Optakt: Milano – Sanremo

Optakt: Milano – Sanremo

På dagen der er forårsjævndøgn falder det første af tre monumenter, som tegner cykelsæsonens første blok. Det er Milano-Sanremo aka ”La Classiccima” (den største klassiker) aka ”La Primavera” (den første sande”) – et løb der er legendarisk og elsket i Italien. Milano Sanremo er ikke brutal men chic. Man kommer fra den endnu vintertunge Po-slette og dykker halvvejs i løbet ned til den italienske riviera, det azurblå hav og palmerne. Settings der er meget langt fra de momumenter der følger efter. Det er et løb hvor man som regel kommer i mål med ren cykel og hvide sokker – men selvfølgelig kun hvis de var hvide fra morgenstunden, noget kunde dog tyde på at det bliver anderledes i år.

Af Per Bausager

De to andre monumenter jeg tænker på, er naturligvis Flandern Rundt og Paris-Roubaix, som kommer henholdsvis to og tre weekender senere. Vidt forskellige er de, men det hænger på en eller anden måde sammen, da de er de største mål for de stærke mænd inden de lette perberfugles sæson indvarsles med Ardenner-klassikerne.

Hvis jeg skal forklare deres forskellighed, må jeg ty til metaforer. Milano-Sanremo er en ung pige der lader sig løbe over ende af én stormfuld kur for fuld kraft, Flandern Rundt er en kvinde på ca. 30, som kræver gentagne, nøje planlagte og intense forceringer før hun er din, og Paris-Roubaix den voksne kvinde, der ikke falder for nogle tricks, men hvor kun den allermest dedikerede, vedholdne og pietetsfulde indsats vil kunne føre til succes.

Billedet på den ene stormfulde kur, skal forstås som forceringen af Poggio di Sanremo, som i sig selv ikke er nogen alvorlig stigning. 3,7 km med ca. 4% i gennemsnit. Problemet er at køre den på under seks minutter efter 300 km, og det skal man kunne, hvis man skal med de bedste op over. Hele dagen har favoritterne ladet op til den ene kraftudfoldelse, som sker den sidste kilometer, og derfor er der ikke noget øjeblik i hele cykelkalenderen, der er så intenst spændende, som når rytterne drejer ind på Poggio. Alt kan ske, men man ved ikke hvad. De næste ti minutter er nervesønderrivende.

Foto photo Luca Bettini/BettiniPhoto

Charmen ved Milano-Sanremo er, at det er så balanceret, at puncheurs kan tro på at kunne slippe af med sprinterne, og sprinterne kan tro på, at kunne sidde med op til svinget ved telefonboksen, hvor man kaster sig ned ad den snoede nedkørsel til strandpromenaden. Løbet er ofte blevet afgjort på nedkørslen, blandt andre af Eddy Merckx og Francesco Moser, som var blandt historiens bedste i disciplinen. Angrebene foran lægger pres alle, uanset hvor de sidder i feltet. Hver eneste kurve skal afvikles med størst mulig risiko, hvis man ikke skal være ude af gamet inden man når ned til fladbanen, hvorfra der er godt 2 km til mål. Her skal man så træde som en sindssyg for at få lukket de huller der er opstået, og hvis man er heldig, kan man måske lykkes med det lige før spurten åbnes. Og om ikke før, så mærker man her, at man har kørt 300 og ikke 200 km.

Der er tre mænd der har gjort mere indtryk på mig end resten i Milano-Sanremos historie. Der er selvfølgelig Eddy Merckx, som vandt løbet uhørte syv gange. Han vandt det på alle mulige måder. Der var aldrig nogen der kom til Via Roma med ham, som formåede at besejre ham. Så var der Roger De Vlaeminck, som vandt opvarmningsløbet Tirrreno-Adriatico seks år i streg, og Milano-Sanremo tre gange. Han er berømt for sit træningsregime, som op til klassikerne bød på træningsdage op til 400 km lange. 200 km. fra kl. fem om morgenen efter derny, og så andre 200 med træningskammeraterne kl. 10. De vidste ikke noget om morgenpasset. Han sagde, at Milano-Sanremos 300 km var en leg for ham. At han kun lige nåede at blive varm inden Poggio, fordi han var vant til 400 km.

Og så er der Il Campionissimo, Fausto Coppi, som i 1946 lavede en fabelagtig præstation da han som storfavorit lettede anker alene, 145 km fra mål, og ankom til Sanremo 14 minutter foran nummer 2.

Samme Coppi havde jo som sin største rival Gino Bartali, der til trods for en stor og velkendt gudfrygtighed, både røg og drak. Coppi frygtede Bartali, og aftenen før Milano-Sanremo i 1947 overtalte han tre af sine hjælperyttere til at spørge Bartali om ikke de skulle gå i biografen og se filmen Gilda med Glenn Ford. Bartali sagde aldrig nej til en tur i byen, og efter filmen gik de så ud at spise, og senere røg de smøger og drak vin. En af de tre var Coppis bror, Serse, og Coppi godtede sig da han hørte Serse komme hjem på værelset efter midnat. 

Desværre for Bianchi-holdet var Bartali vant til at svirre, og han var frisk som en havørn efter fire timers søvn, mens Coppis tre soldater var helt ødelagte af byturen og alle udgik af løbet. Bartali kørte alene hjem og vandt 1947-udgaven af Milano-Sanremo. Bianchis direktør var rasende, og truede med at reducere Coppis gage.

Den slags ting sker ikke mere. Nu ligger rytterne med deres recoveryboots og kigger på tabeller og studerer ruten. Men det skal ikke forhindre dem i at levere et godt væddeløb. Og lige i år, tror jeg ikke, at sprinterne skal sætte næsen op efter andet end sekundære placeringer. Trekløveret Van der Poel, Van Aert og Alaphilippe kan levere en stang dynamit på Poggios sidste kilometer, som der formentlig ikke er andre der kan svare igen på. Og udsigterne siger, at vinden bliver fra øst, hvilket betyder medvind på stigningen, og dermed en fordel til angriberne.

Min egen favorit er Van der Poel. Godt nok kan jeg være i tvivl om hvorvidt han kan trykke lige så hårdt som han plejer efter 300 km, men han har været uhyggelig på det seneste, og den måde han gik i bund på i søndags – seks dage før Milano-Sanremo – vil komme ham til gode. Det er en perfekt forberedelse til sådan et løb.

Er der nogen der kan følge de tre musketerer på Poggio. Jeg tror det ikke, men mine bedste bud er Matthews, Roglic og Pogacar. Den første vil døje med de 6 minuter med så højt tryk, de to andre med at det ikke er flere minutter, så trykket ville lettes. Og om de tre vil komme til toppen sammen ved jeg ikke. Det er vel sandsynligt. Og da de også er de bedste nedad, kan de ikke hentes, især fordi ingen af dem kunne finde på at lade være med at føre.

Jeg prioriter mine favoritter, Van der Poel, Van Aert, Alaphilippe. Ifølge Bet365 giver de henholdsvis odds 3.5, 4.5 og 7.5.

TV-Oversigt

Milano-Sanremo bliver i 2021 vist på Eurosport 1 fra kl. 14:28

Rytterne forventes at komme i mål mellem 15:47 og 16:22 ved henholdsvis 44 Km/t og 40 Km/t i snit.

Ruten

Milano-Sanremo bliver i 2021 kørt primært på den klassiske rute, som har forbundet Milano med Riviera di Ponente gennem de sidste 100 år. Ruten går skiftevis syd og sydvest gennem Pavia, Ovada og de Liguriske Apenniner samt Colle di Giovo, som erstatter Passo del Turchino, fordi det ikke længere er muligt at passere på grund af jordskred. På vejen til Sanremo skal feltet passere den klassiske ”Capi” sektion bestående af Capo Mele, Capo Cervo og Capo Berta, som er 3 små, men ikke ubetydelige stigninger lige uden for Sanremo, den første starter med kun 50 kilometer til målstregen. Efter Capi sektionen skal feltet tilbagelægge yderligere 2 forhindringer, både Cipressa og Poggio di Sanremo.

Cipressa, Poggio og de sidste kilometer:

Cipressa er er 5,6 kilometer lang med en gennemsnitlig stigning på 4,1% og starter 29 kilometer før målstregen. Poggio starter 9 kilometer før målstregen. Stigningen er 3,7 kilometer lang, stiger gennemsnitligt med ca. 4 % og maksimalt 8% lige før toppen. Vejen snævrer ind og har 4 hårnålesving inden for de første 2 kilometer. Nedkørslen fra Poggio er meget teknisk med smalle stykker og flere hårnålesving. De sidste 2 kilometer er på lange lige veje. Det sidste sving er 750 meter før målstregen.

Hvis du gerne vil have lidt italiensk riviera stemning over dine cykelture til sommer, så kan du tage et kig på vores cykeltrøjer fra Sportful i italiensk design.

SPORTFUL ITALIA CYKELTRØJE
SPORTFUL ITALIA CL CYKELTRØJE

Du kan også lade dig inspirere af alle vores cykeltrøjer til herrer eller damer.

Leave a comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *