Optakt: Ronde Van Vlaanderen

OPTAKT: RONDE VAN VLAANDEREN

Hvis man skal forstå dette cykelløbs ”flavour”, må navnet siges og skrives på originalsproget. Både Flandern Rundt og Tour of Flanders falder for tamt ud. De lyder i forhold til det rigtige navn nærmest som en tur i pariserhjulet i Cirkus Arli; og det er det ikke. Flamlænderne kalder i øvrigt, i daglig tale, bare løbet for ”De Ronde”. Altså ”Runden”. Så ved alle hvad man taler om.

Af: Per Bausager

Når løbet køres den første søndag i april, har sæsonen akademisk set været i gang i et par måneder, men på denne dag indvarsles en anden slags alvor. Alt det hidtidige har kun været aperitifs, pindemadder, amuse-bouches. Der har været leget krig og skudt med haglbøsser, men nu lyder dommedagsbasuner, sirener og tunge bombeflys brummen over WorldTour-pelotonen.

Selvfølgelig har der været det raffinerede Milano-Sanremo på 300 km., som både af navn og gavn er et monument som Ronde van Vlaanderen, men de to løb forholder sig til hinanden som en let ret med et stykke hvid fisk og lidt gemyse forholder sig til en plankebøf med fritter og bearnaise. Der er intet forfinet over De Ronde. Den er pur brutalitet og sammen med Paris-Roubaix cykelsportens største manddomsprøver. Det er et løb, der selv for mange professionelle cykelryttere er svært bare at gennemføre. Fordi det er hårdt over så mange timer, og fordi, at man, når man bliver sat, er så mishandlet, at man ikke ved hvad man selv hedder.

De 267 kilometer i det terræn, som ruten byder på, er i sig selv en ordentlig skefuld, og der er en verden til forskel i forhold til forløberne, som har distancer på omkring 200 km, Der er selvfølgelig Gent-Wevelgem, som ligger midt imellem distancemæssigt, men det byder ikke på nær så voldsomme terrænmæssige udfordringer.

Trods den voldsomme distance er De Ronde et ræs hvor kæden er stram hele dagen. Man ser det ikke rigtigt på TV, når der sidder et hold og fører ud af Antwerpen, men små veje og vind gør, at man hele tiden skal kæmpe for sin position, og eftersom ruten er ekstremt kringlet skifter vindretningen ustandseligt, så en tilkæmpet position som er komfortabel det ene øjeblik, kan være fatal det næste. 

De smalle veje gør, at der i De Ronde køres endnu tættere end i de fleste andre løb. En hel dag hvor man gnubber skuldre og styr til begge sidder, og skal passe på ikke at komme op og ride på hjulet foran, er noget der tærer på de fleste. Alene koncentrationen er udmattende; selvom man skulle være begunstiget af gode ben.

Alt det ovenstående er lagt sammen, er grunden til, at De Ronde så godt som altid vindes af en af de helt store. For at kunne modstå alle disse udfordringer, og at kunne komme til Kruisberg med et mentalt og fysisk overskud, fordres en mester. Alt det forudgående har annulleret hvad landevejscyklingen ellers kan tilbyde af held og tilfældigheder. Og den der ikke startede som en mester, vil ved at overkomme løbet og modstanderne, blive til en mester. Løbets storhed vil sætte sit kongelige segl på enhver der vinder det, og han vil aldrig mere kunne være upåagtet. 

Krigslykken i de forudgående løb har været omskiftelig. Van der Poel, Van Aert, Alaphilippe og Quick-Step kollektivet har på skift trukket det lange strå, og vi har set store individuelle præstationer, som hver gang har fået os til at tro, at nu var skødet skrevet for resten af foråret, og i næste løb er tingene så gået modsat, og vi har draget nye konlusioner. Tag bare den sidste uge. I E3 i fredags slagtede Quick-Step og Asgreen alt og alle, og fik tappet al benzin af tanken på Van Aert og Van der Poel, men i søndags vandt Van Aert Gent-Wevelgem med to fingre i næsen, og i Dwaars Door i går, var både Quick-Step og Van der Poel fraværende. Van der Poel lignede faktisk en mand der snart har brug for en hvilepause.

Til trods for den store omskifteliglighed tror jeg, at vi på søndag kommer til at opleve, at hovedaktørerne bliver de samme som det hele startede med: Van Aert, Van der Poel, Alaphilippe og Quick-Step som kollektiv. Simpelthen fordi at de største cykelryttere er dem der bedst kan håndtere de største udfordringer. Det ekstra pres og de ekstra 60-70 km. gør en verden til forskel, og den større motor, den ledere motherfucker og den mere ekvilibristiske rytter vil lægge afstand til den der i mindre grad besidder disse egenskaber. Som Mads Pedersen sagde i et interview i CyclingNews i sidste måned: Man vinder ikke disse løb alene på hestekræfter. 

Hvis jeg skal sætte navn på dem, jeg ser som hovedrolleindehavere på søndag vil jeg ud over ”de tre store” pege på:

Asgreen: Er flyvende, har feltets stærkeste hold (hvilket både kan vendes til en fordel og en bagdel), har den motor der skal til for at vinde et løb af denne statur, har mentalitet og selvtillid til at tage tyren ved hornede og til at komme på forkant med begivenhederne. Bet365 har Kasper som vinder til odds 15.00

Lampaert: Er i form, og er på lidt samme måde som Asgreen en rytter der er her og der og alle vegne, og som har samme opportunistiske og modige tilgang til at drage i krig. Et næsten uopslideligt energibundt med en kæmpe kampånd. Er som Asgreen afhængig af hvordan de blå brikker falder. Hos Bet365 giver Asgreens holdkammerat odds 23.00 som samlet vinder.

Peter Sagan: En joker. Lige så indiskutabel som hans atletiske klasse er hans formidable evne til at manøvrere under forhold som disse. Han er i stærk formfremgang, og jeg vil sige, at en Peter Sagan på 90% er blandt favoritterne. Hvis han melder sig klar, har han et stærkt hold til at bakke sig op. Sagan giver ligesom Lampaert også odds 23.00 hos Bet365

Jasper Stuyven: Med et monument under bæltet kan han køre fri som fuglen, men han vil helt sikkert lægge pres på sig selv, da han er i fremragende form, og når han er det, besidder han hvad der skal til for at tage livtag med De Ronde – oppe fra første parket. Trek-Segafredo stiller med et meget stærkt hold – desværre tror jeg, at Mads Pedersens tvungne coronapause fra de sidste to løb vil være dyr for ham i netop dette løb, hvor en toptunet maskine er alfa og omega, og hvor ”friskhed” som regel ikke kan kompensere. På trods af han imponerende kørsel i Milano-Sanremo giver Stuyven odds 34.00, som vinder af De Ronde 2021

Van Baarle: Nu vandt han på største måde Dwaars Door, men allerede i løbene op til, stod det klart, at han er i stor form. ”Det nye” Team Ineos vil kunne støtte ham helt frem til den afgørende hammer falder. Han har ben, hoved og hold til at vinde, men kan ikke gøre det fra så mange stillinger som hans konkurrenter til sejren. Dylan Van Baarles odds må være faldet en del takket være sejren i Dwars Door Vlaanderen, han giver odds 23.00.

For mig er det mest interessante spillet mellem Van der Poel og Quick-Step. De blå vil sikkert gerne have en tidlig splittelse, og satse på overrepræsentation, så de kan gentage E3-kuren. Og hvis ellers Van der Poel har genfundet benene, kunne jeg tænke, at han gerne vil køre endnu tidligere, i ét altødelæggende ryk der kun tillader verdensmesteren og crossrivalen at svare. Han ved at Alaphilippe altid fører, og det er den eneste måde, han kan undgå at ende i undertal på. Især det livsfarlige stykke mellem Kruisberg og Oude Kwaremont må bekymre ham.

Men det er alt sammen spekulationer. Det gyldige svar har vi søndag eftermiddag. 

Ruten

Arrangørerne bag Flandern Rundt, har besluttet ikke at offentliggøre detaljer omkring ruten, der er dog visse nøglemomenter, som vi går ud fra er med ruten i 2021. Rytterne starter i Antwerpen og slutter i Oudenaarde sydvest for startbyen. Rytterne skal køre 267 udmarvende kilometer. Selvom feltet skal passere en del stigninger må de vigtigste antages at være:

Oude Kwaremont er en af de mest ikoniske stigninger i Ronde Van Vlaanderen, det formodes at feltet skal passere stigningen hele 3 gange, sidste gang med kun 16 kilometer til målstregen i Oudenaarde. Kwaremont stiger gennemsnitligt med 4% i 2,2 kilometer med en maksimal stigning på 12%.

Paterberg er den sidste stigning rytterne skal forcere og falder kun 3 kilometer efter sidste passage af Kwaremont med kun 13 kilometer til mål. Paterberg er kun 400 meter lang, men har en gennemsnitlig stigning på 13% og topper på hele 21%. Ikke særlig sjovt efter 250 kilometer i stængerne.

Koppenberg er en af de stejleste og smalleste stigninger på hele ruten den stiger maksimalt med 22% og gennemsnitligt med 11% på de 600 meter.

Vejrudsigten lover mildt vejr på ca. 12 grader og lav risiko for regn kombineret med svag vind fra nord/nordvest

Ronde Van Vlaanderen kan følges fra 09:55 på både Eurosport 1 og TV2 Sport

Til de omskiftlige vejrforhold i Flandern, som i øvrigt minder meget om vejrforholdene i Danmark er det en god i det have cykeltøj på til selv de kæreste scenarier. Regn er som regel en trofast ledsager under cykelturen på denne tid af året.

Castelli har udviklet en cykelundertrøje specifikt til vejrforholdene i Flandern og produkterne hedder, hold nu fast, Flanders både til mænd og til kvinder. Selvom Flanders cykelundertrøjen hjælper dig med at holde varmen tilbyder den stadigvæk eminent åndbarhed og pasform. Du kan finde alt vores cykelundertøj til herrer og til damer her, hvor du også kan finde cykelundertøj til enhver cykelture, uanset vejret.

FLANDERS CYKELUNDERTRØJE TIL MÆND
FLANDERS CYKELUNDERTRØJE TIL KVINDER

Leave a comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *