Analyse: Milano – Sanremo

Bettini Photo

ANALYSE: MILANO – SANREMO

Der er et ordsprog som hedder, at det ikke altid går som præsten prædiker, og det gjorde det i hvert fald ikke i dette års Milano-Sanremo. Ikke engang i Eddy Merckx storhedstid har følgere og eksperter været så enige om det foreståede resultat – at ”de tre store” ville køre væk på Poggio  – og om ikke alle tre, så med garanti en eller to af dem.

Af Per Bausager

Efter de seneste ugers opvisning fra deres side, var det vel også vanskeligt at tro, at deres ekstreme peak power ikke skulle kunne gøre sådanne forudsigelser ære. Men det gik noget anderledes.

Det var ellers tydeligt, at netop de tre hold, Alpecin, Quick-Step og Jumbo-Visma havde besluttet sig for at holde styr på tingende – hvilket betød så meget som, at sørge for at feltet kom samlet til Poggio. Ude på Cipressa havde Van Aert sat folk frem for at diktere et tempo der skulle tage eventyrlysten fra eventuelle lykkeriddere. Og det gik da også så stærkt, at der røg en del folk ud ad bagdøren. Til trods for farten sad Asgreen med lukket mund, og bevægede sig rundt som det passede ham. I det hele taget var Asgreen, som han ofte er det, meget synlig. Han er en rytter der meget notorisk kører med i forreste linje der hvor han stiller op. Det er imponerende med så stor konsistens på det niveau. 

Op mod toppen tog Ineos over, og satte også et hårdt tempo, og de overtog faktisk lederskabet derfra og op til midten af Poggio. Filippo Ganna viste hvilket ekstraordinært powerhouse han er – først ved at vinde føringsduellen hen mod Poggio, og derefter tonse så eftertrykkeligt de første to kilometer op ad den, at absolut ingen havde lyst til at angribe, og hans aktion kostede da også nogle prominente navne, som f.eks. Kristoff og Gaviria, livet.

Betinni Photo
Betinni Photo

I det hele taget er der vel aldrig angrebet så lidt på Poggio som denne gang – til trods for at medvinden burde favorisere angribere, hvilket er et udtryk for at der er blevet kørt stærkt. Der skete ikke noget før den evige animator, Alaphilippe fyrede raketten af en god kilometer før toppen. Van Aert var på hjul, og så var der hul ned til Schachmann. Det hul syede Van der Poel sammen, men flere andre kom op. Så forsøgte Van Aert, men igen kom der flere med.  Det var med vantro, man så at Caleb Ewan sad med i angrebene. Han var en af de allerbedste på stigningen om end han nød cigaren mens Alaphilippe og Van Aert trykkede maksimalt. Men summa summarum, så kørte ingen af de tre overmennesker så stærkt som forventet – og ej heller som de har gjort ved andre lejligheder. Da det gik hårdest for sig havde de Schachmann og Kragh med på rullen.

I mine øjne blev Van der Poels favoritværdighed savet i stykker allerede mens Ganna førte nede i bunden af Poggio. Han havde ikke fået positioneret sig i front, og i det rasende tempo, hvor alle sad på linje, var det en stor kraftpræstation han havde skullet yde allerede inden han skulle lukke Alaphilippes angreb ned, og siden havde jeg indtrykket af, at han ikke var kommet sig over den dyre forcering.

Getty Images

Det er en meget, meget vanskelig kunst at køre de 55 km/t der skal til efter 300 km, og kun de største ryttere har formået det. Og Jasper Stuyven er nok notorisk en større rytter end hans palmares fortæller. Og hans slutspil her var både i stil og kraft til et 10-tal. Hvis man ellers har maskineriet til at køre så stærkt som Stuyven gjorde her, og man kan erobre 50 meter, så afvæbner man som regel favoritterne. Skal du lukke, så skal du køre 60 km/t i 40-50 sekunder, og vælger man at gøre det, så vælger man også at gøre det af med sine sprinterben, så der er en god mulighed for at de bedste ikke gør et helhjertet forsøg på at lukke hullet. 

Det vil sige: der var lige en vildmand fra Strib. Søren Kragh viste af hvilken kaliber han er da han lukkede det ret store hul til Styuven – ved netop at køre 60 km/t i 50 sekunder – og da han havde udført denne monumentale kraftpræstation var han endda parat til at føre straks. Søren er on par med de helt store. Hans timing og speed var masterclass. For at vurdere hans sidste 400 meter skal man vide hvad han tænkte. Dem der ikke selv har kørt, og følgelig aldrig har vundet noget, siger altid, at det kun er sejren der tæller. Det er noget pladder. Selv store ryttere er glade for et podium i de store løb, og hvis Søren har kørt for en andenplads, er det 100% legitimt. Og det så jo ud til, at det var det han gjorde, selvom han nok efterfølgende vil tænke, at han kunne have gjort noget anderledes. Den ville også have være passende med den klassepræstation, han lavede.

Getty Images

Med 150 meter tilbage, sprintede Stuyven forbi Søren, som desværre akkurat nåede at blive overspurtet af de forreste forfølgere, der førtes an af Ewans, Van Aert og den (glædeligt) genopstandne Peter Sagan.

Det blev ikke som præsten havde prædiket, men det blev så hektisk og nervepirrende som Milano-Sanremo skal være. Og at Stuyven vandt, kan jeg kun bifalde. Det var på tide, at denne klasserytter vandt et af de helt store løb. Han har ofte sat sine muligheder til ved at være for afventende. Det rettede han op på i dag.

Og så går vi ind i en gylden uge med De Panne, E3 og Gent Wevelgem. Det er ikke noget lort det hele.

Leave a comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *