Manden uden skygge

CYCLISME - TOUR DE FRANCE 1971 - 1971 merckx (eddy) maillot jaune, maillot vert, maillot blanc

MANDEN UDEN SKYGGE

Det helt store drama om den gule trøje udeblev i 2018. Så det får du i stedet her i tilbageblik på det legendariske kongeslag i touren i 1971.  

Af Per Bausager / Foto: Ritzau Scanpix

“Uden nogen nerver træder han i pedalerne som i en drøm, som i en jeg ved ikke hvilken form for alternativ tilstand, med foragt for udmattelsen, øjnene fast fæstnet til asfalten, med munden halvt åben som en fisk. Vi bliver ikke indviet i nogen dybere sandheder. Der kommer ingen tegn på nogen udveksling med publikum, ingen hemmelig forståelse, intet andet end en blodløs hyperaktivitet. Han føler tilsyneladende ingen smerte, intet besvær. Han træder i pedalerne, det er alt. Hvor er Eddy Merckx? Hvem er han? Hvem eller hvad tænker han på? Intet, tydeligvis. Ingen. Han er er ligeglad med alt andet end dominansen. Den ubønhørlige monotone handling…. Han leder tankerne hen på en ulykkelig gud, der stiger ned på jorden nu og da. Han er en mand uden skygge, der kan se direkte ind i solen uden at skælve det mindste med sine smukke øjenlåg, og hans skæbne er en skæbne, fra hvilken al svaghed og enhver svaghed og enhver glæde over at eksistere synes elimineret.”

/George Perrot (fransk forfatter som havde set Eddy Merckx i et cykelløb i Blois)

TOUR DE FRANCE 1971

Man siger, at de formative år gør det uudsletteligste indtryk i erindringen. I hvert fald har ingen Tour gjort så stort indtryk på mig som denne udgave, hvor Leif Mortensen blev nr. seks, og hvor en aldrig overgået duel mellem Eddy Merckx og Luis Ocana udspillede sig i løbets centrale fase.

Merckx var ankommet til starten af Touren i Mulhouse med selvtilliden i orden efter at have vundet de to foregående Tours, og i indeværende sæson havde han indkasseret sejre i blandt andet Sardinien Rundt, Paris-Nice, Het Volk, Milano-Sanremo, Liege-Bastogne-Liege, Midi Libre og Dauphiné Liberé. Med andre ord, alt var som forventet, da ham med sit frygtede Molteni-mandskab satte konkurrenterne grundigt til vægs på den kun 11 km. lange holdtidskørsel, der udgjorde løbets prolog. Hvad der til gengæld var helt usædvanligt, var, at han lod sin holdkammerat, Rini Wagtmans køre først over stregen og tage den gule trøje. En uhørt gestus fra Kannibalen. Det blev der dog hurtigt lavet om på allerede på første dags anden halvetape fra Basel til Fribourg, hvor trøjen kom tilbage, hvor den hørte hjemme. På skuldrene af Eddy Merckx.

Luis Ocana og  Leif Mortensen i aktion.   AFP PHOTO/Scanpix
Spanish Luis Ocana (D) and Danish Leif Mortensen are in action 04 November 1971 near Milan during the Baracchi trophy, a time trial race for couples. AFP PHOTO

På 2. etape fra Mulhouse til Strasbourg viste Merckx atter, hvorfor han kaldtes Kannibalen, da et echapée royale med 15 favoritter ankom til den farlige cindersbane i fois gras-hovedstaden. Selvom Merckx var topfavorit til at vinde Touren, var tanken om at passe på sig selv ham fremmed, og med højrisiko for styrt angreb han den akrobatiske og lynhurtige Roger De Vlaeminck i sidste sving og sejlede forbi til sin første etapesejr i årets Tour.     

Herefter var det business as usual, og alt tydede på, at det ville blive en formalitet for Merckx at træde sin tredje Tour-sejr hjem. Men det skulle snart vise sig at gå meget anderledes.

Det første onde varsel kom på 8. etape fra Neves til vulkanen Puy de Dome, i hjertet af Massif Central. Mortensen havde ført et dræbende tempo op igennem skoven nede fra Clermont-Ferrand, og da de kom op til spiralvejen, der snor sig omkring vulkanen, angreb Ocana, og Merckx kunne ikke følge ham. Han måtte endda også lade Van Impe og Zoetemelk køre. Et opsigtsvækkende resultat, selvom Merckx fortsat var i gult, 36 sekunder foran Zoetemelk og 37 foran Ocana.

På 10. etape var der mere dårligt nyt til Merckx. På nedkørslen fra Col du Coucheron punkterede han på forhjulet med 80 km/t. Kun hans ekvilibristiske kørefærdigheder forhindrede et alvorligt styrt, men straks angreb Ocana som en kanonkugle, sammen med hvad var tilbage af hans BIC-mandskab. Bilerne var langt bagude, og Merxkx måtte vente et minut på at få et nyt hjul. Herefter skulle Col de Porte klatres, og Merckx manglede kort før pashøjde kun sølle 80 meter i at komme op til kortegen, da løbsdirektør Goddet lavede barrage. Merckx brød sammen og havde sat halvandet minut til, da han kørte ind på cyklebanen i Grenoble, hvor tilskuerne piftede ad ham. Hans hidtidige suverænitet havde gjort ham forhadt blandt de franske tilskuere.

Merckx, taler med sin sportsdirektør Mr Driessens.  Scanpix Denmark
Picture dated 06 July 1971, shows Belgian cyclist Eddy Merckx during the 1971 Tour de France between Rungis and Nevers. Merckx, speaks with his sporting director Mr Driessens.

Luis Ocana lod ikke den sårede Kannibal få en chance for at komme sig. Dagen efter, på 11. etape udførte han en af historiens største præstationer, da Ocana i et soloudbrud over hele dagen på den 134 km. lange etape op til Orcieres-Merlette kørte feltet sønder og sammen. Han lagde fra land på den korte, men ultrastejle Cote de Laffrey, og Merckx, som næsten ikke havde sovet om natten på grund af mavesmerter, sad ikke engang i anden gruppe på toppen. Allerede der, var han to minutter efter Ocana, som havde skilt sig af med alle konkurrenter. Van Impe sad på mellemhånd, og de Thevenet, Labourdette, Petterson, Zoetemelk og Guimard var faldet ned til Merckx og tog derfra ikke én føring resten af dagen. Men de rakte ham dog en flaske vand fra tid til anden. Da rytterne kom op til skistationen, var Van Impe seks minutter bagud, og Zoetemelk og Merckx, som blev tre og fire, næsten ni minutter agter. Luis Ocana havde udført en skelsættende bedrift, som for altid står som en milepæl i cyklingens historie. Og han førte nu Tour de France med 8.43 foran Zoetemelk, og Merkx var nummer fem, 9.46 efter.

Dagen efter var der hviledag oppe i Orcieres-Merlette. Merckx kommanderede Molteni ud på et brutalt hårdt træningspas og indviede dem i sine planer for 12. etape ned til Marseilles. Etapen startede med nedkørslen fra skistationen, og så var det bare ned til havet – og der skulle angribes kl. 8.00, hvor starten gik.

I skolegården stak Merckx med sin holdkammerater Rini Wagtmans og Jos Huysmans samt en håndfuld andre følgesvende, og Merckx selv og Wagtmans førte an som kamikazer ned mod dalen. Det skabte hul ned til de andre favoritter, der havde stået og skrevet autografer, da startflaget gik. Og nu indledtes et 251 km. langt forfølgelsesløb – det længste i hele Tourens historie. Favoritholdene kastede selvsagt alt mandskab i front for at lukke hullet, men Kannibalen havde ikke optjent sit øgenavn uden grund. Som en tornado rasede han ned igennem Sydfrankrig med de andre eventyrere flagrende som avner efter sig, kun af og til afløst af Huysmans og Wagtmans. Hans tempo var så grusomt, at da hans løjtnant Jos Bruyere punkterede nede i feltet, måtte sportsdirektøren sende alle tilbageværende Molteni-folk ned efter ham, men der blev kørt så stærkt, at de ikke kunne lukke hullet op til feltet, og de klarede sig kun akkurat igennem inden for tidsfristen. 

Merckx & co. bragede ind i Marseilles i rekordgennemsnit for en Tour-etape og var halvanden time foran tidsskemaet. Målområdet var ikke klart endnu, de fleste tilskuere sad på restauranterne og spiste frokost, og live-TV nåede ikke at sende. Marseilles borgmester, Gaston Deferre, blev så rasende over Merckx manglende forståelse for tidsskemaer, at han erklærede, at Marseilles aldrig mere ville være målby i Touren.

Merckx blev slået med millimeter af Luciano Armani fra SCIC, som havde siddet på hjul hele dagen. Typisk Merckx at køre omtrent 248 km. enkeltstart og så også ville vinde spurten. Den monumentale præstation indbragte ham dog to minutter tilbage på kontoen i det samlede regnskab.

Alle andre end Merckx ville nok have haft meget sløje piber efter sådan en dag, men det var ikke værre, end at han dagen efter vandt enkeltstarten, hvor han havde monteret den aldrig før sete gearing 51×11. I handlen fandtes der kun 13 tands kranse, men Merkx var manisk med sit udstyr, og havde fået specialfremstillet en 11-tands.

Dagen efter skulle verden opleve et nyt episk drama. På løbets første Pyrenæ-etape. Da rytterne var på vej op ad Col de Menté, brød helvede løs i to betydninger. Himmel og hav stod i ét i en frygtelig tordenstorm, og under de dommedagsagtige atmosfæriske forhold indledte Merckx en lang serie af angreb, som dog besvaredes af Luis Ocana. 

Da de rundede toppen, angreb verdens bedste nedkører, Eddy Merckx for fulde gardiner på de nærmest oversvømmede smalle og dårlige bjergveje. Billeder viser hvordan rytterne tog foden ned i svingene, mens kaskader af vand står op. Merckx selv styrtede to gang og slog sit ene knæ. Det var et pres, Ocana ikke kunne stå for. I et sving mistede han kontrollen over sin orange Motobecane og endte i dørken. Netop som han rejste sig, blev han påkørt af Zoetemelk og kastedes ind i klipperne, hvor han blev liggende og kort efter fløjet bort i en helikopter.

Luis Ocana med en ødelagt skulder efter påkørsel af Zoetemelk.  LEGROS/Scanpix Denmark
CYCLISME – TOUR DE FRANCE 1971 – 1971 ocana (luis) chute dans le col de mente. fonds n/b MAG (1513) du 16/07/2011 parution livre 100 jours 100 tours

Merckx ærede den udgåede Ocana ved at nægte at køre i førertrøjen næste dag. Han ville endda forlade løbet, da han fandt det uværdigt at skulle vinde under disse omstændigheder, men løbsdirektørerne Levitan og Goddet overtalte ham til at blive. “Ocanas styrt har fjernet enhver glæde ved at vinde dette cykelløb” erklærede han.

15. etape var den korteste nogensinde med samlet start. Kun 19,9 km. Den gik opad hele vejen, til Superbagneres. Fuente vandt, og Merckx tabte et minut på den korte distance.

På den sidste bjergetape forsøgte Van Impe uden held at få skovlen under Merckx, men kunne ikke tage tid fra ham. Til gengæld tog Merckx sine konkurrenter på sengen på den flade etape til Bordeaux og satte mere end to minutter yderligere i banken. Han tog sig for god orden også etapesejren.

Sidste udfordring var en enkeltstart på 54 km. fra Versailles til Paris. Her var det barnemad for Merckx at indhente Zoetemelk med 2 minutter og køre yderligere 2.34 fra ham. 

Eddy Merckx havde vundet sin 3. Tour de France med 9:51 til Zoetemelk og 11:06 til Van Impe.

Eddy Merckx efter toursejren i 1971 sammen med rivalerne belgieren Van Impe ( th ) nummer tre og Hollænderen Zoetemelk, der sluttede på andenpladsen.  KEYSTONE/Scanpix Denmark
TOUR DE FRANCE 1971 Den belgiske cykelrytter Eddy Merckx efter toursejren i 1971 sammen med rivalerne belgieren Van Impe ( th ) nummer tre og Hollænderen Zoetemel, der sluttede på andenpladsen..

Reno Bent Olsen

RENO BENT OLSEN

Jeg mødte ham første gang på et herretoilet. Det var i kælderen på hjørnet af Holbækvej og Fælledvej i Roskilde. Det var i november 1968, så han var 21, og jeg var 12. Jeg er opmærksom på, at vi her er ude i noget, der lyder som en rigtig skidt start, men respekt for kendsgerninger tvinger mig til at sige det, som det var.

Af Per Bausager

Olsen, eller rettelig, Reno Bent Olsen stod og svajede, mens han med stift blik betragtede sig selv inde i spejlet, og lige som jeg kom ind, sagde han, henvendt til spejlbilledet, ”dit dumme svin”. I den ene mundvig sad, eller snarere hang, en ordentlig hundelort af en tændt havaneser. Lidt usædvanligt for årstiden var han iført et hvidt jakkesæt i let sommerligt tekstil, hvid skjorte med slips og hvide sko. Det var den officielle indmarchuniform for det danske olympiske landshold ved OL i Mexico, som netop var afsluttet, og hvor Olsen havde vunder guld i 4 km. holdløb sammen med Mogens Frey, Gunnar Asmussen og Per Lyngemark. Og nu stod han så her på toilettet i Roskilde Cykel Ring’s klubhus, mens den årlige rytterfest rasede inde ved siden af. 

I de næste fire-fem år var han et idol. Ham og Junker Jørgensen, som var klubbens store ”rigtige” landevejsrytter. Siden jeg begyndte at opnå resultater som junior, fik jeg mere at gøre med ham. Han var da en kort tid professionel for Furzi i Italien og var mig meget imødekommende med råd og vejledning i den periode, og efterhånden lærte jeg ham rigtig godt at kende.

“HANS BREDDE I REPERTOIRE, FANDENIVOLDSKHED OG REBELSKHED MINDER MIG OM ÉN ANDEN RYTTERS. OG DET SJOVE ER, AT DEN ENESTE CYKELRYTTER, JEG NOGENSINDE HAR HØRT OLSEN UDTRYKKE BEUNDRING FOR, ER NETOP DENNE MAND – NATURLIGVIS ROGER DE VLAEMINCK”.

Per Bausager

Olsen var en uregerlig mand, der ikke havde mange andre regler end sine egne, og fræk som en slagterhund, var han. Men jeg tror, at de fleste syntes, at han var en guttermand – det syntes jeg i hvert fald. Han var altid i gevaldigt humør, og jeg har aldrig hørt ham pive eller klage over noget. Og så var han jo en fantastisk cykelrytter, hvilket han ikke mindst beviste, da han i 1973 vandt tre danske mesterskaber på landevej og to på bane. Han var hurtig, udholdende, kunne køre enkeltstart og var mesterlig i kriterier og baneløb.

Hans bredde i repertoire, fandenivoldskhed og rebelskhed minder mig om én anden rytters. Og det sjove er, at den eneste cykelrytter, jeg nogensinde har hørt Olsen udtrykke beundring for, er netop denne mand – naturligvis Roger de Vlaeminck. Ham var han godt nok imponeret af, da han havde kørt nogle måneder i Italien, og jeg har mange årtier efter hørt Olsen fremhæve de Vlaeminck både som rytter og som personlighed. 

Efter det korte italienske eventyr stoppede Olsen karrieren og passede sin dont på Roskilde Sygehus. Men da 6-dagesløbene var kommet godt i gang i Forum, løste han professionel licens for at kunne deltage. Og selvom han passede sit arbejde på fuld tid, var han stærk nok til at gøre sig gældende. Han kørte altid godt, men hans opfattelse af forskellige ting var ikke altid i tråd med sæder og skikke hos de etablerede. Patrick Sercu var den enevældige konge, der både med ben og med en naturlig aristokratisk aura bestemte, hvordan reglerne var. Den Flamske Pil var vellidt og sympatisk og hævede aldrig stemmen. Når nogen ikke rettede ind ved en høflig henvendelse, så fik de en køretur. Og så var der ro i lejren. Med Olsen havde Sercu det lidt svært, for Olsen kørte jo kun i Danmark og var ikke på samme måde som andre afhængig af at være under det flamske og patriarkalske regime. Fx stillede Olsen op til 6-dagesløb med lange hår på benene, og Sercu var ved at besvime, da han så det til åbningsjagten. Da jagten sluttede, indfandt han sig omgående i Olsens kabine og fortalte ham, at den gik ikke – at der skulle barberes piber. Til timejagten senere på aftenen stillede Olsen op med højre ben barberet. Da den vantro Sercu måtte have fat i ham igen, fik han det svar, at det vel var nok at barbere det ben, der vendte ud mod publikum. Sercu kunne ikke lade være at more sig over Olsen, selvom han brød visse regler. Han sagde ofte, ”Olsen ist formidabel”. Og det havde han ret i.

“JEG HAVDE KØRT FIRE-FEM 6-DAGESLØB I TRÆK OG HAVDE ALTSÅ I EN MÅNED SOVET OM DAGEN OG VÆRET VÅGEN OM NATTEN. MEN OLSEN SATTE STARTEN FRA HERSLEV STRAND TIL KL. 6 OM MORGENEN. KULSORT NAT VAR DET OG ISKOLDT. NÅ, MEN OLSEN HAVDE ET PAR SKYDERE MED OG SÅ UD PÅ VANDET I HVER VORES PRAM”.

Per Bausager

Olsen gik ikke meget op i materiel. Det gjorde jeg. Allerede som junior disponerede jeg – med stor støtte fra mine forældre – over adskillige hjul, cykler og så videre. Olsen havde sin Schrøder med et sæt træningshjul og et sæt løbshjul. Engang i mine juniordage, hvor der var CC Gladsaxes store enkeltstart, spurgte han mig, om han måtte låne et sæt 24 egers hjul, jeg havde med Clement Criterium Seta Extra. Det var en ære for mig at låne ham dem, og da han hentede dem om lørdagen, aftalte vi, at jeg skulle ud og give ham mellemtider. Da jeg så stod ude mellem Hove og Smørum og ventede på, at han skulle komme, kunne jeg høre en forfærdelig larm oppe fra Hove. Og efterhånden, som Olsen nærmede sig, blev et værre. Det hylede og skreg fra hans cykel. Det viste sig så, at han havde vasket alt ud i benzin. Gear, kranks, kæde, krank og det hele. Men han havde ikke smurt det bagefter. At han alligevel vandt, siger noget om hans styrke.

Olsen er siden blevet en meget passioneret jæger. Hele hans hus er fuldt af udstoppede dyr. Selv en giraf har han. Engang, hvor vi lige havde kørt 6-dages i Herning, snakkede han mig med på strandjagt. Løbet var slut om tirsdagen, og jagten var torsdag morgen. Jeg havde kørt fire-fem 6-dagesløb i træk og havde altså i en måned sovet om dagen og været vågen om natten. Men Olsen satte starten fra Herslev Strand til kl. 6 om morgenen. Kulsort nat var det og iskoldt. Nå, men Olsen havde et par skydere med og så ud på vandet i hver vores pram. Han havde sørget for Gl. Dansk, øl, kaffe og boller. Så jeg skulle prøve at holde mig til ham. Vi skulle over til Bognæs. Jeg ved ikke, hvad der gik galt, men Olsen endte pludselig i baljen, og desværre også vores forplejning. Men det sked han på. Han fik heldigvis lige reddet den Gl. Danske og kravlede ombord igen. Og så kom vi over til Bognæs, hvor vi skulle ligge mellem sivene og vente på andetrækket – Olsen våd og iskold, men som altid i storslået humør. Jeg anede ikke, hvad det gik ud på, for jeg var jo ikke jæger, og havde aldrig skudt, så da andeflokken endelig kom farende som jetjagere, fik jeg ikke trykket af, før de var væk. Olsen var godt tosset, for nu kom der ikke flere ænder. Og han ville sateme ha’ ild i røret, som han sagde. Brødebetynget sagde jeg, at mine forældre havde et engstykke, som vi kunne se, om det var noget at skyde på. Den var ham med på. Desværre var det eneste, vi så, en gråspurv, der sad i en busk. Både spurv og busk blev til atomer, da han tømte de to løb. Det tilfredsstillede ham åbenbart ikke helt, for et par hundrede meter væk havde Slagter-Kaj et dueslag som han fik øje på. Det fik så lige de næste to piber hagl, og så blev der rigtig god plads på pinden til de overlevende. 

Efter at vi begge var stoppet med cyklingen, spillede vi tennis sammen nogle år og havde mange gevaldige timer dér. Jeg mener at vide, at Olsen blev klubmester i Lejre flere gange sidenhen. Nu om dage kan man, hvis man bor i Gevninge, stille sekundviseren efter ham, når han onsdag og lørdag løber sin 16 km. tur igennem Lindholm og Ledreborg skov, og så hjem over Hule Mølle og Gl. Lejre.

Frankieboys tro væbner

FRANKIEBOYS TRO VÆBNER

Ud af de mange utrolige personligheder, jeg har mødt i mine 47 år i cycling, er Jørgen Harms den mest utrolige. At berette om alle hans meritter vil fylde en bog, og jeg håber at få lejlighed til, i et andet format, at viderebringe nogle af dem.

Af Per Bausager

Gert havde arvet Harms af Ritter. Harms var en betingelsesløs tjener for Ritter, eller ”Guruen” som Harms altid kaldte ham. Gert hed så Frankieboy, og de to andre danskere, der formastede sig til at bejle til Frankieboys trone, Kim G. og HH Ørsted, kaldtes aldrig andet en ”Vor ven Kem”, og ”Mister Ørtstej”. Både ”vor ven” og ”Mister” skulle forstås på den rette måde, og Harms havde knive i ærmerne. Han tålte ikke, at hans chef blev antastet. Fordi Jørgens Marcussen og jeg havde vores primære virke, samt vores forhåbninger, på landevejen, fik vi lov at blive tiltalt ved vores navne, slet og ret, Marcussen og Bausager. Aldrig fornavne.

“HARMS VAR ALTID – SOM I ALTID – IFØRT AKAI-TRØJE. OG PÅ 6-DAGESAFTENERNE RUNDT OM I EUROPA VAR HAN KONSTANT BEVÆBNET MED EN BLÅ TUBORG SPORT DRIKKEDUNK, HVORI DER INGENLUNDE VAR SPORTSDRIK, MEN DERIMOD ILDVAND”.

Per Bausager

Det var godt set af Ritter, da han sørgede for, at Gert blev professionel med hans egen sponsor AKAI som finansiel støtte. Den altid snu Ritter var godt klar over, at det ville give bonus med et rent dansk par nr. 7, og så kunne han også høste lidt ære af at optræde som læremesteren, samtidig med at få en makker, der kørte stærkt. Et nummer, han jo også havde optrådt med – godt nok mest i Danmark – på Filotex-holdet og Francesco Moser. Som Moser, kørte også Gert ikke så lidt stærkere end Ritter – i hvert fald på en vinterbane, og Ritter var jo også i sit abolutte efterår og stoppede helt kort efter. Men logikken tilsagde, at Ritters væbner gik med den mand, som hans guru personligt havde udpeget som sin efterfølger – som Danmarks cykelstjerne nr. 1.

Harms var altid – som i altid – iført AKAI-trøje. Og på 6-dagesaftenerne rundt om i Europa var han konstant bevæbnet med en blå Tuborg Sport drikkedunk, hvori der ingenlunde var sportsdrik, men derimod ildvand. En drik, der tillige med piller af forskellig art holdt ham oppe i en konstant psykedelisk tilstand, som gjorde ham I stand til at skabe de mest absurde situationer, der nogensinde er set i banesporten. Og formentlig også landevejssporten. Det gjorde ikke det hele bedre, at han i sin animerede tilstand altid var bevæbnet med en skarpladt revolver.

Anekdoterne om Harms er utallige og utrolige. Her vil jeg nøjes med en enkelt. Den hidrører fra den tid, hvor Frankieboy efter at være stoppet drev Gert Frank Cykler på Kongevejen. En dag, jeg kørte forbi, tænkte jeg , at jeg ville køre ind og se, om Gert gav en kop mokka, men det var kun Harms, der var der. Han passede butikken. Han stod bag disken og var i færd med at inhalere en leverpostejsmad med rødbede. Da var det, at der ind i butikken kom en mand, som jeg skønnede at være af mellemøstlig herkomst. Harms, som konsekvent indledte alle sætninger med et ”nåh-men-altså” sagde så: ”Nåh-men-altså, er der noget jeg kan hælpe med”?

Jeg skal lige kigge”, svarede kunden.

Harms og jeg talte videre en halv snes minutter, mens Harms fulgte ham med øjnene. Og så gik han ellers – nu med leverpostejsmad nr. to i hånden – ned til kunden og sagde: ”Nåh-men-altså , var der så noget jeg kunne hjælpe med”?

”Jeg kigger”, svarede den anden.

”Nåh-men-altså, synes du ikke, at du har kigget nu”, ville Harms vide.

”Jeg vil gerne kigge mere”

”Nåh-men-altså, skal du købe eller hvad? Du kan jo heller ikke bare sætte dig ind bag i en taxa og så blive siddende inde på bagsædet, for så spørger chaufføren, om du skal køre eller hvad, og så starter han taxameteret”.

Harms blev med tiden mere og mere syg, men var, så længe han var nogenlunde rask, var han Frankieboys væbner. En rolle, han var stolt af at bestride.

Macs og den flyvende Alan-racer

MACS OG DEN FLYVENDE ALAN-RACER

Brian Nygaard har på sin egen snedige måde – ude på min facebook-væg – opslået dette billede og ladet det ledsage af et spørgsmål: om jeg ikke kan fortælle en historie, som knytter sig til skiltet. Brian ved, at intet ville kunne gøre mit hjerte tungere end at skulle skuffe hans forventninger.

Af Per Bausager

Nu kan jeg jo ikke se om skiltet er fra 1977 eller 1978, men Brians iver efter at få en ganske bestemt historie frem (har jeg en mistanke om), gør, at jeg antager, at vi taler om 1977. Og der var jeg ikke involveret og var slet ikke i Italien på det tidspunkt, hvor Grand Prix des Nations kørtes. Jeg ved bare, at Macs – Jørgen Marcussens kaldenavn – havde forberedt sig godt til løbet efter en ellers skuffende sæson, og at han, frisk og frejdig røg afsted mod Cannes sammen med Pierluigi “Bimbo” Poli, indehaver af den legedariske Cicli Poli på Piazza Santa Maria i Lucca,  i S.C. Luccheses  servicevogn. 

Nu har jeg kun historien fra Macs selv, og det er vel 35 år siden, jeg fik den, men som jeg husker det, var de lige kommet ud til kysten ved Viareggio og havde vendt køleren mod La Spezia, da Macs’ racer røg af bilen og slog kolbøtter henad autostradaen.

Macs kunne i spejlet se en tysk indregistreret Mercedes pløje hen over den. Det er, hvad jeg husker, og så mener jeg, at de kørte tilbage til Cicli Poli og fik lavet en ny cykel. Det gode ved historien er, at Macs blev en meget imponerende nummer tre efter Bernard Hinault og Joop Zoetemelk. Jeg synes, at der var noget om, at den cykel, han havde kørt på, ikke passede rigtigt, og at han havde døjet med frygtelige rygsmerter.

Til gengæld var jeg med ham til Grand Prix des Nations i 1978. Her kørte vi for AVIA i Belgien, og Macs havde lige fået bronze til VM. Løbet foregik altid i Cannes i de år, og man boede fint på Hotel Carlton. Ruten var benhård. To omgange á 45 km. Op til Juan les Pins og så ind i baglandet på de lede stigninger. Jeg var med bare for selskabets skyld og for at give tider. Men Macs var kold det år. Husker ikke, hvad han blev. Hvad, jeg til gengæld meget tydeligt husker, er, at jeg stod på rutens højeste punkt, hvor det vel var gået opad i fem-seks km. på en stigning, der kom i trappeform, og jeg så, hvordan den ene efter den anden asede forbi i rødt felt.

Moser kom farende som den næstsidste, og det gik altså tjept – troede jeg. For minuttet efter kunne jeg langt nede ad etagerne se Grævlingen komme nærmest flyvende opad stigningen. En danseuse, i sin karateristiske rytmiske aktion. Et kæmpegear blev flyttet med overlegen effektivitet. Blikket var flammende. Og så kæben. Denne fremskudte kæbe og den blottede række af undertænder. En mand fra en anden planet. Hvilket også skulle til, hvis man skulle slå den guddommeligt smukke italienske campionissimo med et minut.

VIGTIG TILFØJELSE!

HJEMSØGT AF TVIVL OM MIN HUKOMMELSES KRAFT, HAR JEG MÅTTE FORETAGE ET TELEFONOPKALD. JEG HAR FOR LIDT SIDEN RINGET TIL MACS FOR AT HØRE, HVORDAN DET VAR MED DEN HISTORIE OM CYKLEN.

Det viser sig, som jeg frygtede, at den sande historie på visse punkter afviger fra den, jeg netop har slået op. For Bimbo og Macs kørte ikke den skæbnesvangre tur i S. C. Luccheses sikre og velafprøvede ammiraglia, men derimod i Macs’ egen prægtige sølvgrå Alfa Romeo Millesettecinquanta med rat og gearknop i valnøddetræ. Til den forestående rejse havde han lånt en tagbagagebærer af Gammel-Macs, den brave vognmand fra Gadevang, der netop i sidste måned gik bort i en alder af 94.

Med tanke for de senere begivenheder slutter jeg af egen drift, at det nok har været Macs, og ikke den håndværksmæssigt stærkere funderede Bimbo, der har monteret tagbagagebæreren, hvorpå anbragtes Macs’ toptunede ALAN enkeltstartsmaskine. Macs bekræftede i dag, at uheldet – ja, vel nærmere ulykken – indtraf, netop som han havde sat kursen mod nord ved Pietrasanta. Da Alfaen havde arbejdet sig op på marchhastighed,  mistede tagbagagebæreren og dermed ALAN-maskinen grebet i Alfaens tagrende. Macs beretter, at han i bakspejlet kunne konstatere, at bagagebærer og cykel stadig var forenede, da de ramte autostradaen og tillige i sekunderne efter. Til gengæld var det tyske fartøj ikke en Mercedes personbil, men et bagvedkørende LASTVOGNSTOG – der på en splitsekund, for øjnene af en forfærdet Jørgen Marcussen – var årsag til, at begge dele forvandledes til atomer på et splitsekund.

Da jeg ved, at det er videbegærlige aficionados, der læser med her, huskede jeg at spørge hvilken nødcykel, der så herefter blev samlet hos Cicli Poli i den katastrofale situation. Macs oplyser, at det var en Galmozzi, hvilket jeg burde have gættet, da Galmozzi var Gammel-Polis – altså Antonio Poli – favoritmærke.”Galmozzi beve la strada”, sagde han altid. “Galmozzi drikker vejen”.

Men det var så Galmozzien, der uanset sine mange fortræffelige egenskaber var årsag til, at Macs led de frygteligste rygsmerter undervejs i løbet, men som han heroisk trodsede og hjembragte en podieplads i verdens største enkeltstart.

Kaptajn Battaglin

KAPTAJN BATTAGLIN

Giovanni Battaglin var min kaptajn, da han vandt giroen og vueltaen i 1981, og så har jeg siden handlet med ham i 25 år. Så jeg vil sige, at jeg kender ham ret godt. Allerede inden jeg kørte for ham, sagde hans træningsmakker, den norske legende Knut Knutsen, til mig, at “Giovanni er verdens bedste cykelrytter, når han er i form – og verdens dårligste, når han ikke er det.”

Af Per Bausager

Måske sat lidt på spidsen, men jeg giver Knut ret i, at Battaglin i visse perioder var verdens bedste rytter. Han havde en utrolig klasse og en stor kampånd. Jeg husker i Coppa Agostoni en uge før VM i Valkenburg, at han kørte alle ud af hjul på Ghisallo og kørte hjem med næsten seks minutter efter 80 kilometer solo. Bare et ekspempel på de ting, som han og ingen anden kunne udrette.

MAN SPØGER IKKE MED BATTAGLIN

Han var en god kaptajn at arbejde for. Ikke særligt krævende. Han råbte aldrig og gav aldrig strenge ordrer. De formidledes gerne gennem vores DS, Davide Boifava, og når en sjælden gang Giovanni gav en ordre, så gjorde han det stille og venligt.

Til gengæld har jeg ofte set ham gå bananas sidenhen – i forretningssammenhænge. Engang hvor jeg sad på hans kontor, og Campagnolo ikke havde leveret, hvad han havde bestilt, erklærede han, at nu skulle Valentino Campagnolo få at vide, at med Giovanni Battaglin spøger man ikke, og så ringede han op og fik verfet et par dørstoppere af vejen. Og så fik hr. Campagnolo ellers en giga sviner og to timer til at sende en lastbil med varer til Marostica, da Giovanni ellers personligt ville sende ham til “quel paese” (dette land).

Der er tre kategorier af folk, han heller ikke har det godt med. Kvinder, som er “uhyrer på to ben”, speditører, som “boller dig i røven”, og advokater, som er “de største løgnhalse i verden”.

FEINSCHMECKER

Giovanni er en feinschmecker. Han kører kun i de bedste biler, som BMW 750 og Porsche Cayenne. Altid i vredeste udgave, og han spiser kun på de bedste restauranter. Ikke nødvendigvis de dyreste, men de bedste. Han drikker meget sjældent rødvin, men yderst gerne Prosecco (fra hans træningsdistrikt).

Han hader tomatsovs lavet af friske tomater i sine spaghetti, men er en hund efter risotto med trøfler eller asparges. Og som secondo spiser han næsten altid en bistecca. Den skal være “al sangue” (blodig). Når han har indtaget den, bliver han umådelig træt og vil gerne hjem og til køjs. Han indtager helst sine måltider på La Rosina, som indehaves af hans ven Gaetano, der har været kok for det italienske cykellandshold og som også ejer en La Rosina i Brasilien. Gaetano har tjent mange penge på jord, og hans restaurant i Marostica er en af mine egne absolutte favoritter. Fantastiske råvarer.

JAGT OG PÆNT TØJ

En anden passion er jagt. Han har en jagt i Kroatien sammen med Gaetano og Federica Zecchetto, der ejer APG, som producerer Giordana/Alé-tøjet og DMT-skoene. De tager afsted i jagtsæsonen hver fredag eftermiddag og kommer hjem sent om søndagen. Så får hans signora Sonia god tid til at pleje sine okkulte interesser.

Til ting, som jeg særligt har noteret mig angående Giovanni Battaglin, hører, at han aldrig nogensinde har båret et par jeans/chinos/slacks. Altid kun skarpe benklæder i fineste Cerrruti eller Zegna-uld med pressefolder. Og aldrig sneakers, men kun de allerfineste italienersko (gerne fra Moreschi) i skind og med papirtynd lædersål. Uanset hvad tid på dagen, eller hvilken dag i ugen, man antræffer ham, er han i elegant jakkesæt med nystrøget skjorte og silkeslips i distinkte farver og mønstre – og så den italienske dansesko. Han har ofte sagt mig, at han synes, at alle andre lande laver frygtelige og grimme sko uden raffinement.

De seneste år har har overladt cykelvirksomheden til sønnen Alessandro og datteren Fransesca, men han kommer dagligt på fabrikken,og giver sit besyv med.

Fra Pinarello til politistationen

FRA PINARELLO TIL POLITISTATIONEN

Dengang i starten af 80’erne, da Jørgen “Macs” Marcussen og jeg var en slags dansk svar på the persuaders, som havde den lidt mindre flatterende (men for sammenligningen måske mere passende) danske titel, de uheldige helte, og vi kørte på pinarello cykler, hændte det, at vi af lutter pietet for mærkets grundlægger, den tidligere “maglia nera”, Giovanni Pinarello, aflagde fabrikken et besøg. Dengang lå den inde bag bymuren i Trevisos centrum.

Af Per Bausager

Så logerede vi gerne på et locanda uden for byen og aflagde besøget som afslutning på træningsturen. Selvom den allerede dengang aldersstegne “Nani” havde en virksomhed, der virkede globalt, så kunne han ikke se vores cykler blive stillet op ad muren inde i gården, uden at han hev en klud op af lommen på sin sorte kittel med broderet Pinarello-logo på brystlommen og begyndte at pudse på dem. Og herefter at hente oliekanden og smøre. En Pinarello skulle stå som en kattelort i måneskin. Altid!

Så skulle han høre, hvordan vi var kørende, om vi passede vores træning og “gjorde livet” (munkelivet forstås), og hvilken rute vi havde kørt den pågældende dag. Den rute, vi så havde kørt, passede ham som regel ikke, og han formanede os så om, hvad vi burde have gjort i stedet, og hvad vi i hvert fald skulle gøre næste gang.

“DER VAR OGSÅ DENGANG VI BLEV ARRESTERET PÅ HANS FABRIK. VI VAR KOMMET DERTIL I BIL MED 2 PINARELLOER BAGPÅ MIN FIAT MIRAFIORI RACING. JEG HAVDE GODT SET, AT DER STOD EN BETJENT MED STIV KASKET, SKRÅREM OG SKAFTESTØVLER MED SLIKKEPIND I DET ENE STØVLESKAFT”.

Per Bausager

Så kom det uundgåelige spørgsmål, hvor vi skulle spise i aften. Det vidste vi aldrig så tidligt på dagen. Og så gik han i gang. Gerne med tre-fire forslag, hvor han forklarede om småveje og under en bro, over en å, henad en markvej, og op over en collina og så efter et stykke med nogle gange, man skulle dreje, der var der et hul i en hæk, som man skulle ind ad. Der serverede de en risi e bisi, der var god ud over enhver forstand. At forklare sådanne tre eller fire steder kunne godt tage en halv times tid, og for hvert sted indprentede han os, hvad vi skulle spise som primo og som secondo præcis på det sted.

Når det var gjort, så var det stensikkert, at han afsluttede med: “Ma fatte come volete” (men gør som I vil). Vi var aldrig i tvivl om, at det ikke ville være godt at komme næste dag, uden at havde fulgt et af hans forslag – både mht. lokation og menu.

Der var også dengang vi blev arresteret på hans fabrik. Vi var kommet dertil i bil med 2 Pinarelloer bagpå min Fiat Mirafiori Racing. Jeg havde godt set, at der stod en betjent med stiv kasket, skrårem og skaftestøvler med slikkepind i det ene støvleskaft. Og jeg havde også godt hørt, at han fløjtede, da jeg rev Racingen den gale vej rundt om en rundkørsel for at lave et shortcut. Men jeg lod, som om jeg var både døv og blind og trådte på pedalen. 

Mens Nani var i gang med kluden på en af vores maskiner, ankom de to strissere, der arresterede os og tog os med på stationen, hvor vi blev låst inde. Efter nogen tid blev vi låst ud igen, og Nani stod og kiggede misfornøjet på os. Har var ikke glad for, at hans to danske protegéer havde gjort en så skændig figur i hans by, og at han måtte trække på sin (betydelige) goodwill for at lægge sagen bi uden retslige efterspil. Vi var godt klar over, at her var tale om en virkelig “vergogno” (skam/skændsel), og at der var trukket op til max. på kreditten hos Nani. Men han omtalte det aldrig yderligere.

Foto: Cyclinside.com
Gioovanni Pinarello

I årene, efter jeg var stoppet og drev forretning, havde jeg i 10-11 år agenturet på Pinarello og havde meget med ham at gøre. Sønnen Fausto havde overtaget den daglige styring, men Nani var der altid trods sin høje alder – og blev der omtrent indtil sin død i 2016. Et mantra var: “mai smettere di lavorare” (man må aldrig holde op med at arbejde).

Efter 40 år i branchen står han ud som en sjælden og enestående gentleman og hædersmand. Og det ved jeg, at der er mange andre end mig, der synes.

De største kasketbærere

DE STØRSTE KASKETBÆRERE

Den, der forveksler en ”cappellino” – den klassiske italienske cykelkasket i bomuld – med en banal beklædningsgenstand, er uden mulighed for at indtræde i rækken af store kasketbærere.

Af Per Bausager / Foto: Sportful

Capellino’en er en fornem, raffineret og elegant hovedbeklædning – ganske i modsætning til den vulgære amerikanske baseball cap, som det smerter mig at se monumentale og klassiske champs som Contador og Valverde bære på podiet. Netop disse to ryttere burde holde sig meget for gode til at udøve et sådant forræderi mod den gode stil.

Kasketten er den eneste genstand, hvormed en cykelrytter gennem sin beklædning kan udtrykke sin helt personlige stil, og den hvorved han erindres, når hans tid i feltet er omme. Ja, det er måske ikke en absolut sandhed, da meget karakterfulde stilikoner også gennem sokkerne kan gøre et lignende indtryk, men herom andetsteds.

At nå dertil, hvor man kendes ved den måde, hvorpå man bærer sin kasket, kræver en årelang kasketindsats. Et grundkrav for at nå dertil er, at man kan genkendes af resten af feltet alene på kasketten.

Når man som rytter står og skuer ud over feltet og ikke kan se ansigter, men kun hovedtoppe, og alene på kasketten kan se, hvem manden under kasketten er, da ved man, at her er tale om en af de store kasketbærere.

Ny Virtu Travel kasket... nydes bedst med en espresso og udsigten fra en alpetop.
Ny Virtu Travel kasket… nydes bedst med en espresso og udsigten fra en alpetop.

Jeg er selv en kasketaficionado. Allerede som 12-årig studerede jeg nidkært de Miroir du Cyclisme, som jeg havde fået kiosken på Stændertorvet i Roskilde til at abonnere på for mig, og som jeg aldrig forsømte at afhente samme dag, som det kom hjem. Jeg interesserede mig meget for kasketterne, og hvordan de sad på hovedet af Merkcx, De Vlaeminck, Godefroot, Leman, Gimondi, Jansen, Anquetil. Det var vigtigt at studere flere situationer. Dem før start og efter mål, hvor der var spejle til rådighed, og kasketten nemt kunne anbringes flottest muligt – og blev det. Og dem fra kampens hede, hvor kasketten kunne vendes på mange måder. Hvor lirens var en rytter med sin kasket, når kaos rådede?

Hvis jeg skulle opsummere kasketstudier gennem små 50 år, og lave en top-3, så vil den se sådan ud:

ROGER DE VLAEMINCK

Sigøjneren fra Eeklo var et fænomen. Bjerge, sprint, brosten, nedkørsler, bane, cross – i alle discipliner var han en af verdens bedste og er da også historiens  fjerdemest vindende cykelrytter. Flabet, uforudsigelig, rebelsk, anarkistisk og et stilikon af rang. Lidt paradoksalt at anbringe ham som alle tiders nr. 1, da han vist ikke havde den store forfængelighed i forhold til sin kasketbæring. Men som de store historiske stilikoner indenfor film og musik havde han denne evne til at få alt, hvad han befattede sig med, til at se blæret ud. En hvilken som helst ting blev lirens, når bare det var De Vlaeminck, der gjorde den. Om kasketten på startlinjen sad klassisk med skyggen oppe i panden, midtvejs i løbet med skyggen nede for at skærme for solen, eller de sidste 20 km, solo og for fuld skrue mod Roubaix, med rød Dreher- eller blå Brooklynkasket – omvendt med skyggen i nakken og altid ret langt nede i panden. Aldrig er der taget et billede, hvor den ikke så lirens ud på ham. Han var også glad for kasketten og kørte langt sjældnere barhovedet end sin tids andre store stilikoner, Merckx og Moser.

EDDY MERCKX

”Le plus grand”, ”Kannibalen”, “Kejseren fra Tevuren”. Hans nærmest guddommelige storhed giver ham den fordel, at man allerede forud er fuld af pietet. Jeg er fuld af andagt ved overhovedet at foretage en vurdering af ham.  Men Merckx var en perfektionist, og han var en smuk mand. Disse to ting alene bringer ham godt på vej i denne sammenhæng. Han valgte kun de bedste leverandører af tøj og materiel. Hans kasketter fra den bedste producent,  Apis, var kridhvide, forsynet med det ultralirens Molteni-logo og ofte med et bånd med VM-striber. Han bar selvsagt kun helt nye kasketter, som var stivede og sad formidabelt. Eddy Merckx’ fineste øjeblikke i kasketbæringens kunst er nok på podiet. Når han stod der, svedig, solbrændt, med et lag støv over sine høje kindben og med sine sorte bakkenbarter – og så den stivede og kridhvide Molteni-kasket på hovedet. Ikke for højt på hovedet, ikke for langt nede over ørerne, men lige som det skulle være. Med skyggen slået op i panden. Og så ud som enhver cykelrytter, dreng, junior eller voksen ville ønske, at han selv så ud.

JØRGEN MARCUSSEN

Det påvirker måske min vurdering, at jeg i årevis har været krigskammerat og roomie med  ”Macs”. En vigtig grund for mig ift. at anbringe ham foran uomtvisteligt meget store kasketbærere som Anquetil, Moser og Thurau er hans genuine kærlighed til kasketten. Jeg har aldrig mødt en rytter, hvis hjerte kasketten stod nærmere. Jeg vil meget betvivle, at nogen vil kunne fremvise et billede, taget af Macs, hvor han er uden kasket – medmindre det er på bane, hvor han kørte med hjelm. Hans repertoire indenfor anbringelse af kasketten er det mest omfattende, jeg har set i min tid. Ligesom hans kasketudvalg. Han medbragte kasketter af forskellig stand. Nogle der var ret meget brugte – så meget, at andre nok ville have kylet dem ud –  andre spritnye. Og så dem midt imellem. Så blev der taget stilling til vejrlig og cykelpassets vigtighed. Til en træningsdag i skidt vejr på egnen ved Oudenaarde ville han bruge en af de tarveligste, men til hans yndlingsløb, VM, ville alt andet end fabriksny være utænkelig. Selv i styrtende regn. Her må jeg indskyde, at en meget vigtig regel er, at en kasket aldrig vaskes. ALDRIG! Ud med den, når den har udtjent sin værnepligt. For os, der var daglige træningsmakkere med Macs – her tænkes primært Rolf Sørensen (der overtog min plads) og mig selv – var hans mest karakteristiske kasketbæring den, der udøvedes hver morgen, når træningsdagen startede fra Locanda Melecchi på Via Romana i Lucca. Når Macs svingede ud derfra, havde han anbragt sin kasket i en inklination, der gjorde, at den nedslåede skygge, som han brugte fra morgenstunden, dækkede hans øjne helt. Under skyggen sås kun en tandstik, der sad i den ene mundvig. Af uransagelige årsager anbragte han den der, før han besteg sin ganger. Så sad han der med nedslået skygge og tandstik, på lille klinge, mens han tavs pedalerede ad bagvejen hen mod Capannori. Jeg vidste, at de første 3-4 km, dem holdt han af at køre i tavshed, i det lave gear og tempo, så jeg sagde ikke noget, før vi havde passeret svinget hen mod Lunata. Farligst var han, når han vendte kasketten om, så skyggen sad i nakken – opslået. Når han anbragte den sådan, så vidste man, at der var lagt i kakkelovnen.