Analyse: Ronde Van Vlaanderen

Analyse: Ronde Van Vlaanderen

Efter denne dag må jeg igen låne fra Søren Kierkegaards, Enten-Eller:

”Hvorfor kan en sådan Dag ikke vare længere? Kunde Alektryon forglemme sig, hvorfor kan ikke da Natten være medlidende nok dertil.” 

Af: Per Bausager

For det var et Flandern Rundt der ikke måtte slutte, selvom jeg havde kigget på det fra kl. 10 i morges. De sidste 100 km sendte jeg den alt for hurtigt dalende kilometertæller ængstelige blikke, for det var et af de absolut bedste væddeløb nogensinde set. At der blev en med danske øjne überlykkelig udgang på det, var flødeskummet på toppen.

Som jeg skrev i min optakt, er dette løb et helt andet bæst at tage livtag med end alle dem der går forud. Det her er en ond, ond, ond styrkeprøve hvor det slet ikke er nok at kunne træde hårdt i pedalerne. Fysikken skal være toptunet. Karburering og tankindhold skal være på det maksimale, og hovedet skal være beredt på lidelser over lang, lang tid. Også når man er en af de bedste. Er man ikke en af de bedste er man slet ikke med til at køre finale. Selv så store ryttere som Peter Sagan og Alaphilippe var ikke på deres bedste niveau, og måtte inklinere for løbets love.

Ballet blev åbnet da Asgreen gentog spøgen fra E3 ved at tage en ordentlig dinger på Taaienberg, som barberede morgenudbruddets forspring ned med et minut. Herefter var der mange der aldrig fik det godt igen, og det stod blandt andet klart, at Mads Pedersens coronaisolation havde gjort ham til hjælperytter for Stuyven.

Photo Credit: Getty Images

Ellers havde Lefevre jo før start erklæret, at Quick-Step ikke ville komme til at tage ansvaret for at lukke udbrud, men han tabte alligevel nervekrigen, og den formidable Declercq måtte i aktion. Utroligt som den mand kan føre, både længe og hårdt.

Med 70 km hjem kom løbets første seriøse angreb, og det blev lanceret af Søren Kragh, der tydeligvis sad med diamanter i benene, for der var ingen der kunne gå med. Jeg tænker, han havde håbet på følgeskab af et par folk, så de kunne komme topfavoritterne i forkøbet til finalen, men i stedet fik han fyret en pænt stor tændstik af, som godt kunne være brugt siden. Søren blev hentet efter ca. 5 km, men jeg beundrer hans evne till at være usynlig indtil hammeren falder. Og den falder som regel hårdt.

Lidt efter skete der et større styrt, der sendte den meste af Quick-Step i asfalten, herunder Asgreen og verdensmesteren. Det varede længe inden Asgreen fik en ny cykel, og jeg frygtede, det var game over, men heldigvis holdt de igen oppe foran, og der kom samling på tropperne.

I denne fase var Alpecin meget synlige, og man så igen hvor meget et hold kan hæves når der er en kollektiv mission som man tror på.

Tro burde man også have hos Jumbo-Visma, men jeg synes aldrig, de havde styr på det løb. Hverken holdet eller Van Aert.  Holdet var ham ikke til stor støtte, og han kom selv ofte på bagkant, skønt han vidste at Asgreen og Van der Poel var de eneste, der ikke måtte få en meter. Måske havde han aldrig rigtigt benene i dag, og det kan jo ramme enhver.

Photo Credit: Getty Images & Bettini Photo

Jeg var lidt bekymret da Asgreen spillede supermand første gang på Kwaremont og Paterberg. Han brændte hø af som en større herregård i august, og der var altså langt hjem. Men ængstelsen blev så meget desto større da han tabte terræn på Koppenberg, og jeg synes han trådte i kasser. Bottom line, så kom han ikke med da de gode kørte, og her kunne løbet potentielt have været kørt for hans vedkommende – hvilket også viser hvor mange parametre man har at slås med ud over ben og hoved. Heldigvis for Asgreen og Danmark blev der samling igen, og herfra var Asgreen oven på enhver situation – måske lige med undtagelse af da Van der Poel lavede sit berømte og berygtede tigerspring på Kwaremont sidste gang. Her måtte han bruge det meste af en kilometer på at lukke hullet, men jeg var egentlig aldrig i tvivl om, at han ville gøre det.

Allerede på opstigningen til Kwaremont mærkede jeg blodet bruse ved synet af Asgreen i Dannebrog – sammen med de to fabelagtige cross- og landevejsmestre. Kunne det blive større? Nej, vel!?

Men da Van der Poel lod muggerten falde, måtte hans evige rival altså strække gevær, og med tomme piber, og en duo som Asgreen og Van der Poel foran, var der ikke meget håb tilbage om en hjemmebanesejr.I morges skrev jeg en sms til Brian Holm, hvor jeg spurgte om Asgreen i det tilfælde, han kom til at sidde med en af de to crossere mellem Kwaremont og Paterberg ville få lov at føre – og som jeg skrev – han vil jo gerne. Holm fik ikke svaret, men det gjorde Asgreen så selv. Og han kørte helt som jeg havde forventet. 

At Van der Poel ikke kørte over Paterberg før Asgreen viste, at han var på reservetank, og jeg begyndte at tænke på, om det mon var muligt, at Van der Poels ben kunne være tømte til spurten. Ikke mindst fordi, 10 km hovedvejstons efter 250 km med Asgreen kan suge de sidste dampe ud af tanken på enhver.

Photo Credit: Getty Images

Resten er nu historie, som man siger. Asgreen kørte en klog spurt, men vandt fortrinsvis fordi han var den af de to der var i bedst forfatning de sidste 200 meter.

Som jeg skrev efter E3, var det en sejr der måtte komme, og jeg vil sige det samme her. Når Asgreen rammer topformen, er dette format, distancen og terrænet, skabt til ham. Når løbet trækkes ud, så vi taler om, at alle er døde de sidste 40 km, da skinner hans kvaliteter. Mange kalder ham en diesel, men det er fejlagtigt. Han er en turbodiesel – med dobbeltturbo.

Igen så vi, at disse monumenter klæder folk nøgne. Når man når til vejs ende, er der intet at skærme sig bag. Intet mandskab, ingen tricks og ingen mulighed for at leve på andres regning. Det er en brutal og meget konkret udmåling af kvalitet på dagen. Derfor er det så uendeligt smukt.

At vinde Ronde Van Vlaanderen er selvsagt en gigantisk triumf for Asgreen, og den vil forandre resten af hans liv. Det vil også betyde, at Lefevre må i sparegrisen. For jeg har ikke fantasi til at se dem skilles. Ingen af dem vil ønske det.  Kasper er nu konge af Flandern, men Lefevre er konge af endagsløbene nu på 42. år. Også en præstation der fortjener honnør. 

Min uforbeholdne honnør går i hvert fald til Kasper Asgreen og til Quick-Step.

Men satans at der ikke er Paris-Roubaix på søndag.

Photo Credit: Bettini Photo

Leave a comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *