Optakt: Amstel Gold Race

Optakt: Amstel Gold Race

Da jeg i 1978 tiltrådte på Zoppas-Zeus nede til træningslejren i Alassio, anede jeg at sportsdirektøren, Ton Vissers, 12 år tidligere havde grundlagt Hollands største cykelløb, Amstel Gold Race.

Af: Per Bausager

Vissers og hans partner, Herman Krott, havde en ambition om af lave en hollandsk pendant til Flandern Rundt, og den oprindelige plan var at starte i Amsterdam og slutte i Maastricht, hovedstaden i den kuperede region, Limburg. Løbet, havde de besluttet, skulle være 280 km.

Imidlertid viste det sig, at det på grund af Hollands mange floder og kanaler, var umuligt at holde den distance, da man skulle zig-zagge så meget østover, at man ville komme op på langt over 300 km.  Der kom mange andre forviklinger, som f.eks., at løbets dato, den 30. april kolliderede med en kongelig årsdag, og myndighederne ville ikke tillade dette sammenfald i hovedstaden.

Efter mange genvordigheder, og en aftale om, at løbet ikke fremover måtte falde sammen med kongehusets mærkedag, gik starten til det første Amstel Gold Race på den planlagte dag – ikke fra Amsterdam, men fra Breda mens opløbet var i Meersen, og det blev med 320 km. den længste udgave nogensinde.

Allerede året efter gik starten foran Amstel-bryggeriets hovedsæde i Helmond og distancen var nu 254 km. Det var imidlertid svært for løbet at finde sit fodfæste som et af de vigtigste løb, og der var evige problemer at finde en passende termin mellem Flandern Rundt og Ardennerløbene. Ydermere gik der en del år før man havde alle de bedste ryttere med. 

Der gik adskillige år før Eddy Merckx stillede op, da arrangørerne ikke havde økonomi til at hyre Molteni-holdet. Men i 1973 fandt man midlerne og Kejseren fra Tevuren kvitterede for venligheden ved at ride alene hjem med tre minutter. Han vandt igen 2 år efter på mindst ligeså brutal vis, da han kørte hjem med Freddy Maertens fra Flandria, som han lod side på hjul i udbruddet, uden nogensinde at vende sig om. Hans tonsede fra spids i VM-trøje og tungt gear – også op ad Cauberg, hvor Maertens måtte drikke den bitre kalk, og slippe fra hjul.

Så kom den hollandske æra med Peter Posts Raleigh-tropper og især Jan Raas, som vandt 5 sejre. Det var også her det bitre fjendskab mellem Raliegh og Francesco Moser fødtes. I 1978 var Moser, som var i VM-trøjen, og Raas i udbrud, da Peter Post, ifølge Moser, med sin store Mercedes Benz kørte italieneren i grøften i finalen, så Raas kunne køre væk. Bedre blev det ikke da Moser og Knetemenn ved VM samme år kom alene til mål på Nürburgring, og Knetemann slog Moser i spurten efter af have lovet at undlade at spurte, hvis han fik lov at komme med hjem.

Sådan noget som 20 år efter, besøgte Jørgen Marcussen og jeg Moser i hans hjem i Palu di Giovo, og over en grappa på den anden side af midnat, måtte han bringe historien frem, og øjnene lynede og knoerne blev hvide ved erindringer om de forbandede hollændere.

Først i 1998 – året efter Bjarne Riis havde vundet en formidabel solosejr – fik løbet den form, vi kender i dag – altså hvor hele løbet foregår i Limburg og på små bakkede veje, og fra 2003 til 2016 blev målet lagt på toppen af Cauberg i Valkenburg. Et format der i al fremtid vil minde om Philipe Gilberts utrolige præstationer på netop den bakke. Et yderst spektakulært opløb, men det blev dog et bedre og mere åbent væddeløb da man i 2017 ændrede ruten så Cauberg blev løbets 3. sidste stigning, og Geulhemmerberg -mindeværdigt for Valverdes angreb i 2018 – og Bemelerberg. Det er jo ikke kun Valverdes onde aktion der er mindeværdig, for Michael Valgren, ikke alene vandt løbet, men var på højde med de allerstørste i alle faser af løbet.  Valgren sagde senere til mig om Valverdes ryk: “Jeg så godt han lancerede, og jeg kørte alt hvad jeg kunne med hovedet nede. Så kiggede jeg op igen, mens jeg tænkte, at nu må han da for helvede holde op, men i stedet klikkede han ud, og gik ned i bukningen. På toppen var vi kun ham, Sagan, Alaphilippe og mig, og havde det varet 30 meter mere havde jeg sluppet, men det havde de andre vist også.”

Favoritterne

I følge Bet365 er favoritterne til årets Amstel Gold Race: 

Van Aert: 5.00
Alaphilippe: 7.50
Pidcock: 8.50
Roglic: 8.50
Matthews: 15.00
Trentin: 19.00
Valverde: 23.00
Schachmann: 23.00
Fulgsang: 34.00
Vingegaard: 34.00

De fire første er vel meget oplagte storfavoritter, selvom jeg vil sætte spørgsmål ved Van Aert som den største. Han er altid god, altid animator, altid generøs, men de sidste uger har han virket som en topklasserytter uden det ekstra gear. Det har til gengæld den kleine Pidcock lige nu, og den rute må være guf for ham. Det samme kan man sige om Alaphilippe, der hidtil ikke har været helt oppe at ringe, men mon ikke der er nu. Han er min favorit. Og så er der jo Roglic – den formidable Roglic – der har vundet 8 ud af 14 starter i år. Der findes dårligt et cykelløb han ikke kan vinde. Og hvis der gør, er det i hvert fald ikke Amstel Gold Race.  

Ruten

I år er ruten et andet format end vanligt og på grund af corona henlagt til en kuperet rundstrækning, som indeholder Geulhemerberg, Bemelerberg og legendariske Cauberg. Rytterne skal tilbagelægge rundstrækningen på 16,9 kilometer 12 gange. Til slut skal rytterne ud på finaleomgangen, som kun indeholder Geulhemerberg og Bemelerberg, altså ingen Cauberg på sidste omgang, finalerundstrækningen er også en anelse kortere end de andre omgange med sine 15,9 kilometer. Nedenfor kan du se profilerne på begge omgange, den øverste er de 12 omgange og den nederste er finaleomgangen. Vejrudsigten lover ca. 10 grader og let vind fra nordvest.