt, er dette et løb hvor resultatet står mere i 1:1 forhold med det rytteren har i benene. I de to andre løb er styrt og positionering to vigtige faktorer, som kan sætte den stærkeste ud af spillet. Disse ting spiller ikke en stor rolle i Liege-Bastogne-Liege, som er en decideret udmattelsesprøve, hvor tankbeholdningen lidt efter lidt svinder ind, og hvor en meget konkret udmåling af styrkeforhold udmåles og eksponeres på løbets sidste stigning.

Af den grund er det ret forudsigeligt hvem der sidder tilbage i front når man når dertil. Men ikke så forudsigeligt som podiet i Fleche Wallone. De store favoritter er de samme som i onsdags: Alaphilippe, Pidcock, Roglic, Pogacar, Valverde. Men man her kan tilføje Woods, Schachmann, Yates, Carapaz, Kwiatkowski og Fuglsang.

Skal jeg sætte nogle ord på min egen top fem, lyder de sådan:

Roglic: Sammen med Alaphillipe min største favorit. Han er bomstærk i både ben og hoved., Han har måske feltets længste og hårdeste progression når det stiger. Côte de la Roche-aux-Faucons er skabt til hans færdigheder. Og efter et hårdt løb er han giftig i en spurt. Man kan ikke tale om hvorvidt Roglic er i form. Det er han altid.

Alaphilippe: Med sejren i onsdags har han meldt sig ind i kampen for alvor. Hans forår har ikke været godt efter den alen, han måles med. Men han er en type der kører meget på følelse og humør. Så den nylige sejr vil give ham moral og vinger. Og han er djævel i Ardenner-terræn hvis han har en af sine dage. Kan sprænge alt i luften på Côte de la Roche-aux-Faucons. Det er usandsynligt, at han ikke kommer på podiet.

Valverde: Vor tids konge af Ardennerne. Fire gange har han vundet dette løb. Jeg troede han var færdig som favorit i disse løb, men de seneste uger har vist en stor Valverde. Den spurt, han leverede i Amstel viste, at han er farlig af få med hjem. Og han er svær at slippe af med.

Pogacar: Han har en formidabel motor og ditto udholdenhed. Netop i sådan et løb, med 4200 højdemeter og 260 km er han en meget problematisk klient for konkurrenterne. En mand ingen kan regne med at kunne slippe af med. Og han har også tidligere vist sig hurtig på stregen når løbet har været hårdt 

Pidcock: Med sine 58 kg slipper han billigere fra stigningerne end de fleste, og i det hele taget har sæsonen vist, at han er en mand uden mange svagheder. Hans resultater indtil nu gør, at man ikke kan lade være med at regne ham med til favoritterne, men var det et tegn på nedadgående formkurve, at han ikke kunne følge de bedste på Huy? En stigning der var skabt til ham. Med den formation Team Ineos stiller med, ville jeg som sportsdirektør, køre med to planer. Jeg ville lade Pidcock satse på Côte de la Roche-aux-Faucons, mens jeg ville spille kort som Carapaz og Kwiatkowski ud i en fuld og helhjertet satsning ude på La Redoute. Det er til at dø over, at se så stærkt et hold vente på at Roglic og Alaphilippe afliver dem fordi de selv sidder og venter på at det sker.  

Cycling: 101th Liege – Bastogne – Liege 2015Arrival Sprint / VALVERDE Alejandro (ESP)/ ALAPHILIPPE Julian (FRA)/ RODRIGUEZ Joaquim (ESP)/ COSTA Rui (POR)/ Liege – Liege (Ans) 253Km / LBL Bastenaken © Tim De Waele

Bookmakernes favoritter:

Ifølge bet365 er favoritterne til 2021-udgaven af Liege – Bastogne – Liege i rækkefølge:

Roglic: 5.00
Pogacar: 6.00
Alaphilippe: 6.50
Valverde: 10.00
Pidcock: 10.00

Vejrudsigt

Vejrudsigten siger ca. 13 grader varmt og vind fra nordøst med 4-5 meter i sekundet. Det betyder at feltet har side/medvind modvind på den første del af vejen retur fra Bastogne til Liege og slutteligt vil der være sidevind på den sidste del af ruten.

TV-oversigt

Liege – Bastogne – Liege bliver sendt fra kl. 13.30 på Eurosport 1 og Eurosportplayer og på TV2 fra 13.30 med studie fra kl. 12.50.

Historien

Liege – Bastogne – Liege, med kælenavnet ”La Doyenne” (Den Gamle Dame) blev kørt for første gang i 1892, og er det ældste af de fem monumenter, og traditionelt forårets sidste inden scenen overlades til etapeløbene. Placeringen i kalenderen giver god mening, da der herfra er 2 uger til Giro d’Italia starter, så etapeløbsrytterne nærmer sig topformen, og da terrænet passer dem, udgør de en valid opposition til endagsspecialisterne.

Løbet kørtes for første gang fra Spa til Bastogne og tilbage over en 250 km distance. Da cykler var dyre i slutningen af ​​det 19. århundrede, blev cykling betragtet som en eksklusiv sport for de velhavende, og begivenheden blev betragtet som en “gentlemen’s affair”. 33 ryttere fra Liège Cycling Union og Pesant Club Liégois, alle belgiere og de fleste af dem fra Liège, startede. Kun 17 gennemførte. Løbets vendepunkt ca. halvvejs var togstationen i Bastogne, valgt på grund af dets bekvemmelighed for løbets chefer. Nogle ryttere forlod løbet i Bastogne og tog toget tilbage til Spa. 

Léon Houa, en indfødt fra Liège, vandt løbet efter 10 timer og 48 minutter på cyklen. Andenpladsen gik til Léon Lhoest, der kom ind på 22 minutter senere, mens nummer tre, Louis Rasquinet, var i mål 44 minutter efter vinderen. Ryttere ankom til Spa i yderligere fem timer.

Houa vandt igen året efter, denne gang med en halv times margin. I 1894 blev det første løb for professionelle afholdt, og den gennemsnitlige hastighed steg til 25 km /t. Houa vandt endnu en gang med syv minutter. Franskmanden Maurice Garin blev nummer fire, og blev senere den første vinder af Tour de France. Efter de indledende tre udgaver blev løbet ikke arrangeret i de næste 14 år, hvorefter det undertiden kun var åbent for amatører og semiprofessionelle.

Løbet blev genoptaget i 1908 med start og mål i Liège for første gang. Det blev vundet af franskmanden André Trousselier. Løbet blev aflyst under første verdenskrig, men genoptoges i 1919. Løbet begyndte at tiltrække flere ryttere fra Flandern, den cykelgale nordlige del af Belgien, der begyndte at dominere løbet. Fleming Alfons Schepers vandt tre sejre i mellemkrigstiden.

Liege – Bastogne – Liege havde nogle afbrydelser under Anden Verdenskrig, men var igen en fast del kalenderen fra 1945 og begyndte at tiltrække nogle af stjernerne i europæisk cykling. I 1951 blev løbet føjet til Challenge Desgrange-Colombo, den konkurrence, der kombinerede cykelsportens største løb på det tidspunkt. Schweiziske Ferdinand Kübler vandt løbet i 1951 og 1952. Den belgiske favorit Raymond Impanis blev løbets evige toer med fire andenpladser, men fik aldrig en sejr.

I slutningen af ​​1950’erne vandt Fred De Bruyne løbet tre gange, endda i sine første tre starter, og tangerede dermed Houas og Schepers rekord. I 1957 blev to ryttere erklæret vinder. Germain Derijcke var først over målstregen, men han havde krydset en sænket bom ved en jernbaneoverskæring. Derijcke havde vundet med tre minutters forspring, og dommere følte, at han ikke havde vundet så meget tid på ulovligt at krydse jernbanen og derfor undlod de at diskvalificere ham. Men løbets nummer to Frans Schoubben blev ligeledes erklæret for vinder.

I 1959 blev Liege – Bastogne – Liege en del af Super Prestige, efterfølger af Desgrange-Colombo-konkurrencen og en tidlig forløber for UCI World Tour, hvilket gjorde Ardennes Classic til en af ​​de største cykelbegivenheder i året.

I 1969 begyndte æraen med alle tiders største cykelrytter, Eddy Merckx, der vandt fem sejre, hvoraf tre i træk og i alt syv podium placeringer. I 1971 blev løbet kørt under rystende forhold med sne og kulde. Merckx opnåede en af ​​sine mest mindeværdige sejre. Kannibalen angreb solo med 92 kilometer fra mål og havde snart et fem minutters forspring til sine forfølgere. Men så skete der noget som var uhørt for Merckx – han gik kold i finalen og fik selskab af Georges Pintens, som dog ikke kunne køre fra Merckx, og Merckx formåede at vinde spurten, og høste sin anden sejr i løbet.

1972 flyttede målet til Verviers, 15 km fra Liège, men på grund af protester fra løbets fans blev det til en engangsforestilling. Udgaven blev igen vundet af Merckx. I 1975 vandt Kannibalen sin femte og sidste sejr, hvilket gjorde ham til den eneste rekordindehaver af La Doyenne.

Det franske ikon Bernard Hinault vandt løbet to gange, begge gange under grusomme vejrforhold. I 1977 vandt han på en sent soloudbrud med afsæt fra et seksmands kongeudbrud inklusive Eddy Merckx, Roger De Vlaeminck og Freddy Maertens, og tre år senere vandt han en af de mest episke udgaver af løbet nogensinde. Der var i 1980 i voldsomt snefald og temperaturer under frysepunktet. Hinault gik i udbrud 80 kilometer ude, og kørte i mål ti minutter før nummer to i løbet. Rygter går på at grævlingen stadigvæk lider af smerter i hænderne fra den dag. 

I 1980’erne vandt den italienske klassikerspecialist Moreno Argentin løbet fire gange. Argentin vandt også tre sejre i søsterklassikeren La Fleche Wallonne og det gav ham titlen som konge af Ardennerne på den tid.

I 1990 indgik Pesant Club Liégeois samarbejde med Société du Tour de France, arrangøren af Tour de France og Paris – Roubaix. Partnerskabet førte til en mere professionel organisation, hvilket resulterede i en fuldstændig renovering af løbet. Start og mål flyttede til forskellige steder i Liège, og fem nye stigninger blev inkluderet.

I slutningen af ​​1990’erne fortsatte italienerne Michele Bartoli og Paolo Bettini en tradition for italienske sejre i La Doyenne med to sejre hver. I 1999 forsøgte Bartoli at opnå en tredje sejr i træk, men han blev slået af den unge belgier, Frank Vandenbroucke, der kontrollerede løbet og bragte de belgiske fans i ekstase.

I de senere år har Alejandro Valverde vundet fire gange, og da han tillige har fem sejre i Fleche Wallonne er han vor tids Ardennerkonge.

Indtil 1991 sluttede løbet i Lièges centrum. I 1992 flyttedes målet til den industrielle forstad Ans på den nordvestlige side af byen. Den stejle Côte de Saint-Nicolas blev inkluderet i de sidste kilometer sammen med en sidste stigning til mål i Ans. Flytningen indebar markante ændringer i løbets karakter, da det nu blev en affære for puncheurs med en stærk spurt opad. Disse havde en interesse i at holde feltet samlet til den allersidste stigning op til mål

I 2019 flyttede målstregen tilbage til Liège centrum. Både Côte de Saint-Nicolas og den sidste stigning til Ans blev derved fjernet fra ruten. Côte de la Roche-aux-Faucons var dermed den sidste stigning, hele 15 km fra mål.

Analyse: Amstel Gold Race

Analyse: Amstel Gold Race

Amstel Gold Race forholder sig til Ronde Van Vlaanderen som badminton til tennis. Slagudvekslingerne er meget hurtigere og hidsigere, men der spilles ikke på en bane som tillader ét tungt og dræbende slag, der planter modstanderen med Knold & Tot Lim på pedalerne.

Af: Per Bausager

Jeg er egentlig bagstræberisk når det gælder de helt store cykelløb. Jeg hader ændringer, for en klassiker er jo en klassiker fordi den er på én bestemt måde, og fordi den måde er så god, at stævnet har overlevet i mange, mange herrens år.

Når det er sagt kan jeg godt lide lange cykelløb, der afvikles på en hård rundstrækning. Jeg synes VM har mistet noget af sin magi ved, at arrangørerne åbenbart nu skal lave ruten sammen med det lokale turistkontor for at skabe opmærksomhed om forskellige lokale steder inden man kommer ind på rundstrækningen.

Men jeg kunne godt lide rundstrækningen i dag. Den var skræddersyet til at skabe et godt væddeløb, men det er mig en gåde, at man skulle amputere den sidste omgang, og det er det også, at man skulle skære de 40 km. af distancen, som kunne have givet et, ikke bare godt, men et stort cykelløb.

Ballet blev åbnet med 65 km. hjem. Det var selvfølgelig på Cauberg. Vingegaard var i hopla, og fra det tidspunkt, og mange km. frem, var han alle vegne. Sammen med Van Baarle var han en stor animator i denne fase, som åbnede løbet op.

Omgangen efter på Cauberg var der dansk foran. Fuglsang, Vingegaard og Kamp var helt fremme, og der blev kørt stærkt, hvilket sås ved, at et større mandefald skete bagude. Herefter havde Mohoric en fase hvor han ville deltage i alt, men jeg fandt aldrig rigtigt ud af om hans rasen var en del af en større plan. I hvert fald var hans holdkammerat Colbrelli pludselig afsted i en seksmandsgruppe, der talte så stærke navne som Senechal og Van Baarle, men selvom de kørte stærkt og havde et rimeligt forspring betød fraværet af Bike Exchange, Jumbo og Astana, at man ikke levnede udbruddet stor mulighed for at overleve.

De havde 35 sekunder næste gang de ramte Cauberg, og her tog det Roglic præcis 1000 meter at rundbarbere det udbrud. Allerede inden højrekurven på toppen var der samling. Det er et grumt syn når ex-skihopperen på en led stigning holder nede i bukningen mens han stående driver sin veksel rundt. Og for at forstå grumheden må man skue bagud – på ansigterne bag ham, og på de huller der opstår i geledderne. På ham selv er der ikke meget drama at betragte. Han ser ud som en bankfuldmægtig i Nordea, der er i færd med at afstemme en konto. Og det er han jo også på en måde.

På sidste af de store omgange foretog Schelling fra Bora-Hansgrohe et flot fremstød. Hans forcering af Bemmelerberg var imponerende. Meningen må vel have været, at han skulle holde sig fremme til hans kaptajn, Schachmann dukkede op. Det gjorde han bare ikke, og at komme til Cauberg sidste gang med 10 sekunders forspring foran favoritgruppen, svarer til at have en hunderedemand på kontoen den femte i måneden. I mindst fordi Quick-Step havde sat tropperne frem for at køre Alaphilippe i stilling.

Desværre for Roglic – og i høj grad også for løbet – blev han ramt af en mekanisk defekt nede i bunden af stigningen, hvor Van Aert svingede taktstokken i en forcering der ryddede alvorligt op i butikken. Alaphilippe sad på hjul af ham, og man ventede et tigerspring fra verdensmesteren, men det udeblev.  Da det sædvanlige skyderi foregik efter toppen, fandt man ud af hvorfor. Alaphilippe plantede sig, og kunne ikke lukke et hul op til den lille forreste gruppe, som nu talte hele tre Ineos-mænd. En uventet situation at Ineos nu sad med kortene til powerplay, mens Quick-Step var kørt ud af lystavlen.

Fronten bestod nu af Van Aert, Carapaz, Pidcock, Kwiatkowski, Schachmann og Matthews, men den, om et øjeblik 41-årige, Valverde lavede et glansnummer som var han atter i sin ungdom, ved at lukke hullet solo. I samme moment angreb Kwiatkowski. Angrebet var perfekt timet, og med Carapaz og Pidcock til at udgøre halvdelen af dem der kunne/skulle føre var det et perfekt træk. Når jeg siger halvdelen, er det fordi Valverde i det øjeblik åndede med gæller efter sin opkørsel, og fordi Matthews, så godt som aldrig, er til at vride en helhjertet føring ud af i disse situationer.

Det skulle blive Schachmann – manden hvis hoved er monteret på et kugleleje i halsen – der slukkede lyset for den polske eks-verdensmester på Geulhemmerberg, Tyskeren havde diamanter i benene i dag, og i det hele taget synes jeg, at det er en slagkraftig formation Denz har fået bygget op med det Bora-Hansgrohe mandskab. 

Et angreb fra Pidcock var så hårdt, at kun Van Aert og Schachmann kunne svare på det. Van Aert virkede rystet, og kunne tilsyneladende ikke umiddelbart tage sin føring da briten slog ud. Men meget hurtigt fik de drev i deres tremandsvifte, og etablerede et 15-18 sekunders forspring.

På dette tidspunkt kom en gruppe med bandt andre Alaphilippe, Fuglsang, Lutsenko, Martin og Woods op til resterne af den tidligere førergruppe, og Lutsenko og Fuglsang besluttede sig for at køre efter udbruddet så den hurtige Aranburu eventuelt kunne spurte. Lidt fik de kørt ind på fronten, men man var aldrig rigtig i tvivl om at udbruddet ville holde hjem.

Da der manglede to km. lancerede Schachmann et meget hårdt angreb som Van Aert svarede på. Og det ville jeg ikke have gjort hvis jeg var ham. Jeg synes han skulle have ladet Pidcock gøre det. Altså ud fra, at på tidspunktet kendte vi ikke resultatet. Efter i onsdags tror jeg, at Pidcock psykologisk, og måske også fysisk, følte sig ovenpå, og jeg er overbevist om, at Van Aert godt kunne have spillet på det. Men det er ikke rigtigt hans stil at være taktisk. Han træder bare. Jeg forstod heller ikke hans villighed til at tage spidsen i spurten, og dermed skabe et deja vu i hovedet på Pidcock. Og jeg tænker også, at hvis man lige har tabt på en recept, så kan man godt udskrive en anden.

Nu vandt Van Aert foran Pidcock i et opløb så tæt, at ikke engang målfotoet gav klarhed for os seere, og som derfor nok skal føre til mange diskussioner om hvorvidt UCI-kommisærernes afgørelse og fortolkning af billederne er rigtige.

Ved sæsonstart troede vi alle, at Van Aert, Van der Poel og Alaphilippe ville gøre rent bord og vinde alt. Sådan er det langt fra gået. Og havde Van Aert ikke vundet i dag, ville hans forårskampagne have været en skuffelse. Med Gent-Wevelgem og Amstel redder han sig tørskoet i land, men det vil nage ham, at han ikke tager herfra med Flandern Rundt og/eller Paris-Roubaix i under bæltet. Foråret er kun akkurat reddet. Hvilket siger ikke så lidt om det pres og de forventninger, han cykler under. Og det er selvfølgelig fordi han er en ekstraordinær cykelrytter.

En anden af de ekstraordinære er verdensmesteren. Han skuffede mig (igen) i dag. Jeg havde troet, han kom til disse to uger i sin bedste form. Men også i dag var han under sit bedste niveau. Ruten var skræddersyet til ham, men han løb tør for benzin da det var alvor galt. Men han har to chancer endnu i de rigtige Ardennerløb. Når de er overstået, skulle der gerne være en sejr – eller i det mindste en fremragende præstation. Ellers vil hans forår have været meget under forventning.

Optakt: Amstel Gold Race

Optakt: Amstel Gold Race

Da jeg i 1978 tiltrådte på Zoppas-Zeus nede til træningslejren i Alassio, anede jeg at sportsdirektøren, Ton Vissers, 12 år tidligere havde grundlagt Hollands største cykelløb, Amstel Gold Race.

Af: Per Bausager

Vissers og hans partner, Herman Krott, havde en ambition om af lave en hollandsk pendant til Flandern Rundt, og den oprindelige plan var at starte i Amsterdam og slutte i Maastricht, hovedstaden i den kuperede region, Limburg. Løbet, havde de besluttet, skulle være 280 km.

Imidlertid viste det sig, at det på grund af Hollands mange floder og kanaler, var umuligt at holde den distance, da man skulle zig-zagge så meget østover, at man ville komme op på langt over 300 km.  Der kom mange andre forviklinger, som f.eks., at løbets dato, den 30. april kolliderede med en kongelig årsdag, og myndighederne ville ikke tillade dette sammenfald i hovedstaden.

Efter mange genvordigheder, og en aftale om, at løbet ikke fremover måtte falde sammen med kongehusets mærkedag, gik starten til det første Amstel Gold Race på den planlagte dag – ikke fra Amsterdam, men fra Breda mens opløbet var i Meersen, og det blev med 320 km. den længste udgave nogensinde.

Allerede året efter gik starten foran Amstel-bryggeriets hovedsæde i Helmond og distancen var nu 254 km. Det var imidlertid svært for løbet at finde sit fodfæste som et af de vigtigste løb, og der var evige problemer at finde en passende termin mellem Flandern Rundt og Ardennerløbene. Ydermere gik der en del år før man havde alle de bedste ryttere med. 

Der gik adskillige år før Eddy Merckx stillede op, da arrangørerne ikke havde økonomi til at hyre Molteni-holdet. Men i 1973 fandt man midlerne og Kejseren fra Tevuren kvitterede for venligheden ved at ride alene hjem med tre minutter. Han vandt igen 2 år efter på mindst ligeså brutal vis, da han kørte hjem med Freddy Maertens fra Flandria, som han lod side på hjul i udbruddet, uden nogensinde at vende sig om. Hans tonsede fra spids i VM-trøje og tungt gear – også op ad Cauberg, hvor Maertens måtte drikke den bitre kalk, og slippe fra hjul.

Så kom den hollandske æra med Peter Posts Raleigh-tropper og især Jan Raas, som vandt 5 sejre. Det var også her det bitre fjendskab mellem Raliegh og Francesco Moser fødtes. I 1978 var Moser, som var i VM-trøjen, og Raas i udbrud, da Peter Post, ifølge Moser, med sin store Mercedes Benz kørte italieneren i grøften i finalen, så Raas kunne køre væk. Bedre blev det ikke da Moser og Knetemenn ved VM samme år kom alene til mål på Nürburgring, og Knetemann slog Moser i spurten efter af have lovet at undlade at spurte, hvis han fik lov at komme med hjem.

Sådan noget som 20 år efter, besøgte Jørgen Marcussen og jeg Moser i hans hjem i Palu di Giovo, og over en grappa på den anden side af midnat, måtte han bringe historien frem, og øjnene lynede og knoerne blev hvide ved erindringer om de forbandede hollændere.

Først i 1998 – året efter Bjarne Riis havde vundet en formidabel solosejr – fik løbet den form, vi kender i dag – altså hvor hele løbet foregår i Limburg og på små bakkede veje, og fra 2003 til 2016 blev målet lagt på toppen af Cauberg i Valkenburg. Et format der i al fremtid vil minde om Philipe Gilberts utrolige præstationer på netop den bakke. Et yderst spektakulært opløb, men det blev dog et bedre og mere åbent væddeløb da man i 2017 ændrede ruten så Cauberg blev løbets 3. sidste stigning, og Geulhemmerberg -mindeværdigt for Valverdes angreb i 2018 – og Bemelerberg. Det er jo ikke kun Valverdes onde aktion der er mindeværdig, for Michael Valgren, ikke alene vandt løbet, men var på højde med de allerstørste i alle faser af løbet.  Valgren sagde senere til mig om Valverdes ryk: “Jeg så godt han lancerede, og jeg kørte alt hvad jeg kunne med hovedet nede. Så kiggede jeg op igen, mens jeg tænkte, at nu må han da for helvede holde op, men i stedet klikkede han ud, og gik ned i bukningen. På toppen var vi kun ham, Sagan, Alaphilippe og mig, og havde det varet 30 meter mere havde jeg sluppet, men det havde de andre vist også.”

Favoritterne

I følge Bet365 er favoritterne til årets Amstel Gold Race: 

Van Aert: 5.00
Alaphilippe: 7.50
Pidcock: 8.50
Roglic: 8.50
Matthews: 15.00
Trentin: 19.00
Valverde: 23.00
Schachmann: 23.00
Fulgsang: 34.00
Vingegaard: 34.00

De fire første er vel meget oplagte storfavoritter, selvom jeg vil sætte spørgsmål ved Van Aert som den største. Han er altid god, altid animator, altid generøs, men de sidste uger har han virket som en topklasserytter uden det ekstra gear. Det har til gengæld den kleine Pidcock lige nu, og den rute må være guf for ham. Det samme kan man sige om Alaphilippe, der hidtil ikke har været helt oppe at ringe, men mon ikke der er nu. Han er min favorit. Og så er der jo Roglic – den formidable Roglic – der har vundet 8 ud af 14 starter i år. Der findes dårligt et cykelløb han ikke kan vinde. Og hvis der gør, er det i hvert fald ikke Amstel Gold Race.  

Ruten

I år er ruten et andet format end vanligt og på grund af corona henlagt til en kuperet rundstrækning, som indeholder Geulhemerberg, Bemelerberg og legendariske Cauberg. Rytterne skal tilbagelægge rundstrækningen på 16,9 kilometer 12 gange. Til slut skal rytterne ud på finaleomgangen, som kun indeholder Geulhemerberg og Bemelerberg, altså ingen Cauberg på sidste omgang, finalerundstrækningen er også en anelse kortere end de andre omgange med sine 15,9 kilometer. Nedenfor kan du se profilerne på begge omgange, den øverste er de 12 omgange og den nederste er finaleomgangen. Vejrudsigten lover ca. 10 grader og let vind fra nordvest.

Analyse: Ronde Van Vlaanderen

Analyse: Ronde Van Vlaanderen

Efter denne dag må jeg igen låne fra Søren Kierkegaards, Enten-Eller:

”Hvorfor kan en sådan Dag ikke vare længere? Kunde Alektryon forglemme sig, hvorfor kan ikke da Natten være medlidende nok dertil.” 

Af: Per Bausager

For det var et Flandern Rundt der ikke måtte slutte, selvom jeg havde kigget på det fra kl. 10 i morges. De sidste 100 km sendte jeg den alt for hurtigt dalende kilometertæller ængstelige blikke, for det var et af de absolut bedste væddeløb nogensinde set. At der blev en med danske øjne überlykkelig udgang på det, var flødeskummet på toppen.

Som jeg skrev i min optakt, er dette løb et helt andet bæst at tage livtag med end alle dem der går forud. Det her er en ond, ond, ond styrkeprøve hvor det slet ikke er nok at kunne træde hårdt i pedalerne. Fysikken skal være toptunet. Karburering og tankindhold skal være på det maksimale, og hovedet skal være beredt på lidelser over lang, lang tid. Også når man er en af de bedste. Er man ikke en af de bedste er man slet ikke med til at køre finale. Selv så store ryttere som Peter Sagan og Alaphilippe var ikke på deres bedste niveau, og måtte inklinere for løbets love.

Ballet blev åbnet da Asgreen gentog spøgen fra E3 ved at tage en ordentlig dinger på Taaienberg, som barberede morgenudbruddets forspring ned med et minut. Herefter var der mange der aldrig fik det godt igen, og det stod blandt andet klart, at Mads Pedersens coronaisolation havde gjort ham til hjælperytter for Stuyven.

Photo Credit: Getty Images

Ellers havde Lefevre jo før start erklæret, at Quick-Step ikke ville komme til at tage ansvaret for at lukke udbrud, men han tabte alligevel nervekrigen, og den formidable Declercq måtte i aktion. Utroligt som den mand kan føre, både længe og hårdt.

Med 70 km hjem kom løbets første seriøse angreb, og det blev lanceret af Søren Kragh, der tydeligvis sad med diamanter i benene, for der var ingen der kunne gå med. Jeg tænker, han havde håbet på følgeskab af et par folk, så de kunne komme topfavoritterne i forkøbet til finalen, men i stedet fik han fyret en pænt stor tændstik af, som godt kunne være brugt siden. Søren blev hentet efter ca. 5 km, men jeg beundrer hans evne till at være usynlig indtil hammeren falder. Og den falder som regel hårdt.

Lidt efter skete der et større styrt, der sendte den meste af Quick-Step i asfalten, herunder Asgreen og verdensmesteren. Det varede længe inden Asgreen fik en ny cykel, og jeg frygtede, det var game over, men heldigvis holdt de igen oppe foran, og der kom samling på tropperne.

I denne fase var Alpecin meget synlige, og man så igen hvor meget et hold kan hæves når der er en kollektiv mission som man tror på.

Tro burde man også have hos Jumbo-Visma, men jeg synes aldrig, de havde styr på det løb. Hverken holdet eller Van Aert.  Holdet var ham ikke til stor støtte, og han kom selv ofte på bagkant, skønt han vidste at Asgreen og Van der Poel var de eneste, der ikke måtte få en meter. Måske havde han aldrig rigtigt benene i dag, og det kan jo ramme enhver.

Photo Credit: Getty Images & Bettini Photo

Jeg var lidt bekymret da Asgreen spillede supermand første gang på Kwaremont og Paterberg. Han brændte hø af som en større herregård i august, og der var altså langt hjem. Men ængstelsen blev så meget desto større da han tabte terræn på Koppenberg, og jeg synes han trådte i kasser. Bottom line, så kom han ikke med da de gode kørte, og her kunne løbet potentielt have været kørt for hans vedkommende – hvilket også viser hvor mange parametre man har at slås med ud over ben og hoved. Heldigvis for Asgreen og Danmark blev der samling igen, og herfra var Asgreen oven på enhver situation – måske lige med undtagelse af da Van der Poel lavede sit berømte og berygtede tigerspring på Kwaremont sidste gang. Her måtte han bruge det meste af en kilometer på at lukke hullet, men jeg var egentlig aldrig i tvivl om, at han ville gøre det.

Allerede på opstigningen til Kwaremont mærkede jeg blodet bruse ved synet af Asgreen i Dannebrog – sammen med de to fabelagtige cross- og landevejsmestre. Kunne det blive større? Nej, vel!?

Men da Van der Poel lod muggerten falde, måtte hans evige rival altså strække gevær, og med tomme piber, og en duo som Asgreen og Van der Poel foran, var der ikke meget håb tilbage om en hjemmebanesejr.I morges skrev jeg en sms til Brian Holm, hvor jeg spurgte om Asgreen i det tilfælde, han kom til at sidde med en af de to crossere mellem Kwaremont og Paterberg ville få lov at føre – og som jeg skrev – han vil jo gerne. Holm fik ikke svaret, men det gjorde Asgreen så selv. Og han kørte helt som jeg havde forventet. 

At Van der Poel ikke kørte over Paterberg før Asgreen viste, at han var på reservetank, og jeg begyndte at tænke på, om det mon var muligt, at Van der Poels ben kunne være tømte til spurten. Ikke mindst fordi, 10 km hovedvejstons efter 250 km med Asgreen kan suge de sidste dampe ud af tanken på enhver.

Photo Credit: Getty Images

Resten er nu historie, som man siger. Asgreen kørte en klog spurt, men vandt fortrinsvis fordi han var den af de to der var i bedst forfatning de sidste 200 meter.

Som jeg skrev efter E3, var det en sejr der måtte komme, og jeg vil sige det samme her. Når Asgreen rammer topformen, er dette format, distancen og terrænet, skabt til ham. Når løbet trækkes ud, så vi taler om, at alle er døde de sidste 40 km, da skinner hans kvaliteter. Mange kalder ham en diesel, men det er fejlagtigt. Han er en turbodiesel – med dobbeltturbo.

Igen så vi, at disse monumenter klæder folk nøgne. Når man når til vejs ende, er der intet at skærme sig bag. Intet mandskab, ingen tricks og ingen mulighed for at leve på andres regning. Det er en brutal og meget konkret udmåling af kvalitet på dagen. Derfor er det så uendeligt smukt.

At vinde Ronde Van Vlaanderen er selvsagt en gigantisk triumf for Asgreen, og den vil forandre resten af hans liv. Det vil også betyde, at Lefevre må i sparegrisen. For jeg har ikke fantasi til at se dem skilles. Ingen af dem vil ønske det.  Kasper er nu konge af Flandern, men Lefevre er konge af endagsløbene nu på 42. år. Også en præstation der fortjener honnør. 

Min uforbeholdne honnør går i hvert fald til Kasper Asgreen og til Quick-Step.

Men satans at der ikke er Paris-Roubaix på søndag.

Photo Credit: Bettini Photo