Optakt: Giro d’Italia

Optakt: Giro d’Italia

Jeg blev for et par år siden bedt om at skrive et forord til Rene Preuthuns bog om Giro d’Italia. Den hedder La Corsa Rosa. Jeg synes selv, det meget godt fortæller om Giroens særlige stemning og skønhed, så derfor indleder jeg med det.

Af: Per Bausager

GIRO D’ITALIA


Jeg blev for et par år siden bedt om at skrive et forord til Rene Preuthuns bog om Giro d’Italia. Den hedder La Corsa Rosa. Jeg synes selv, det meget godt fortæller om Giroens særlige stemning og skønhed, så derfor indleder jeg med det.

”Allerede året før jeg selv begyndte at køre cykelløb, nemlig i 1967, vaktes min særlige interesse for Giro d’Italia.

Det var da Ole Ritter vandt enkeltstarten i sin første sæson som professionel, og Jørgen Beyerholm skrev om det i BT, og der var et billede af Ole i et outfit der var så lirens, at jeg næsten ikke kunne få luft. Germanvox Vega ”brynjen” var selv på datidens sort/hvide avisbillede outstanding.

Jeg var vild med Ritter, og fulgte ham i alt, hvad der nu lod sig gøre og på en tid, hvor der intet cykelløb var på TV og hvor de eneste magasiner, man kunne købe herhjemme, var franske og engelske. Men et eller andet sted fik jeg da set, at Germanvox-trøjen var gul med et sort bælte, og at cyklen var en sølvfarvet Coppi.

Jeg havde aldrig set noget så smukt, og det var det, der skulle til for, at jeg for penge, som jeg havde tjent som mælkedreng, lod min metalblå BSA turistcykel ombygge til racer hos Gunnar Svendsen i Roskilde.

Det kan godt være, at Ritter og hans bedrifter i Italien allerede var stærk tobak for mit modtagelige sind, men den store jordrystelse indtraf, da jeg i Nørrebro Bio så Jørgen Leths ”Stjernerne og Vandbærerne,” som skildrede Giro d’Italia i 1973.

Den film gjorde – for altid – et monumentalt indtryk på mig, og afstedkom en livslang forelskelse i dét cykelløb. Rytterne var flottere, trøjerne og cyklerne mere lirens, solen mere skinnende og bjergene smukkere, end noget jeg nogensinde før havde set.

Og så var det første gang jeg, at så levende billeder af Eddy Merckx. Aldrig før havde nogen gjort et indtryk på mig, som han gjorde i den film. Hans sorte hår, høje kindben, det mutte og verdensfjerne udtryk som opretholdtes selv under utrolige kraftudfoldelser, der udslettede konkurrenterne, hans fuldkommen perfekte kropslige linjer i ét med den orange maskine var et knockout.

Jeg gik derfra i en tranceagtig tilstand, fast besluttet på, at det skulle være mit livs stræben, at komme til at køre Giro d’Italia.

Der skulle kun gå fire år. I 1977 stod jeg som 20-årig, og dermed feltets yngste rytter, til start i Giroen. I Napoli og i 40 graders varme. Det var et meget emotionelt øjeblik for mig at nå et så stort mål og at stå på stregen sammen med ryttere, som jeg havde fulgt og beundret med en næsten sygelig lidenskab. Francesco Moser, Roger De Vlaeminck, Felice Gimondi, Franco Bitossi, Marino Basso, Giovanni Battaglin var der. Og mig!

Jeg stod der selv og så, at rytterne var flottere, trøjerne og cyklerne mere lirens, solen mere skinnende og bjergene smukkere end noget jeg nogensinde før havde set.

De fleste professionelle cykelryttere jeg kender synes, at Giroen er det smukkeste etapeløb, man kan køre. Det kan nok være at Tour de France er meget større og vigtigere, men der er en særlig aura omkring Giroen, som gør, at man som rytter kun kan elske den, til trods for, at den er den rutemæssigt hårdeste af de tre Grand Tours.

Hvis jeg skal give mine bud på, hvad der gør Giroen så smuk, vil jeg pege på klimaet, som (for det meste) er perfekt til landevejsløb, landskaberne, som er evigt afvekslende og imponerende, maden som er bedre end i noget andet etapeløb (cykelryttere elsker mad) og publikums kærlighed til cykelryttere og cykelsport, som er større end noget andet sted. Der er simpelthen ingen andre steder, hvor menigmand ved så meget om cykelrytteres lidelser og ofre som i Italien. Det er noget der er meget stor respekt for, og kærlighed til.

Enzo Ferraris far belærte ham: ”Cykelrytterne, det er mænd der forstår at svede. Dem skal du have respekt for.

Og så synes jeg, at man i Giroen, mere end i noget andet løb, tydeligt mærker rejsen gennem landets regioner. Forskellene i landskab, køkken, kultur. Lombardia, Veneto, Trentino, Toscana, Marche, Campania, Puglia, Sicilia osv. Selvom man naturligvis ikke kan orientere sig i ro og mag som en turist, så registrerer man alle disse ting. Den enorme spændvidde fra en dagslang elevatorkørsel i stegende hede i syd, de lange dovne og flade syv timers-etaper op langs Adriaterhavet, hvor man snakker og kigger på strandpigerne i deres bikinier, indtil der mangler 50 kilometer, og sprinterholdene minder én om, at man er på arbejde. Og endelig til de brutale etaper i Dolomitterne, hvor der er dommedagsstemning allerede ved morgenbordet, fordi alle ved, at nu er her en dag hvor skal lides ultimativt.

Bella Italia! Passo dello Stelvio, Monte Carpegna, Tre Cime di Lavaredo, Colle d’Agnello, Passo Giau, Savona, Forte dei Marmi, Messina, Bergamo, Classifica Generale, Traguardo Volante, Rifornimento, Grand Premio di Montagna, Ultimo Chilometro, Arrivo, Partenza og alle de andre dejlige, forførende og blomstrende ord og navne… Giro d’Italia er verdens smukkeste cykelløb.

Basta!”

REUTERS/Stefano Rellandini

Fører trøjer Giro d’Italia

Castelli har en lang historie som leverandør af Giro d’Italia førertrøjer. Fra 1982 og op igennem 90’erne var der en skorpion på alle trøjerne, og igen fra 2018 og indil i dag. Inden da var det i årtier Vittorie Gianni der var leverandør. Bag dette ikoniske mærke stod også familien Castelli, så båndet mellem Castelli og Giroen er historisk og unikt. 

Førertrøjen har altid været rosa som det papir Italiens største avis, La Gazzetta dello Sport, er trykt på, og pointtrøjen cylclamenfarvet.  Bjergtrøjen var tidligere grøn, men er nu blå. Den nyeste af trøjerne, den hvide ungdomstrøje, har altid været hvid.

Dette års fører trøjer er alle produret af genbrugs- og nedbrydelige materialer, vores Maglia Rosa er identisk med den førertrøje den førende rytter cykler i, hvor de andre førertrøjer er Replica-udgaver, der sidder en anelse mere løst og ikke er produceret i med samme aerodynamik for øje.

Du kan her finde alle vores nyheder fra Giro d’Italia 2021, der udover ovennævnte trøjer også har matchende cykelkasketter, sorte Giro cykelsokker med skaft på 13 cm, sorte Giro competizione cykelshorts og en af vores absolutte favoritter: den bordeauxrøde Montalcino cykeltrøje. Cykeltrøjen er en hyldest til 11. etape, der ligesom Strade Bianche bliver kørt delvist på grusveje, men denne gang igennem Montalcino området, der er kendt for sin vin produktion, der også æres med et vævet Consorzio del vino Brunello label på det ene ærme.

Men til sagen: nu er det den 104. udgave, det gælder, og den ser spændende ud af flere grunde. 

Den første grund er for mig, at Remco Evenepoel har comeback. Jeg anser ham for, blandt et fantastisk felt af unge kæmpetalenter, at være det største af alle. Et talent så gigantisk, at der (hos mange) var forventninger til at han, når han stillede op til sin første grand tour ville vinde den. Eller i hvert fald være contender. Om han formår det, efter mere end et halvt års pause fra konkurrence, og heraf en god del endda helt uden cykling, er vel tvivlsomt, og jeg vil vurdere at de første 10-12 dage er kritiske for ham. Kan han komme ud af dem uden større tab, tror jeg, at hans talent og ungdom, kan forbedre hans form meget hurtigt, sådan at han er tæt på sit bedste i den sidste uge.

Det bliver også spænende at se hvordan Team Ineos vil gribe det an. De stiller med et monsterhold, og har flere strenge at spille på. Bernal er officielt kaptajn, men er han klar? Han har været en skygge af sig selv indtil nu – bortset fra i Strade Bianche hvor han overgik enhver forventning. Team Ineos har forledes kommunikeret, at Bernal deler lederskabet med Sivakov, hvilket ikke udtrykker den største tillid til Bernal, der under normale omstændigheder ville være selvskreven som løbets klare favorit, og derfor også enehersker på sit eget hold. Team Ineos råder også over to af Italiens darlings, nemlig Gianni Moscon og den største stjerne af alle for tiden, tempouhyret, Filippo Ganna. Der er godt nok ikke meget TT i årets løb, og Ganna var under niveau i Tour de Romandie, men da hans hovedmål i år er OL – og Giroen – vil jeg tro, at han tager sig af begge etaper mod uret.

Giro d’Italia ruten

En anden spændende ting er ruten. Jeg synes det er en godt komponeret Giro, selvom der selvfølgelig vil være mange der er utilfredse med at syden bliver snydt i år. Men ruten er sammensat sådan som jeg synes en Giro bør være. En passende balance mellem sprinteretaper, bakkede etaper og bjergetaper – og her synes jeg at Giroen skal have en overvægt af bjerge, fordi sådan er Italien. Bjergrigt fra Brenner til Reggio di Calabria. Det er også flot som arrangørerne har formået at blande ukendte etapemål og stinger med klassikerne oppe i Dolomitterne i den sidste uge.

Som rytter er de ledeste etaper næsten dem i syd- og mellemitalien. I Appenninerne. Det er gerne varmt derinde midt i landet og det går op og ned i det uendelige. Elastikken strækkes og samles, time efter time. Sådanne etaper er 11. og 12. til Montalcino og Bagno di Romagna. Den til Montalcino er en slags lille Strade Bianche, og ikke en etape hvor man kan vinde løbet, men meget vel tabe det.

Tabe det kan man absolut også gøre tidligere, nemlig på 7. etape op til San Giacomo, som er en kedelig stigning. Og vi ved, at den første gang der er mål opad, er det altid en klassement-mand eller to der nyder cigaren.

14. og 16. etaper er to af løbets vigtigste. Den første af dem går op til det forfærdelige Monte Zoncolan, hvor selv de største klatrerer sidder på væggen som fluer på fluepapir. Her kan man ikke gemme sig, og med sneglefarten er der ikke megen slipstrøm at lukrere på. En af verdens allerledeste stigninger og altid spektakulær.   

Spektakulær er i sandhed også 16. etape, der efter min mening er løbets hårdeste og smukkeste. Smuk både i sin strukturelle form, men endnu mere ved sit landskab. Den går gennem det allerbedste af det glansbillede-agtige Sydtyrol. Pordoi, Fedaia og Giau er en modbydelig trio af pas, og så et styrtdyk ned til filmstjernernes skisportsby, Cortina d’Ampezzo. En menu med hele 5700 højdemeter, som yderligere vanskeliggøres af at de sidste 90 km permanent foregår i over 1500 meter højde. 

Men det er slet, slet ikke slut, for 17. 19. og 20. etape er alle lede bjergetaper med hårde målstigninger til Sage di Ala, Alep di Mera og Alpe Motta. Det er en djævelsk sidste uge der er sat sammen, og der er garanti for at det bliver en meget stærk bjergrytter der kører i førertrøjen, når feltet begiver sig ud på sidste etape, en 30 km TT til Milano.

Løbets 2 hviledage ligger henholdsvist mellem 10. og 11. etape samt en uge senere mellem 16. og 17. etape.

Mine favoritter er:

*** Simon Yates, Egan Bernal, Remco Evenepoel
** Mikel Landa, Joao Almeida
* Alexander Vlasov, Hugh Carty, Dan Martin

Bet365 har både Simon Yates og Egan Bernal til odds 4.00, mens Evenepoel i skrivende stund har odds 4.75 som samlet vinder af Giro d’Italia 2021.

1. Etape Torino – Torino: Enkeltstart på 8,6 km, lørdag d. 8/5

En kort og teknisk enkeltstart i Torino på veje omkring floden Po. Enkelstarten starter fra Piazza Castello og køres langs floden på snoede og tekniske veje. Etapens eneste mellemtid bliver taget efter 3,8 af de 8,6 kilometer. På vejen tilbage mod mål skal rytterne passere en kort tunnel. Den sidste kilometer er ligesom resten af ruten helt flad.

2. Etape Stupinigi – Novara: Flad etape på 179 km, søndag d. 9/5

Etapen er flad og med kun få snoede veje i den midterste del af ruten. Feltet kører omkring Torino og rammer Asti området, hvor rytterne også rammer en kategori 4 stigning. Den sidste del af ruten er helt flad og køres på brede og lige veje kun afbrudt af to indlagte spurter. De sidste kilometer af etapen indeholder rundkørsler og et højre sving 1.500 meter fra målstregen, 700 meter før målstregen indsnævres vejen en smule.

3. Etape Biella – Canale: Kuperet etape på 177 km, mandag d. 10/5

Denne etape er delvist flad og delvist kuperet. Hele vejen til Asti er vejene flade, men når feltet rammer Canelli bliver profil mere kuperet og indeholder 3 kategoriserede stigninger: 1 kategori 3 stigning og 2 kategori 4 stigninger. Derudover indeholder ruten også 2 indlagte spurter. I Guarene er der også en opkørsel med 2 cifrede stigningsprocenter. Finalen har en rigtig puncheur bakke 5 kilometer fra målstregen, som flader ud ind til målstregen. Den sidste kilometer har 3 brede sving inden de sidste ca. 400 meter på lige vej.

4. Etape Piacenza – Sestola: Kuperet etape på 187 km, tirsdag d. 11/5

Etapen er tydeligt opdelt i en flad og en kuperet del. Første del af etapen er flad og lige lang Via Emilia og hele vejen til Parma. Efter Parma bliver ruten kuperet og teknisk, denne indeholder flere stigninger, heriblandt to kategoriserede, begge med procenter over 10% på relativt smalle veje. Efter Montecreto og Fanano, skal rytter passere Colle Passerino, en kategori 2 stigning, som slutter 2 km før målstregen. 6 kilometer før mål, starter strabadserne for alvor, her begynder opstigning af omtalte Colle Passerion, med stigningsprocenter på mere en 10% over længere stræk. 2 km før målstregen begynder en kort nedkørsel på ca. 800 meter inden vejen igen stiger let.

5. Etape Modena – Cattolica: Flad etape på 177 km, onsdag d. 12/5

Det bliver ikke fladere under dette års Giro d’Italia med kun 200 højdemeter. Rytterne kører parallelt med motorvejen hele vejen fra Modena til Cattolica på lige og brede veje. De sidste kilometer bliver kørt i Cattolica og bliver rimelig teknisk med mange rundkørsler og 5 skarpe sving inden for de sidste 3 km.  De sidste 900 meter ca. er dog helt lige.

6. Etape Grotte di Frasassi – Ascoli Piceno: Kuperet etape på 160 km, torsdag d. 13/5

På den kuperede etape skal feltet igennem bjergkædem Appenninerne og er derfor forholdsvist krævende med sine mange stigninger, heriblandt 2 kategoriserede, foruden den afsluttende kategori 2 stigning. Etapen har målstreg på toppen af San Giacomo, der er 15,5 km lang og stiger gennemsnitligt med 7,6% de sidste ca. 5 km.

7. Etape Notaresco – Termoli: Flad etape på 181 km, fredag d. 14/5

En forholdsvis flad etape, der dog indeholder en enkelt kategori 4 stigning, der sammen med 2 indlagte spurter udgør højdepunkterne frem til målstregen. Feltet kører, kun afbrudt af en lille afstikker, langs adriaterhavskysten hele dagen, hvis vinden står rigtigt kan der for alvor blive sidevindsræs i dag. Inden rytterne rammer målstregen skal de forcere en stigning med på 200 meter med lidt under 2 km igen, stigningen rammer ca. 12 %. Resten af vejen hjem stiger let.

8. Etape Foggia – Guardia Sanframondi: Kuperet etape på 170 km, lørdag d. 15/5

Dagens etape på tværs af Appenninerne indeholder en lang stigning og en meget stejl puncheur bakke kort før mål. Første del af ruten bringer rytterne langs store veje til Campobasso. Derefter rammer rytterne bjergkæden Monti del Matese, som er en del af Appenninerne, her skal rytterne forcere Bocca della Selva, en stigning på over 20 km. Herfra rammer rytterne en nedkørsel, der slutter 10 km fra målstregen. De sidste 10 km stiger hele vejen og indeholder en kategori 4 stigning på 3 km, der blandt andet stiger med ca. 10% de første 2 km. Procenter falder en smule indtil de igen stiger ca. 400 meter før målstregen.

9. Etape Castel di Sangro – Campo Felice: Bjergetape på 158 km, søndag d. 16/5

En af arrangørernes dronning etaper, hvor det bare går op og ned hele dagen. Feltet skal tilbagelægge 4 kategoriserede udover 2 ikke kategoriserede, hvor af den ene dog ser rimelig led ud. Nogle af nedkørslerne er tilmed forholdsvis tekniske. Etapen slutter opad på en 6 kilometer lang stigning uden modbydeligt høje stigningsprocenter. De sidste 1.600 meter har stiger på steder dog med op til 16% og er på grus for at gøre tingene endnu mere spændene.

10. Etape L’Aquila – Foligno: Flad etape på 139 km, mandag d. 17/5

En kort etape med en enkelt kategori 4 stigning og 2 indlagte spurter, en før og en efter stigningen. De sidste 2 km indeholder 4 skarpe sving inden den flade afslutning.

11. Etape Perugia – Montalcino: Kuperet etape på 162 km, onsdag d. 19/5

Ruten på denne etape indeholder tæt på 2.500 højdemeter kombineret med 4 sektorer af grus. Det betyder at feltet sammenlagt skal passere 35 km grus på de sidste 70 km af dagens etape. Der er 2 indlagte spurter og 2 kategori 3 stigninger fordelt over de sidste 50 km. Grus sektorerne indeholder både teknisk svære opkørsler og nedkørsler. Etapen slutter efter nedkørslen af den sidste stigning i byen Montalcino, rytterne for dog ikke glæde af asfalt før 200 meter før målstregen, slutningen består i stedet primært af brosten.

12. Etape Siena – Bagno di Romagna: Kuperet etape på 212 km, torsdag d. 20/5

Rytterne skal kører fra Siena igennem Chianti regionen til Firenze og derfra mod Bagno di Romagna. Feltet skal tilbagelægge 4 kategoriserede stigninger. Den største udfordring bliver Passo del Carnaio, der har steder med op til 14% i stigning, når den er forceret skal rytterne igennem en teknisk nedkørsel inden de sidste kilometer er flade eller let nedadgående. 

13. Etape Ravenna – Verona: Flad etape på 198 km, fredag d. 21/5

Med 200 højdemeter må denne etape være et klart mål for Giro d’Italias sprintere. Etapens slutning er også pandekage flad med en enkelt rundkørsel ca. 400 meter fra målstregen ellers er de sidste 2,5 km snore lige og uden udfordringer.

14. Etape Cittadella – Monte Zoncolan: Bjergetape på 205 km, lørdag d. 22/5

Denne bjergetape er inddelt i 2 dele, den flade start og den lette opstigning indtil rytterne rammer foden af Monte Rest, en kategori 2 stigning. Når rytterne er færdig med nedkørslen kører de lidt på flad vej inden de rammer foden af Monte Zoncolan, hvor dagens etape slutter på toppen. Den afsluttende stigning er 14,1 km lang og de sidste næsten 4 kilometer stiger gennemsnitligt med 13% og helt op til 27% få hundrede meter fra målstregen.

15. Etape Grado – Gorizia: Kuperet etape på 147 km, søndag d. 23/5

En kort etape, hvor rytterne skal køre 2,5 gange på en rundstrækning af 40 km, som delvist ligger i Italien, men også krydser grænsen til Slovenien. Rundstrækningen indeholder en kategori 4 stigning, som rytterne skal passere 3 gange. Derudover har etapen også 2 indlagte spurter. Rytterne krydser grænsen mellem Italien og Slovenien sidste gang 1,5 km fra målstregen, en afslutning, der kun indeholder et enkelt skarpt sving.

16. Etape Sacile – Cortina d’Ampezzo: Bjergetape på 212 km, mandag d. 24/5

Endnu en af Giroens dronning etaper, denne gang skal slages slås i Dolomitterne. Rytterne skal bestige 5.500 højdemeter, med de første allerede umiddelbart efter startboksen. Feltet skal forcere La Crosetta, Passo Fedaia, Passo Pordoi og Passo Giau, hvor Passo Pordoi er uden for kategori og de 3 andre er kategori 1 stigninger. Etapen slutter fladt efter en nedkørsel fra Passo Giau.

17. Etape Canazei – Sega di Ala: Bjergetape på 193 km, onsdag d. 26/5

Etapen starter i skisportsstedet Canazei, hvor rytterne indleder med at kører ned af de første mange kilometer, indtil de skal passere en kategori 3 stigning. Derfra går det nedad igen, nærmest indtil rytter rammer Passo di San Valentino, en kategori 1 stigning på 14,8 km. Fra nedkørslen af Passo di San Valentino går der ikke længe før rytterne skal op af Sega di Ala, der også er en kategori 1 stigning, lidt kortere (11,2 km), men med stejlere procenter (9,8%). Målstregen er på toppen, hvor stigningen flader ud.

18. Etape Rovereto – Stradella: Flad etape på 231 km, torsdag d. 27/5

Etapen bringer rytterne tværs over Po sletten, fra den nordlige til den sydlige del. Det er en simpel rute, uden de store udfordringer for rytterne. Der er to indlagte spurter og en kategori 4 stigning før målstregen i Stradella.

19. Etape Abbiategrasso – Alpe di Mera: Bjergetape på 176 km, fredag d. 28/5

Med 2 kategori 1 stigninger og en lang kategori 3 stigning bliver det en etape 3.400 højdemeter til rytterne. Feltet skal over Mottarone og Passo Della Colma inden de slutter på toppen af Alpe di Mera, der med sine gennemsnitlige 9% over 9,7 km godt kan trække tænder ud så sent i en Grand Tour.

20. Etape Verbania – Valle Spluga – Alpe Motta: Bjergetape på 164 km, lørdag d. 29/5

4.200 højdemeter på fordelt over 3 kategori 1 stigninger gør denne etape endnu være end gårdagens. De første 65 km er relativt flade, mens de sidste 100 km udelukkende går enten op eller ned. Rytterne skal bestige Passo San Bernadino, Passo di Spluga og Alpe Motta, hvor etapen skal afgøres på toppen af sidstnævnte. Alpe Motta kan deles i 3 dele, en første og en sidste, der stiger med ca. 8,6% opdelt af ca. 1 km i meter med en lille stigning på 0,8%.

21. Etape Senago – Milano: Enkeltstart på 30,3 km, søndag d. 30/5

Den ikoniske enkeltstart begynder i centrum af Senago, der køres primært på lige og brede veje, med få sving. De sidste få kilometer er dog relativt tekniske med flere skarpe sving ind mod målstregen, hvor vinderen af Giro d’Italia 2021 skal findes.

Leave a comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *